Hertha 1828 Bind 4

Den uforbederlige bibliotekar

Niels Jensen

Hertha
Udgivet af A.P. Liunge. [Bind 1]-8, 1827-28.
Der er ikke foretaget nogen efterbehandling eller korrekturlæsning af OCR-resultatet.
Udførlig indholdsfortegnelse på:
https://uforbederlig.dk/tidsskrifter/ Hertha1827.htm
Skønlitterære bidrag indekseret på Dansk Forfatterleksikon:

https://danskforfatterleksikon.dk/1850p/p70087.htm

Udarbejdet 2024 af Niels Jensen

WERNER eee
S Sy SYG "305 DER NØ

N
D N z GE 1 105 .
e i

PE 5

8
| s ' Ål NOS
„ ås

Kjöbenhavn.

Maanedsſkrift.
Trykt og forlagt af H. F. Popp
Så

November, 1828.

Et
222
—

1 2
ER

PS

Bare

CC
eee S MN

WMerth a.

Er Maanedsskrift
: Udgivet 17 SEE
0

A. M. Wiunge.

Anden Aargangs- fjerde Bind. ;
å . BEN 2 ;
2207 5 e
: e 175 172
8 SE 11 5
8 V
87 Kjebenhavn. e
Trykt hos og forlagt af Hart v. Frid⸗ Popp. 8
; 828 8

1 Indhold.

— m ñ—

Dale, i Anledning af den heie Formelings⸗Feſt, den

iſte November 1828, holden i Harmonien i Nak⸗
ſkov, af G. P. Brammer

Min Samling, af Guſtav Schwabe
Kromandens Drøm.” (En irlandſt Fortælling) 2
Den Gamle paa Bjerget. Novelle af Ludvig Tieck
Sang, i Anledning af Deres Kongelige Hsiheder Prinds
Frederik Carl Chriſtians og. Prindſes ſe
Vilhelmine Marias høie Formeling, af E.

F. Guͤntel berg. 22
Cheruben. (Efter Robert Montgomery), af A. P. L.
Weft den 29de og Z0te Marks d. A.

Den Gamle paa Bjerget. Novelle af eudv ig Tieck.

(Sluttet). d ET ERE
Fragmenter af en Reife over Brocken. (Af Co Teri b ge)-
Scener af Britternes Kamp i Indien.
Brodtene , eee RES DEN er 453

„De franſke Lerdes Expedition til Wgypten

—

Side

48
68

121
123
125

129
205
245" 1
"299

"250

>.

il Herthas Abonnenteerr.

-

Eizians ſidſte Bille.
Kunſten i Stokho mm

En Forbryders Fortalling 8 38 S
Theatret i Funchal. —— 2 s +

Den Ugifte. Fortælling af Ernſt v. Houwald. .
Scene af Klingemanns Doktor Fauſt.
Prinds Amuraths Provinds. (Et originalt Eventyr).

Patty's nye Hat. un Jandlig Scene, af Miſs

Mit ford). V
Amor og Pſpyche, N Nielſen
Sialen, af H. C. Anderſe n
Katten, efter Licht wehr, af C. d.

Side
257
275
296
302
307

332

340

364
374
373
376
380

Tale,

i Anledning af den høie Formelings⸗Feſt, den 1ſte

November 1828, holden i Harmonien i Nak⸗
ffov, af G. P. Brammer, ordineret
Catechet.

Hrn ualmindelig Feſt har paa denne Dag ſammen⸗
kaldt en fan talrig og hæderlig Forſamling? Er det et
erveerdigt hiſtoriſk Minde, hyilket vi frygtede Tidens
Haand fkulde udſlette, og ſom vi derfor have forenet
os om at fornye og oplive? Eller er der nogen Enkelt
iblandt os, i hvis heldige Lod et uſedvanligt Lykkes⸗

Tilfeelde blev givet, og ſom derfor ſammenkaldte Venner

og Frænder, at de ſkulde dele hans Glæde? Var der
endelig noget Religionens Bud, ſom udgik til os, at
vi ſkulde lade det Daglige fare, og forenes her under Bon
og Andagt ſom i en hellig Forſamling? Nei, vor Feſt

er et Enkelt af alt Dette, og dog er den Noget af

det Alt. — Det er intet hiſtoriſk Minde vi feire, men

det er en Begivanhed, ſom nu i denne meerkelige Time

er bleven fuldbyrdet, 'n Begivenhed, Hvortil ſtore, ufor⸗

glemmelige Oldtids- Minder ere knyttede, og hvilfen Ef⸗

terverdenen ſkal feire ved mangen dyrebar Erindrings-Feſt;

den i fig ſaa glædelige, i fine Følger ſaa velſignelſesfulde
; (4)

*

*

2 Lale i Anledning af d. 1. Novbr. 182

Begivenhed: at Kongedatteren ſtager ſom Danmares her⸗
ligſte Brud ved fin hoibaarne, elſkelige Frændes Side. —
Den Feſt, hvortil vi ere hidkomne, er ei en ſaadan,
- fom den kjerlige Forældre og taknemmelige Born indbyr⸗
des hellige hinanden; og dog er det en Feſt af lignende
Betydning. Thi ſkulde det vel kun være et hyppigt brugt
og derfor lidet ſigende Billede, naar vi kalde Kongen vor
Fader, og afverle med Navnene Dronning og Landets:
„Moder? Er det ikke meget mere blevet os en Nodvendig⸗
Bed, at kalde dem fan, fordi vi føle, de ere det i Sand⸗
hed for vs? Men føle vi Dette, hvor kunde vi
Andet, end med Længfel vente, hvor kunne vi end
denne Stund Andet, end med ſjelden Glæde nyde denne
herlige Dag, ſom bragte de kongelige Hjerter ſaa megen
Fryd og Lyſt? — Det er ingen Religionens Feſt, vi
tilbedende i Herrens Tempel ſtage i Begreb med at hel⸗
ligholde; og dog er det en Feſt, ſom under Kirkens
ærværdige Buer og ved Religionens himmelſke Indvielſe
bliver dem helliget, den nermeſt angager. Skal den ikke
ogſaa være helliget for os? Sommer det fig vel for
os — jeg vil ikke blot ſige — ſom tenkende Veſſener,
men ſom Fædrelandets trofaſte Sonner og Dottre, „
Sas Tetfindig Begjærlighed at gribe denne Dag, ſom e. den
kun en kjcerkommen Leilighed til at afbryde Jverdags-Livets
Keedſomhed ved sieblikkelige ForloFeaiſer? Nei, blues
. maatte vi, derſom vort Bie “ higede efter at opfatte
Straalerne af denne Nats uſabbanlige, trindt i Danmarks
Lande udbredte Glands; derſom vort Dre kun forleengtes

Hale i Anledning af d. 1. Novbr. 1828. 3

efter ur erfare , hvorledes ukjendte Hoitideligheder og pragt=
fulde Skueſpil — ſom det fømmede fig, naar en ſaadan
Brud rakte en ſaadan Brudgom fir Haand — vare til—
ſyne der, hvor den Feſt egentlig feires, hvis Gjenſkin
mu lyſer, og hvis Efterklang end længe ſkal tone ved
Oſterſoens og Nordhavets Bredder! Uveerdige vare vi
den mageloſe Kongeſlegt, der nu ſnart i firehundrede
Aar har, med Kraft i Krig, med Mildhed i Fred, under
lyſe og morke Dage med ſamme ſelvopoffrende Kjærlighed
baaret Fyrſte-Scepteret iblandt os, derſom vi ikke paa
denne Dag, der med et nyt Ymheds og Troſkabs Baand
li forener denne Slægt end inderligere med ſig ſelv og der⸗
ved med os, havde Sind og Hu til at kaſte et eftertenk⸗
ſomt Blik ſnart tilbage i de foundne Aarhundreder, for
at ſee, hvad de vidne om Fyrſterne fra Oldenborg, ſnart
vidt omkring os til Tidsalderens ei blot i vor Verdens⸗
deel mærkelig bevægede Aand, — fnart atter fremad
til de Dage, der endnu ikke ere opſtegne af Tidens

Hav, men ſom engang — denne Dag give os Au⸗

ſpicier! — ffulle oprinde over vore eller vore Borns

Hoveder! i i
Skue vi derfor tilbage i de Tider, ſom ſvandt

for Fedrene, hvis Been nu Muldet dækker, for Fe⸗
drene, ſom adlode den ſamme velſignede Kongeſloegt, der i

herſker over os: da aabenbarer ogſaa dette Tilbageblik

hiin mod Fiender kjcekke og uforfeerdede, denne mod

Dannerfolket blide og milde Fyrſte-Aand, ſom gjør os

de Regenter af denne Slægt,» vi fødtes fil at tjene og
(17)

4 Tale i Anledning af d. 1. Novbr, 1828.

lyde, fan uſigelig dyrebare og elſkelige. Have da Hiſto⸗
riens Grandſkere med opmeerkſomt Hie opdaget visſe Feil,
der ligeſom nedarvedes i en Wt, ſom den Stuartſke;
pegede Tragikerne med ſer Lyſt pan ulykkelige Tildragel—
fer, der udmærkede en Sæd ſom den Cadmeiſke: da by—
der over os en Kongeſlegt, hos hvilken Dyder bleve ned—
arvede, og ſom kun lader Hiſtorikeren i Tvivl, om
dens Medlemmer ere meeſt at elſke ſom Menneſker, eller
at beundre ſom Fyrſter. Og juſt dette Eiendommelige, hvil—
ket Du ei forgjæves ſkal ſoge hos nogen af Deres For—
fædre, hvem. Kjærlighed og Religion i Dag forenede efter
Deres egne Hjerters og de kongelige Forældres Villie,
dette Eiendommelige ved Chriſtian af Oldenborgs Æt
aabner ogſaa de lyſeſte, venligſte Syn for vort imod

det Sloer, Forſynets viſe Haand henlagde over de kom—

mende Dage, men ſaaviſt Saga er en Sandſigerinde, hvile

vi glade i det trygge Haab, hun befæfter, at de nye

Skud paa den danſke Kongeſtamme ſkal bekræfte deres

herlige UÜdſpring — ei blot ved den kongelige, Moe og
Yngling, ſom nu forenes — herom behoves ingen Spaa—

dom — men i hundrede og atter hundrede Led. — Be—

fjælede af dette Haab og hin Erindring ſkue vi da ogſaa

frimodigen ud i den Tid, hvori vi færdes, og lade os

hverken forvirre eller forfærde af dens Syner. Vel have
vi ikke letſindigen forglemt, hvad Skrokke⸗Optrin det

ſidſte Aarhundrede frembed, vel er det os ikke ſkjult,

hvilke for Regjering og Stat lige farlige Bevcegelſer, der

ere "blevne opvakte i flere af den gamle og nye Verdens

1

Fremtiden ſtirrende Blik. Vel formaage ikke vi at lofte

Tale i Anledning af d. 1, Novbr, 1828. 5

Stater: dog os forvirrer ikke det Skyggebillede en op⸗
flammet Indbildningskraft dannede fig under Almeen-Lig⸗
heds forgudede Navn; os forfeerder ei Frygten for et
Friheds-Trae, Blodſtromme ſtulde vande: her har det
bedre Rod og Vert; her vædes det kun af Folkets Tak—
nemmeligheds Taarer; thi — det være denne Dag og
for ſtedſe uudſletteligt indpræntet i vort Sind! —

Den ſande Frihed blomfſtrer MUSE det
i Danſke Konge⸗Scepter.

Der ſoger Du den ſande Frihed forgjceves, hvor
dens Tilbedere priſe den ſom Afkaſtelſe af alle borgerlige
Baand og Skranker. Hvor Anarchiets Afgrunde aabnede
ſig, ere alt ſaamange Statsforfatninger, Revolutioner
grundede, nedſſunkne. Det er ei heller den Frihed, der
blomſtrer i Danmark; thi det ſtaaer ei blot præget i Bog
og Steen, men i hver Dannemands Hjerte, at ved Lov
ſkal Land bygges, Der vare de, hyilke Friheden fore—
fvævede ſom en ukjendt Gudinde, der formagede at
ſkjenke alle de Goder, hvortil deres Hu ſtod, men hvil-
ken de dog forgjæves tilbade, fordi det var dem dun—
Felt, pan hvad Altar de ſtulde offre, for at nedmane
hende. Deres raſtloſe Meed udtrykker da hiint Quad,
Digteren lader ſin Neapolitanſke Fiſker ſynge:

Der ſprudler en Kilde, der risler en Strøm
Dybt nede i Bjergenes Klofter;

Jeg hører den risle, men det er en Drøm;
Ci Stenen fra Klippen jeg løftere ;

Os forefvæver ikke Friheden ſom en overnaturlig
Skikkelſe, der kun aabenbarer ſig i Drommenes gyldne

T

,

6 Lale i Anledning af d. 1. Novbr. 1828.

Rige. Os er det ikke dunkelt, at den ſande borgerlige
Frihed — og om den er Talen — findes der, hvor hver
Stand og hvert enkelt Individ i ſamme kan under Lo
venes Medhold og Regjeringens kraftige Beſkyttelſe, uden
anden Tvang end den, Omſorg for det Hele paaleegger,
udvikle fine Kræfter, arbeide for fine Formaal, lykkelig⸗
giores i fin Virkſomhed. Os — Danffe Borgere — er
det ikke tvivlſomt, at denne Frihed findes der, hvor den
ſouveraine Fyrſte elſker det Land, han regjerer. Lad
det tykkes Fremmede et „Serrſyn, at Enevoldsmagten er
Frihedens Pille! Os — Nanſens og Svanes Efterkom—
mere — er det intet Seerſyn; thi vi vide, at Grund—
ſtenen til Dannerfolkets Frihed blev lagt, da Zdie Fredrik
blev Enevolds⸗ Herre. Lad det tykkes ſaa for Andre,
ſom kan det vide Land bedſt overſkues fra de ſmaa Høle
og Bjerge, den zepræfentative Forfatning: monne danne!
Os — Sjette Fredriks Underſaatter — tykkes det viſt,
at det er fra den uindſkrenkede, klippefaſte Thrones Tin⸗
de det Land kan vorde klareſt tilſkue og vifeſt beſtyret,
ſom i gamle Keempeviſe bærer Navn af deiligſt Vang og
Venge, lukt med Bolgen blaa. Os, der have levet med og r
under den Vnafte blandt dem, der prydede Skjoldungernes Stol-
,… fædes os, der have mødt hans milde, kongelige Blik; os, der
have fornummet, hvad det er for et ømt og kjcerligt Hjerte, der
flaaer i hans høie Barm: Os er det ikke - mindre aaben-
bart, at her boer og bygger den ſande Frihed, hvor det 0
ei ſtaaer i nogen enkelt Stands Magt at have fig over.
den anden, her den ſande borgerlige Lykke, hvor alt Her⸗
redomme er overladt Een, og denne Ene elſker ſit Folk.
' Thi hermed er Dannerkongen uoploſelig forenet, ei blot

Tale i Anledning af d. 1. Novbr. 1828. 7

ved Enevoldsmagtens almindelige Kaar, ſom gjor det Fyr⸗
ſten umuligt, at adſkille fit Vel fra Statens, men navnlig,
ved det edle Fedrelands-Sind, der ſavnes end ikke hos
een Fyrſte af det Oldenborgffe Huus. Eller — hvo er

født af en Danſk Moder og veed det ikke, har ikke ſelv følt

fig tiltalt, befjælet, opflammet af den Aand, ſom udgaaer

fra den Danſke Konge-Throne? Var Fjerde Chriſtian vel

den Eneſte, fam forlod denne, for at ſtaae ved hoien

Maſt, medens hans Helteblod farvede de vilde Bølger?

Var hans Son vel den Eneſte, ſom ikke vilde forlade. .
den, da Danmarks Rige ſtod Fare, men valgte hellere,
at doe i fin Rede? Var Fjerde Fredrik vel den Eneſte, ſom,
med Danſke Konge-Scepter i Haand, ſogte at bryde Treel⸗

dommens Aag for ſine ringeſte Torn? O! var det mu⸗

ligt, at Nogen iblandt os kunde have forglemt, hvo der
fuldbragte, hvad den ſtore Navne begyndte: da ſporge Du
kun frit hver Danſk Bonde bag Plougen, og han ſkal nævne
Dig det dyrebare Navn! Ja vandrede Du end paa Veſtin⸗
diens fjerne Kyſter: Du kunde adſporge Afrikas ſorte
Son, ag han ſkulde priſe det ſamme!

. Under det Oldenborgſke Scepter blomſtrer den bor⸗

gerlige Frihed; thi denne er udrundet af den ſande Aands⸗

Frihed. Tvang, „Deſpotisme, Tyranni ere Morkhedens

Born; de forſvinde til deres ſkumle Rige for Oplysnin⸗
gens klare Straaler. Men dertil ſtrebte Fyrſterne fra
Oldenborg, at disſe kunde ſkinne og udbredes over Da⸗
nas Mark. Var det ikke hiin Stamfader for denne

Fyrſte⸗At, der vilde ikke, at fremmed. Lærdom ſkulde
kiobes for Danſke Penge, men lagde Stenen til en Hoi⸗

ſkole der, hvor pan Axels Tid var et h Fiſter⸗Leie? 25

1.

8 Tale i Anledning af d. 1. Novbr, 1828.

Var det ikke hans tredie Navne, der, ſelv folende fig
gjennemtrengt af Videnſkabernes helligende Kraft, ilede
at gjøre hiint forſte Chriſtians Tempel end faſtere og
velſignelſesfuldere? Og vi — mine Medborgere! — vare.
vi ikke beundrende Vidner til, hvorledes der under Kri—
gens Torden hævede fig pan den Norſke Klippegrund et
Aſyl for Aandens Lys og Tankens Frihed? Og atter,
hvorledes Kunſt og Videnſkab fik et nyt Hjem der, hvor
de ubeſogte Haller ſtode ſom ſorgelige Mindesmærker om et
ſpundet Old, indtil de endelig opgik i Flammer og hen⸗
ſank i Gruus, — kun for at reiſes end herligere af Afken!
Naar da Klippens Ørn, fvævende paa ſin høie Bane,
Dvæler ved et Fredriks⸗ Minde hiſt, det intet politiſt
Forhold ſkal kunne udſlette, da blande ſig Nattergalens
milde Toner i Soroes Lunde med Digterens begeiſtrede
Sange, der lyde Sjette Fredrik til Priis! Dog Digte⸗
ren kun? — Fandtes ei flere Muſeſonner, Hvis. Læber
bleve gabnede, hvis Hjerter bleve opfyldte af ſamme Tak⸗
nemmeligheds hellige Krav? Nævn mig nogen ædel Green
af menneſkelig Vidſkab, ſom ei her fandt Pleie og Dyr—⸗
kelſe! Der ſtee Opdagelſer i Kunſtens Rige — Danſke
klegtige Mænd” ſendes did, hvor de fedte; og det var
Kongen, ſom udſendte dem. Heldigt Fremſkridt begyndes
her i det Skjulte — ei lenge vorder det ſtjult, nei
fremdraget, belonnet; og det var Kongens kraftige Haand,
der fremdrog, hans milde Haand, der belønnede det.
Tids⸗Aandens Krav fordrer cen Videnſkab dyrket frem⸗
for andre — Danmark aabner den fit Skjod, og det er
Kongen, ſom indkalder den. Samfund dannes til at

Tale i Anledning af d. 1. Novbr. 1828. 9

forøge og udbrede dens Virkſomhed — Kongens Maade.

gjør ſaadant Samfund ærværdigt, den viſe Prinds, der
ſtager Thronen neermeſt, ſtiller fig i dets Spidſe!

Lad da kun de Fyrſter, ſom maatte frygte Lyſet,
ftræbe at forhindre dets Udſpring; den Danſke Regjering
frygter det ikke, nei, aabner det ſelv nye Kilder, leder
ſelv dets Straaler ind under Bonde-Skolens lave Tag,
og fryder ſig derved! I den ſaaledes fredede Danſke Hauge
kan da og Frihedstræet ſpire, blomſtre og boere Frugt;
thi det krever en ſkyfri Himmel, hvor den klare Mid⸗
dags-Sol ſkinner. 0

Og dog vilde onde Urter ſnarlig forgifte dets Rod⸗
der, næredes det ei af Himmel-Dug herovenfra. Hvad
bitter Frugt den Oplysning foder, ſom forguder den ſyn⸗
dige Fornuft og lader haant om Chriſti Evangelium:
det have hine Dage, hvori Jakobinerne forte Gudsbeſpottende
Herreſpiir, med blodige Trek, indpræget pan Hiſtoriens
Tavle. Derfor er og hiin redſelfulde Frihed at ligne
ved de Frugter, ſom findes ved det dode Havs morke

Bredder. Deilige tykkes de vel det flygtige Die; ſkulle

de derimod nydes „ forvandles de flux til Svovl og Afke.
Men i Danmark have kun flige lovløs, ugudelig Fri⸗
heds Tegn været tilſkue ; ſom enkelte truende Luftſyn,
der ſnarlig forſvinde. Thi ſom hver Aand, der virkſomt
ſkal indgribe i Folkets Liv, maa have. fit bedſte (jordiſe)
Udſpring fra Thronen: ſaaledes gjelder det fornemlig om
Guͤdsfrygtens og Hellighedens Aand, uden hvilken Fyr⸗
ſten ſom Betleren, forlorende ſin ſande Frihed, maa

ſukke i Syndens uværdige Lenker. Og med hvilket Vel 1.

—

10 Cale i Anledning af d. 1. Novbr. 1828.

behag dvæle ikke Hiſtoriens Kyndinge ogſaa fra dette Stade
ved de Fyrſter fra Oldenborg, fom beklædte den Danſke
og vilde have været en Prydelſe for enhver Konge-Throne!
Var Du end ikke iblandt dem, hvis Idret det blev, at
hellige ſig forbigangne Aarhundreders Betragtning — ſaa—
danne Sagas Indviede findes i Danmark ei blot, hvor
de kunde ventes, men ſelv i det fyrſtelige Purpur: faa
fremmed er Du dog ei for hvad Saga har at berette,
at hendes mærkelige Tale aldrig fkulde være kommen Dig
for Dre om hiin Konge, der levede fan, at han, kre⸗
vende Sandhed, ei Smiger i Skrifteſtolen, opteendtes
af hellig Harme imod den Preeſt, der frygtede ſin Kon⸗

ge mere, end ſin Gud, Og veed Du ikke, at det var

en Danſk Konge, der dengang vrededes ſaa, at der
var Glæde blandt Guds hellige Engle derved? San frem⸗
med er Du ei for hvad Saga ridſede paa Bautaſtene,
at Du aldrig fulde have annammet et Sagn om hiin
Konge der dode "fan, at han paa fin Sotteſeng viſte et
Heltemod, ſom kun Faa i Kampen, om ham, der, tro⸗
ſtende de grædende Venner, udbrød. i shine frimodige
Ord: »Lad Pulſen kun flage, ſom den vil! Dette veed
jeg, at Guds Maade ſlager aldrig feil.“ Og veed Du
ikke, at det var en Danſk Konge „der troſtede dem ſaa,
at det er aabenbart, den ſande himmelſke Troſter var
alt neddalet til ham? Ja vidſte Du end ikke Dette, og
kjendte Du end ikke de utallige andre uimodſigelige Be⸗
viſer paa, hvorledes. Sjette Fredriks hoiſalige Forfædre
ved Lov og ved Exempel, i Liv og i Dod udøvede og
heevdede, bevarede og udbredte ſand Alpa, ufor⸗

Tale i Anledning af d. 1. Nobbr. 1828. 11

vandſket Chriſtendom: da kan Dit Bie dog ikke være
tillukket for de Dyder, ſom nu forherlige Thronen, for
den Chriſto helligede Aand, ſom taler af de Kongebud,
der end i dette Aar ere kundgjorte til kraftigen at værne
ſom imod Foragt for den Danſke Kirkes Indſtiftelſer,
fan imod Vanhelligelſe af Naadens Sakramente.

Thi ffal Danmarks Hiſtorie hoitidelig bekrefte, at
Gudsfrygt var ſtedſe nyttig — dog — hvad ſiger jeg?
nyttig — nei, var, og er, og ſkal til evig Tid vorde
fuldelig uundværlig til at forene Regent og Underſaat,
til at opvakke Hiins Tillid, Dennes Kjerlighed, til at
give Aanden Frihed, Hjertet Fred, den udvortes Lykke
Held og Fremgang.

Men alt ſom Hiſtorien har ſaadant ubrydeligt Vid⸗
nesbyrd at fremboere, hvilket udodeligt Eftermæle ſkjon⸗
ker den ikke da de herlige Fyrſter, ſom, nedſtammende
fra de gamle Skjoldunger, endnu bære det Oldenborgſke Rg
Mavn, ſtjondt det har viiſt fig de. vare fødte med det
Danſke Hjerte! Hvilede Herrens Haand end ſtundum ſtraf⸗ ;
fende over vort Fodeland: Hans Miſkundhed er dog ikke
vegen fra os; thi det Kongehuus lod han os beholde,
ſom ei omſonſt tilegnede ſig Tegnet af Lovens Kraft og
Hjertets Kjærlighed. Han vil lade os beholde det
fremdeles! Dette er Haabet, ſom denne Dag —
velſignet vere den af Herren! — paany gjenfoder, op⸗
liver, helliger; Haabet, ſom nu forener vore og ſaamange
trofaſte Danneborgeres Hjerter i een fœlleds brændende Bon
for de høie, elſkelige Zvende, fom nu gave hinanden
Troſkabs Haand, for det edle, mageloſe K Songehuud,
"hvilet de tilhøre! -,

12 ' Min Samling,

Saa ſkal da nu Oldtidens uforglemmelige Sagn,
hvilket end ingen Sorgens Time har kunnet beſkeemme, om
hiint Oldenborgernes gyldne vidunderlige Horn, fra denne
Glædens, Haabets, Kjcerlighedens Stund, end herligere,
vorde opfyldt! Som tuſindfold Blomſter aarlig frembolge
af det Overflodigheds Horn, Dannemarks Vaar bærer 1
Favn: fan nedſtromme nu fra Naadens mildeſte Himmel
al Gloedes og Velſignelſes Fylde over den kjcerligſte, tro⸗
faſteſte, berommeligſte af alle Kongeſloegter! Med den
være Dannemarks Held og Haab til Dagenes Ende forenet l

'

Min Samling
É Af Guftav Schwab +).
— —
1. |

Ferier ere tilladte Enhver , og dog kommer hos En⸗
hver en Smule Naragtighed med i Spillet, Men den
forſtyrrer ikke; ſnarere bemegtiger den fig uformeerket felv
den Ligegyldigſte, ſom den Begeiſtrede har hidkaldet, for
at foreviſe en eller anden af fine ſieldne Bagateller „og
at forklare ham den, med et beruſet Hjertes hele Vel⸗
talenhed. Hvo bliver ikke til Slutningen henrevet til
Medfolelſe, naar hans Ven, Planteſamleren, under Kjcer⸗
tegn, ligger en ny ſielden Urt i ſit Herbarium, lige⸗
ſom en Fader bærer den Forſtefodte hen i Vuggen ? Hyil⸗

+) Fra : Morgenblatt får gebildeteStånde”, Septbr. 1828,

U

Min Samling. 13

ket Blik maa ikke tilſidſt med ſtigende Interesſe dvæle
ved den Mynt, hvorpaa Vennens funklende Hie hviler,
i det hans Læber med Stolthed berette, at kun fer Ex⸗
emplarer af den fore findes i alle Europas Myntſamlinger,
og hans Finger pan Reverſen viſer Eder en Wallenſteins, eller
Iturbies, eller Bolivars Billed, eller Riften gjennem Halſen
paa” Uſurpatoren Cromwell: dette fælfomme Spil af Til⸗

" fældet, hvori fanatiſke Forſvarere af Legimiteten fee Guds

Finger? Og naar hiin Brondkonge i det lille Vinkelbad
forer os hen paa en ſmal Sandvei, der nyanlagt ſlyn⸗
ger ſig gjennem en Granſkov, naar han med Velbehag ka⸗
ſter fig pan den Steenbeenk, hans Raad har ſat paa et Sted
hvor man har Udſigt til den ode Engdal, drager os ned ved
fin Side, og forſikkrer, at de bohmiſke Bade ikke have noget
Herligere at fremviſe — meddeler ſig da ikke, efter det for⸗
ſte Smiil, noget af den gode Mands Hengivenhed for den
Egn, han maaſkee har gjennemvandret i den 30te Sommer?

Saaledes ville man ogſaa tilgive mig, naar jeg har
den Driſtighed at ville underholde mine Venner, Leſerne,
med mit Liebhaberie, i Serdeleshed da dette ikke horer til
det hverdagslige, og de Exemplarer, ſom jeg agter at foreviſe
og forklare dem af en ſaare liden Samling, beſtandig blive
ſieldnere. 2 ;

Dette Liebhaberie er ikke andet end den Glæde, jeg fo⸗

ler over de endnu levende Vidner om en Tid, der allerede er

bleven til Fortid for os, over meg et gamle Folk, der endnu
ere ved deres Samling og kunne fortælle Noget. I tilbage⸗
gagende Linie fætter naturligviis min Samling ingen Grend⸗
fer paa Optagelſes⸗Candidaterne, og kunde jeg noget Steds

14 Min Samling.

—

opdage et velvedligeholdt Exemplar fra det 17de Aa rhun⸗

drede, der med fuld Samling ikke alene havde feet tre

Menneſkealdre/ men tre Aarhundreder, jeg troer at jeg ikke

vilde være bange for at gjøre en Feriereiſe paa hundrede Mi—

le. Men desverre erfarer man forſt af offentlige Blade

at et ſaadant Klenodie har været til, naar det har ophørt
at exiſtere. Men i den fremſkridende Linie har jeg forelo-
big afſtukket Aaret 1749 incluſive til Grendſe, fan at

vor ſtore Goethe, og hvilken Anden, der endnu ſom Hie⸗

vidne veed at fortælle om Jordſkjclvet i Lisſabon, i alt
; Fald endnu kunde finde en Plads i min Samling; Pro—

ducterne fra Aarene 50 har jeg derimod ſelv endnu i mine g
Drengeaar feet ſkride omkring ſom Folk i deres bedſte Al⸗
der (i de Fyrgetyve), og jeg kan endnu ikke vænne mig til
deres Oldingsalder; hen i Tiden vil jeg vel blive nodt til
efterhaanden at rykke Skranken fremad: og hvis det (ſom
jeg ingenlunde haaber) af det algode Forſyn ſkulde være mig
ſelv forbeholdet, i Aaret 1882, ſom halvfemſindstyveaarig
Olding, at fortælle mit Afkom i tredie og fjerde Led om de
franſte Republikaneres Marſch gjennem min Fodebye, og
om den Skjermydſel jeg endnu kan erindre mig fra mit femte
Aar: ſaa maatte jeg vel lade det ſplinternpe Aar 1792
gjelde ſom Groendſegar, og mig unge Mand ſelv, ſom et é
ikke foragteligt Exemplar i min Samling.

Jeg anſeer mig ſaa temmelig for den Forſte, der dri⸗
ver dette Liebhaberie praktiſk og ſyſtematiſk, omendſljondt
jeg ikke kan nægte den udødelige Jean Paul et eminent

Talent for dets Theorie, da han i den 125garige Fibel

*

Min Samling." 15

fon uforlignelig beſkriver os et desværre kun fingeret Ex⸗
emplar. |
Mine Læfere tor ikke befrygte, at jeg ſkal falde dem
til Byrde med de endnu temmelig hyppigt forekommende Ori⸗
ginaler fra det femte Aarsdeſcennium (fra 1740 til 1749);
jeg overlader gjerne til dem ſelv den ringe Uleilighed at ud⸗
finde dem blandt deres Omgivelſer. Selv det hele allerede
langt veerdiefuldere fjerde Aarsdecennium (1780 til 1739)
vil jeg, omendſkjondt jeg nu til Dato har nogle uforligne⸗
lige Rariteter fra ſamme i mit Inventarium, ſette til Si-
de, og rykker ſom en ægte Samler, ſtrar frem med mine
ſtorſte Klenodier, med Sjeldenhederne fra Aarene 20, af
hvilke jeg tor troe at kunne bramme med fire Exemplarer.

Jeg vilde ikke tale om disſe Individers Stand, naar
denne ikke var hoiſt vigtig for Enhver, der efterforſker levende
Fortællinger fra gamle Dage, Folk af lavere Stand for⸗
telle mere ukonſtlet og paalideligt, men have ſeet mindre,
og tage med den bedſte Villie meget ofte feil i Henſeende til
Perſoner, Ting og Aarstal; Fornemmere vide meget, for⸗
telle meget, men deres Dannelſe forleder dem til forogende
Tilſcetninger og Ubſmykninger af enhver Art.

Af mine fire Erkeoldinger hore tvende, en Slagter
og en Oliemoller, til den lavere Folkeklasſe; en tredie, en
General, til Samfundets hoieſte Kreds; den fjerde, en
Invalid; af Underofficiers Rang, ſyntes, efter hans Ad⸗
fœerds behagelige Former at dømme, at ſtaae pan en noget
hoiere Dannelſesgrad, end de fo Forſtnævnte. Jeg vil
rangere dem alle fire i den Orden, hvori jeg har leert dem at 5

16 Min Samling.

kjende, og denne Orden er tilfæltigviis ogſaa deres Leveal⸗

der i opſtigende Linie. Saaledes vil da den Yng ſte forſt

optræde for den gunſtige Læfer,
8 2.

Ji½eg erindrer mig fra de forſte Aar af det lobende Aar⸗
hundrede, at vi Drenge ofte modte en allerede dengang gam⸗
mel Mand, der var Slagter af Haandtering, og ſom var
bekjendt i Staden under Navn af den latinſke Sla g⸗
ter, fordi han, hvad der i hiin Tid var en ſtor Sjeldenhed
hos en ærbar Haandvorker, forſtod og talde Latin. Naar

vi Born, i det vi om Middagen kom fra Skolen „ mødte

den gamle Hedersmand, der drev en Kalv eller Ore foran
fig, fan vilde vi heller ikke lade os lumpe, og tilraabte ham
ſom begyndende Latinere med Kaadhed et Carnifex! —
ſom vi vel etymologiſk vilde have forklaret ved Kjodmager, men
ſom Slagteren med Ordbogerne omtydede til Skarpret⸗
ter eller Rakker, og derpaa med faderlig Mildhed holdt
os et latinſk ambulerende Collegium over Grammatik, hvor⸗
neſt han dog, naar vi ikke holdt op med vort Tilraab, lod
folge nogle korte og forſtagelige tydffe Talemaader, der ſom
et Tordenveir adſplittede os til alle Siddr.

Tyve Aar ſildigere, i Februar 1824, erfarede jeg
tilfældigvis, at denne Mand, der ved Slutningen af det
forrige Aarhundrede, gik i fit 78de Aar, thi han var, ſom

jeg ſiden erfarede af ham ſelv, fodt i October 1728, end⸗
nu levede i fit 93de, Vel fraraadte hans Bekjendtere mig
gat beſoge ham, thi den Gamle gik allerede noget i Barn⸗
dom, og plapprede endnu kun Latin; men jeg, der for
faa Aar ſiden i Hovedet, havde begyndt at anlægge min

7

Min Samling. „

af Oldinger, og endnu ikke havde ſtodt paa en ſaadyn
Alder, begav mig ſtrar paa Veien, og ilede fra For⸗
ſtaden, hvor jeg boer, ind i ſelve Staden, hvor Oldin⸗
gen boede, tilligemed et Par Dottre, i et af de ſnevreſte
Stræder og i et af de ſmalle hoie Leerhuſe, ſom endnu
var hans Eiendom.

Med bankende Hjerte traadte jeg gjennem den lave
Dor ind i et Kammer, ſom bar reenlig Armods Præg,
Tvende aldrende Fruentimmer, den ene gift, den anden
Enke, Dottre af min halvfemſindstyvegarige Olding,
ſyntes forberedede pan mit Beſog, og modtoge mig med
ceremonios Anſtand, ſom Borgerkoner fra fordums Tid.

Mit Blik ſpeidede en Tidlang forgjæves efter den Skat, jeg

ſogte, da jeg endelig i en Krog bag den velvarmede Kakkel⸗
ovn blev en rank, ingenlunde udmarvet Figur vaer, der,

naar han havde reiſt fig i Veiret, vilde have havt en

anſeelig Mands Statur; det langagtige, ikke indfaldne,
men rynkede Anſigt, var af Farve ſom guult Læber,
de aldeles udglodede Hines runde Kratere ſtode vidt
aabne; det hele Hoved var ikke en Homers⸗ Buͤſte uliig.
Da den Gamle var ganſke blind, vidſte han endnu intet

om min Tilſtedevcerelſe, og ſikkert lage han i Bevidſtlos⸗

hedens vaagne Slummer, og fane ud ſom om han den
hele Dag ikke havde talt, et Ord, ja ikke tenkt en Tanke.

Ogſaa vare alle hans Dottres Forſog paa at gjore ham .

min Ankomſt begribelig, frugtesloſe; men nogle latinſte 8
Ord af min Mund virkede paa ham ſom et elektriſt
Slag, og vakte ham til fuld Bevidſthed. Naſk og i vel

(2) ;

|
]
|
funmenhængende Ord beſvarede han, i taaleligt Kjokken⸗
latin, min Hilſen med en til den dybeſte Bas brudt
derpaa vendte han ſig til de over hans lyſe

18 Min Samling.

.

Stemme,
SOpvaagnelſe ganſke forbauſede Dottre, og raabte glad:

„ Hvad er det for en Latiner, J der har ſendt mig?“
; Snart havde der Enyttet fig en regelmæsfig Sam⸗
tale mellem os Begge, i hvilken jeg uden Moie aflokkede
ham de fornødne Perſonalier. Jeg erfarede af ham, at
hans Fader og Bedſtefader havde veeret Hofſflagtere, at
han, ſom en Folge af denne Værdighed, havde nydt en
anſtendig Opdragelſe, og indtil ſit 14de Aar (i Aarene
1736 til 4742) ſpiiſt ved eet Bord med de adelige
unge Herrer i vort Gymnaſium. Med Bevagelſe er⸗
indrede han ſig disſe nedladende Legekammerater, og
raabte engang efter den anden: utinam viverent“ (Ak,
gid de levede endnu!) Med varm Taknemmeligbed talde
han om fin Lærer, den daværende Preceptor Dreher,
hvem” han ganſke vigtigt betegnede ſom en Mand paa de
60). Gjentagne Gange yttrede han fin Smerte over,
at han, den fattige Slagterdreng, ikke havde feet ſit Hjer⸗
tes Onſke at torde ſtudere, gage i Opfyldelſe. Jeg
kunde ſelv ikke undlade i Stilhed at beklage dette; thi
en Mand, der indtil fit 98de Levegar ſamvittighedsfuldt

[

+) Johan Ferdinand Dreher, født i 1884, brev Magi—
ſter i Philoſophlen i Aaret 1704, Preceptor i Boͤb⸗
lingen 1712, ved Gymnaſiet i Stuttgart 1717, titu⸗
lair Profesſor og Bibliothekar 1750,

Min Samling. 19

havde iagttaget den 17e d i vore, endnu gieldende Gym⸗
naſial⸗Statuter fra Anno 1685), og, med de hoiſt
fornødne Undtagelſer, ſom hans Haandtering og Huus⸗
væfen kravede, altid havde talt Latin, indefluttede
ſikkert hos fig et Talent til at være Lørd, ſom hos
Slagteren maatte ligge udyrket, 1
For at ſtyrke den Gamle og. bevæge ham til yder⸗
ligere Revelationer af ſterre Vigtighed, trak jeg en Flaſke
Viin fra 1811, ſom jeg havde ſtukket til mig, ud
af Lommen; Dottrene bragte en Tallerken og to Glas, f
og vi klinkede lyſtig; et Par Draaber af den gamle Viin 8
begeiſtrede Oldingen faa ſteerkt, at han iſtemte en ægte
latinſf Hymne over tvende endnu ældre Aargange, hans
Ungdoms Kammerat fra 1744, og hans Manddoms Ven
| fra 1766, og, i det Han med ftoifk, Rolighed ſpottede
over fin egen Viinarmod, ſom Improviſator udbrod
folgende Vers: æg ö
»Bey mir liegt er nicht im Keller,
Bey mir bringt man ihn auf den Teller!“

Sum etiam poeta!“ (Jeg er ogſaa Poet) tilfoiede han,
(med et velbehageligt Smiil, uden at ahne, at en Collegg
ſad ligeoverfor ham. 3 >

! NÅ
) »Velle semper latine loqui, et quidem de rebus bo-
nestis“ (altid at tale Latin og kun om erbare Ting).
De iøvrigt meget fornuftige Statuter foreleſes endnu⸗
med Undtagelſe af denne Paragraph, i hoitidelig
Forſamling for Oiſciplene, hvert Semeſter naar Lectio⸗

nerne aabnes. ER
2

1

20 Min Samling.

Han var nu i den rette Stemning til at give
Oplysning om den gamle Tid, og ſaaledes gik jeg ham
da til Livs med en Efterſporgſel om de wuͤrtembergſke

"Hertuger Eberhard Ludvig (regjerede fra 1677 til 1733)

og Karl Alexander (fra 1733 til 1737). Eberhardum
Ludovicum,“ var Svaret, ”non multum novi; Ca-
rolum Alexandrum bene novi “)?“ Denne Yttring
var naturlig, thi ved den ferſtes Dod var min gamle
Ven kun fem Aar gammel.

Da jeg forſt engang havde bragt ham til den Karl-
Alexandriniſke Tid, ſtyrede jeg modig los pan mit længe:

med Leengſel ventede Maal: af et Hievidnes Mund at

lade mig fortælle Joden Suͤß-Oppenheimers Henrettelſe,

og ſaaledes ligeſom livagtigen lade ham ſpadſere forbi
mit Blik i Jernburet paa den endnu efter ham benævnte
Galgebakke ved Stuttgart. 8

Da jeg nævnte hans Navn, ſkuttede min Gamle fig
og ſagde lakoniſk: Fuit malus minister et Hebræus!
Gan var en ond Miniſter og en Hebræer.!) Dog erfarede
jeg ikke ſaa meget ſom jeg havde ventet. 90 Aar ere
nu henzundne ſiden hiin almindelig bekjendte Begivenhed;
dog var min Slagter allerede dengang 10 Aar gammel.
Men formedelſt den frygtelige Tumult, ſom hiint Spek⸗
takel vakte, fik Drengen ikke Lov til at bivaane det.

»Siden, vedblev han, beſtandig paa Latin, ''gik jeg,

med mine Skolekammerater og min 8 „ der nu er

„) Eberhard Ludvig kan jeg ikke længer erindre mig,

men Kar! Alexander huſker jeg endnu KODE 5

t

2

Min Samling: 5

død () derop og ſage ham hænge der i Buret med

ſine ſorte Hine (oculis atribus, ſagde han bomrende).
Saaledes ſtirrede han i Veiret og ned igjen,” J disſe
ſidſte Oord, ſom han ſagde paa Tydſk, og med Gyſen,
gienkjendte man endnu efter 83 Aars Forløb den 10aa⸗
rige Drengs digtende Phantaſie. Videre erfarede jeg ikke
af ham om Joden Suͤß; men en koſtelig Anecdote i fra

en ikke meget ſildigere Tid, gav han mig endnu til

Priis, i det han gjenoplivede de gamle Tider og folte
fig varmet. ved et halvt Glas af min Viin.

Det kunde omtrent verre i Aaret 1740, da det hæs
derlige Slagterlaug, efter en gammel Skik, i Pindſen af⸗

ſendte en bekrandſet Kalv. til Slottet i Stuttgart, ſom

blev bragt Karl Alexanders Enke, der ſom Formynder⸗

VA

ſte regjerede Landet. Allehaande Feſtligheder våre for⸗
bundne dermed, naynligen var der digtet en Feſtſang
dertil, ſom Slagterens troe Hukommelſe havde opbevaret,

5 og ſom, affattet i ſtadſelige Uferanbrjner ; begyndte med

de Ord:

e as Opfer bringen wir, mit Baͤndern wohl verzieret —.
Denne Kalv,“ fortalte Oldingen, »blev fort af

min Faders Meſterſvend (primus servus partris mei;
ved hvilke Ord han boiede Hovedet med en vis Wrefrygt
for hiin Meſterſvend) og jeg torde folge med ham op paa
Slottet +), Men Frue Formynderſken, den lille Prinds

D Paa det gam le Slot i Stuttgart, thi til det nye
var dengang endnu ikke lagt Grundſtenen, omend⸗
aher dette nu alt har ſtaaet i 80 Aat.

— —

; 22 N Min Samling.

Carls“) Mama, var upasſelig og lage i Sengen,
Da hun imidlertid horte Kalven brole, forlangte hun

at ſee den, og vi maatte bringe den op ad Vindeltrap—

pen til hendes Sovekammer.“

* Hertuginden havde ſin Glæde over Dyret, og be—
tragtede mig ret naadig. Men paa eengang raabte hun:
Hvem er det unge Menneſke der? han har jo min Sons
Kjole paa??? Jeg og Meſterſvenden bleve yderſt for⸗

ſkrokkede, thi jeg havde. virkelig en rod Gallakjole paa

Kroppen, ſom Prinds Carl havde aflagt, og ſom min
Fader, for at ſmykke mig værdigt til Feſten, havde til-
handlet fig for et billigt Kjob af Hertugens Kammer⸗
tjener. Dog tilſtode vi ſtrax Alt, og Hertuginden havde
endnu meget ſtorre Glæder deraf. Hun befalede, at man
ſkulde fore mig til det fyrſtelige Taffel. Der fade mange
prægtige Herrer og Fruer. Men i en Krog ſtod Ger⸗

berheinerle, Hofnarren. Man kaldte paa ham,

og gav ham en topmaalt Tallerken med Confekt, ſom han
maatte bringe mig. Det gjorde han, med curioſe Spring,
ſaa at Alle ſtak i at lee.“

Da den Gamle havde endt denne Fortælling; Fat
paa Tydſk, halvt paa Latin, ikke uden Anftrængelfe og
underſtottet af fine Dottre, og jeg fane, at han var
udmattet, lavede jeg mig, ſkjondt ugjerne til at forlade

ham; thi jeg var bleven rykket bort fra min Tid, og

„) Denne lille Prinds Carl er ingen anden end den paa:
hin Tid tolvaaarige og under Formynderſkab ſtagende.

Hertug Carl, hvis hundredaari ge Fodſelsdag den

lite Febr. 1828 feſtligen feiredes i Stuttgart.

Min Samling. 23

var bange for igjen at træde tilbage i den, ligeſom En,
der længe har ſiddet i Morke, frygter for Lyſet, naar
han ſkal ud igjen. Endelig tog jeg Afſkeed, i det jeg
af mit ganffe Hjerte onſkeden ham, at han maatte fylde
de hundrede Aar og derover. Si Deus vult!“ (om
Gud vil!) ſparede han, med en faſt Tone, og med livs⸗
lyſtig Tillid. Men Gud ſtjcenkede ham endnu kun 2
Aar. J den ſidſte Tid gik han ganſke i Barndom; han
troede, at han var i en Landsby ved Stuttgart, og
ſpurgte uophørlig med Leengſel efter fin ældfte Ven, fin
forſte Slagterhund fra Aarene 40; han vidſte ikke, at
maaſkee dette elſkede Dyrs Afkom i femte eller ſjette Leed
hylede udenfor hans Dor. Han dode i ſit 95de Aar,
Anno 1823, i fuldkommen Kraftesloshed.
3. '

Paa det at min Samling aldrig ſkulde fattes en
Sjeldenhed, lykkedes det mig endnu Aaret efter (1824)
at gjøre et Bekjendtſkab, hvorefter jeg længe havde loeng⸗
tes. Den Erkeolding, om hvem jeg nu vil forteelle, var
født den 11te April 1728, altſaa ſex Maaneder tidligere
end min ſalig Slagter, men gik, da jeg traf ham, alle⸗

rede i fit 96de Aar. Jeg fik Adgang til ham paa fol-
gende Maade. Paa vort Gymnaſium, "hvorved jeg be⸗
kloeder et Profesſur, bliver der, ifølge en Ungdomsvens
Legat, halvaarligen holdt Priistaler, til Roes for beromte
Wuͤrtembergere, af de modnere Bnglinger i den overſte
Lereanſtalt. J Sommeren 1824 valgtes til Opgave en
Lovtale over den beromte Leibnizianer G. B. B., der
var fodt i Aaret 1693, og allerede dode 1750, i det hoie⸗

24 Min Samling.

ſte Statsembede, ſom hertugelig wuͤrtembergſk Geheime—
raad. Og dog levede endnu, i hiin 96 aarige Olding,
der var hans Neveu og bar hans For- og Tilnavn, et
Hievidne til hans Virken, en Mand, hvis Ungdom var
bleven veiledet af den virkelig i mange Fag, i Mathe—
matik, Fortificationskunſt, Speculativ-Philoſophie og
Statsvidenſkab ſtore Mand, og i hvis Arme denne var
død for 74 Aar ſiden. Det var indlyſende, at en ung
Mebbeiler til Priſen, af ham kunde vente uſkatteerlige Bi⸗
drag til ſit Arbeide, thi man vidſte, at General B.,
(denne Titel forte Manden, hvis iøvrigt mærkværdige
Livsomſtœndigheder her mage forblive uberørte). endnu be⸗
fandt: fig i fuld Befiddelfe af fine Aandskræfter, Saa⸗
ledes bevægede. jeg en haabefuld, elſkvcerdig Diſcipel, Adolph
Schoͤll fra Maͤhren (jeg nævner hans Navn, fordi 'i dette
Hieblik et udmærket Digtervoerk af ham gjør det tydſke
Publikum opmeerkſomt) til i Forening med mig at beſoge

Oldingen, og at hente Materialet til fin Opgave ved

ſelve Kilden.

Vi fandt den Gamle i et ſnevert Studerekammer,
naa omleiret af Bøger, Planer og Korter, hans eneſte
Rigdom, at vi havde Moie med at finde Plads til at

fætte vore Fødder, Han ſelv afgav et ganſke andet Syn

end Slagteren. En lille ſpeedlemmet Mand, lidt boiet
af den høie Alder, ikke krybende ſammen bag ved Ov—

nen, men ſtagende midt i Stuen, modtog os venligt; .

hans Anſigtstræk vifte Spor af Regelmessſighed; hans

Vine havde bevaret en ſkjon blaa Farve, men vare om⸗
givne af en rod inflammeret Rand; der var endnu Cour

FA
'

.

Min. Samling. 25

leur paa hans Kinder, hans lille Mund var kun van⸗

— — ziret ved hans totale Tandloshed, og en ſpids, noget

krum Nekſe boiede fig, nabformet og ikke meget behage⸗
ligt, ned imod den.
Af Oldingens Sandſer havde Horelſen lidt meeſt;

dog lykkedes det os at tydeliggjore ham Henſigten af

vort Beſog, og hurtigt kom der Ild og Liv i hans An—

ſigt: han vidſte ikke hvor han ſkulde begynde med fin til-

bedede Onkels Levnetshiſtorie; ſnart fandt han dog
Traaden, og omendſkfkjondt det anſtroengte ham at tale,
fan ſtod dog altid en Strom af Ord til hans Fjeneſte,
og ingen Tanke ſavnede det rette Udtryk. Indtil Grænd-
ſen af et hundredaarigt Liv havde denne Mand bibeholdt
ſin Forſtands hele logiſke Skarpſindighed og en ualmin—
delig Hukommelſe. Snart levede og rorte vi os med
ham i den gamle Tid; vi fane hans Onkel, den be⸗
romte Philoſoph, hvorledes han i Begyndelſen af det
forrige Aarhundrede ſtuderede i det theologiſke Seminar i
Tuͤbingen. Han. blev anſeet for en Drømmer og Ledig
gjænger, thi han læfte og fÉrev kun lidet; men engang,
efterat han over en Time havde ſtaget grublende pan een
Plet, udbrod han pludſelig i de Ord: Det Sammen⸗
hæng mellem Legemet og Sjælen er dog en uubdforſkelig
Hemmelighed.“ Fra dette Hieblik af havde hans Jevnal⸗

drende Reſpect for ham. Derpaa ledſagede vi Onkelen 2

paa den literaire Reiſe, han i Aaret 1718 foretog til
det nordlige Tydſkland, med fin ziirlige Album, eller

Stambog, i Haanden, ſom han bragte tilbage, fyldt

med Haandſkrifter af ſin Tids beromteſte Mænd, og ſom

26 Min Samling.

Neveuen rakte os at gjennemblade. Derneſt vifte han
os ham paa Cathedret i Tuͤbingen, og foreviſte os Au—
thographet til hans udodelige Dilucidationer, ſom Colle—
giehefte for Sommeren 1724. Vi fulgte med Onkelen
til Petersborg, til det derværende Academie, og til den be—
romte Pige fra Marienborgs, Videnſkabernes Beſkytter—
inde, Keiſerinde Catharine den forſtes Hof. Snart fane
vi ham igjen i Fædrelandet, En riig Brevvexling med
Chriſtian Wolff, med Hertug Carl Alexander, for hans
Regjerings Tiltredelſe, med den gamle Fontenelle, med
Venetianernes berømte General, Grev Schulenburg
blev lagt paa Bordet for os. Nu optraadte ogſaa alle—
rede den unge Neveu handlende. Han ſad hos Onkelen
pan hans Viinbjerg, hvor denne havde tvende Lovhytter,
aandrigt betegnede ved Inſcriptionerne: operando (for
Arbeid) og cogitando (for Tenkning). J det ene ord⸗
nede Geheimeraaden de fremmede Viinranker, ſom han —
fit Fedrelands forſte, om end ikke meget heldige Viinfor—
edler — havde. forſkrevet fra det Fjerne, og gratis ud—
deelt blandt Viingaardsmendene; i det andet rugede han
grublende over Verdens og Guddommens Hemmeligheder,
og veiledede derhos Neveuens mathematiſke Studier.
Denne, der var beſtemt for Theologien, vandrede ſnart
i Landets lavere Kloſterſkoler (1742); men efter 4 Aars
Forløb fane vi ham atter (d. 3 Septbr. 1746) ſtage
ved Geheimergadens Side, pan en tom Byggeplads. Den
unge Hertug, hans Moder og Sodſkende, de fremmede
Geſandter, Hoffets Damer og Cavallerer „de forſte Stats⸗

—

U

— — ER me I

Min Samling. 27

embebsmænd og en ſtor Folfemængde, vare tilſteede. Det
var Feſtligheden da den førfte Grundſteen lagdes til det
nye Slot, ſom forleengſt har ſtaget reiſt ſom et af de
ſkjonneſte Fyrſtepalladſer, der for 66 Aar ſiden næften
ganſke afbrændte, og atter herligere gjenreiſtes. Dets
"Plads fane vor Olding endnu tom, og horte Geheime—
raaden fremſige den opbyggelige Indvielſestale, der hand=
lede om Architecturens og Skjonhedens Kunſt efter wolffi⸗
ſke Principer, men med en Korthed og Conciſion, der
var eiendommelig for den ordførende Philsſoph. Neveuen
erindrede endnu, efter 77 Aars Forlob, Ord for Ord
Talens Hovedſcetninger, og vi vare tilmode ſom om vi
ſelv ſtode paa den endnu tomme Slotsplads, da Oldin—
gen gjentog for os: Det er mig overdraget, offentlig at
tale et Par Ord, ſaa vil jeg da kortelig ſige hvad der
overhovedet her er at merke, thi ved Bygning taler man
om Bygning. Den ſande Bygningskonſt har tre almin⸗
delige Henſigter. Efter disſe ſkal enhver Bygning veere
ſteerk, beqvem og ſkjon. Skjonheden er et ydre Vidne
om Fuldkommenhed o. ſ. v.“ ;

J October dette Aar (1746) kom vor unge Ven
til Univerſitetet og det theologiſke Seminar i Tuͤbingen,
hvor han forblev 1 Aar. Efter denne Friſt forlod han
det, og tillige, Theologiens Studium, i det han udeluk⸗
kende offrede ſig til Mathematiken i dens hele Udſtroek⸗
ning. Han udkaſtede fe Oos et livligt Billed af ſine
Univerſitetsaar. Flittigt beſogte han en gammel Profes⸗
ſor Krafft; hans Son, ſiden rusſiſk Statsraad og Lee⸗

28 Min Samling.

rer hos de Keiſerlige Prindſer“), havde han ſom Stu:
dent mange Gange pan Skjodet, ſom den lille 4 og Saa⸗
rige Lulu (Ludvig). Mere hans Ven end hans Lærer,
var Doctor v. Lohenſkjold, Hovmeſter for tvende nor—
diſte Adelsmænd, og ſildigere Profesſor i Hiſtorien ved
Univerſitetet. Denne Lohenſtjold var en Mand af Aand
og henrivende Foredrag; men om Aftenen ſage han dy⸗
bere end tilborligt i Kruſet, og mere end een Gang maatte
B., med nogle andre unge Venner, bære ham i Seng.
Efter Fuldendelſen af ſit Univerſitets-Curſus, op⸗
traadte den 23aarige Yngling med et Proveſkrift i den
anvendte Mathematik, af hvilfet Oldingen viſte os et
Pra gexemplar, paa hvis Poſtpapirs⸗ Titelblad vi ikke
» uden lonlig Forbauſelſe læfte den foran os ſtzaende For⸗
fatters Navn parret med Aarstallet 1751. i
Fra fin Studerepult i Tuͤbingen forte den gamle
Fortæller os til fin berømte Onkels Georg Bernhard B's
Dodsleie. Han endte allerede i ſit 57de Aar, altfor
tidligt for Stat og Videnſkaber, fit Liv i Stuttgart,
Anno 1750. Det var vanſkeligt for hiin Tids Theo—
loger, at fæfte nogen vigtig Liid til Rettroenhed Hog. en
Philoſoph af den Leibniz-Wolffiſke Skole. Med bange
Bekymring omringede derfor — hyvilket Neveuen ſom
,… Dievidne fortalte os — den Doendes Venner, Prælater
ved den evangeliſke Kirke, hans Sotteſeng, og da han

pw

) Statsraad Krafft døde i 1815 i St. Petersborg, og
vilde paa den Tid dette bliver fortalt, have været
80 Aar gammel,

Min Samling. 29

; allerede Ejæmpede med Døden, traadte en af dem endnu
hen til ham, og raabte ham i Øret, om han trode

pan den treenige Gud? Geheimeraaden kunde ikke længer
tale, men han holdt, med hoitloftet Arm, de tre Fingre
pan fin hoire Haand i Veiret, til Beviis paa fin Tro,
og kort efter opgav han Aanden.

Vort Huyſke var opfyldt, og min Diſcipel tilſtrakke⸗
lig underrettet om fin Helt. Foreleesningen havde varet

halvanden Time, i hvilken Tid vor Olding, trods ſine

95 Aar, ikke havde fat fig, men beſtandig ſtagende
havde gjort vore unge Fødder trætte,

Vi forlode ham begge med ſtille Beundring, jeg
med det redeligt meente Løfte ſnart og ofte at komme
igjen. Siden beſogte jeg Oldingen gjentagne Gange, og
min Familie blev tvende Gange afſendt, for at lykonſke
ham til Tilendebringelſen af ſit 96de og ſit 97de Aar, og
at indprege fig det levende Billed af et tidligere Aarhun—
drede; thi det ældfte af mine tre Born, med hvem han

i livlig Samtale ſpogte, var 91, og det Bngſte 94

Aar yngre end den Gamle. Alle tre have beholdt en
levende Erindring om disſe Beſog, og maaſkee vil en⸗
gang en af dem, ved en ikke ualmindelig Oldingsalder,
fort over i det 20de Aarhundrede, kunne ſige til ſine
Borneborn: ' Tenk, jeg har kjendt en Olding, der var
fodt i den forſte Fjerdedeeel af det 18de Aarhundrede.“ —

»Er det ham,“ ſporge maaſkee da hans Borneborn, ”fom >

vor curieuſe Oldefader Guſtav i fin Tid har e i
det gamle Morgenblad?“ i
En Morgen fandt jeg min Gamle ivrigt beffjæftt-

30 Min Samling.

get med Aviſen, ſom han læfte regelmesſig og med egne
Dine, ligeſom i det Hele hans Dannelſe og hans liv—
lige Aand i hans Perſon mobbeviſte den Bebreidelſe, ſom
man pleier at gjore den hoie Alderdom, at den ikke har
nogen Hukommelſe og Sands for den nærværende Tid.

et gjør mig dog hjertelig ondt,” ſagde han, idet han

rakte mig Aviſen, “for Kongen af Bayern, at han ſaa
tidligt har miſtet fin, Svigerſon, den herlige Helt,” Jeg

; loeſte med et flygtigt Blik paa Bladet Hertugen af Leuchten⸗

bergs, Eugen Beauharnois's Dod. Een Eugen bragte
os pan den anden, Prinds Eugen af Savoyen, og det
vifte fig nu, at Oldingen havde oplevet tvende Heltes
Dod, der havde ſamme Navn, men hvis Fodſelsdage
lage 117 Aar fra hinanden. Han erindrede fig godt, ſom
Barn paa "fer Aar, at have hort fortælle om Prinds
Eugen, da denne befandt ſig ved Rhinarmeen. Jeg havde
nu faaet den Gamle til at fortælle om fine Borneaar, og gav.
ikke fan ſnart Slip paa ham. Han havde endnu et le⸗

vende Billed af Hertug Carl Alexander. Han erindrede

ſig det Beſog „Kong Frederik Wilhelm den Forſte af Preus⸗
ſen havde” gjort hos Hertugen i Stuttgart, men ganſte

levende ſtod Carl Alexanders pludſelige Dod for hans

Sjæl. Det var den 14de May 1737. Folket i Landet

Wuͤrtemberg var hoiſt forbittret over Jøden Suͤß's Stats⸗

og Finants⸗Beſtyrelſe, og man tilſkrev ham desuden
en Complot mod Landets conſtitutionsmeesſige Friheder,
ſom netop i hine Dage ſkulde bringes i Udforelſe. Da
den unge niaarige B. vaagnede hiin Morgen, fane han

hiſt og her Grupper af Folk, der havde ſanket fig i oprorſk

nn

Min Samling. SS 31

Bevægelfe, Man fÉjældte, bandede, truede, Noget Af⸗
gjorende maatte have tildraget fig om Natten, Jeg boe⸗
de,” fortalte Oldingen mig, aaa Poſtpladſen, (og nu
efter 87 Aars. Forlob boede han i ſamme Kant); da jeg
nu, i min blaa Kappe, ſom dengang alle Diſciple bare,
og med mine Bøger under Armen, traadte ud af Gade⸗
doren, for at ſlendre hen pan Gymnaſiet, fane jeg, at
Archivarius og Expeditionsraad Meg, en af Jodens Hjel⸗
pers ⸗Hjelpere, i Slobrok, og ſom det ſyntes ganſke vel⸗
behageligen, havde placeret fig i Vinduet i anden Etage
i Huſet ligeoverfor, hvis Eier han var. Men nede paa
Gaden udenfor Huſet var der opſtillet en militair Vagt,
Denne Omſteendighed vakte min Mistanke, og ſom en
ung Patriot paa 9 Aar kunde jeg ikke afholde mig fra

Lat lægge min Glæde for Dagen. Jeg raabte altſaa af -

Kaadhed op til Herr Expeditionsraadens Vindue:

”D Metz! o Metz!
Dein' Sad” ift letz!“ “)

Dermed gik jeg min Vei, og frygtede ikke for nogen Fol⸗
ger. Men da jeg kom hiem fra Skolen, havde allerede
en Billet fra Herr Expeditionsraaden til min Fa⸗
der, der var Regjerings⸗ ⸗Regiſtrator, indfunder
ſig, og fordrede at den impertinente Sonneke exemplariff
ſkulde ſtraffes. Jeg undgik imidlertid denne Tugtelſe, da
min Fader og min Onkel deelte Landets Forbittrelſe, og
Expeditionsraaden havde ophort at. være frygtelig, Imid⸗

+) Letz, ſchwabiſk, og betyder: forkeert, ſlet. Verſet

var ikke den unge B's. Opfindelſe, men af en dengang

i Omlob værende Folkeviſe.

32 Min Samling.

lertid var Tummelen paa Stuttgarts Gader beſtandig

tiltaget; man ſagde ganſke uforbeholdent fin Mening om

Regjeringen, man forlangte Hævn over Statsforreederne.

Hof- Conditor * vovede endogſaa at lade trykke og ud⸗

dele en Pasqvil. Men Fru Hertuginden ſendte Heiduk—
ker hen til ham og lod ham hente op pan Slottet. Der
fik han fem og tyve. Ja, dengang var der endnu Fri⸗
hed?” Dette Fabula docet, ved Slutningen af Fortel—

lingen, bragte mig neſten til at lee, thi jeg vidſte ikke,

om jeg ſkulde ſoge Friheden i Pobeloproret, eller i Stokke⸗
pryglene.

Imidlertid foiede man fig, under Carl Rudolphs
Adminiſtration, maaſkee pan Retfferdighedens Bekoſtning,
efter Folkets Villie, og den 4de Febr. 1738 fane den ti⸗
aarige Dreng, at Geheime-Finantsraad Suͤß⸗Oppen⸗
heimer, i ſin rode gallonerede Galladragt, blev fort paa
Sluffen til Galgen. Hovedſtadens Statstjenere og alle
Landets Fogder fyldte Gaderne, ſom Vidner til Henret⸗
telſen. 5 > .

Fra Statsactionerne forte Oldingen mig tilbage til

fit Huus⸗ og Skoleliy, og fortalte mig hvorledes det ſage

ud paa vort Gymnaſium for omtrent 85 Aar ſiden.
M. Weihenmayer, en hoi, venlig, ſmuk Mand i ſine
bedſte Aar, var Rector (fra 1732 til 1746); han var
mine Borns Tip Oldefader paa Modreneſide. J de la—

vekre Klasſer var den allerede nævnte "M, Johan Ferd.

Dreher høit agtet for ſin fortræffelige, ſamvittighedsfulde
Underviisning. Men han var en frygtelig Skoletyran.
Jeg havde en Broder,“ ſagde Oldingen, 'der var no—

Min Samling. 33

get yngre end jeg. Denne kom engang. fra Skolen, faa
ilde tilredet af Dreher, at man befrygtede en legemlig
Skade. Opbragt over denne Behandling gik min Fader
Dagen efter op paa Gymnaſiet, og lod Herr Dreher kal—
de ud af fin Afdeling. „Herr Præceptor,” ſagde han
med Kulde til ham, ”De har mishandlet min Son. Jeg
kunde lade lægge Sag an imod Dem for denne uforſparlige
Fremferd; men jeg erklærer: her for Dem, at jeg ikke vil
gjøre det, men at jeg ved Leilighed vil tage en privat
Fyldeſtgjorelſe.“ Uden at oppebie Svar forlod min Fa⸗
der Læreren, Leiligheden vifte fig ſnart og uventet, Paa
den Tid blev Neckar-Canalen gravet ved Landsbyen Berg.
En Morgen gik min Fader ud med Asſesſorerne i den
af Landftænderne udnævnte Committee, hvis Medlemmer
vare hans gode Bekjendte, for at tage dette VærE i Piefyn, |
Naturligviis kunde dis ſe Herrer ikke gage denne Vei,
der udgjor en halv Miil, uden at fage ſig en lille
Draabe underveis. Man gik derfor ind i Hirſchbad,
og tog ſig en Drik Morgenviin. Denne var allerede
gaaet min Fader og hans Ledſagere noget i Hovedet, da
de fra Vinduerne af fane Herr Precceptor Dreher komme
ſpadſerende, med ſin Stok under Armen, over Badengene
(hvor i tyve Aar de kongelige Anlæg have veeret). Og⸗
fan han ſyntes at være; paa Veien til Canalen. Han
kommer ret tilpas lobende i Garnet!“ raabte min Fa⸗
der, ilede ned ad Trapperne og tvers over Engene, ind⸗
til han ſtod for Spadſeregjcengeren, og ſpeerrede Veien for
ham. » Herr Preceptor,“ ſagde han, “jeg har lovet
Dem at tage privat Satisfaction for min Sons Mis⸗
(3)

34 Min Samling.

handling; nu ev Leiligheden kommen.“ Dermed fratog
han den beſtyrtede Mand hans egen Stok, og gjennem—
fugtlede ham ubarmhjertigt. De Herrer Landſtender fane

til, og loe af alle Livſens Kræfter Praceptoren forkla⸗

gede min Fader; men da min Farbroder var Geheime—
raad, faa blev Sagen naturligviis lagt paa den
lange Beenk, og havde ingen videre Folger.“ — Jeg fane
forundret paa den Gamle, og ventede igjen pan. de Slut—
ningsord: '' Ja dengang var der endnu Frihed!”
Anecdoten ſelv ſyntes mig værd at meddeles, og
de tvende rorende naturligviis, ſom Fortælleren. fan
ſtjont indflettede, ere koſtelige Bidrag til Sædernes
Hiſtorie. f
j Jeg forte endnu mangehaande videnſkabelige Sam-
taler med den utrættelige Olding, ſom jeg ikke vil for—

telle, for ei at kjede mine Læfere, Med fortrinlig

Kjeetlighed hang han ved Proſpectet om en eiendommelig
Krigsſkole, og ofte kunde han med Veibehag ſige: Denne
Idee har jeg allerede baaret i fiirſindstyve Aar.“

Henimod Enden af hans 97de Aar aftog hans Le—
gemskrefter, og han blev anfaldet af en .qvælende Bryft-
vatterſot. Omendſkjondt han maatte holde Sengen, for-
blev han desuagtet endnu munter og ved ſin Samling.
J hans Uttringer bemærkede man en beſynderlig Vaklen
mellem from Tro og det 18de Aarhundredes mekaniſke
Synsmaader. Snart lagde han fin Skjebne tillidsfuldt

å i Skaberens Hænder, ſnart ſagde han ført: Den ſtore

General-Doctor, Naturen, vil ſnart have ublaboreret
paa mig! Jeg lever endnu kun vegetiſk. Jeg er

*

— — —

1

Min. Samling. 1

ſom en Blomſt, der er afplukket, og ſom man endnu
en foie Stund fætter i Wand,”

„Verden er en Comoedie,' ſagde han igjen; men
frommere tilføjede han: Herren ſiger: vandrer ud J
Menneſkeborn, og kommer tilbage til mig.“ J ſine ſidſte
Dage martredes Oldingen len ſaadan Livsoverflod følte
han endnu i ſig) af Frygt for at blive levende begravet.
En Efterretning, ſom jeg, med ualmindelig Glæde, leeſte
i Aviſen om en hundredaarig levende Olding, fremkaldte hos
ham ubehagelige Folelſer. Et Slags Skinſyge var vakt
hos ham; han vilde ikke unde nogen anden den Wre at
være den wuͤrtembergſke Fontenelle, en Titel, ſom han af
mig tidligere ſmilende havde modtaget. Han begyndte at
tale i Vildelſe, og forſikkrede mig, at det lage ſkrevet og
forſeglet paa hans Bord, at ogſaa han var 100 Aar
gammel. Nogle Dage efter opgav han Aanden, 97 Aar
og 11 Dage gammel, den 22de April 1825. Gjerne
vilde jeg, hvis mit Embede havde tillade mig det, viiſt
den ſieldne Olding, der havde mig kicer, den ſidſte Wre.
Min lille Bornehob fane Kiſten bæres forbi. Men hans
velvillige Arvinger ſkjcenkede mig de interesſanteſte Papi⸗
rer af hans Efterladenſkaber. j

"2

4.

Pindſe (1825) var kommen, og jeg fandt mig
underveis paa en Feriereiſe til min Hundre daa rige.
Haabet gjorde de ti Mile, ſom lage imellem mit Hjem
og hans, til en Spadſeregang, iſer da jeg havde ſmit⸗
tet to gode Venner, en ældre og en yngre; med mit Lieb⸗

(3 +) f

—

7

7

36 N Min Samling.

haberie, og bevæget: dem til at ledſage mig. Beſog hos
kjcere Bekjendtere, hvis Boliger lage pan Veien, en Sei—
lads paa Neckarfloden, den lonnende Udſigt paa en be—
romt Bakke, Monſtringen af en Borgruin: Alt dette
krydrede Reiſen ſelb med Nydelſe, uden at rykke os Maa—
let af Sigte. , ?
Henimod Aften betraadte vi den ſkovgroede Dal,
höoor vor Sylveſter K., ſit Fornavn troe „ havpde henlevet
fulde 400 Aar pan fine Fedres Molle. Den eenſom—
me Egns dybe Taushed, de beſtandig nærmere ſammen⸗
lobende Bjergveegge, Dunkelheden af de høie Ege, der
tilſidſt fra begge Sider hvælvede deres Kroner over ſelbe
Veien, og omdannede: den hoitidelige Skov til Nattens
Forſal „ frembragte en anden Stemning i min Sjæl end
den, der hidtil havde fort mig til mine Gamle. Den Ud⸗

ſigt, at finde Liv, hoor det ellers er udgaaet, brev mig
dem imode, og meddeelte mig ſelv Livsmod; denne Gang

var der mig ſom om vi gjorde en Valfart til Doden,
og jo "dybere vi trængte ind i Dalen, desmere overvæl:

dedes jeg af dens Gyſen. Det vilde ikke have overraſket
mig, om vi vare komme til den Gamles Dodsſtund,

eller havde mødt hans Liigkiſte.

Vi fare os i denne Eenſomhed om efter en Ledſa—
ger til Oliemollen, ſom endnu beſtandig ei vilde viſe fig,
og ſtodte endelig paa en Landmand, der ogſaa ſyntes at

have hjemme i Dalen. Af ham erfarede vi ikke blot,
at pi kun vare to hundrede SÉridt derfra, men da han

giettede vor Henſigt, meddeelte han os den Troſt, at

den gamle hundredaarige Oliemoller endnu levede, at

Min Samling. 37

vi vilde være velkomne i hans Huus, og finde et nod⸗
torftigt Natteherberg der. "3
Virkelig havde vi neppe dreiet om Kanten af Sko⸗
ven, førend det eenſomme hvide Huus i den allerede ind—
brydende Aftendemring lyſt traadte os imode fra den
dunkle Skobv. Den Mand, der havde fluttet fig til os,
gjorde os bekjendte med Mollerens Familieforhold, og

talde om ham ſelv med en vis Wrefrygt. Oldingen,“

ſagde han, havde altid været et Monſter paa Blidhed og
Fromhed; i hans hele Liv var der aldrig kommen en Eed
over hans Leber. J alle Forhold havde han ſtedſe viiſt
en uſtraffelig Vandel. Desaarſag var det intet Under, at
ved Guds Naade Forjettelſen i det fjerde Bud var fal—
den ham til Del, Som et Barn friſtede han fit. gamle
Liv med de ſimpleſte Spiſer, med Brod, Melk og Suk⸗
ker.

Saaledes forberedede traadte vi ind i det lille Huus's
Stue⸗Etage, hvor vi fandt Patriarkens Familie i 2det
Led forſamlet. Huusfaderen var allerede i den modneſte

Manddomsalder, langt henne i de fyrgetyve, hans Kone,

allerede Moder til mange Born, havde et diende Barn
ved Bryſtet. Saaledes ſlog i Stuen et nyt Aarhundrede,
Hinene iveiret, medens ovenover (thi der havde, efter
vor Ledſagers Beretning, Oldefaderen til Huſe) det gamle
2 Aarhundred: var udløbet med et livstret Menneſkes Bane.
Efter gjenſidig Hilſen monſtrede jeg Stuen; den kunde i
fin nærværende Skikkelſe ikke være meget deldre end dens
ældfte Beboer. Paa Kakkelovnen fobi Aarstallet 4719.

Familien nødte os til at deeltage i det landlige Aftens⸗

*
—

38 Min. Samling.

maaltid, ſom allerede ventede paa Bordet, og førte os
forſt efter Maaltidet op til den Gamle.

I den tomme, deemrende Stue fandt vi ham lig⸗
gende i Sengen. Ved vor Indtredelſe reiſte han fig,
ſom det lod, forundret over at ſee ſin lange Eenſomhed
afbrudt, iveiret, og den klare Aftens ſidſte Lysning hvi—
lede over et Anſigt, ſom lignede en Forſtenelſe; Binene
vare ei alene blinde, men faſt tillukkede, Kinder og Loe
ber overtrukne med ſamme Muurfarve ſom det ovrige An⸗
ſigt; kun af Munden fremglindſede, da han aabnede
den, endnu uſveekket den dobbelte Reekke af hvide, ſtjonne
Tender; men Stemmens Fiſteltoner ſyntes moiſomme⸗
lig at fremtreenge fig af en ved Knokkelbygningens Forfæt=
ning ſammenſnerpet Strube.

Det var vanſkeligt at tydeliggjore ham Henſigten af
vort Beſog; dog blev han ſnart fortrolig dermed, da vi
toge de rigelige Pengegaver op af Lommen, ſom vi hjem⸗
me havde ſamlet til ham hos mange deeltagende Venner.
Ligeſom næften alle Gamles, og meget ofte endog Doen⸗
des Sind, klyngede ogſaa hans Sind. fig endnu et SDie-
blik faſt til den døde Beſiddelſe, og han ſpurgte, med barn⸗
agtig Glæde, hvormeget vi bragte? Derpaa onſkede han,
til Tak for Gaven, at give Overbringeren, ſom han ikke
lenger ſage, og neppe horte, et Haandtryk, og vi grebe
En efter En hans iiskolde heire Haand. Da han ende=
lig havde fattet, hvorfor vi egentlig vare komne, fpurgte.
han, ſom vaagnende af en Drøm; Hvor gammel er jeg
da? — * Hundrede Aar og tre Maaneder,
Ehnib' ſagde lydeligt nok en fer og tredivegarig Aetling,

U
*

Min Samling. 39

vor Værts Soſter, ham i det dove Pre. Ak, kjere
Herre Gud, hvor gammel, hvor gammel! Naar vil
Du oploſe mig?“ raabte han veeklagende. Og nu vendte
hans Aand fig ganſke hiinſides Graven; han fortalte os,
i en efter Borns Maade drømmende Phantaſies, elffvær-=
dig Indbildning, at Englene allerede beſogte ham, og
flagrede op og ned over hans Seng. Der blandede ſig et
Smiil i vor rørte Stemning, da Bornebornene viſte os
de Treeſtave, der gik ud fra Væggen over hans Seng,
og ſom vare anbragte efter den Gamles udtrykkelige For⸗
langende, pan det at — Englene, naar de vare trætte
af Flugten, kunde fætte ſig paa dem, ligeſom en Fugl
paa Pinden.
Men den alvorlige Stemning vendte tilbage hos os,

da den Gamle høit begyndte at bede, og, uden at ſtamme,

uden at tage feil eller ſtandſe, med ſtor Fatning og ro⸗
rende Andagt fremſagde to ſkionne gamle Kirkepſalmer,
ſom allerede forleengſt have veget Plad ſen. i vore til flau
Proſa overgangne Pſalmeboger. ; :

Jeg kan ikke ſkildre den Folelſe, der greb mig, da
jeg af disſe torre, hundredaarige Læber horte de Ord:

„Alle Menſchen muͤsſen ſterben,

Alles Fleiſch vergeht wie Heu!

Was dalebet, muß verderben,

Soll es anders werden neu,

Dieſer Leib, der muß verweſen,

Wenn er anders ſoll geneſen 2 0
Der ſo großen Herrlichkeit,

Die den Frommen iſt bereit.“

Den alvorlige, ikke folesloſe Monotonie i; hvormed

—

40 Min Samling.

han ſagde disſe og de folgende Stropher, gik mig dybere

til Hjerte, end om jeg havde hort dem forelceſes med den
ſtorſte Kunſt og Udtryksfuldhed; men hans Stemmes
Styrke vorede, dens Klang blev mere melodiſk, dens

É Arcen üdtrykte uventet levende Tillid og Glæde, da den

Bedende kom til de Ord:

O Jeruſalem, du Schoͤne,
Ach, wie helle glaͤnzeſt du!
Aeh, wie lieblich Lobgetoͤne
Hoͤrt man da in ſtolzer Ruh!

O der großen Freud' und Wonne!
Jetzund gehet auf die Sonne,
Jetzund gehet an der Tag,

Der kein Endedgehmen mag!“

Den Gamles Bine ſyntes at ville aabne ſig, for at

"fee Herligheden, men ogſaa vore Sjæle bleve ved disſe
Ord gjennemboevede af en ſod Ahnelſe om Udodeligheden.

Liv pad fine Fedres Grundſtykke. Ogſaa for ham lage 8

Da Oldingen havde endt, vovede jeg neppe mere
at fore hans Blik tilbage fra Himmelen til den af—
maalte jordiſke Lobebane. Ogſaa var mit Forſog at aflokke
ham en eller anden Fortælling. fra fordums Tider frugtes⸗

v

loſt. Ligeſom hine Gamle i Verona, i Claudians

beromte Cpigram, havde den Lykkelige tilbragt fit hele

den nære Hovedſtad fjernere end Indien; det Huus,

Barnet havde, feet, fane endnu beftandig Oldingen; hvad

andet havde han ſkullet fortælle, end, ſom Hine, om

Skovens Eeg, han havde kjendt i ſin Spire, og ſom
var bleven ung og gammel med ham? Det var derfor

ei at undres 2 at eg, i det jeg trættede hans Hre

Min Samling. j 41

med Spørgsmaal om gamle, berømte Landsmænd ,, ende-
lig fik det Gjenſporgsmaal til Svar: ”om jeg da ikke
kjendete Byens Trompeter i e hans
70aarige Søn?”

Dette komiſke Spørgsmaal ſiytdede os fra Himme⸗
len igjen fuldkommen ned paa Jorden, og ſmilende be—
redede vi os til at tage Afſkeed fra den Gamle. Han
ſagde deeltagende: Lev vel, J Fjære Mænd! Sorger
man ogſaa for Jer dernede?” Derpaa lagde han ud=
mattet fit Hoved tilbage paa Puden, og raabte fmerte=
ligt: O Hvor koldt, hvor koldt!“

Hans Borneborn hyllede omhyggeligt Overdynen
over ham, og vi vendte tilbage til Stuen underneden,
for at udhöile paa det Straaleie, man der havde redet os.
Den næfte Morgen ved Daggry forlode vi Hytten, efter—
at vi endnu havde kaſtet et BUE paa den Hundredaariges
ſlumrende Anſigt. Nogle Maaneder efter forandrede han,
ſom vi ſiden have erfaret, for forſte Gang i hundrede
Aar, fin Bopæl, forlod den Skovdal, hvor han var
fodt, og drog, ikke uden Munterhed, hen til en anden
Sonneſon paa det frie, varme Land. Men han uoholdt
ikke denne Forandring. Han dode der i Slutningen af
Aaret 1825, hundrede Aar og ſyv Maaneder gammel,
efterat den eneſte Son, han havde tilbage, den 70⸗
aarige Trompeter, endnu for Dem, havde opgivet Uanden
ved hans Side. . 6

5.

For at komme til den fjerde og ſidſte Sjeldenhed i
min t Samling, mage Leeſerne med mig belave fig paa

42 Min Samling. ,

en ſtorre Reiſe, thi jeg forer dem lige til Paris. Vel
vilde jeg ſige en Uſandhed, hvis jeg paaſtod, at denne,
Feriereiſe, ſom jeg foretog i Paaſken 1827, kun havde
været en Brudgomsfart til en Hundredaarig; men det
tor jeg forſikkre dem, at blandt alle de Merkverdigheder
og Herligheder, ſom droge mig hen til det moderne Livs
Hovedſtad, en Opdagelſe af hiin Art, der ikke vel kunde
undgage mig blandt en Folkemengde af 900,000 Sjæle,
ſtraalte mig imode ſom et Haab af forſte Storrelſe.

Saa lader os da tilſammen ſtyre hen imod Inva—
lidhuſets forgyldte Kuppel, der allerede ſkinner os imode

over Seinefloden, fra det vide Fjerne; thi hvis min Skat
er at ſoge nogetſteds i Hovedſtaden, ſaa er den ſikkert
ſkjult bag hine Mure.

Vi træde ind i den ydre Forgaard; vore Pine
maale med Forbauſelſe den prægtige Bygnings Hoide og
"dvæle et Hieblik paa Frontiſpicens overmalede Gavl. De
bemærke Sporene af udſlettede Bogſtaver, og endelig
fremtræede ſom en udſlettet Drom de Ord:

Unité. Indivisibilité. De. La. République.

Skjcebneſvangre Indſkrift, der faa fælfomt blev paa⸗
tvunget den gamle Deſpot Ludvigs Værk, ogſaa du til
horer allerede en her nu længft udloben Aera, og Tiben
har jordet dig!

Klokken er over 10 om Morpenen, og i den ind⸗
vendige Gaard af den uhyre Kolonie, ſom danner en lille
Stad for fi ig felv, aabner fig et nyt Tidsafſnit for os;
men ogſaa det ligger allerede bag ved os, og er blevet til
Hiſtorie. Her ere de levende Ruiner af det nye Verdens⸗

FÅ
75

Min Samling. 43

monarkie, her opføre Heltene fra Auſterlitz og hundrede
Feltſlage, ſkjulte for den fornyede Kongeſtads Blik, de—
res alvorlige Vagtparade. Bilde man tælle deres Skare
efter de Arme og Been, ſom her ere forſamlede, ſaa
vilde der kün udkomme et ringe Tal; thi mange mar—
ſchere kraftigt frem ved Trommens Lyd, men paa tvende
Treebeen. Det er vanſkeligt at afholde fig fra Taarer,
naar man ſeer ſaamegen Heeder, forenet, ſom Medlem—
merne af en undertrykket Kirke, her at feſtligholde en
lonlig Sammenkomſt. Vi hilſe Raekkerne af disſe Bra⸗
ve, og lade os fore ind i Huſets indre. Verelſer, thi vi
forſke jo efter et Liv, der længe, længe for dette henrund—
ne Tidsrum af Seier og Hæder, var Hievidne til Tider,
ſom ikkun tildrage fig vor Opmeerkſomhed ved den frygte—
lige Corruption af Samfundet, der gjemte Spiren til de
Omvoeetninger, ſom nu i den anden Generation udbrede
ſig over tvende Verdensdele.

Man forte mig og min Ledſager, en ung Læge fra
Hamborg, ind i Huſets Infirmerie: ſaaledes hedde Sy⸗
gevcerelſerne. Rummelige Senge, med hvide Forheeng, ere,
med de fornødne Mellemrum, anbragte paa hoire og venſtre
Side af den brede Gjennemgang. Barmhjertige Soſtre, i
ſimpel Nonnedragt, ilede gjennem Salene; ſom i alle
Stadens offentlige Hoſpitaler, er ogſaa her Sygepleien
overdraget til dem. Jeg ſpeidede fra Seng til Seng, om
ikke bag Forheengene dette Hoſpitals Senior, om hvem
man havde talt til os i ubeſtemte Udtryk, ſkulde lade fit
livstrette Hoved tilſyne. Men jeg opdagede kun meget
yngre, om end meget lidende Anſigter. Endelig ſtandſede

3
*

44 Min Samling.

Sergeanten, der var os medgivet ſom Veiviſer, for et
tomt Sengeſted. Fader Prevoſt!“ raabte han, i en for⸗
trolig Tone, og bag Sengeſtedet fremtraadte, i fuld In⸗
validepuds, med den trekantede Hat ſkjcevt paa Hovedet,
den blaa Ordenantsfrakke med den rode Krave, vel ſlut—
tende om Kroppen, en lille, men underſetſig, og af Alde—
ren ſteerkt krummet Mand, der netop forlod fin Suppe—
tallerken, hvori han ſelv brokkede ſit Middagsbrod. Paa
hans Hogeneeſe gjenkjendte man let Franſkmanden. De

rødlig anløbne Hine, den rynkede Hud, lode vel flutte

til en hoi Alder, dog kun omtrent paa en 80 Aar.
Sandſerne ſyntes hos ham endnu at være i fuld Virk⸗
ſomhed. J det mindſte forſtod og beſvarede han vor Hil—
ſen pan Stedet, og tilraabte os, fuldkommen tydeligt, kun
langſommere end den nuværende Slægt pleier: ' Aha, er
det de Herrer, ſom forleden Sondag vilde beſoge mig? 25
Vi havde virkelig været der engang i Forveien i Storm
og Regnveir, men: havde faaet til Svar, at Oldingen

var gaaget ud. Er det muligt,” ſpurgte jeg, dat,

De i et ſaadant Veir kunde forlade Huſet? Hvor var
De da henne?“ — J Oratoriet, ſvarede han. Det
var en Kirke, tre Fjerdingvei fra Invalidhuſet. “Det

er fandt”, jeg blev gjennemvaad, men hvad ſkader det

mig!” — O! Fader Prevoſt marſcherer ſom en Gud,

og har endnu alle ſine Sandſer!“ ſagde Sergeanten, idet.

han klappede ham paa: Skulderen. Jeg befrygtede alle⸗
rede, at man havde fort os vild, og at vi ſtode for et
Hverdags⸗Exemplar fra Aarene 40. ' Hvor gammel: et
De da, min Herre?“ ſpurgte jeg mistroifk. Mine Her⸗

1

Min Samling. 45

rer,“ ſparede han lydeligt og med franſk Gebærdefpil, jeg
er født i Aaret 1720; til neſtkommende 6te Novbr.
bliver jeg 107 Aar gammel: Jeg kom i Krigstjeneſten
4740. I ſamme Aar var jeg med i Slaget ved Fon—
tenay. Vi vandt dette Slag! (eilfoiede han med Velbe⸗
hag). Det var Hertugen. af Biron og Marſchallen af
Sachſen, ſom dengang commanderede.“ — * vorledes?“
raabte jeg, ganſke forbauſet, „De har endnu kjendt Mar⸗
ſchallen af Sachſen?' — “Om jeg har kjendt ham!“
raabte han, ſmilende og livligt.' Ja, jeg er gammel, mine
Herrer. Jeg horer ganſke og aldeles til Ludvig den fem
tendes Aarhundrede”? Mit Øre længtes efter gamle Hi—
ſtorier; men til min ſtore Sorg erfarede jeg af Invalid⸗
huſets Erkefader, at han var fodt i Piccardiet, og havde
henlevet hele ſin Ungdom i denne Provinds, og ſin Mand⸗
dom i Leire og i fremmede Lande. Jeg har ogſaa vee⸗
ret i deres Land, mine Herrer, thi jeg fad leenge ſom Fan⸗
ge i Exeter,“ ſagde han. Han havde ſaaledes antaget os
for Englendere, for hvilke et ſaadant, Liebhaberie, ſom
jeg bienſynligen drev, viſtnok ret godt pasſede. Da han
horte, at vi vare Tydſkere, mumlede han noget om Flan⸗
deren, ſom han regnede med til Tydſkland.
Den Gamle ſyntes imidlertid at blive utaalmodig,
thi hans Kjodſuppe, ved hvilken han ſtaaende havde mod⸗ 5
taget og ſamtalet med os, blev kold. Det er hans
Middagstid „* hvidſkede vor Veiviſer os i Hret. Han
ſpiſer til Middag Klokken 10, og til Aften Klokken 4,
altſaa een eller to Timer førend vore nuværende Pari⸗

N

ſere ſctte fig til Middagsbordet L y

46 Min Samling.

Vi holdt Oldingen ſkadeslos for denne Afbrydelſe ved
en lille Pengegave, ſom han med ſkamfuld Taknemmelig—
hed modtog, thi Folkene i dette Huus favne intet, Jeg
tog Manden fra Anno 1720 trofaſt i hans kolde Haand.
Neſſten kunde han have været Rousſeau, tenkte jeg, thi
han var kun 8 Aar celdre. Ogſaa Voltaires forſte Skri⸗
bentheeder kunde han have oplevet, hvis han havde været
af en anden Stand. Diderot var ganſke hans Samtidige,
Men den franſke Revolution fandt ham allerede ved Dor⸗
terſkelen til det 70de Leveaar.

Erkeoldingen hævede den krummede Nakke fan godt
han kunde, og tog Afſkeed, med faſt militair Holdning,
i det han, med franſk Ziirlighed, ſogte at tiltale os, ved
hvilken Leilighed Ordene rigtignok ikke faa hurtigt ſtode
til hans Tjeneſte. Dog endte han ganſke hoitideligt:
Messieurs, j'ai Yhonneur de vous souhaiter tout
de qui vous est propiée!“

Sergeanten forte os endnu forbi en 92aarig Capi⸗

tains Seng, der, omendſkjondt han var 15 Aar yngre
end Prevoſt, dog var ganſke vanziret af Alderdom og
Lidelſer. Som en ægte Diſcipel af Encyclopoedien, til⸗
raabte han os fra fit Leie: 'Jeg er ner ved at forgage
af Steenſmerter, mine Herrer! men hvad ſtal man gjore?
Naturen vil det, man maa adlyde.”

Medens vi tiltraadte Tilbageveien gjennem de lange

Veerelſer og Gange, giod Sergeanten endnu en Draabe
Malurt i mit Glædes=Bæger, thi han ſagde: De er
kommen 2 Aar for ſilde, for at drage rigtig Nytte af
Deres Kjærlighed til gamle Menneſker. Endnu i 4825

1

; Min Samling. 47

vilde De her have truffet den 114aarige Peter Huet, en
hoi martialſt Mand, der havde omſeilet Verden med
Bougainville, været med i mange Slag, og derhos end—
nu indtil ſin hoieſte Alderdom var fuld af Livskraft.
Han kunde endnu erindre fig Aaret 1718; han var em
fodt Pariſer, dengang to Aar gammel. En Dag horte
han Stoi paa Gaden; hans Moder loftede ham i Veiret
ved Vinduet; der kom kongelige Lobere og en med fer
Heſte forfpændt Stadskarosſe. Vive le Roi! lod det,
og Drengen havde, fra dette flygtige Hieblik af, indpree⸗
get ſig Ludvig den fjortendes Anſigt med hans Alongepa⸗
ryk, og det er endnu ikke 2 Aar ſiden, at han fkildrede
os ham for ſidſte Gang. Sildigere fane han Fru de Main—
tenon *) at uddele Brod til de Fattige. Orleans, Re—
genten, Egalités Oldefader, ſtod ganſke levende for hans
Aand, ligeſom hele Ludvig den femtendes Regjering.
Men Revolutionen, Bonaparte, Keiſerdommet, Alt dette
var ham ſom en Drøm, Da han derimod. i Aaret 1820,
i fit 109de Aar, i Hertugen af Bourdeaux oplevede den
ottende Bourbon-Generation ſiden ſin Fodſel, da vaag—
nede det gamle Liv endnu engang hos ham, han trat
den Uniform paa, han havde baaret for 70 Aar ſiden, og
prœſenterede Gevær for Ludvig den Attende ved hans
yngſte Wtlings Vugge.”

Sergeanten lod en Braad tilbage i mit Biyſt, da

han efter disſe Ord tog Affkeed fra os ved den ſtore Por-
tal til Invalidhuſet. Til min Qval faldt ogſaa hiin

*

„) Født 1635, ded den 15de April 1719.

48 Kromandens Drom.
8

12 aarige Neger i Kapſtaden mig i Tankerne, han, der
1 Aaret 1801 var traadt for ſin Herre, for at gratulere
til det nye Aarhundrede, med det Tillg, at det var
anden Gang han bragte denne Lykonſkning. Efter
min Alder kunde jeg godt have været Tilſkuer ved denne
Scene. Under ſaadanne Tanker ſteeg jeg bedrovet i vor
8 „der holdt udenfor Borganeden:

i Mine Fortællinger. ere tilende, og jeg vender mig
hurtig bort fra dig, gunſtige Læfer, for ikke at ſee dig
lee. Dog vil du tilgive mig en uſkyldig lille Naragtig⸗
hed, der, ſom man maa bevidne mig, hverken overfalder
mig i Skolen, eller i min Omgang med Muſerne; du
vil gjerne unde den en beſkeden Plads i dette Blad.
MaafÉce har dog Noget overraſket, underholdt, vel endog⸗
ſaa rort dig, og naar Andet er forekommet dig latterligt,
eller kiedſommeligt „ faa tildæe det med din Kjeerligheds
Kaabe, og fiig med Skagnſomhed: Det kommer af
at han er en Samler,” I

Kromandens Drøm.
En irlandſk Fortælling,
8 i I H 15 O'Hara Family *).

v

Markedet i en lille afſondret Kjobſtabd, paa Sydoſtkan⸗
ten af Irland, var forbi, og efterfulgtes af en Doſig⸗

6
Fra: »Friendships Offering; a . Album and
New Years Present, for 1829.“

Kromandens Drom, 49

hed, forholdsmeesſig til den opvakte Livlighed, det aldrig
undlod at fremkalde. Men af alle Byens Beboere lede
dens Værtshuusholdere meeſt under denne Reaction af i
Udmattelfe og Tomhed. Faa af deres Herberger vare
gabne i den lyſe Middagsſtund; og nogle — de meeſt
misundte af deres Medbeilere — forbleve endog lukkede efter
den Tid. Af disſe ſidſte vare mange af den laveſte
Slags; i Grunden kun ſmage Hytter, der begrendſede
Byens yderſte Ender, eller lage eenſomt paa Landeveien,
et godt Stykke Vei fra den.

Omtrent, Klokken 2 om Eftermiddagen blev. et ſaa⸗
dant “ Bevertningsſted for Folk og Heſte“ — det aller⸗
yderſte af den nævnte Art, ſom lage imellem Byen og
den vilde Bjergegn, der ſtoder til den — oplukket af Kro⸗
madamen, ſom netop var kommen op af Sengen.

Hytten beſtod kun af to Veerelſer, og neppe endda
andet end af Navn; thi det halvgibſede, af Vidiefletninger
og Straa dannede Aflukke, ſom ſkulde afſkjcere et Slags
Sovelukaf fra det hele af Leervcegge omgivne Rum, var
kun lidet hoiere end en fuldvoxen Mand, og desuden rev⸗
net og luftaabent paa mange Steder. Vi ville imidler—
tid lade Sovegemakket ſtaae ved fit Værd, medens Læ-
ſeren kaſter ſit Blik ind i Hovedrummet, ſom undertiden
forte Navn af Kjokken, undertiden af Skjeenkeſtue, og
til andre Tider igjen af Dandſeſal. Bænke, der havde
ſtaget langsmed "Væggene, og Planker, der ſkulde foreſtille
Borde og vare fatte til Stotte foran dem, vare deels vel⸗ >
tede, deels ſonderbrudte. Tin-Potte⸗ og Pæglemaal, bu⸗
lede og kneekkede, eller fladtrykkede mellem hverandre, og

5 (4)

,

50 Kromandens Drom.

Stumper af kurveflettede Glastumlinger laae ved Siden
af dem. Leergulvet var ſkrabet af Treeſkoeſom og furet
af ſkarpe Jernhele, ſom Tegn pan den kraftfulde Dands,
der nylig var bleven upføri paa det. J en Krog ſtod
endnu, fuld af Kridtſtreger, en tom Hltonde, ſom nylig
havde været Seekkepiberens Throne, hvorfra han havde
blæft den begeiſtrende Storm af Contradandfe og Valſe.
Mellem den gule Torveaſte pan Arneſtedet lage en gam—
mel ſodet Tinkjedel uden Tud — et Hovedredſkab til
Brygningen af koghedt Vand til Whiſky-Punſch — og dens
blode og endnu varme Leie deeltes af en rod Kat, der,
gjennem en Spreekke, havde liſtet ſig ind fra ſine egne
Natteſvoermerier, og ligget der ſiden Daggry. Det ene-
ſte, med fire Ruder ſmykkede Vindue i Varelſet var endnu
tilfloret af det plumpe Siod, der dreiede fig pan Læder-
heengſler; men gjennem den vidtgabende Skorſteen kom
der tilſtrekkeligt Lys til at de her beſkrevne Gjenſtande
kunde blive ſynlige. be
Huſets Herſkerinde gabnede Bagdoren. Hun var
en Kone paa de fyrgetyve, med en robuſt, knokkelriig Fi⸗
gur, et bredt, roſenrodt Anſigt, morke, ſmukke Hine
og en veldannet Neeſe; men hun var derhos af Naturen
begavet med en ſaa Dred Mund, at den uimodſigelig for—⸗
kyndte hendes rene, oprindelige irlandſke Herkomſt. Efter⸗
at hun havde ſtukket Hovedet ud af Doren, for at trække.
lidt⸗ frie Luft, og derpaa holdt en med et Spark en-
dende Sparlagensproediken for en ſulten Griis, der fkri⸗
gende og gryntende lob hende om Benene, for at fordre
ſin længe forhalede Frokoſt, fatte hun fin Kappe tilrette

Kromandens Drom. 51

trak fine Lerredscermer ned, bandt. og heftede ſit Hver⸗
garns Skjort op bag paa, og ſagde i en lydelig befa⸗
lende Tone, i det hun talde ino i Sovekammeret: Naa,

vil Han fee at komme op,” hvornæft hun ivrigt, ſkjondt

juſt ikke tidligt, gav fig ifærd med at rydde op i Kroͤſtuen.

Under fin Tumlen ſtandſede Damen af og til et
Hieblik, og lyttede efter, om Inter vilde til at rore fig
inde i Sovegemakket; men tilſidſt tabte hun Taalmodig⸗
heden, og udbrod:

Naa, ſaa gid Du. fane en Ulykke, Jer Mulcahy,
har Du icke ſovet ud endnu? Eller kanſtee Du har lettet
Dig og ſtjaalet Dig til at gabe i en af de gamle, unyt⸗
tige Skroller, ſom gjore Dig til den kjedeligſte Mand, en
ſtakkels Kone nogenſinde kan leve under Tag med 2 Ak,
det var ogſaa det fordomte Toi, der fif Dig til at for⸗
lade Din nette Skomagerboutik og Stue, midt inde z
Byen og flytte herud, Pokker i Vold, for at fælge Snapſe
og Oll i Potteviis til alt det Ripsraps fra Landet, iſte⸗
detfor at ſye de pene Støvler. og Skoe, ſom] Du før

-paa en honet Maade brugte Tiden. til,”

Under denne Tiltale traadte hun ind i hans, eller
rettere hendes Kammer, i det Haab, at hun ſkulde gribe

ham i at ligge og dovne, og læfe i Sengen en af de
gamle forrevne Bøger, ſom viſtnok, ved hans Forkjerlig⸗

hed for ſaadan Lecture, eller ſnarere for en Dovenfkab,
der yttrede ſig paa denne Maade, havde været Hovedaar⸗

ſagen til at det var ganet til agters med ham i Verden.

Men Manden, der ſandſynligviis endnu var træt i Krop⸗
pen af Gaarsdagens uſedvanlige legemlige Anſtreengel⸗
: ; (47)

'
ä eee

—

ud

52 Kromandens Drom.

fer, lage kun i en behagelig Morgenſlummer, ſom Ma⸗
dam Mulcahy fotſt havde formodet; og da hun havde
ryſtet og ruſket ham, vel for tyvende Gang denne Mor⸗
gen, og ſtjeldt ham ud, indtil den modloſe K Klodrian vred
fig og flebede, eller lod ſom om han gjorde det, vendte
Damen igjen tilbage til ſin huuslige Dont.

Hun forſomte imidlertid ikke at holde ved at kalde
paa ham hvert halve Minut indtil Hr. Jeremias Mul⸗
cahy endelig kom ſkrœvende ind i Kjokkenet; en oploben,
men ikke desmindre af Naturen vantreven Figur, der
engang havde - været behorigt udſpoekket, men ſom nu bar
fit gamle Skind, ligeſom fine gamle Kleeder, loſtyengende
om fig; og de gamle K æder beſtode i et Par afblegede,
lugſlidte, halvglindſende Kasſimirs Knebuxer, og en gam⸗
mel aflægs. fort Kjole, de ſidſte Levninger af hans forrige
Sondagsſtads, hvortil han nylig Havde foiet en Kalve⸗
finds Veſt, et Par grove, himmelblage Bondeſtromper og
et Par Troeſkoe. Hans nedheengende Kinder og Læber
vidnede i Forening om hans nærværende flette Levemaade
og huuslige Slaverie; og et af hans Hine, ſom havde
været: blindt ſiden han havde havt Smaakopper, bar hver-

ken Plaſter eller Bind, omendſkjondt det i bedre Dage

pleiede at være omhyggelig ſkjult — en Opmoeerkſomhed,
ſom han troede ufornoden pan, det lave Be han
nu beklædte i Samfundet; 75
„Aa, Cauth! aa, Du kan aldrig troe hvor jeg havde
en fæl Drom,” ſagde han, idet han traadte ind. i
Det kan jeg ſagtens troe, Din Dosmer,“ ſwarede

Cauth, „naar pleier Du at ſove uden at drømme et eller

7

Kromandens Drom. 53

andet forkeert Toi, ſom plager mig den hele Dag Gud

har ladet ſkabe, indtil Natten falder paa og Du fager en

friſt. Fy Dig an, Jer, vee dog ikke altid ſaadan en
Dosmerpande! Bryd Dig nu bare ſlet ikke om Drom—
men, men kom og tag en Haand i med — Du ſeer,
her er fuldt op at beſtille. See, der ligger Tintoiet,
ſank det op — naa, rap Dig, Mand! — og beer det ud i⸗
Haugen, Der kan Du ſeette Dig paa den ſtore Steen,

i Soelſkinnet, og lave det faa godt iſtand ſom Du kan

faage det — jo, det feer net ud fra inat! Naa, vil Du
rappe Dig, Mand, og gjore hvad jeg ſiger Dig!“

Jer ſtrog fig taalmodig med Wrmet om Munden,
ſamlede Toiet op, og gik ned i Haugen — en lille Plet
Jord, ſom var overflodig begroet med Kartofler: og nogle
Gronkaalshoveder. Madame Mulcahy blev flittigt ved
ſin Dont indtil hendes egne Fornemmelſer varede hende ad,
at det var Tid at tenke paa, Mandens Frokoſt, eller ſna⸗
rere Aftensmad; thi Solen var allerede fan langt hen⸗
ne, at det maatte være mange Timer over Middag. Hun
ſatte nu ſin Kartoffelpotte over Ilden; og da Kartoflerne
vare kogte tog hun en Trqeebakke fuld af dem, og en Mug⸗
ſuur Melk, for at bringe det ud til Jer, da hun i fit
ſtille Sind havde beſluttet, at han ikke ſkulde gage fra fin
8 nyttige Sysſel med at gjengive Potte- og Danken
Endeel af deres forrige Fagon.

J det hun traadte ud af Bagdoren og fit E Die paa

ham, blev hun ſtagende ſom faſtlenket i taus Forbittrelſe.
Han vendte Ryggen mod hende, for at Solen ikke ſkulde
blende ham, og medens Tinmaalene, der lage hulter til

n
11

54 Kromandens Drom.

bulter rundt om ham, ikke ſyntes at have profiteret ſtort
af hans Vindſkibelighed, ſad han paa fin kjere runde
Steen, og leeſte halv. høit og med megen Opmeerkſomhed,
for fig ſelv i en af de unyttige Skroller, ſom han uden—
tvivl havde ſmuglet ud i Haven, i fin Lomme. Mada⸗
me Mulcahy ſatte Bakke og Mug fra ſig, liſtede ſig frem
paa Zæerne, naaede ham, uden af blive hort, ſnappede
ham det daarligt ſammenheengende, ſnavſede Være af Haan⸗
den, og kylede det ind i Naboens Gronkaal. i
Jeremias klagede ſig, i fin ſedvanlige Begredelſes⸗
Tone, og erklærede, med grædende Taarer: at hun kunde
heller aldrig lade ham være med Fred — nei, hun kunde
ikke — og han vilde hellere lade ſig hverve til Soldat,
end fore ſaadant et Liv, Aar ud og Aar ind — ja det
vilde han.“ ' ;

Naa, ſaa gjor det da! for mig gjerne! — og tag
den dovne» Koter der, med fig!” raabte hun, i det hun
pegede pan en forpjuſket Hundehbalp, der zavde ligget hoiſt
Iykkeligen ſammenkuget ved ſin Herres Fodder, indtil Ma⸗
damen kom, men ſom nu holdt ſkarpt Hie med hende,
med halvtſpidſede Bren og vidtaabnede Bine, omendſkjondt
den endnu ikke havde forandret ſin liggende Stilling, “Reis
Pokker i Vold, Din forbiſtrede Hvalp!“ vedblev hun, idet
hun greb et Peglemaal, hvori der endnu var en lille Re
af Hl tilovers fra i Nat, og hældte det over Hovedet paa
Hunden, der oieblikkelig ſprang op, foer tilſide, og tudede
fan høit ſom om den var bleven morbanket. — Ja viſt —
tud nu ligeſom ſin Herre, for Ingenting — bare fordi
man vil fage dem til at rore deres lade Lemmer — vil

—

Kromandens Drom. 55

Du holde Kjæft, Dit Beeſt!“ — hun bukkede fig ned ef⸗
ter en Steen — 'tuder den ikke ſom em jeg havde ſkol⸗
det den over hele Kroppen, den Varulv!“

»Du huſter jo nok, Cauth, at Du engang ſkoldede
den med koghedt Vand nedad Myggen, det er da intet Un⸗
der at det ſtakkels Kræ ſiden har været bange for Dig,“
ſagde Jer.

Denne Bebreidelſe, der blev gjort 910 baade af
Hunden og dens Herre, var grundet i Sandhed. Da
den var en lille Hvalp, havde Madam Mulcahy, for
at fane den fra at lobe hende om Benene, naar hun
ſtod ved Skorſtenen, rigtignok tomt en Slopfuld kogende
Kartoffelvand over den ſtakkels Hvalps Nyg, og fra bette
Dieblik af behøvede man knap at ſpilde en Draabe af det
koldeſte Wand, eller andet Bæde, paa nogenſomhelſt Deel af
dens Krop, forend den troede at den igjen blev ſkoldet, og
ſtyrtede ud af Huſet, hylende og tudende over den grass ſe⸗
lige Torturs indbildte Næbfler. ;

„Naa, vil Du ſpiſe Din gode Middagsmad, Jer

Mulcahy, og love at Du vil hjelpe mig, naar det er be⸗
ſtilt? — Hellige Guds Moder!“ afbrød hun fig ſelv, idet
hun vendte ſig mod det Sted, hvor hun havde fat det lov⸗
priſte Maaltid — »ſee, Din Ulykkesfugl! Aldrig ſkal jeg
vende mig for Dine dumme Stregers Skyld, uden at den
forbiſtrede Griis er efter mig — der har den nu ſpildt

den føde Melk, og ſnaſker den deilige Bløde i fig 1 om
det var en Mundfuld Valle!“

Jer lovede, hjertelig bedrovet over denne Scene „at.
arbeide flittigt ſaaſnart han havde faaet Maden, og hans

56 Kromandens Drom.

Halvpart lavede, efterat hun med en Hoetyv - havde
pryglet Griſen ind i dens Sti, et nyt Maaltid til ham,
og begav ſig derpaa ind, for at nyde ſit eget under Tag,
og derpaa at fottfætte fin Dont. N

Omtrent en Time efter teenkte hun netop paa at
aflægge et nyt Inſpectionsbeſog hos ham, da Jeremias's
Roſt naaede hendes Dre, og hun horte ham raabe i af⸗
brudte Toner: »Cauth! — Cauth! min Skat! For Him—
melens Skyld, Cauth! hvor er Du ?“

JI det hun kom lobende, fandt hun fin Mand ſid⸗
dende opreiſt, ſkjondt ikke paa den runde Steen, men

imellem den endnu urorte Dynge af Potte- og Peglemaal;

hans koparrede Anfigt var meget blegt, hans ene Hie ſtir—
rede vildt hen for fig, hans Hænder vare ſammenfoldede
og ryſtede, og Sveden perlede paa hans Pande.

Had! W? ſkreeg hun, » Tintoiet er Altſammen lige⸗
ſom jeg forlod det!

O Cauth! Cauth! teenk dog ikke pan det — men |

tael venlig til mig, Cauth, og troſt mig!”

„Naa, hvad fattes Dig da, min Skat?“ ſagde hun,
idet hun kjerligt tog hann ved Haanden, da hun nok
ſage hvor forſkreekket han var. ,

„Aa, Cauth, aa! Jeg havde, igjen ſaadan en feel
Drom, nu i Sieblikket, og det var for ramme Alvor,”

En Drom!“ gjentog hun, idet hun ſlap hans
Haand, ”en Drøm, Jer Mulcahy! Og efterat Du har:

faaet Din gode Middagsmad ;. Jer, gaager Du og falder
i Sovn, for at komme med en ny Drom til mig, iſte⸗

Kromandens Drom. 57

detfor at beſtille hvad Du ſkulde 1 gjort for ren Ti⸗
mer ſiden!

Skjend ikke pan mig, Cauth „ ikke nu! Tov lidt,
og hør bare hvad jeg vil ſige Dig, og fiig mig faa hvad
Du vil. Du veed den eenſomme lille Dal, mellem
Bakkerne, hvor Veien gader til Kilbroggan? Nu Cauth,
der var jeg i Drommen; og jeg ſage to Matroſer, der
vare trætte efterat have flidt og flæbt hele Dagen igjen⸗
nem, ſiddende foran en af de tykke Klipper, ſom ſtaaer
iveiret paa det vilde Sted; og de ſpiſte eller drak; jeg
kunde ikke vigtigt blive klog pan hvilken af Delene det
var; den ene var en hoi, ſteerk, bredſkuldret Mand, og
den anden var ogſaa ſteerk, men lille og underſcetſig, og
medens: de fad allerbedſt og talde meget hofligt til hinan—
den, tæne engang, Cauth, fan ſeer jeg den ſtore Mand
putte fin Kniv ind i Livet pan den lille Mand; og ſaa
gave de dem begge til at brydes og ſkrige i Munden paa
hinanden, ſaa at Klipperne gave Gjenlyd efter det; men
tilſidſt fan lage den lille Mand der og var død; aa, Gud
give jeg aldrig maa blive ſalig, Cauth, om jeg ikke fane
det ligeſaa grandgiveligt ſom jeg nu ſeer Dig her i Hau⸗
gen! og ſaalcenge jeg har levet, Cauth, har jeg. aldrig
havt ſaadan en Skrek, og — ag Cauth! hvad er nu
det?” 5

” Hvad det er, Din Drommenar, det er ikke andet
end en Gjeeſt, der endelig kommer ind i Kiokkenet — det
er nok paa Tiden at vi ſeer een denne velſignede Dag.
Naa, vil Du fee at komme pan Benene, Du, med Dit.
Drommeſludder — hører Du ikke at det banker pan Doren?

58 Kromandens Drom.

Jeg vil blive her, for i det mindſte at fane et af Pegle⸗
maalene i Orden — for jeg ſeer nok, at jeg kommer til
at gjore det.“ f $

Jeremias reiſte fig, ſukkende, og gik igiemem Bag⸗
doren ind i Hytten. Fan Sekunder efter kom han
ſtyrtende ud igjen, endnu mere bleg og forſkrekket end han
havde forladt hende, og ſtirrede pan hende, i det han ſtot—
tede fine Lcender mod den lave Haugemuur.

„Naa, plager den Onde Dig, Jer Mulcahy —
(Gud forlade mig at jeg bander!) — hvad. gaaer der nu
af Dig?“

De er inde i Kjokkenet, hvidſkede han.

Naa, og hvad vil de have?“

Jeg har ikke talt et Ord til dem, Cauth, og de
ikke heller til mig; — jeg kunde ikke — og jeg vilde
ikke, for Alt hvad der er til; jeg fane dem bare ſtaae
derinde ved Siden af hinanden, i Tusmorket, bag ved
5 Doren, og jeg kjendte dem igjen ligeſaa ſnart jeg ſaae dem
— baade den ſtore og den lille.“

Med Spottegloſer over hans Drommerier, hans Kujo⸗
nerie og hans Dumhed, ilede Damen ind, for at opvarte
ſine Gjeeſter. Jeremias horte hende tiltale dem med ly—
delig. Roſt, og at de ſvarede hende i heeſe Toner. Hun
kom ud igjen, for at hente. to Peeglemaal til at tappe DU

i, og befalede ham at følge efter. hende, for at holde
Gjæfterne med Selſkab. Han blev ſtaaende uden Bevde—
gelſe. Kort efter kom hun ud igjen, og ſtodte ham fas
fig ind i Huſet. ;

Han ſatte ſig ſaa langt ſom muligt 105 ſine Gic⸗

Kromandens Drom. 59

ſter, og havde Moie med at fremſtammme et 'Lykſalig
Godaften, mine" Herrer,” ſom de beſvarede pan djcerv og
trohjertig Soemandsviis. Han ſage ikke meget hen
paa dem; men dog nok for at opdage, at de talde ſam⸗
men ſon: gode Venner, drak Skaaler, og ryſtede hinanden
i Haanden. Den høie Matcos ſpurgte ham pan eengang
hvor langt der, ad Gjenveien, var til en By, hvor de
vilde vote Narten over, og ſom hed Kilbroggan? — Je⸗
| terning foer op af ſit Seede, og haus Kone var,” efterat
have ſeet hen paa ham og brummet mellem Zænderne,
nodt til ar ſvare for ham. De tomte deres Kruſe, be⸗
talte Dllet, ſtak et halve Brod og en ſtor Humbel flet
Bondeoſt til fig, med de Ord, at det kunde være, de blev
mere ſultne, naar de havde gaaet nogle Miles Vei, end
de vare nu, og ſtode op, for at forlade Hütten. Jere⸗
mias fane ſig meget urolig omkring. Hans Kone var
til al Lykke forſvunden; han ſnappede fin gamle Hat, og
ſtyrtede, med ſtot re Kraft end han nogenſinde kunde min⸗
des om fig ſelv, afſted, for at vinde et kort Forſpring for
dem paa Veien. De nagede ham ſnart, og Jeremias
hilſte nu, med en uimodſtagelig Tilſtyndelſe af ſin
Samvittighed, den Lille, og bad at maatte tale et Par
Ord med ham under fire Hine. Med kjendelig Forun⸗
dring gik Matroſen tilſide med ham. Jeremias advarede
ham forſt loſthen for at gage lengere jaften, da det vilde
være ganſke mørkt inden han: naaede Bjergpasſet, paa
Gjenveien til Kilbroggan. Matroſen brød ſig kun lidet
om hans Advarſel. Han blev alvorligere, forſikkrede, hvad
dog ikke var Tilfteldet, at det var en grumme flem Vei,

*
FA

*

60 Kromandens Drom.

hvorved han meente at der var Rovere. Men den djeerve
Ulk brod fig ligeſaa lidet herom, og vendte ſig fra ham.“
Aa, ſtop, min Herre! ſtop min Herre!“ vedblev Jere—
mias, ”jeg har endnu noget at ſige ham;“ og han for⸗
talte ham nu ſin Drom, og forſikkrede, at han "tydeligt

, havde feet den Perſon, han talde med, blive overfaldet og
myrdet af fin ſtore og ſtaerke Kammerat. Den Lille

ſaae forſt paa Jer, og derpaa meget alvorligt ned mod
Jorden: men braſt Sieblikket derpaa i en hoi, og ſom
Jeremias ſyntes, gyſelig Latter, og gik hurtigt bort, for
at indhente ſin Skibskammerat. Jeremias vandrede hjem
igjen, med et ſaare bekymret Sind. 2

Henimod Daggry næfte Morgen vaagnede Kroman—
den i en ahnelſesfuld paniſk Skraek, og vakte fin Kone,
for at hun ſkulde hore en lydelig Banken, og en Stoi af

hoiroſtede Stemmer ved deres Dor. Hun paaſtod, at
hun intet kunde hore, og ſkjeldte ham ud, fordi han havde

forſtyrret hende i hendes Søvn. En Gjentagelſe af denne
Stoien overbeviſte hende imidlertid om hendes Vantroe,
og viſte at Jeremias idetmindſte for forſte Gang i ſit Liv
havde Ret. Begge 55 op, og ſkyndte ſig med at aab⸗
ne Doren.

Da de havde Bed Skaaden fra den yderſte Dor
ſtod udenfor den en velkloedt Herre, omringet af en Sværm
af Byens Folk. Han havde paa Gjenveien til Kilbrog⸗
gan mellem Bakkerne, opdaget et dødt Menneſke, der lage
i fit Blod, og havde: Matroskloder paa ; han var forfær-
det vendt tilbage, havde vakt Folkene i Byen, og Nogle
af dem, der erindrede at have ſeet Madam Mulcahys

8 Kromandens Drom. 61

Gjeſter Aftenen iforveien, bragte ham nu til hendes Huus,
for at hore hvad hun vidſte at forklare om Sagen.
Forend hun kunde ſige et Ord, faldt hendes Mand
bevidſtlos om ved hendes Side, og gav fig ynkeligt. Me—
dens de Omkringſtagende løftede ham op, ſlog hun Heen—
derne ſammen, og udſtodte det ene Udraab efter. det an—
det, ſom Fruentimmerne i Irland gjerne pleie naar de
enten ere meget bedrovede, eller forundrede, eller arrige;
og nu, ligeſag ſtolt af Jeremias's Spaadomsgaver i
Drømme, ſom hun for havde været vred over dem, for—
talte: hun hans Syn om Mordet, og befræftede, at de to
Matroſer havde været der i Huſet, næften pan ſamme
Tid ſom han, var. ifærd med at gjore hende til Fortro—
lige af fine prophetire Drommerier. Tilhorerne traad—⸗
te forſtenede tilbage, korſede fig, ſloge fig for Bryſtet, og
raabte: ”Gud frie og bevare os! Herre Jeſus, fee i
Naade til os!“ i i
Jeremias vaagnede langſomt af fin Afmagt. Den
Herre, der havde opdaget Liget, forte fine Ledſagere til⸗
bage til den eenſomme Dal, hvor det lage. Stakkels
Jeremias faldt paa fine Knake, og bad, medens Taarer—
ne trillede ham ned over Kinderne, at han. maatte. blive
forſkaanet for fan haard en Provelſe. Hans Naboers
tvang ham næften med Magt til. at. følge. med. !
Alle vare ſnart paa Pletten, et ſnevert Pas mel—
lem uregelmeesſige Dynger af løsrevne Klippeſtykker; de
Bakker, fra hvilke disſe vare nedſtyrtede, vare brune og
nøgne, og hevede ſig hoit iveiret ovenover dem. Og
der lage «virkelig, netop paa den gronne Sti, ſom dan⸗

62 Kromandens Drom.

nede Gjenveien igjennem Klippekloften, Liget af den ene
af de Matroſer, der Aftenen iforveien havde beſogt Kro—
mandens Huus.

Jeremias faldt atter paa fine Knee, noget fra det
Sted hvor Liget lage, og raabte: 'Gud ſee i Naade til
os! — Ja viſt! aa ja, Naboer, det er det ſelvſamme
Sted! — men — alle gode Helgene være os naadige! —
hvad er det? — Det var den ſtore Matros, jeg fane ſtikke
den Lille, og her ligger jo den Store, og er ſtukket ipjet
af den Lille!”

»Dromme opfyldes: altid ved det Modſatte af hvad
man har feet, enten paa den ene eller pan den anden
Maade,' bemærkede. en af hans Naboer; og Jeremias's
Gaade var loſt. 3

; Det var nu ufravigeligt fornødent at gribe til tven⸗
de Skridt: at lade hidkalde Grevſkabets eedſvorne Syns⸗
mand og at efterſoge Morderen. Hoben adſkiltes, for paa
ſamme Tid at udfore begge Hverv. Aftenen faldt paa,

da de atter mødtes i Pasſet; og de forſte, der havde
ſogt Synsmanden, kom tilbage med ham, efterat have
tilbagelagt en Vei af henved tyve engelſke Mile; men
det andet Partie havde ikke været fan heldigt, Det havde
ikke faaet mindſte Gisning om den formeente Mon

nærværende Tilholdsſted. så
i Synsmanden optegnede de Eedſvorne, og holdt fi it
Forhør under en ſtor opretſtagende Klippe „der lage i
Midten af Pasſet, netop ligeſom Jeremias havde feet
i fin Drom. Man blev fnart enig om at fælde. der
Kjendelſe, at han var død ved forfætligt Mord; men for⸗

Kromandens Drom. 63

end dette kunde fores til Protokols, ſtandſede de Alle for⸗
legne, da de ikke vidſte hvorledes de ſkulde individualiſere
en Mand, om hvis Navn. de, vare uvidende, -
Sommeraftenens ſildige Morke var faldet paa un⸗
der deres Raadſlagninger, og Maanen opſteeg i ſin Glands,
ſkinnende over Toppen af en af de høie Bakker, der om—
gave Pasſet, ſaaledes at den aldeles oplyſte de andre.
Under deres Pauſe kom en Mand tilſyne, der ſtod paa
Pderkanten af en Bakke, ſom ſaaledes var belyſt af Maa⸗
neſkinnet, og Alles Hine vendte ſig imod ham. Han
lob ned ad den ſteile Skrent form ham; han nagede
den lange Rekke af nedſtyrtede Slipper, ſom umiddelbar
omgav ben lille Dal, og ſprang fra den ene af dem til
den anden, med en ſaadan Behendighed og Sikkerhed, at
det neeſten ſyntes at gage til ved Hexerie; og en almin⸗

delig frygtſom Hvidſken ftadfæftede den Kjendsgjerning, at

han var kleedt : en fort Jakke , ſtore hvide Buxer og
havde en Straahat paa Hovedet. Idet han ſprang fra
det ſidſte Klippeſtykke ud paa Gronſvceret i Pasſet, trak
Tilſkuerne fig tilbage; men uden at det ſyntes ſom om
han lagde Merke til dem, gie han lige hen til Liget, ſom

"endnu lage urørt, greb bets Haand, vendte Anſigtet mod

Maaneſtinnet og betragtede hveri Traek i det med Op⸗

merrkſomhed; derpaa ſlap han Haanden, ſtodte Hatten op

fra Panden, ſage fig om, gjenkjendte Porighedsperſonen,
nærmede ſig, ſtandſede foran ham, og ſagde: ”Her er
jeg Tom Mills, ſom dræbte lange Harry Holmes, og
der ligger han.“

Synsmanden ranbte, at man TÅRE bemægtige fi fis

—

*

64 Kromandens Drom.

ham, da han nu befrygtede at Mandens Driſtighed true—
de med flere Ulykker. Det behoves ikke,“ ſvarede Selv⸗
anklageren; ”hev er min Tollekniv, det eneſte Vaaben, jeg
har hos mig ;” - han kaſtede den paa Jorden. Jeg
kommer netop tilbage for at bede ham, Commandeur, at
han vil ſende mig pan et Krpdstog efter ſtakkels Harry,
Gud velſigne hans Dienſtene, hvor han er gaget hen.“

J er bleven forfulgt herhid?“

»Nei, Gud velſigne ham, nei! Men jeg. vilde ikke
holde ſaadan en Vagt igjen. ſom den jeg har havt i de
ſidſte 24 Timer, for alle de Priispenge, der er vundet ved
Trafalgar. Det er ikke fordi jeg hverken har ſmagt
Madbid, eller vædet mine Læber ſiden jeg gjorde Has pan
Harry, eller fordi jeg har ſkjult mit Hoved, ſom et for⸗
fulgt Dyr, og faret iveiret naar en Fugl hoppede nærved >
mig, nei, men jeg kan ikke længer holde ud at lavere
mere paa denne ſyndige Jord ; det er det; og det er
det mindſte jeg ſkylder Dig, Harry, min hjerte Broer,”

» Hvad var da Aarſag i, at J kom i Strid med
Eders Kammerrat?“ e

Der har aldrig været nogen Kiv eller ondt Ord
imellem os, veed han vel det!“

»Ikke i det Dieblik, jeg forſtager nok hvad I me
ner/ men J har 08 længe gaget og baaret Nag til
ham,” * *

Det ſkal en Stfelm ſige; nei, jeg har aldrig holde
ſaameget af nogen Mand, for han var en brav Soy
og han hav holdt ligeſaa meget af mig,”

Kromandens Drom. "65

„Men, for Himmelens Skyld, hvor fik J da den
frygtelige Tanke fra?“

„Det var Djævelen ſelv, Commandeur! (den hornede
Hund!) og en anden Koter til, ſom var hans Koksmat!“
— idet han pegede pan Jeremias, der forfærdet retirerede
til den yderſte Greendſe af Klyngen. Jeg ſkal ſige ham
hvert Ord, Commandeur, ſaa ſandferdig ſom en Logbog;
J tyve lange og lyſtige Aar har Harry og jeg. været pan
Farten ſammen; og vi har doiet mangen en haard Ku—
ling, og Solen har tidt brændt os forbandet i Fjæfet ;
men der er aldrig faldet et ondt Ord imellem os forend
inat, og det kan vi Altſammen takke den lumpne Tyndt⸗
olls⸗Svabert for derhenne, det ſiger jeg nok engang.
Jeg tænkte ſom fan, at det dog var en loierlig Ting,
at en fremmed Landrotte, førend han havde faaet nogen
af os i Sigte, ſkulde komme til at have denne herſens
forbandede Drom. Da Slubberten og jeg havde taget
Ejærlig Afſted med hinanden, og jeg kom til Harry igjen,
ſagefmin gamle Kammerat, at jeg var forknyt af mig, og
han ſagde mig det, paa ſin egen ligefremme, ærlige
Maneer. San fortalte jeg ham hele Hiſtorien og loe ad
den. Men han loe ikke med, men gik og ſage for ſig
ſom en Stangrotte — jeg veed aldrig, at jeg har feet
ham ſaadan for; det kom mig underligt for, og faa
faldt jeg hen i mine egne Tanker 7 gid den fordømte
Tenken lage i den dybe Kjelder, ſiger jeg, den faaer man⸗
gen brav Karl ud af det rette Beſtik — og ſaa tenkte
jeg ved mig ſelv: Det er ikke godt. at vide hvordan det
har ſig med den bedſte Sat: Sind.“ Nu, faa laverede

G

1

66 Kromandens Drom.

vi herind mellem disſe Skier, og Harry ſagde paa een—
gang til mig: Hor Tom,“ ſagde han, ' ſondeer Grunden,
og gage iforveien — eller lad mig gjøre det!' — * Hvor—
for det?“ ſagde jeg. Det kan være det ſamme,“ ſagde
Harry, 'men efter, al den Pasſiar, Du for holdt, vil jeg
ikke længer følges med Dig, forend vi komme ſammen
igjen i næfte Landsby,” “' Hvad, Harry,“ raabte jeg, og

loe igjen fan det ſkraldede efter, der Du bange for Dig

felv, naar Du er hos Tom Mills?” *Sludder,“ ſagde
han, og han gik foran og jeg fulgte efter. Ja ſaadan
er det,“ ſagde jeg til mig ſelv, “han er bange for fig
ſelv hos fin gamle Skibskammerat.““ Det var en mor—
kere Nat end denne her, og da jeg ſage iveiret, fan lod
den Onde (for nu veed jeg, at det var ham, der gik
ombord hos mig) mig fane den Tanke, at det var et

godt Sted for Harry at gjøre Kaal paa mig, hvis

han vilde, Og faa holdt jeg Die med ham, ſom han
gik og viſte Vei for mig i Morket, og jeg kunde ikke
andet end at jeg maatte tænke, han var den ſteerkeſte af

—

* rr

me

os To — et helt Hoved lige til Skuldrene hoiere end |

jeg, en Karl, der kunde tage det op med to af mit Maal.

Og ſaa huſkede jeg igjen pan, at Harry vilde have en tung
Bors meer i Lommen hvis han ſendte mig til Helvede,
ſiden vi begge nylig havde faaet Priispenge, og endelig, ef⸗
terat den Onde ret var kommen over Vagbord hos mig,
ſaa tenkte jeg ved mig ſelv, at Tom Mills ligeſaa gjerne
kunde leve og have Harry Holmes Lykke i ſin Lomme,
ſom han kunde være dod, og hans Lykke ligge i Harry
Holmes; ikke at tale om, at man dog maatte tænke pan

i —

år .

———

8 MEE

Kromandens Drom. 67

ſine egne Sager og vide at holde ſig oven Vande, hvis
Harry ſkulde gage og have ſamme Tanker ſom dem, jeg
gik og ſankede paa.

J al den Tid malede Harry ikke et Bogſtav, men
blev ved at lavere imellem disſe fordømte Skjeer, og dette
herſens Voeſen, og de Ord, han ſidſt havde ſagt til mig,
giorde, at jeg tvivlede alt mere og mere om ham. Ende⸗
lig ſtoppede han tæt herved hvor han nu ligger, og han
fatte fig med Ryggen op til den høie Steen, og fagde
til mig, at jeg ſkulde give ham min Kniv til at ſtkjere
det Brod og den Oſt, han havde faaet i Kroen; og alt
ſom han talde ſyntes mig han gloede alt ſtivere og ſti—⸗
vere hen for ſig, og at han vilde have Kniven, den eneſte
vi havde med os, til noget Andet end til at ſkjcere Oſt
og Brod, omendſtjondt jeg nu flet ikke troer det mindſte
af det Altſammen — men dengang troede jeg det — og ſaa,
ſeer han, Commandeur, ſaa tabte jeg med eet Ballaſten,
og da han ſtrakte Haanden ud efter Kniven (den Onde
blæfte det mig lige ind i min ſyndige Sjæl): Her er den,
Harry,“ ſagde jeg, og faa gav jeg ham den lige i Siden
E een Gang, to Gange, paa det rette Sted?” — (Ma⸗
troſens Roſt, der hidtil havde været rolig, men Sr
og barſk, hævede fig her til en hoi Grad af Vildhed) —
fan lage vi og gramſedes, og raabte til hinanden: 19001
diho! til jeg troede at det hele Djevlemandſkab ſvarede os
oppe fra Toppen af Bakkerne! Men jeg gav Dig den
ene Gamle efter den anden, Harry! inden Du kunde fane
Bugt med mig”, vedblev Matroſen, idet han vendte fig
til Liget og paa SÅR 5 dets Haand: 'ſaa Du tilſidſt >

v (5 *

68 Den Gamle paa Bjerget,

maatte ſtryge — min gamle Kammerat! — Og nu —
er der ikke andet tilbage for Tom Mills, end at be⸗
mande Raaſtangen!“ —

Tom Mills fik ſin Dom i den paafolgende Rets⸗
ſesſion, og blev henrettet for det forſetlige Mord af fin
Kammerat; Jeremias maatte mode ſom Hovedvidne. Og
» hvad enten man vil holde vor Fortælling for at være hen⸗
tet af Phantaſien, eller af Landsbyſladder, fan er det viſt,
at dens Hovedfacta grunde ſig paa den Authoritet, vi have
fra Medlemmer af den irlandſke Skranke, ſom ſiden have
naget ſtor Hæder i deres Kald; og de kunne ogſaa be⸗
vidne, at idet mindſte Jeremias ubetinget bekreftede Sand⸗
heden af 'Kromandens Drøm,”

Den Gamle paa Bjerget.
2 (Novelle, af Ludvig Tieck.)

„
— —

! Ober den hele Bjergſtrekning var Hr. Balthaſars Navn
i Anſeelſe; thi hvert Barn kjendte den rige Mand, og
vidſte at fortælle om ham. Men alle Menneſker elſtede
og ærede ham ogſaa; thi han var ligeſaa god ſom for⸗
muende; dog vare de tillige bange for ham, thi han
martrede fig felv og andre med mange Serheder, ſom
Ingen begreb, og hans Melankolie, hans tauſe Alvor, var
iſer trykkende for dem, der neermeſt omgave ham. J |
mange Aar havde Ingen feet ham ſmile, næften aldrig
forlod han fit fore Huus, ſom lage hoitoppe over den lille

Den Gamle paa Bjerget, 69

5 Bjergſtad, hvis Huſe og Beboere We alle vare hans
Eiendom og hans Undergivne, fordi han havde hiddraget
Menneſkene til fine Fabrikker, Bjergverker og Allungru—
ber. Denne lille Plet Land var derfor meget befolket og
oplivet af den ſtorſte Driftighed. Maſkiner arbeidede og
ſtoiede, Vandſtromme bruſede, Vogne og Heſte gik og
kom, Hammerveerker larmede: kun var ved de rygende
Kul, de dampende Gruber og de forte Slakker, der lage
hoit optaarnede vidt og bredt omkring i mange Dynger,
den morke, afſondrede Egn endnu fkumlere, og ingen
Reiſende, der opſogte Naturen, for at fryde fig ved den,
vilde gjerne dvæle længe i denne morke Bjergegn.
i Blandt den ſtore Mængde, ſom ved den udbredte
Driftighed og de mangehaande Sysler vare afhængige af
den gamle Balthafar, fyntes Ingen at nyde den rige
Mands Tillid i ſaa rigeligt Maal ſom Eduard, der, nu
nogle og tredive Aar gammel, forte Overopſynet over
Værkerne og Fabrikkerne, ſaavelſom Regnſkabsbogerne. Hoi
og velſkabt, beſtandig munter og ſnakſom, afgav han en
paafaldende Contraſt til ſin morke og ordknappe Hosbond,
der tidlig var bleven gammel, og hvis torre, rynkede An—
ſigt, og ſorgelige, matte Blik fra de indfaldne Hine,
tilbageſkrremmede Enhver i ſamme Grad, ſom Eduards
glade Mine fremlokkede Tillid og Hengivenhed. ?
Det var endnu meget tidlig en Sommerdag, da
Eduard eftertenkſom fane ned i de rygende Dale; Solen
var ſkjult bag tunge Skyer, og den lavt træffende Taa⸗
ge, der blandede fig med den forte Damp fra de rygende
Gruber, forhindrede Udſigten og indhyllede Landſkabet lige⸗

70 Den Gamle paa Bjerget. 5

ſom i et graat Flor. Han overtenkte fin Ungdom, og
hvorledes han, tvertimod alle fine tidligere Forſctter, var
bleven fængflet mellem disſe morke, afliggende Bjerge,
ſom han ſandſynligviis, da han allerede nærmede fig den
modnere Manddomsalder, ikke mere vilde forlade. J det
han henſank i Tanker, ilede ved hans Side den unge
Vilhelm, ſom det. lod ganffe reiſefcerdig, haſtig forbi ham,
uden engang at hilſe ham. Det unge Menneſke blev
forſkrekket, da han i fin Forbifart bemeerkede den grub—
lende Eduard, og vilde kun ugjerne holde Stand, for at.
hore hans Sporgsmaale.

Hvorledes?“ raabte Eduard, »De vil allerede igjen
forlade os, unge Mand, og det er ikke længer end tre
Uger ſiden, at Herren, efter mange Bonner og lang
Overtalelſe af os begge, igjen optog Dem hos ſig, og har
tilgivet Dem Deres nylige, pludſelige Udtredelſe af hans

Tjeneſte?“
: Jeg man bort!“ raabte det unge Menneſfe, hold
mig ikke op! Jeg maa ſynes utaknemmelig; men jeg kan
ikke handle anderledes,” !

”Uden. Afféeed,” ſvarede Eduard, ”uden Orlov?
Hvad ſkal man tænke om Dem? Hr. Balthaſar vil ogfan
favne Dem, thi han har for Hieblikket Ingen, der kan 6
fræde i Deres Poſt ſom Skriver.“

e ”Kjærefte Herre,“ raabte Ynglingen bevæget, hvis
De kjendte min Stilling, faa vilde De ikke ſkjcende pan |
mig, eller dadle mig,” N

; Har Herren fornærmet Dem? — Har De Geil |
Aarſag til at klage?“ |

*

Den Gamle paa Bjerget. 71

„Nei! nei! tvertimod!“ raabte den unge Mand ”
ryſtet, 'den gamle Herre er Godheden ſelv, jeg maa ſynes
flet og ſkjandig, men jeg kan ikke hjelpe mig pan anden
Maade. Undſkyld mig fan godt De med Deres Vel⸗
villie og Samvittighed er iſtand.“

»Ver en Mand,” raabte Eduard, i det han gav
ham Haanden og holdt ham faſt: ”De kan her finde Deres
Udkomme og lægge Grunden til Deres Velfærd i Frem⸗
tiden, forſtjerts ikke anden Gang ſaa letſindigen min og
vor felleds Herres Tillid. Vi optoge Dem, da De kom
til os, uden Atteſter, uden Anbefaling, næjten uden Navn:
den gamle Herre fraveeg for Deres Skyld alle ſine Grund— :
ſetninger, der ellers ere urokkelige; jeg er paa en vis
Maade gaaet i Caution for Dem; vil De ſaaledes gjen—
gjelde vor Tillid, og paa en faa letſindig Maade ſtille
Dem i et mistænkeligt Lys? — Og kan De gjøre Dem
Haab om, at De, efter en Maaneds Forløb, eller ſildigere,
igjen vil blive optaget her?“

Den ængftede Yngling losrev ſig med Heftighed, og
raabte: »Jeg veed jo, at jeg for evig tillukker dette Friſted
for mig hvor det gik mig fan godt, og hvor jeg folte
mig faa lykkelig. Nod og Elendighed vente mig, og
den bittreſte Straf for en altfor letſindig Ungdom; men

hyvo kan gjøre for fin Skjeebne? Naar Vognen vælter og
ruller ned i Afgrunden, faa er ingen ee til⸗
ſtrekkelig til at holde den iveiret. „

„Men naar De blot. befidder Vresfolelſe » ſvarede
Eduard, »naar vi ikke alle ſkulle vakle i vor Mening om
Dem, ſaa mag De blive netop i dette Hieblik, da jeg

72 Den Gamle paa Bjerget,

desuden ikke begriber, hvilken Magt der ſaa pludſelig kan
fordrive Dem herfra. De veed, at allerede i lang Tid de
dyreſte og koſtbareſte Sager ere komne bort fra Magazinet,
uden at man endnu har kunnet komme paa Spor efter
Forbryderen.“

»Ogſaa denne Skjcebne man jeg lade ramme mig,“

raabte Vilhelm, hurtigt rodmende. Hos mig er intet
mere at frelſe, og jeg har intet mere at tabe, derfor for⸗
tjener jeg ikke nogen redelig Mands gode Mening, om
han endog er den ringeſte blandt. mine Brodre.“ — Med
disſe gaadefulde Ord ilede det unge Menneſke bort, uden
endnu engang at ſee ſig om. Eduard fane efter ham,
og bemærkede hvorledes han ffyndfomt vendte fig til den
lille Stad, mere rendte end lob gjennem Gaderne, og
paa den anden Side tog Farten hen til Fodſtien, for at
klavre op. ad en ſteil Klippe. Derfra tabte han ſig i
Bjergenes Eenſomhed. N '
Taagen var imidlertid trukket noget bort, og man
ſage oppefra ligeſom gronne Ber „ underneden de af Mor—
genſolen oplyſte ſmage Dale med Skov og Krat, og der⸗
imellem de halvt ſtyulte ſmaae Huſe og Hytter, der læs
nede fig til Bakker og Klipper.
En gammel Bjeremand, der i nogen Afſtand herfta

arbeidede i de Fyrſten tilhørende Gruber, traadte nu for⸗

trœdelig hen til Eduard. WAtter lobet herover til ingen
Nytte!“ raabte han knarvurn: jeg vilde tale med den
unge vindige Patron, og nu hører jeg allerede i Staden
af Hammerverksdrengen, at han netop er faret derigjen⸗
nem, og intet Menneſte kan ſige hvor han render hen.“

5 gå

* sf

.
— — —2wL-74•

]

|

— — —⁊ rE
— —

2

lige lille Bog. Spot

Den Gamle paa Bjerget, 73

”Hvad vil J ham, min kjcre Kunz?“ ſpurgte
Eduard. 8

„ Hvad vil man vel et ſaadant ungt Blod!“ ſvparede
den knarvurne Gamle. Her har jeg maattet kjobe ham
en kurios Bjergbog derovre af den ældgamle, hvidhaarede
Stiger, der alt har været blind i tre Aar: det Toi havde
den kurioſe Graafkjcg ſelv i fin Ungdom afſkrevet efter en
gjennemreiſende Tyrolers Bog, ligeſom han ogſaa har ef—
terridſet alle de naragtige Billeder. Da han nu af
Blindhed ikke længer kan læfe det, fan har jeg kjobt det
til den unge Herr Lorenzen, vor Vilhelm her, og nu er
den Spyttegjog over Bjerg og Dal.“

”Hvad indeholder dg den lille Bog?“ ſpurgte In—
ſpecteur Eduard.

See kun felv,” vedblev hiin, ”allehaande Gjenfcerds⸗
og Spogelſe⸗Hiſtorier, Anviisninger, hvor man deroppe
mellem Hoibjergene finder Guld og Diamanter i Huler,
Sandgruber, paa afliggende, Atilgjcengelige Steder; der ſkal
endnu ſtaae Merker indhugne og ſkreyne pan Klippeſtene
og ved Bække fra ældgamle Tider; med ſtore flade Stene
eller Kisſler, lagte paa en egen Maade, fkulle kyndige
Italienere for to og tre hundrede Aar ſiden have meerket

og betegnet Stederne, ſom »igtgnok nu, efter hvad Sti⸗

geren har ſagt mig, ere vauſkelige at hitte, fordi ogſaa
Bjergaanderne og Kobolderne, der ikke gjerne ville forſtyr⸗
res, tidt igjen have flyttet de kjendelige Blokke og ſtillet

dem anderledes. “ 2 S

Eduard loe, i det han gjennembladede den beſynder⸗
han kun ikke, unge Herre”, raabte

*

74 Den Gamle paa Bjerget. —

den Gamle: Han er ogſaa af de ſuperkloge, nymodens
Herrer. Naar det engang hænder ham, ſom det er
hændet mig, at han dybtnede i Eenſomheden, adſkilt fra
Himlen og den hele Verden, naar han kun har Lampen
hos ſig, og lyttende ikke kan hore anden Lyd end af hans
Hammer, pludſelig fager den høie, ſkrekkelige Bjergaand
at fee; hvad ſkal vi vædde, han vil ogſaa ſette et andet
Anſigt op, end her i den venlige Morgenſoel? Lee kan
Enhver, men at ſee er ikke Mange forundt, og endnu
Færre at fatte fig ſom Mand, naar de engang have faget
Hinene op.“

”Kjære Gamle”, ſvarede Eduard venlig, ”jeg vil be-
tale Eder Bogen, og gjemme den til vor Vilhelm, indtil
han engang maatte komme tilbage,”

i Ha, hal? raabte Gjergmanden (idet han hjertelig
loe og ſtak Pengene til fig), dog hemmelig leſe og ſtudere
den, og paa Søndage og Hoitidsfeſte maaſkee opſoge
de hemmelige ſkjulte Gange. Lad Eder da kun ikke be—
daare, unge Mand, eller bliv forvirret eller forſkrekket, og

har J fundet hvad J vil, hold fan faſt! See, Vjerg⸗
ſtrekningens Herre, eller den Gamle paa Bjerget, ſom
Mange ogſaa ville falde ham, har godt forſtaget den Ting,

han har grebet Aanderne og Alferne og Kobolderne i de

bedſtſpoekkede Lommer, og de have ſmukt maattet punge

ud til ham.“ 5 .

i Hvem mener Je“ ſpurgte Eduard halv forundret,

og derhos vilde han med en vis Omfindtlighed give den

Gamle den ſmudſkede Bog tilbage, i det han ſagde: Siden
J har fan flet Tillid til mig, eller ſnarere holder mig for

Den Gamle paa Bjerget. 75

en ſaadan Daare, ſaa gjem ſelv Skatkiſten til vor Ven,
og giv kun Stigeren ſine Penge.“

»Nei“, raabte den Gamle, 'hvad der engang er ind—
heendiget og betalt, man forblive i Kjoberens Haand, det
er en hellig Lov, ellers ere Stigeren og jeg hjemfalone til
den piinlige Met, — Men hvem jeg mener med den
Gamle pan Bjerget, eller Bjergſtrokningens Herre? Det

veed J ikke, og har dog viſt allerede været pan tolvte

Aar og derover her i Egnen? Eders ſtore, mægtige Fa⸗
brikant, Bjergvoerks-Eieren, Kjobmanden, Guldmageren,
Aandeſeeren, den Almægtige, Millionairen, denne Hr. Bal⸗
thaſar, bliver jo af den hele Verden givet dette Navn.
Og J ſtiller Eder vel ogſaa ovenikjobet an, ſom om J
ikke vidſte, hvorfra han har ſine umenneſkelige Rigdomme?
Ja, ja, min gode Mand, den gamle, blege Brumbasſe
træffer Aanderne ved fin lille Snor, han er ofte hele
Uger fraværende, og inde hos dem i deres hemmelige
Kamre: der mage de tælle. op for ham, der bryde de
gamle Kroner fra hinanden, pille Diamanterne af, og
lægge dem i hans torre Hænder, der banke de med den
viede Qviſt paa Steenveeggene, og Vandpigerne i Beekkene
mage ſvomme op fra Dybet, og udlevere ham Koraller,
Perler og Wdelſtene. Guld agter han neppe mere paa,
ſiden de ſmage Kobolder vaſke ham det ud. af Sandet og
ſiden ſamle det, ligeſom Vier, i Kugler og Korn, og
bære det i Kuben ſom Honning. Ja, ja, min bedſte
duunhagede Alverdensviisdomskreemmer! Derfor er den
Gamle ogſaa altid fan ſorgmodig og ter aldrig lee, der⸗
for bliver han forrykt i Hovedet, naar, han tilfeldigviis

7

76 Den Gamle. paa Bjerget.

horer Muſik, der glæder alle fromme Menneſkers Sjerte,
derfor gaaer han aldrig i Selſkab, og er altid vranten og
knarvurn, fordi han godt veed, hvilken Ende det man
tage med ham, hvorfra han ikke kan loskjobe ſig med al
den jordiſke Herlighed, fordi han har fornægtet Gud, og
intet Menneſke endnu nogenſinde har ſeet ham i en
Kirke.“

Der ſee vi det Hadefulde,“ udbrød Eduard bevæ-
get, „ved Overtroen, der ellers kun fortjener vor Foragt,
og, hvis den ikke pan denne Maade fordgervede Sind og
Hjerte, kunde volde os Glæde fra fin poetiffe Side, og
paa en fælfom Maade forlyſte Phantaſien. Skammer J
Eder ikke, Gamle, ved at tænke og ſnakke ſaaledes hen
i Veiret om den dydigſte, meeſt velgjorende Mand? Hvor
mange Menneſker ernærer ikke hans udbredte Drift, hvor
mange gior den ikke velhavende, hvorledes deler han ikke
med hver Trengende den Velſignelſe, hvormed Himmelen
belonner hans Virkſomhed! Han tenker, vaager, ſorger,
ſtriver og / arbeider, for at ernære Tuſinde, der uden ham

vilde vanſmegte og være uden Beſkjœftigelſe, og da Lyk⸗
ken begunſtiger Alt hvad han med Forſtand foretager ſig,
faa er Daarſkaben freek nok „til at nedveerdige hans For—
ſtand, ſom den ikke kan begribe, og hans Dyd, ſom den
ikke kan vurdere, ved Dumhedens Urimeligheder.“

»Lykke!“ ſagde Bjergmanden leende: J ſiger Lykke,

og mener at have ſagt Noget med det allerdummeſte Ord
af Verden: det er jo det Selvſamme, ſom jeg mener og
troer, men J ſiger det blot uden al Forſtand, fan at
man ſlet ikke kan tenke fig det mindſte derved. Min

Den Gamle paa. Bjerget, 77

Skat: Jord, Vand, Luft, Bjerg, Skov og Dal, ere
ingen dode, livloſe Hunde, ſom J maaſkee mener. Der
boer, haandterer allehaande Veſener, ſom J maaſkee kal—
der Kræfter : de taale ikke at den gamle, ſtille Bolig
— faaledes bliver rort om, gravet op, og bortfprængt med
Krudt under Livet paa dem; den hele Egn her i Miles
Omkreds ryger, damper, klapprer, hamrer, man fkuffer,
væver, graver, brækker, roder med Band og Ild lige ind
i Jordens Indvolde, ingen Skov bliver ſkaanet, Glashyt—
ter, Allunvoerker, Kobbergruber, Leerredsblege og Spinde—
maſkiner, fee, det maa bringe Ulykke eller Lykke over Den,
der ſtifter det hele Voertſkab og Spektakel, rolig kan det
ikke gane af. Hvor der ikke er Menneſker, der færdes de
ſtille Bjerg- og Skovaander, hvis de nu komme i altfor
ſtort Betryk, thi i en vis Nerhed og Rolighed forliges de
godt med Menneſker og Fee — hvis man rykker dem altfor
tæt. ind paa Livet, fan blive de liſtige og ondſkabsfulde,
fan anſtifte de Dødsfald, Jordſkjelv, Overſvommelſe, Skov⸗
brand, Bjergſkreed, eller hvad de ellers kan bringe i Stand,
eller ogſaa maa man faae dem i haard Tvang, ſaa blive
de vel underdanige Tjenere, men mod deres Villie, og
jo mere verdsligt Gods de ſtaffe En, desmindre godmo⸗
dige blive de. See „unge Herre, det er hvad J kalder
Lykke.“ " )
Striden vilde vel ikke have været til Ende endnu,
hvis ikke en aldrende Mand havde nermet ſig, for hvem
Eduard, naar han paa nogen Maade kunde, gjerne gik
afveien. Men denne Gang kom Elieſar for hurtigt, og
havde fan meget at melde om Forretningsſager, at Over⸗

J

78 Den Gamle paa Bjerget,

infpecteuren maatte høre pan ham, ſaameget mere, ſom
han havde Opſynet med Vaverſtolene. Elieſar var en
lille, ſygelig Mand, egenſindig dg fortredelig, neſten
endnu mere end hans Overherre, den Gamle paa Bjerget,
ſom Kunz, efter, Egnens Viis, hapde kaldet ham. —
Igaar horte jeg,“ ſagde Elieſar, 'tale om en Kareth,
der ſkal have "været Natten over i den neermeſte Stad.
Jeg talde i Forbigagende derom til vor Vilhelm, og nu
er dette Menneſke, der ſyntes at blive” forſkrekket ved min
Efterretning, lobet ſin Kaas. Herren vil nok engang
fane fin Deel af Skade og Aergrelſe over ſaadanne til⸗

lobne Folk, til hvem han ofte fætter ſtorre Liid, end til

provede gamle Venner.“

Han betragtede den beſynderlige lille Bog, leſte no⸗
get i den, og ſyntes at glæde fig derover. ”Synes Eder
om det dumme Værk,” ſagde Eduard, ”fan vil jeg gjore
Eder en Foræring dermed, ifald vor Vilhelm ikke kommer
igjen, til hvem jeg har kjobt det.“

Tak, ret megen Tak,“ ſagde Elieſar, grinende i
Skjœgget, i det han ſlog de ſmaae gjennemborende Hine
iveiret og et beſynderligt, fortrukket Smiil endnu mere
-vanzirede hans gule, hæslige Anſigt. — „Hos Eder er det
Alvor med Eders Dyd,” ſagde den gamle Bjergmand,

—

og Jordaandens Sandſagn ere vel ogſaa bedre forvarede

hos den ſyge Herre der, end hos ſaadan en lyſtig Spring⸗
fugl.“ Han gik paa den anden Side, der forte fra
Staden, ned ad Bjerget; for at begive fig til. ſin Grube,
medens den adſpredte Elieſar allerede med ſtor Iver ſyn⸗
tes at læfe i fin nys erhvervede Bog.

Den Gamle paa Bjerget, 79

I det ſamme bemærkede Eduard, hvorledes en Vogn
arbeidede fig op ad Bjerget fra den Side af Dalen, der
vendte mod Skoven. ' Skulde vi fane Fremmede,” ud⸗
brod han forundret, Ih hvad!” ſvarede Elieſar, „det
er jo den gamle Herres Kjoretoi, ſom han igjen har
laant Folkene derovre til Bryllup, og den anden Kareth
er laant ud til Barnedaab i den meeſt fraliggende By
mellem Bjergene. To Equipager, ſom han ſelv aldrig
bruger, da han aldrig kommer ud af Huſet, og Kuͤdſk
og Tjenere mane beſtandig være paa Feerde for fremmed
Tiggerpak, ſom ikke engang takker ham, naar Vogne
og Heſte ere ruinerede, og der hvert Ade Aar maa an—
ſkaffes nye.“

„Kan De virkelig dale denne veldeedige Velvillie?“
ſvarede Eduard; men Elieſar gjorde det overflødigt at fort
fætte Striden, da han hurtigt gik fin Vei med Bogen, uden
engang at fee paa den Talende. Eduard folte ſig lettet,
da han var befriet for den affkyelige Menneſkehaders Nærvæ-
relſe, der ved enhver Leilighed bittert bagvaſkede ſin Vel⸗
gjorer. Karethen arbeidede fig. imidlertid op nd den an⸗
den Bakke, og af Heſtenes langſomme og uſikkre Skridt,
kunde man ſlutte, at disſe ikke horte hjemme blandt Bjer⸗
gene. Det blev heller ikke mere tvivlſomt for den op⸗
meerkſomme Eduard, at det var et fremmed Kjoretoi, ſom
maaſkee hidforte en uventet Gjeeſt. Puſtende, og med
Moiſommelighed trak Heſtene endelig Karethen op ad den
ſidſte Bakke, og en gammelagtig Dame ſteeg ud af den
udenfor det ſtore Huus, i det hun ſendte ſin K Kammer⸗ 5

*

—

'

80 Den Gamle paa Bjerget,

jomfru med Zjeneren og Kjoretoiet hen til Stadens Gjæft-
givergaard.

Eduard var forundret, da denne Dame, hvis An—
ſigt endnu bar Spoer af fordums Skjonhed, var ham
aldeles, ubekjendt. De tillader vel, ſagde hun, med
en velklingende Stemme, Vat jeg man udhyile et Hie—
blik her i Forſtuen, ſiden onſker jeg at tale med Herr
Balthaſar.“

SCduard var forlegen, og forte med Vengſtelighed Da⸗
men hen til en Beenk i Forſtuen. Om De befaler,” ſagde
han, ”vil jeg folge Dem op pan Salen, og lade Dem
bringe nogle Forfriſkninger.“ ;

Jeg takker Dem,“ raabte hun meget bevæget, ”men

Herren i Huſet. Cr han allerede ſtaaet op? J hvilket
Vaerelſe finder jeg ham?“

Det veed ingen af os,“ ſparede Eduard: prend
han felv gabner ſin Dor, tor Ingen gage ind til ham,
og endnu er den lukket. Men han pleier at ſtage , tidlig
op, og ſom han ſelv ſiger, kun at ſove lidet. Om han
fan tidlig i fin Eenſomhed beffjæftiger fig med at leſe,

om han beder og holder Andagt, kan Ingen ſige, fordi han

er tilbageholdende mod Enhver. Men at melde Dem —
ſelb naar han har aabnet fit Kammer — jeg veed ikke om

jeg tor vove det; thi vi have Alle den ftrængefte Befa-
ling til aldrig at lade nogen Fremmed komme ind til

ham: han taler kun til visſe Tider med fine Folk og Un—

— dergivne i Forretningsſager, og fra denne Regel har han

aldrig veget i de 12 Aar, jeg har kjendt ham. Fremme⸗

jeg onſker ikke Andet end at forundes en Samtale med

Den Gamle paa Bjerget. 81

de, der have noget at andrage, maae forebringe mig eller
Herr Elieſar deres Onſke, ſom vi enten ſtrar ſelv afgjore,
eller, hvis dette ikke kan ſkee umiddelbart af os, da fore—
drage for ham, uden at han nogenſinde ſeer den Fremme—
de. Denne Grille „ om De faa vil falde det, gjør hans
Eenſomhed utilgjængelig, og dette er ogſaa juſt hans
Henſigt.“ 0
„»Gud!“ raabte Damen dybt ryſtet: 'ſaa ſkulde
altſaa denne Reiſe, min Beſlutning, Alt have været for⸗
gives? Thi hvorledes ſkulde jeg kunne finde Ord eller
Udtryk til at betroe Dem, der er ganſte fremmed for mig,
mine Onſker og Bonner? O kjere unge Mand, Deres
Hie taler og vidner om Folelſe, afvig for min Skyld,
for at tjene en Ulykkelig, der nages af dyb Bekymring,
kun een eneſte Gang fra Huſets ftrænge Skik, og meld

' mig for Herren.“
J det ſamme horte man den lydelige Ringen af
en ſtor Klokke. Det er Signalet,“ ſagde Eduard, bat

han er at fane i Tale, og at hans Verelſe er aabent:

jeg vil gjøre Alt for Dem hvad De onſter, men jeg veed
i Forveien, at det er frugtesloſt, og at jeg paadrager
mig hans Vrede, uden at kunne være Dem til Nytte,”

Han gik, tung om Hjertet, over den lange Corridor,

fordi det ſmertede ham ikke at kunne hjelpe den ædle Skik⸗

kelſe, der rorte og interesſerede ham. Den gamle Bal—

thaſar ſad i dybe Tanker, med Hovedet ſtottet paa-ſin

Arm, bag ved ſit Arbeidsbord, han fane opromt og ven⸗

ligt i Veiret, da Eduard hilſte ham, og rakte ham Haan⸗

den. Da den unge Mand, efter en lang Indledning, der
KØ (6)

82 Den Gamle paa B³jerget.

ſtulde undſkylde ham og formilde den Gamle, nævnte en
Geheimeraadinde født Fernich, foer den Gamle, ſom truf—
fen af en Lynſtraale, med et ſtrekkeligt Skrig, hurtigt op
af Stolen. — Fernich? Eliſabeth?? raabte han derpaa,
ligeſom forfærdet, — hun, hun er her? her i mit Huus?
Min Gud, — o Himmel, hurtigt, hurtigt, lad hende
komme ind! O faa ſkynd Dem dog, min kjcere Ven,“ raab⸗
te han endnu engang, med brudt Stemme.

Neeſten forſtrekket gik Eduard tilbage, for at fore
den Fremmede ind til Balthaſar. Damen havde imidler⸗
tid faaet Selſkab i den unge Datter af Huſet, et adop⸗
teret Barn, men ſom blev ømt elffet af den Gamle,

og hvem han ganſke holdt ſom fit eget, Den Fremme⸗

de fÉjælvede, og var da hun traadte ind i den Gamles
Verelſe, nærved at falde i Afmagt, den Gamle aftor⸗
rede ſine Taarer, og kunde ikke finde Ord, i det han hjaſp
den blege Dame hen til en Stoel; han vinkede, og Eduard
forlod Verelſet, meget bekymret for ſin gamle Ven, hvem
han aldrig havde ſeet faa bevæget, og til hvem han ved
dette beſynderlige Optrin blev ſat i et nyt Forhold.

Det er ſmukt af Dem, Roſe,“ ſagde han til den

unge blomſtrende Pige, vat De. imidlertid har holdt den

«fremmede Dame med Selſkab.“

Jeg kunde ikke rigtigt fane Talen pan Gleed med
hende,“ ſvarede hun rodmende „ ethi hun var faa mat
og krafteslos, at hun kun havde Taarer til Svar paa
Alt hvad. jeg vilde ſige hende. Hun er viſt ſyg, eller har
Naget, der ligger hende tungt pan Hjerte. Jeg er bleven
ganſke ſorgmodig, og har ogſaa maattet græde, Hinene

N —
„
* 2 1

Gk,

Den Gamle paa Bjerget. 83

i vort Hoved ere dog faa forunderlige ſom om de kun—
de være ſmage Born. De fare omkring, gabe og be—
tragte alt Nyt; nu glindſe og tindre deraf Glæde, og
Oieblikket efter blive de fan alvorlige og morke, og naar
Hjertet gjør ret ondt hos En, lobe de over, og pladſke i
Taarer indtil de blive klare og venlige igjen. Der gives
vel mange Lidelſer paa Jorden, min kjcere Eduard?“

' Himmelen bevare Dem for meget ſorgelige Erfarin—
ger,” ſvarede den unge Mand: ' hidindtil er Deres unge
Liv henrundet fan fredeligt, ſom en Svane glider hen
over den ſtille Dam.“ ; É

De mener,” raabte hun leende, ”at en ung. Pige
ſom jeg ikke ogſaa ſkulde have havt fine Lidelſev, og det
ret bittre og ſmertelige? Ak, De tager meget feil!“

Nu?“ ſpurgte Eduard ſpeendt.

„Det falder En ikke ſtrar ind hvoraf det er man
liber,” ſagde den venlige Pige: ”vent lidt, og lad mig
tænfe mig om. Naar jeg tenker pan mange. ſtore Ulyk⸗
ker i Verden, hvorom jeg har hort fortælle, faa vil det
rigtignok ikke betyde meget hvad jeg har oplevet, imidler—
tid er en lille Elendighed allerede ſtor nok for Smaafolk
ſom jeg. Er det da ikke en ſand Lidelſe, at jeg aldrig

tor høre Muſik? at jeg ikke veed hvorledes et Menneſke
ſeer ud, eller hvorledes han er tilmode, naar han dand⸗

for? Ak, Ejærefte Eduard, ſidſt da vi vare ude at kjore,

kom vi hiſtnede paa den anden Side af Staden forbi ”

Kroen hvor Bonderne dandſede; — den Springen, de Vio⸗

lintoner, den beſynderlige Lyſtighed i Takten, gjorde et

ſaa forunderligt Indtrhk paa mit Sind „ at jeg ikke kunde

(6˙9 5

84 Den Gamle paa Bjerget.

ſige om jeg var glad eller ret hjertelig bedrøvet, Her i
Nærheden tor jo aldrig være Muſik, hverken i Kroen
eller andre Steder. Naar jeg horer tale om Comoedier,

Operaer, — jeg Fan flet ikke foreſtille mig, at ſaadanne

forunderlige Ting virkelig og fandfærdig ere til i Verden.
Den Mængde Lys, de mange pyntede Menneſler, et or—
dentligt Theater, hvorpaa man ſpiller en Hiſtorie, ſom
jeg virkelig ſkal troe pan: kan der dog gives noget mere
kurioſt? Og er det da ikke en ſand Jammer, at jeg ſkal
gane og blive gammel her, uden nogenſinde i mit hele
Liv at komme fan meget ſom til at titte ind til disſe

Herligheder? Siig mig, kjcre Eduard, De er jo dog ogſaa

et godt Menneſle, er da dette Onſke, eller Indretningen

ſelv nogen Synd? Herr Elieſar ſiger det rigtignok, og

min kjeere faderlige Onkel antager det med, og hader ;
ogſaa alt Sligt, men Konge og Porighed tillade det

dog, lærde Folk billige det, og ſkrive og digte de Ting:

kan det da vel være faa ugudeligt?“
”Kjære Barn, ſagde Eduard, med den ſtorſte Ven⸗

lighed, 'hvor det gior mig ondt, at jeg ikke engang kan

forſkaffe Dem denne uſkyldige Glde. Men De veed ſelv
hvor ſtreng Herr Balthaſar er i alle disſe Ting.“
Ja viſt ? ſvarede hun: Bjergfolkene tor jo ikke
engang muſi cere her, i Stadenz vi tor ikke engang kjore
over en Miils Vei herfra; ja ſelv de lyſtige Boger, og
Digte og Romaner ere jo Contraband her i Huſet. Og
ovenikjobet bliver man beſtandig ſat i Angſt for, at faa,

mange Tanker, Foreſtillinger, og hvad man kan ſidde og

udmale ſig i mange eenſomme Timer, fkal være en ugu⸗

.

Den Gamle. paa Bjerget. 8⁵

delig Synd, Der gager jeg og udtenker mig ſmaae Hi⸗
ſtorier, om allerkjcreſte ſmaabitte Aander og ſtjonne
Lanoſkaber, og hvorledes, Molleren i fin Mollebæb finder
fin Allerkjcereſte, ſom ſiden er en Fyrſtinde, og gjor ham
til Konge, eller hvorledes Fiſkeren ſtyrter ud i Floden, og
træffer ganſke forunderlige og glimrende Herligheder nede
pan Bunden. Den lille Hyrdepige gaaer og leger med
Lammene paa Engen, og en deilig Prinds, der ſidder paa
en ſtor Heſt, rider forbi, og forelſter fig i hende. Naar
ſaa Aftenklokken lyder i Tusmorket, og Vinden fra det
ſorte Bjerg derovre bringer al den Hamren og Banken
herhid, eller jeg horer det fjerne: Jernhammerveerk, faa kan
jeg græde, og er dog egentlig glad ? mit Hjerte, Men
den fæle morke Elieſar, ſom jeg engang vilde fortælle ſaa⸗ :
dan noget, ffjændte paa mig, og ſagde, at det var den al⸗
lerverſte Synd og Ondſkab at udteenke Sligt, og jeg kan
dog flet ikke gjøre for det, thi det kommer Altſammen
ganſke af fig ſelv.“

»Kjcre, uſkyldige Voeſen,“ ſagde Eduard, og greb
den opblomſtrende Piges Haand, — Til Dem,“ vedblev
hun, ' kan man ſige Alting, og De forſtaaer ogſaa Alting
pan den rette Maade; men de Andre ſkicende ſtrar, fordi

de tage enhver Ting i en gal Mening. Saaledes var
ogſaa min gamle Amme, ſom nu er dod. De havde
allerede været længe i Huſet, da jeg tæntte, at, jeg ikke 8
kunde ſige eller betroe Dem Noget, fordi jeg endnu var
ſaa ganſke lille og legede med min Dukke. Du gode
Himmel, det er nu alt hele ti Aar ſiden, at jeg ſaae
min lille Clara, ſom den heed, for mine Hine. Til

f

—

8

—

5

4 86 Den Gamle paa Bjerget,

min gamle Birgitte og Fader, og Cliefar, og Kokkepi—
gen, troede jeg at kunne ſige Alting, fordi de vare faa
alvorlige; De derimod, loe altid, og fan troede jeg, at
De flet ikke egentlig horte til os. Naar nu Bedetimen
kom, fan torde jeg ikke fee pan lille Clara, eller tage hen—
de med, hun blev da ſtrax lukket inde i Skabet. Det
gjorde mig far ondt, thi jeg troede, at hun lage og græd
derinde af Længfel efter mig. Derfor vovede jeg dog en—
gang derpaa, og tog hende hemmelig under mit Torklee⸗
de, og trykkede hende ret varmt og faſt til mit Bryſt.
Og da vi kom ind i Bedeſtuen, bonfaldt jeg allerforſt og
hemmelig Gud, at han vilde forlade mig min Synd, !
om jeg maaſkee holdt altfor meget af min lille Clara, og
at han vilde tilgive mig, faa ſtor og megtig ſom han

er, at jeg hemmelig havde bragt hende med i hans hoie

Nærværelfe, han maatte ikke lægge det ud ſom et Bedrag
eller Foragt imod ham, thi han vidſte jo nok, at det var
ingen af Delene. Efter denne Fortale bad jeg nu, fom" ”
jeg troede, fuldkommen beroliget, mine ſedvanlige Bon⸗
ner, og var ret andegtig. Det lykkedes mig vel en 8te
Dages Tid: ſaa opdagede Birgitte Sammenhængen, Ak
du min Himmel! der blev et ſtort Spektakel. Min gode +
Fader fagde ogſaa, at det menneſkelige Hjerte var fan for:
derrvet og ondt fra den tidligfte Ungdom af „ at det drev
Afgudsdyrkelſe med det meeſt Intetſigende og Foragtelige.
Jeg forſtager endnu ikke hvad han meente dermed. Naar

man engang holder af Noget, fan er det jo ſaa ſmukt, og

kan ikke være anderledes, at man ikke prover det alt for
neie: hvad er Roſen, naar jeg trykker den itu? den er

*

Den Gamle paa Bjerget. 87

ſaa fün og ſkrobelig, og derfor holder man faa meget af
den. Kunde min lille Clara gjore noget for, at hun kun
var en Dukke og ſyet af Skind? J forrige Uge betragtede
jeg hende engang igjen, og kunde ſelv ikke begribe, hvor⸗
ledes jeg dengang kunde holde ſaa meget af hende, og
dog var jeg nærved at grade over, at jeg nu flet ikke
var iſtand til at fole det mindſte af hvad jeg folte den
Gang. Og dette kan dog ligeſaa lidet være Utroſkab,
ſom min Kjærlighed for 10 Aar ſiden var Afgudsdyrkelſe
og Ondſkab.“
»Kjcere Engel,“ ſagde Eduard, ikke uden Bevegelſe,
»port Hjerte over fig paa de ſynlige, forgjængelige Gjen—

ſtande i Kjærlighed vil den Evige. Naar jeg ſeer et Barn

lege fan ømt og ufkyldigt med ſelvſkabte Figurer og græde
af Kjærlighed og Fryd over det livlosſe Væfen, fan kunde

jeg falde paa den Tro, at Engle i denne Stund ſamle
fig om det lille Menneſke, og venligt ſroge omkring

del.

V» Ak be udbrød Roſe, ”det er en alerkjereſte Tanke!“

„Men, vedblev Eduard, 'naar Hjerte birkelig boier
ſig til Hjerte, naar tvende Gemytter finde og forſtage
hinanden i Kjærlighed, ſaa er i denne Tro og Folelſe

ogſaa den Uſynlige tilſteede, og vil" i al Evighed vedblive at
være det.“

„Det forſtager jeg igjen ikke,“ ſagde Pigen 19 55
lende, ”men naar De menter den Kjærlighed,” der er nod⸗
velidig naar man vil gifte. fi g, og til et virkeligt lykkeligt
Abgteſkab, fan tænker jeg ganſke anderledes" derom.“

0g urge da?“ ſpurgte den unge .

1

—

88 Den Gamle paa Bjerget.

Det er vanſteligt at ſige,“ ſparede den Lille, med
dybſindig Mine.

"Gæt nu altſaa,“ ſagde Eduard, halv rort, i det
han tvang ſig til at ſmile, for at ſtjule fin Folelſe, Vat
De i Morgen ſkulde gifte Dem, hvem vilde De da
vælge? Hvilken Mand er Dem vel den allerkjereſte af
alle dem, De hidindtil har leert at kjende? Har De vel
Tan megen Tillid til mig, at De vil ſige mig det ret op⸗
rigtigt?ꝰ '

"Hvorfor ikke?“ ſvarede hun, ”thi jeg behover ſlet
ikke at betenke mig — “

Nu — og den Udvalgte?”
Er jo naturligviis vor Elieſar.“

Eduard foer hoiſt overraſket tilbage. *Forſt forſtod
De mig ikke,“ ſagde han, efter en Pauſe, — 'men nu
har De ſagt mig en Gaade, ſom ſkrekker mig.“

Og Sagen, ſparede hun ganffe uſkyldig, ver dog
den naturligſte af Verden. Jeg troer ogſaa, min Fa⸗

der allerede har truffet den Indretning, at den gode
Elieſar engang ſkal blive min Mand, Hvis jeg elffede
og valgte Dem, fan vilde det ikke være noget færdeles,
thi De behager mig og hvert Menneſke, hele Verden
maa have Tillid til Dem; desuden er De kjon, al⸗
tid. venlig og fornoiet, fan at man neppe vilde leve uden
Dem, naar man førft har lært Dem at kjende. Tuſinde
Piger vilde holde af et Menneſke, ſom vor Vilhelm, og
det er Skade, at han alt igjen er løbet ſin Vei. Selv
den gamle Kunz, ja endogſaa min Fader, mage i deres
Ingre Aar have været. kjenne Menneſker, — men fre

Den Gamle: paa Bjerget. 89

engang paa den ſtakkels Elieſar, der endnu flet ikke er
fan meget gammel, og ſom ikke er liidt af noget Menneſke
her i Huſet, ja vel i den hele Verden, — hvad fÉal han
blive til, hvis jeg ikke tager mig af ham?“

„Hvorledes,“ afbrød Eduard hende, ”en fan uhyre
Misforſtagelſe ſkulde fortære dette ſtjonne Liv? Kan morke
Gemytters Forvirring da ogſaa bemægtige fig den rene Uſkyld,
og ſkal Kjerligheden ſelv kunne finde et Gevandt, for at
udſmykke den ſpogelſeagtige Daarſkab, ſom ædelt Offer og
fornuftig Reſignation?“

Idag forſtage vi hinanden flet ikke,“ vedblev hun
rolig. Jeg mener jod ikke, at jeg virkelig elffer ham;
jeg veed flet ikke engang, hvad denne Kjærlighed fÉal
foreſtille og betyde Men for igjen at tale om min Ung⸗
doms Lidelſer, hvorom vi begyndte vor Samtale. Da
min lille Clara endnu var mig, meget kjeer, havde jeg
ogſaa en lille Kat her i Huſet, der pan ſamme Magde
havde vundet Plads i mit barnagtige Hjerte. Jeg bildte
mig endogſaa ind, at Dukken og det hvide lille venlige
Dyr for min Skyld maatte være ret vrede paa hinan⸗
den. Men Hr. Elieſar forfulgte og hadede Alt, hvad"
der "Havde mindſte Liighed med en Kat, thi han kalder
dem ondſkabsfulde. Den ſamme Overtroe ſynes at være
almindelig, Hvor blot de kjcelne, boielige Væfener lade
fig fre, ſkrige felv de venligſte Menneſker: Kis! Kis!
og hidſe og jage efter dem, ſom om de i hvert af de
uſkyldige Kreaturer kunde ffræmme den lede Aand ſelv
bort. Derfor ere de da rigtignok ogſaa mistroiſke „og
ligge liſtig paa, Luur. Min lille Kat havde faaet Kil⸗

90 Den Gamle paa Bjerget.

linger, ſom netop efter den niende Dag havde oplukket
de ſmaabitte blaa Hine. Hvad det er for en Spas og
Lyſt for Born, at ſee ſaadan en Moder med ſine Unger,
og de ſmaae Killingers pudſeerlige Glæde, deres Hoppen
og Falden og Springen, det kan intet vorent Mennefke
begribe, Samme Dag havde Hr. Elieſar faaet en ny
Vindbosſe, ſom han gjerne vilde prove. De havde alle—
rede længe foreſnakket min Fader, at min lille Kat gik
paa Jagt efter Sangfuglene og and dem. Nu gik den
og ſpadſerede bag i Haugen, og klattrede af Overgivenhed
op i det ſtorſte Orangetre. Strax ſkjod Elieſar den
ned, og den var og blev dod, og Killingerne maatte nu
ogſaa druknes. Endnu aldrig var han forekommet mig
fan bruun og ſtyg, fan uliig et Menneſke. Om Natten
bad jeg, at Gud ogſaa vilde lade ham doe. Men alle⸗
rede om Morgenen faldt det mig, ihvor barnagtig jeg
endnu, var, tungt pan Hjerte, at han ſelv var ulykkeligſt
faren, fordi han ikke kunde elſke noget Væfen, og hverken
Menneſke eller Dyr. vilde elffe ham. Og ſaaledes ten—
ker jeg endnu. Saa modbydelig ſom han er, finder han
intet Hjerte pan Jorden, . hvis jeg vil flette ham ud i
mit.“ . 5 *
„Kjere Roſe, »ſagde Eduard nu roligere. De vil
ikke overife Dem, og ſikkert i Fremtiden lade denne
Tanke fare.“ : ;
Det er, begyndte hun igjen, i det Taarerne ſteeg

hende op i de lyſe Dine, ”egentlig ganet mig ligeſom de

ſmaae, ſtakkels Killinger, naar jeg undtager, at den Ejære
Grid ikke har ladet mig drukne fan ynkelig. Men jeg

Den Gamle paa Bjerget, | 91

har heller ikke kjendt min Moder, hun fik det heller ikke
fan godt, at hun kunde opdrage mig, hun døde ſtrax efter
min Fodſel. Min Pleiefader her er fan god, men det maa
dog være en ganſke anden Folelſe at have en virkelig Fa—
der; ak, men han ligger ogſaa i Graven. Nu, med
alt det, fan ſkulde jeg troe, at vi have ſanket Ulykke nok
ſammen for mit unge Liv.“

”Kjærefte Roſe,' begyndte Eduard pan ny, ”vilde
det vel ogſaa gjøre Dem ret ondt, om De vidſte, at.
jeg var ulykkelig? Eller om jeg ikke mere var til 2”

Ak, gode, kjcere Ven;“ udbrod hun, bring mig
ikke til at græde. Jeg ſiger Dem jo, jeg har endnu al—
drig holdt ſaa meget af noget Menneſke, ſom af Dem.
Men faa lykkelig og glad, ſom De er, fan meget ſom
alle Menneſker holde af Dem, kan De let undvære
min Kjerlighed. Men ſaaledes gaaer det ikke mig med
Dem. 1

Tjeneren kom, og kaldte Eduard over til den Gamle,
Samtalen maatte have været af Vigtighed; thi Baltha—
ſar, ſaavelſom den Fremmede, ſyntes oploſte i Taarer,
i hvor meget de end begge. ſogte at fatte fig. Min
kjcere Ven, ſagde den gamle Mand, med den blodeſte
Stemme, ”min gode, blide Eduard, folg den fremmede
Dame hen til den nærmefte Gjeſtgivergaard, men tag
ſtrar 4000 Daler i Guld og Vexler med af Kasſen.
Men jeg ſtoler paa Dem, intet. Menneſke maa vide det
mindſte om vort Foretagende, allermindſt Elieſar. Teenk
Dem, det Umenneſke har ladet tre hoiſt vigtige Breve
fra den Ulykkelige til mig ubeſparede. At han ikke viſte

7

92 Den Gamle pan Bjerget.

mig dem, kan jeg til Nod tilgive ham, da jeg felv har
givet ham Fuldmagt dertil.“

Hans Villie blev opfyldt, og den Fremmede reiſte
om Eftermiddagen troſtet bort igjen, uden oftere at have
beſogt ſin gamle Ven.

Den næfte Dag lod Balthaſar den yngre Ven kalde
til fig, Da han hapde laaſet fit Veerelſe, begyndte han:
„De er min eneſte Fortrolige ved et Forhold og en Be
givenhed, ſom igaar ryſtede mig ſaa dybt, at det var mig
umuligt at ſige Dem noget derom. Men da jeg betrag⸗

ter Dem ganſke ſom min Son, fan ſkylder jeg Dem ogs |

fan at aabenbare Dem noget mere om mig og min Hi⸗
ſtorie, end nogen Dødelig endnu har erfaret.
De ſatte ſig, den Gamle rakte den yngre Ven

Haanden, ſom denne hjertelig trykkede, hvorpaa han

ſagde: De kan ikke tvivle om min Kjerlighed og mit

Venſkab, og hvad De meddeler mig, er hos mig ligeſta |

ſtjult, ſom om det lage i den tauſe Grav.“
„Jeg har længe holde Die med Dem,“ ſagde den

Gamle, dog kjender Dem. Vi have hidtik kun talt. lidet

med hinanden, jeg er nu nodt til at forandre og, bryde
mit fædvanlige Forhold imod Dem; thi det er mig ogſaa
magtpaaliggende, at dog te BVæfen kjender og FADE
mig.“

Eduard var ſpendt, og den Gamle vedblev, med
ſkjelvende Stemme: Jeg er endnu fan bevæget , Ry⸗
ſtelſen fra igaar vedbliver. endnu at virke fan ſteerkt i

Den Gamle paa Bjerget. 9

alle mine Organer, at De maa have Taalmodighed med
min Svaghed. — At mit Liv ikke er noget glædeligt, at ,

jeg forlængft har fraſagt mig alle hine Adſpredelſer og

Ul

Nydelſer, for hvis Skyld de fleſte Menneſker egentlig kun
leve, maa De allerede længe have bemeerket. Fra min
Ungdom af er jeg gaaet af Veien for Fornoielſe, med en
Folelſe, ſom jeg næften kunde kalde Frygt. Opdraget af
en ſtreng Fader, der levede i den ſtorſte Trang, var min
Ungdom og Barndom kun Lidelſe og Sorg. Da jeg

"blev ſtorre, tjente min voxende Forſtand kun til at jeg

ſaameget destydeligere kunde ſee mine Forteldres Elendig⸗
hed, og den Jammer, der herſker paa den hele Jord.
J mange Natter efter hinanden kom der tidt ingen Sovn
i mine Hine, og mine Taarer randt uden Ophor. Saa⸗
ledes vente min Phantaſie fig til at anſee den hele
Verden ſom en Straffeanſtalt, hvor Jammer og Nod
er tildeelt Enhver, og de, der vare hævede over Livets
Usſelhed, næften lede langt værre af en vanvittig For⸗
blindelſe, i hvilken de hverken erkjendte deres Kald eller
Menneſkenes feelleds Skjcebne, men kun i nyktern Glæde
og foragteligt Vellevnet tumlede hen ad Banen, og Graven
imode. Kun een Stjerne kaſtede ſit Skin i denne morke
Nat, men, ogſaa lige ſaa uopnaaelig, ſom et Himmelbil⸗
lede: hiin Eliſabeth, der var i Slægt med mig, men
riig, fornem og opdraget for Glands og Nydelſe. En
Fætter, Holbach, endnu rigere og overmodigere, var be⸗
ſtemt til hendes Asgtefcelle; vor Familie fade næften al⸗
drig hine hovmodige Slegtninge, og min ſtreenge Fader
ieee N dem, og talde kun med Harme om

94 Den Gamle paa Bjerget.

deres Odſelhed. Dette Had forte han ogſaa over pan
mig, da han opdagede min ſtille og heftige Tilboielighed.
Han truede mig med fin Forbandelſe, hvis jeg blot vilde

fænfe paa hiint ſkjonne og kjcere Væfen. Det varede”,

heller ikke længe inden hun blev gift med hiin overmodige
unge Mand, og een Riigdomsflod ſtrommede fil den an⸗
den og ſkabte en fan fornem Huusholdning, ät den hele
Stad misundte dem dette herlige Levnet. Min Mor⸗
broder, der fan rigelig havde udſtyret fin Son, ſkammede
ſig ſaa meget over vor Armod, at han ikke engang bad
vore Forældre til Brylluppet ; hvilket forøgede min alle⸗
rede dybt krenkede Faders Kummer og Harme ſaaledes, at
han døde af denne Forneermelſes Efterveer. Min ſtak—
kels Moder fulgte ham ſnart. Om mig ſelv vil jeg tie.
Havde Livet hidtil viiſt fig for mig i en mørt Skikkelſe,
ſaa forvandlede det fig nu til et Spogelſe, Hvis græsfe-
lige, fortrukne Miner og Blik forſt indjoge mig Forfter⸗
delſe, og ſiden i kold Vane lerte mig at foragte Alt,

men mig ſelv meeſt. Eliſabeth havde, været vidende" om

min Lidenſkab. J hvor ſſeldent vi endogſaa fane hin—

anden, havde hun ikke gjort fig Umage for at ſtjule fin
egen Tilboielighed, hvormed hun kom mig imode. Om

hun end ikke, ſom jeg, var uddød for alle Glæder, fan"

: hvilede der dog beſtandig er Skygge over hele hendes Til⸗
verelſe, og hendes Himmel var bedekket af tunge Skyer,
Hun har ſiden havt Lidelſer i Overflod. Manden var

udſvevende åg ryggeslos, han bortodſlede Penge i tuſind⸗

viis af Forfceengelighed og lave, uværdige Henſigter. Det
er ſom om mange usle Menneſker føle en Art af Ond⸗

'

Ek Den Gamle paa Bjerget, 95

ſkab og Had imod Penge, fan at de træffe de forunder⸗
ligſte Anſtalter, ſor at jage dem bort fra ſig paa alle
Maader, ligeſom den Gjerrige med uforſtandig Kjærlighed
pleier dem og hegebd over dem, og lader fig trykke ihjel

af ſin Afgud. Eliſabeth var ſvag nok til, ubetinget at
overgive ham fin Eiendom, og at erklere fig ſom Med⸗
ſtyldner, da Crediten allerede var ſiunken, og ſaaledes
herſke da Elendighed, Forvirring, Had og Tvedragt i det
ſamme Huus, hvor alle Olympens Guder ſyntes at have
holdt deres Indkog, for at bringe evig Fryd til Brude—
gave. Den usle Mand, Raad Holbach, har ſolgt det.
ſidſte han eiede ſom Livrente, uden at tage Henſyn til
Kone og Son. Denne Son er ligeſom beſat af Fu—
rierne, ubeendig, vild og uden Folelſe, han har gjort
Gjeld, derpaa bedraget Folk, og endelig, for to Aar ſiden,

i ſit dyriſke Raſerie, voldelig mishandlet fin grædende
Moder, der vilde formane ham, Efter denne Heltebedrift
er han løbet ud i den vide Verden. Men Faderen dræ-
ber Tiden med Fraadſerie og Latter, og fortærer ved et
velbeſat Bord ſine Indkomſter, ſom endnu ſtulle være
rigelige. Saaledes kom Moderen til mig, hun under⸗
” trykte fin Stolthed og fine Folelſer, for ved min Hjelp at
fade dekket en Gjeld, ſom vilde have fort hende i Skjend⸗
SA ſel og berovet hende fin Frihed . Allerede i tyve Aar har
i hun onſket at doe, men hun lever, til Redſel for ſig ſelv,
og uden at kunne glæde noget Menneſke. — Send hende
hvert Fjerdingaar tuſind Daler, hun har lovet mig, hver⸗
ken nu eller i Fremtiden, at lade den ryggesloſe Mand
vide noget om denne Hjelp.

2 ' * 1
*
e * *

96 Den Gamle paa Bjerget.

Eduard fane den Gamles dybe Kummer og taug
længe, endelig begyndte han: ”Men hvorledes kunde Hr.
Elieſar være fag haard, ikke at meddele Dem hine
Breve?“
»Det var Uret af mig,“ ſvarede den Gamle, Lat
jeg nylig vilde vredes paa ham derfor. Han handler i
mit Navn, og veed ret godt, at jeg er ſvag og bløds
de nærmere Omftændigheder kjendte han ikke, og gjorde
altſaa kun hvad der paaligger ham. Jeg veed jo ikke
engang ſelv, om jeg har handlet Ret, i det jeg fulgte
mit ſonderſlidte og dybt ryſtede Hjerte, thi hun er dog
maaſkee ikke ſterk nok til at fortie for den Elendige,
hvad. der er heendet; han er og bliver dog hendes Mand,
og den, der er hende neermeſt. De, for Exempel, vilde,
fordi De elſker mig, men med: blødt Sind, fordi Noden
rorer Dem, ſikkert handle anderledes og bedre, men De
vilde ſandſynligviis ogſaa, hvis jeg ganſke ſkulde overgive
mig i Deres Hænder, forkjele og fordeerve mig; thi der
er intet fan farligt hos Menneſket, ſom dets Forfeenge⸗
Lighed, der fuger Næring af Alt.“
”Hvad Falder De Forfeengelighed?“ ſpurgte Eduard.
„Alle vore Folelſer,“ ſvarede den Gamle, ' de bedſte,
redeligſte, de blodeſte og meeſt lykſaliggjorende, hvile paa
dem Giftbund. — Dog derom mere en anden Gang. — Jeg
vilde kun kortelig ſige Dem, hvorledes jeg er kommen til
min Formue, hvorledes mit Veſen har dannet fig ſaa⸗
ledes, ſom De har lært mig at kjende. Efter mine For⸗
—… ældres Dod opfyldte jeg min Faders ſidſte Hnſke, og for⸗

enede mig med en Pige, der ogſaa var langt ude beſlegtet

Den Gamle paa Bjerget. 97

med vor Familie. Hun var fattig, uforſorget, uden Be⸗
ſtyttelſe; hun var opvoxen uden alt Tilſyn, og uden al
Dannelſe; hun var tillige hæslig og af en faa trette—
Ejær og mork Charakteer, at jeg ikke oplevede nogen glad,
og kun fan fredelige Timer med hende, faa længe hun
var hos mig. Min, Stilling var frygtelig,”

»Men hvorfor?” ſpurgte Eduard.

”Fordi jeg havde lovet min Fader det,“ vedblev
Balthaſar, ”og fordi det er min Grundſcetning, at Men⸗
neſket aldrig maa tilfredsſtille mer Lidenſkaber, og aller⸗
mindſt Kjerligheden. Jeg har den Overbeviisning, at vort
hele Liv beſtaaer af Qval og Angſt, og jo mere vi ville
undflye disſe Folelſer, desfrygteligere hævner vor Frygt
fig ſiden. Hvorfor det er ſaaledes — hvo er iſtand til
at udgrunde det?“ å

Denne Troe,“ ſvarede Eduard, ber hoiſt beſynder⸗
lig, og modſiger alle vore Onſker, ja hver Dags Erfa—
ringer.“

O hvor faa Erfaringer maa De da have gjort,”
ſvarede den Gamle, Alt lever, bevæger fig, for at døe
og forraadnes; Alt foler kun for at lide Smerter. Den
indvortes Qval driver os til den ſaakaldte Glæde, og Alt
hvad Foraar, Haab, Kjærlighed og Lyſt forelyve Menne⸗
ſtene, er kun Marterens omvendte Braad. Livet er

Smerte, Haabet Veemod; Eftertanke og Beſindelſe grum

Fortvivlelſe.“

»Og finde vi ikke,“ ſagde Eduarb noget ſiygtſom⸗

vom ogſaa Alt var ſaaledes, Troſt og Hulp i Reli⸗
gionen 2

(7)

N

98 Den Gamle paa Bjerget.

Den Gamle ſage iveiret, og ſtirrede den unge Mand
ſtivt i Anſigtet hans merke Blik opklaredes, men ikke
glædeligt eller rort; et fan forunderligt Smiil floi over
det blege, rynkede Anſigt, at det næften fane ud ſom
Haan, og Eduard uvilkaarligt tenkte pan Bjergmandens
Ord.

»Vi ville afbryde denne Materie for i Dag,“ ſagde
den Gamle, med fin, fædvanlige morke Mine, 'der gives
vel en anden Gang Leilighed til at tale derom. — Saale⸗
des vedblev jeg da at leve mit Fordommelſesliv, og Erin⸗

dringen am Eliſabeth kaſtede et venligt, men martrende

Skin i mit Helvede. Men Livets Vanvid holdt faſt paa
mig, for at jeg ogſaa ſkulde indtage min Plads i den
ſtore Daarekiſte, og gjennemſpille min Rolle under den
ſtore Tugtemeſter. Man ſiger, at Doden vil helbrede

os: Andre haabe igjen at blive flyttede fra een Daarekiſte

til en anden, for at forblive Narre i al Evighed, og at
gage tabte for Skinnet ſom flygtige Væfener Med fan

Penge — det vilde klinge latterligt, hvis jeg vilde nævne

Summen, Mange behove ligeſaa meget, for at ſpiſe fig

en Gang mætte — begyndte jeg en lille Beſtkjeeftigelſe.
Den lykkedes. Jeg gav mig til at fore en lille Handel,

Den trivedes for mig. Jeg traadte i Forbindelſe med

en formuende Mand. Det var ſom om jeg overalt gjet⸗
tede og følte, hvor der fſlumrede Gevinſt og Fordeel i
fjerne Egne; i tilſyneladende ubetydelige eller mislige Fo⸗
retagender. Sagledes fortæller man om Hnfkeqviſten, at

den boier fig efter Vand og Metaller. Ligeſom mange

Gartnere have en lykkelig Haand, ſaaledes lykkedes for

Den Gamle paa Bjerget. 99

mig i Handelen enhver, ſelv den uſandſynligſte Spekula⸗
tion. Det var hverken Forſtand eller dyb Kundſkab,
men kun Lykke. Men man bliver forſtandig, naar man
har Lykken med ſig. Min Compagnon var forbauſet,
og da han her havde. en lille Eiendom, toge vi hen i
denne Egn, hvor vi indtil hans Dod formerede Bygnin⸗
gerne til vor Handelsdrift og anlagde Fabrikker. Da han
dode, og jeg havde bragt Alt i det Rene med Arvingerne,
kunde jeg allerede pasſere for en riig Mand. Men der
overfaldt mig en Redſel ved denne ſaakaldte Eiendom.
Thi hvilket Anſvar er det ikke at beſtyre den vel! Og
hvorfor vare ſaa mange redelige Menneſker uheldige, da
Alting fan ubegribeligen ſlog ind for mig? Efter mange
Lidelſesgar døde ogſaa min Kone; uden Born, uden Ven⸗
ner, var jeg igjen alene. Hvormeget det blinde Veſen, )
ſom Menneſkene kalde Lykke, begunſtigede mig, kan De
fee af folgende Omſtendighed. Det var altid min Affky
at ſpille Kort, eller noget andet Spil om Penge. Thi
hvad gjør Menneſket andet end han erklærer, at det elen—
dige Væfen, der ſom Penge. allerede er ham faa vigtigt,
endnu ſkal ophoies til et Orakel, til et guddommeligt
Udſagn? Nu fætter han Hjerte og Gemyt paa denne
Indbildning; afvexlende Tilfeeldigheder, Daarſkaben ſelv,
ſkal i udtænkte Sammenkjœdninger udregne og udponſe
hvad han er veerd, og hvorledes han er begunſtiget:
de morke Lidenſkaber vaagne, naar han troer ſig forſomt
af dette Tilfcelde, han triumpherer naar han troer fig be—
j gunſtiget, hans Blod flyder hurtigere, | det bruſer i hans
Höjerne, hans Hjerte flager voldſomt, og han er mere
(7%)

100 Den Gamle paa Bjerget,

ulykkelig end den Afſindige, der ligger i Lenker, naar
hvert Kort, og endelig ogſaa det ſidſte, falder imod ham.
Seer De, det er Skabelſens Herre i hans lappede Tig—
gerdragt, ſom han holder for en kongelig Purpurkaabe.“

Den Gamle var nærved at briſte i Latter, og
Eduard ſvarede: ' Men ſaaledes lober da alt Liv paa en
ſmal Linie mellem Indbildning og Sandhed, mellem Skin
og Virkelighed.“ '

Kan gjerne. være,” 1 ER Balthaſar. Dog vi ville
lade denne Sag fare. Jeg vilde kun fortælle Dem, hvor⸗
ledes jeg i det ſidſte Aar af min Compagnon lod mig over⸗
tale til engang at ſpille i Naboſtadens Lotterie. Jeg
giorde det mod min Folelſe, fordi disſe Indretninger fore⸗
komme mig at veere de ſtrafvoerdigſte. Ved dem authori—
ſerer Staten Stratenroverie og Mord. Det ſtakkels
Menneſte ophidſer fig, allerede af fig ſelv overſtadig nok
for Gevinſt. Jeg havde ällerede glemt den hele usle
Ting, da man meldte mig, at jeg havde vundet det fore
Lod. Disſe Summer lode mig flet ikke beholde. nogen
Rolighed. De Fabler, Pobelen har om onde Xander, ”
ſyntes ved disſe Pengeſcekke at være blevne til Virkelig⸗
hed i mit Huus. Af denne uſalige Capital er det to
Mile herfra nede i Dalen liggende Hoſpital for gamle,
ſyge Fruentimmer funderet, ſom elendige Avisſkrivere have
villet regne mig til fan ſtor Fortjeneſte. Hvad havde
jeg da gjort. derfor? Ikke fan meget ſom et Penneſtrog.
Nu begriber De, hvorledes nye Gevinſter og Capitaler
f ſtrommede ind til mig fra alle mine Foretagender, tvang
mig til at gjore nye Entrepriſer, og hvorledes det beſtan⸗

Den Gamle paa Bjerget, 101

dig er gaaet videre, og mere i det Store. Og ſaaledes
har jeg hverken Riſt eller Ro, forend Doden endelig har
fat det ſidſte Punktum for denne Gang. Derpaa begyn⸗
der naturligviis en Anden at raſe, hvor jeg har holdt op,
og hans Daarſkab modes maaſkee af hiin uſynlige i
Ulykkens Skikkelſe.“

Eduard var forlegen. De er, vedblev den Gamle,
vendnu ikke vant til mine Ord og ÜUdtryk, fordi. vi endnu
aldrig have talt om disſe Gjenſtande, De kjender ikke
min] Tonkemaade, og fordi disſe Folelſer, disſe Blik i Livet
endnu ere nye for Dem, ſaa forundres De. De kan
troe, gode, unge Mand, at Grunden, hvorfor man ikke
bliver vanvittig, kun er, at man ſaa ſtiltiende ſvommer
med Strømmen, at man altid lader fem være lige, og
foier fig i hvad der ikke kan være anderledes, Imidlertid
hjelper endnu en anden Kuur, der holder En til Nod
iveiret. Man danner ſig faſte, „ urokkelige Grundſetnin⸗
ger, en Handlemaade, ſom man aldrig fraviger. Penge,

Formue, Erhverv, Eiendommens og Metallets Omſving

og Strom i alle Retninger og gjennem alle Livets og
alle Landes Forhold, er en af de allerforunderligſte Op⸗
findelſer, ſom Verden har hittet pan. Nodvendig, ſom
Alt, og da Lidenſkaben heftigſt har bemeegtiget fig dette
Væfen, fan har den ogfan opdraget det til et Uhyre, der
er mere Chimeere og mere fabelagtig, end Alt hvad en
afſindig ophidſet Phantaſie nogenſinde har kunnet drømme,
Dette Uhyre altſaa opfluger og teerer beſtandig, umætte
ligen, gnaver og ſlider i Vanſmegtedes Been og indſuger
deres Taarer. At i London og e udenfor det Pal⸗

102 Den Gamle pan Bjerget,

-

lads, hvor et Gjæftebud koſter tuſinde Guldſtykker, en
Fattig ſulter ihjel, der vilde være frelſt ved Hundrededelen
af eet Guldſtykke; at Familier gage til Grunde i vild
Fortvivlelſe, med Selvmord og Raſerie indenfor deres
Dorre, og et Par Stkridt derfra Spillere rode om i
Guld, Alt dette er ſaa naturligt og ſedvanligt for os,
at det ikke længer undrer. os, at Enhver koldblodig nok
Mener, det maa: være fan, det kan ikke være anderledes,
Hvorledes opfodrer Staterne, og de kunne ei andet, ikke
dette Pengeuhyre, og afrette det til Ddelæggelfe, J mange
Egne Fan kun Capitalen vore foroven, medens den for⸗
neden endmere forarmer Armoden, indtil Tidens Lob en
gang vil udregne og med blodig Pen overſtryge det ſkreek⸗
kelige Facit. — Da jeg nu ſaae mig faa riig, holdt jeg
det for min Pligt, ſaavidt et Menneſke formager, at af;
rette denne Riigdom og tæmme det vilde Dyr, Sitkkert
er den hele Skabelſe beſtemt til Jammer, ellers vilde ikke
Krig, Sygdom, Hunger, Smerte og Lidenſkab raſe og
ødelægge i en fan frygtelig Grad. Zilværelfe og Qval
er et og ſamme Ord; imidlertid maa dog Enhver, der ikle
af Kaadhed vil være en ond Aand, mildne Elendigheden
ſaa meget han kan. Der gives ingen Eiendom, i den
i Betydning, ſom de Fleſte antage det, der ſkal ingen være,
og at ville holde faſt pan den, er en ugudelig Beſtræbelſe.
Endnu værre er det, ved Rigdommens Indflydelſe at ud⸗
brede Vanheld. Saaledes N jeg da min Riigdom, i

det jeg ophjelper Landet, giver de Fattige Arbeide, forſor⸗
ger de Syge, og ved beſtandig foroget Virkſomhed ſoger
at bringe det dertil, at ret mange ſpiſe deres Brod uden

Den Gamle paa Bjerget. 103

Taarer og Anger, og, ſaavidt mit Hie og min Arm
rœkker, Skabelſen ikke fremkalder faa mange Forbandelſer,
ſom i andre Byer og Steder.“

Den Velſignelſe, De udbreder,“ indvendte Eduard,
”maa ogſaa gjøre Dem lykkelig —”

»Velſignelſe?“ gjentog den Gamle, og ryſtede med
Hovedet. Alt er jo kun en Draabe i Havet. Hvor
ſnart maa ikke ſelv de yngſte Born doe; hvorledes udleer
denne Tid, disſe Aarhundreder og Aartuſinder, ikke vore
ſtjore Bygninger, hvorledes triumpherer denne Glemſel ikke
overalt paa Gruus og Forraadnelſe, denne Tilintetgjorelſe,
der fan ſkadefro og ufolſomt ſonderſtamper Alt hvad der
er ſkabt og dannet. Saaledes har jeg nu ogſaa i Dag
troſtet den gode Eliſabeth. Men kan jeg vel troſte

hende? Hendes Skjebne, hendes Liv, følger beſtandig
med hende, hendes tabte Ungdom, den Tanke, at hun
har bortkaſtet ſig til et ſlet Menneſke, at hun har fodt
en Tiger ſom Son til Verden. J Dromme vender denne
Folelſe tilbage, i Slummer og i vaagen Tilſtand, ja i hvert
Fiber, at hun engang har elſket mig, og maaſkee elſker
mig endnu, og at hun nu bærer min Ulykke i ſit Hjerte
tilligemed fin egen. Ikke ſandt — at nu engang en
Mundbid ſmager hende bedre — at hun engang, maaſkee
ved en dum Bog, glemmer ſig ſelv, og gleder ſig over
Begivenheder, interesſerer ſig for Lidelſer, der kun ere
ſvage Skygger af hendes egne — i dette rorende Vanvid
lever hun maaſkee noget troſtet i enkelte Minutter? Det
er noget Stort, at jeg har kunnet lette hende en ſaadan

Glemſel! Men den Folelſe, at hverken Mand eller Son,

2 '
DEDE . ²˙ m1 ¹r PS ERDRESEENE

104 Den Gamle paa Bjerget.

Spiren af hendes eget Blod og Legeme, ja dog ogfan af
hendes Aand, tor vide det mindſte af min ſaakaldte Vel:
gjerning, hvis hendes Elendighed ikke derved ſkal vore —
foler De ikke hvor jammerligt dette, og det hele Liv er?
— Dog lad os afbryde, fortæl mig heller noget nyt.“

Eduard meldte ham, at Vilhelm igjen i al Haſt og
uden Aarſag havde bortfjernet ſig. ”Det er mig kjert,
ſvarede den Gamle, ”jeg har beſtandig holdt ham for vor
Typ, og ſeet igjennem Fingre med ham, for ikke ganſke
at ſtyrte ham; men det maa dog engang have en Ende
dermed. Jeg har elſket ham, og netop derfor hadet ham
ſaameget desſteerkere.“ É

”Hvorledes. det?” ſpurgte den unge Mand,

Ih nu,“ foarede hiin, ”jeg var daarlig nok til at
lade mig lokke af hans Phyſiognomie, hans Stemmes
bløde Tone, hans hele Veſen. Denne forunderlige Sym⸗
pathie forfolger os jo evindelig. Jeg gjorde meget af |
ham, og da jeg greb mit Hjerte i denne Daarſkab, faa
ſtraffede jeg mig derved, at jeg fattede en ret alvorlig |
Modbydelighed mod Menneſket, ſom vi altid ſkulle og |
mage gjøre imod Alt, hvad der ret behager os.“

Eduard vilde ſporge videre, men Uhrets Slag kaldte |
ham til fine Forretninger, og da den Gamle havde faget |
Afſkeed med ham, forlod han ham, bevæget af mange
Tanker, for i fine Hviletimer videre at overtenke den be⸗
ſynderlige Samtgle.

Den Gamle paa Bjerget, 105

Naar Eduard nu i mange Timer overteenkte fin
Stilling, fan viſte hans hele Virken, den Dont, han

havde overtaget i denne eenſomme Egn, de Forretninger

han forte, ſaavelſom de Menneſker, med hvilke han var
nodt til at omgages, fig i et ganſke andet Lys for ham,
end hidtil. Han vilde ikke tilſtaae for fig ſelv, hvor
meget hans nylige Samtale med Roſe forunderligen havde
virket paa hans Indbildning. Ligeſom han tidligere kun
i hende havde ſeet et indtagende Barn, ſaaledes knyttede
ſig nu Forventninger og ſtille Forhaabninger til dette
elſtelige Væfen, han betragtede hende opmeerkſommere, han
talde oftere og længere med hende, og denne unge Sjæls
Udvikling, hendes venlige uſkyldige Meddelelſer, bevægede
hans Hjerte mere og mere. Mindedes han nu den hæs-
lige, guulbrune Elieſar, hans haarde menneſtefjendſke
Sind, og at denne ſpede Blomſt allerede i Stilhed havde
beſtemt fig til Offer for den Modbydelige, fan harmedes
han over dette daarlige Forſet, over hvilket han igjen
til andre Tider maatte ſmile. Elieſar havde: allerede væ-
ret borte i nogle Dage, Han hapde ikke lagt ſynderlig
Dolgsmaal paa, at han vilde efterſpore hine Anviisnin⸗
ger, ſom han hapde fundet i Stigerens Bog, paa de
eenſomme, afliggende Steder mellem Bjergene. Denne
Daarſkab ſtemte med hans ſcelſomme ſveermeriſke Veſen, thi
han brod tidt fit Hoved med Trolddomsboger og alchymiſtiſke
Skrifter, og gjorde ſig, i- temmelig tydelige Hentydnin⸗
ger, tidt til af, at have fundet de Viſes Steen. Naar
Eduard gjenkaldte ſig den gamle Balthaſars beſynderlige
Tale, og hvilke Meninger han havde yttret i hiin fortro⸗

1

f
AAA

106 Den Gamle paa Bjerget.

lige Time, ſaa var det ham ikke længer uſandſynligt, at
denne ærværdige Mand, efter fine Griller og fin Melan—
kolie, vel kunde have beſtemt den opblomſtrende Roſe til
den morke Elieſars WÆgtefælle, En Gyſen greb ham ved
at tenke ſig, med hvilke dunkle og forvirrede Gemytter han
ſtod i faa nær Berorelſe; han blev ſvimmel blandt de
Svimlende, og han ſyntes ikke at være ſikker pad ſig
ſelv. Han ſavnede derfor ſmerteligere end nogenſinde til—
forn, den unge Vilhelm, derhos voxrede hans Fortreede—
lighed, thi Tyverierne i Magazinet ſtandſede ikke, men
bleve drevne med ſtorre Frekhed end nogenſinde for. Han
havde ſelv havt en lille Mistanke til Vilhelm, og kunde
flet ikke forklare ſig den ſtjendige Gjerning. i
I denne Stemning hilſte han ikke Elieſar med me⸗
gen Venlighed, da denne vendte tilbage fra fit eventyr—⸗
lige Streiftog. Elieſar var ogſaa oprørt, da han horte,
at Plyndringerne imidlertid vare blevne fortſatte med ſtor
Freekhed, og da han ikke med Rette kunde forekaſte
Eduard nogen Forſommelſe eller Lunkenhed, ſaa tog
denne forſte Samtale, mellem de To, der allerede af ſig
ſelv aldrig havde været enige, en endnu omfindtligere
, Retning, Da den modbydelige Stalbroder havde bort—
fjernet ſig, foreſatte Eduard ſig, efterdi han nu maatte
anſee det for en ufravigelig Pligt, at tale alvorligere end
hidtil med Fabrikherren om denne Gjenſtand.
Disſe Roverier, der bleve udøvede med ſaa ſtor
Sikkerhed, vakte den hele-Egns Nysgjerrighed „og man
talte ogſaa meget derom i Bjergſtadens Kroe. Den gamle

Kunz fad, i Trælæneftolen ved Ovnen, og fortalte net⸗

Den Gamle paa Bjerget, 107

op den magelige Kromand omftændelig om det nyeſte Ty—
verie, da en fremmed. Mand kom ind, der ſtrax gav fig
tilkjende ſom en vandrende Bjergmand. Den Fremmede
var endnu ikke gammel, og talde og ſpurgte derfor i Be—
gyndelſen kun med Beſkedenhed, men gav at forſtaage, at
der vel torde gives Midler til ſnart at opdage Sagen,
hvis man vilde folge hans Raad. Disſe Vink pirrede
ſtcerkt Nysgjerrigheden hos nogle tilftædeværende Bønder,
der vare komne nogle Miles Vei nede. fra Sletten, og
havde EjørtSæd op til den ſteiltliggende Bjergſtad. Kunz,
der i dette Selſkab holdt fig for den Klogeſte, blev ſtille
og ordknap, for at hore hvorpaa Opfindelſen, eller Midlet
til at opdage Tyven, egentlig gik ud.

»Man ſlaager,“ ſagde den Fremmede, ”en Befvær=.
gelſeskreds, hvorover Tyven, naar han betræder Egnen,
ikke kan flippe ud igjen, og ſaaledes maa han blive op⸗
daget ſtrar efter Solens Opgang,” '

”Og hvoraf?” ſpurgte Bonden Andres, der var den
meeſt mundkaade, ”gjør.man ſaadan en Kreds?“

Kunz loe høit og med Foragt, idet han ſagde;
*Bondeknold, ſnak dog ikke med, naar Talen er om
Kunſt og Videnſkab, bliv ved Jeres Straa og Pleil,
thi det kan J bedre haandtere. Bliv ved, erfarne
Mand,” tilfoiede han, idet han med mistenkelig Ven⸗

lighed vendte ſig til den Fremmede, »hvorledes mener JI,
at en ſaadan Beſvcergelſe maa være beſkaffen, paa det at
den ikke ſkal corfeile fin Virkning?“

Den Fremmede, hvis blege Anſigt ſtak beſynderligt i
af mod den ſtoerke brune Kunz, den fede- Kroemand og

108 Den Gamle, paa Bjerget,

„

Bøndernes qvabſede Phyſiognomier, ſagde med en noget
dæmpet Stemme: Man tager Taxusgrene, ſom ffjæ-
res og afffrælles i Nymaanen, hvornæft de i førfte
Qvarteer afkoges med Ulvemelk og Skarntyde, ſom lige⸗
ledes maa koges i ſamme Nat, og ſtikker dem, i det man
ſiger nogle Formularer, ſom jeg kjender, ned i Jorden,

i en vis Afſtand omkring det Sted, hvor Tyveriet ſkeer,

og Tyven kan da, om han end er nok fan freek, ja
ſelv om han fjender Beſveergelſer og deres Losning, ikke
undflye af denne Kreds, men maa. blive ſtagende i Angſt
og Gæven, indtil de, der have lagt Trolddommen, finde
ham om Morgenen. Det har jeg ofte feet øvet i Un—
garn og Siebenbuͤrgen, og det er hver Gang lykkedes.“
Kung vilde ſvare, men den mundkaade Andres faldt

ham i Talen: Min Bedſtefader, Smeden, vidſte en
Befværgelfe med Abracadabra, ſom ble ſagt forlænds
og baglænds, tilligemed nogle Bibelſprog'; naar han ſagde
de Ord, faa maatte enhver Tyv, hvad enten han var

midt i Skoven, paa Landeveien eller Marken, ftvar blive -

ſtagende i Angſt og Skjcelven, midt i fin Fart, om han
f lob, eller holde, hvis han reed, 5 at Born kunde gribe
ham, om de vilde.“

Kunz fane med ubeſkrivelig Foragt paa Bonden,
hvorpaa han med tvetydig Hoflighed vendte ſig til den
fremmede Bjergmand: J er, ſagde han, “ſom det lader,
zen Mand af Erfaring og Kundſkab; imidlertid” torde
her Eders velmeente Raad ikke vel finde Antagelſe. Thi

for det forſte vil den Gamle paa Bjerget her aldrig ind⸗
lade ſig med deslige Wee fordi ber hader

Den Gamle paa Bjerget, 109

al Overtro, endog den fromme og nodvendige, og folge⸗
lig langt mere en ſaadan, der maa forekomme ham ſom
ganſke ryggeslos. Desuden veed J jo ikke engang, paa
hvilken Maade Tyyperiet gaaer. for fig, for at træffe de
fornødne Forholdsregler.“

”Hvorledes det?” ſpurgte den Fremmede, halv for⸗
llegen og halv nysgjerrig.
: Har J aldrig,” vedblev. Kunz, »hort tale eller
leſt om hine vidunderlige Menneſker, eller har J, da
J er en fan vidtbevandret Mand, ikke ſtodt paa nogen,
der med deres Hine kunne ſee igjennem et Bret, igjen⸗
nem Planker og Kjeldere, eller dybt ind i Jorden, og
i Bjergene?“ å

J Spanien,“ ſagde den Fremmede, 'ſkal der gi⸗
ves ſaadanne Folk, der, felv uden Ynſkeqviſt, med deres
blotte Hine, kunne finde Skatte og Metaller, om disſe

Ting ogſaa ligge nok ſaa dybt under Klipper, eller

Skove.“ i

Ganſke rigtigt,” vedblev Kunz, ”Zahori, eller
Zahuri, kaldes, ſom jeg har ladet mig fortælle, de Folk,
der med deres Kraft og Videnſkab have bragt det ſaa

vidt. Kun veed man ikke, om En kan lære det af en

Anden, om "det: ev Naturgave, eller hidrører fra et For—
bund med den Onde.“
Sikkert fra Djævelen,” faldt Andres, der beſtan⸗
dig havde ſtukket fit Anſigt nærmere, ham i Talen.
Med Jer, Bonde,“ ſagde Kunz, »taler jeg flet
ikke; d gjorde bedre i at fætte Jer bag Ovnen, hvor J
horer hen, naar Talen er om Videnſkab.“?

5.

110 Den Gamle paa Bjerget.

Undres brummede, og flyttede fig vred noget tilbage,
hvorpaa Kunz vedblev: J man vide, Mand, at
den Kunſt i mange Egne ikke er den eneſte eller bedſte,
hvor fordeelagtig den end kunde være for at opdage Ert⸗ |
ſets Aarer, eller endogſaa Guld og Sølv, Men langt
vigtigere og farligere ere de Menneſker, der i deres Hine
have en Kraft til at tilfoie Andre Ondt, og med et
eneſte Blik kunne kaſte et Menneſke en Sygdom, Feber,
Guulſot, Galſkab, ja vel endogſaa Doden paa Halſen.
De Bedre og Frommere blandt disſe, - bære derfor fri:
villig det ene Die tilbundet, thi Magten ligger ofte kun
pan den ene Side, for at de kunne handle og færdes

med deres Medmenneſker uden at ſkade dem.“

Om dem har jeg aldrig hort tale,“ ſvarede den
Fremmede,

Det undrer mig dog,“ vedblev Bjergmanden, med
den ſtorſte Rolighed, 'thi da J kommer fra Ungarn, ja
vel endogſaa er født der, hvor J har en ſaadan Over:
flodighed af Vampyrer, eller blodſugende Liig, faa mange
Kobolde og Bjergtrolde, Dværge og Underjordiſke, der

tidt endogſaa lade fig ſee ved hoilys Dag, fan teenkte
jeg, at alle Hexekunſter der vare i den bedſte Gang og
ee

„Nei, ſvarede Vandringsmanden, om disſe Gu:
rioſiteter har jeg til Dato endnu ikke erfaret det mindſte,
ihvor meget jeg end har feet og felv oplevet, fom vel fan
ſynes mærkværdigt nok for Andre der ire have været
fan vidt omkring.“

Nu altſaa, tog Kunz igjen Ordet, »har den

Den Gamle paa Bjerget. 111

ſaakaldte Zahuri forſt bragt det ſaa vidt, at han, med
fit blotte Hie, iſtedetfor roligt at fee de Skatte, der
ligge under ham, kan gjore Nogen ſyg, eller tage Livet
af ham, fan har han endnu kun eet Stkridt videre, for
at blive fuldkommen og Meſter i ſin Kunſt. Seer J,
min gode fremmede Mand, naar han har lært dette ſid⸗
ſte, ſaa fætter han ſig for Stegefadet, naar det endnu
ſtager tildeekket og lukket paa Ovnen, og er iſtand til,
uden at et Menneſke kan mærke det, med ſine blotte
Hine at ſpiſe Gaaſen eller Haren, eller hvad det kan
være, fan reent og net op, at der ikke bliver faa meget
ſom et Been tilovers, hvis det lyſter ham. Sæt Nod—
der, eller Meloner for ham, faa ſpiſer han, uden at der
kommer mindſte Ridſe paa Skallen, Kjerne og Kjod heelt

og holdent ud af dem, og lader Skallerne uſkadte til—
bage, ſom om alting endnu var i dem. Han er mæt,
intet Menneſke kan overbeviſe ham om det, eller have
mindſte Mistanke til ham, og de Andre maae lade ſig

noie med hvad der er i den tomme Skal.“ ö
' „Det var da en Djævels Kunſt, ſiger jeg nok en-
g gang!“ raabte Andres, 'det maatte jeg lide, hvis jeg
kunde leere det,” ;

”Men en ſaadan Kunſtner,“ vedblev den gamle
Bjergmand, Ӄfan komme langt videre, thi alt Sligt
vilde jo i Grunden kun være Spas. Men naar han
er vred pan En, fan kan han med eet Blik ligeſaa godt
tage ham Hjertet ud af Livet ſom Pengene ud af Lom—
men. Den Fjende, han forfølger, maa doe en ſtjendig
og ſmertelig Dod, eller blive fan fattig ſom en Kirkerotte,

112 Den Gamle pan Bjerget.

medens han ſelv bliver fan riig, ſom han finder for
godt,”
i „Ak, Tænderne kan lobe i Vand paa En, bare

ved at teenke derpaa!' raabte Andres ubevidſt, faa ſtoerkt

var han henrevet af disſe Foreſtillinger.

Kunz vendte ham Ryggen, idet han fatte fig ner—⸗

mere hen hos Bjergmanden, og ſagde derpaa: Naar vi
blot ikke Havde det Pobelpak her fan nær ved os, ſaa

kunde jeg fortelle Eder Sagen med ſtorre Sjeelsrolighed.

Det hænger nemlig ſaaledes ſammen: Naar en ſaadan

Zahuri nu er avanceret fra Leere- eller Haͤmmerdreng til

Svend, og derpaa til Meſter eller Stiger, fee, fan ſet—

ter han ſig hen i ſin Stue heroppe i Kroen, eller hvor

det er, tenker pan vor Gamle paa Bjerget og hans Ma—

gazin, eller paa Havnen i London, eller ned til Spa—

nien, hvor han veed at der ligger Koſtbarheder hos Ban—

keurer, Juvelerer eller Skibsrhedere, og fan ſnart han

tænfer fig dem med Hinene, har han dem ogſaa for
ſig, og Ingen veed deraf at ſige, eller kan hindre det.
Paa ſamme Viis kan han ogſaa ſtrax, med fin blotte Villie,
ſende dem bort fra det Sted hvor han tager dem, og
ſtikke dem til Spanien eller Kalikut, eller Hvor han el—
lers vil, og lade ſig ſende Betaling for dem. Naar alt⸗

ſaa en ſaadan Mand lever her i Nerheden, eller om

han lever i Amerika, og han finder for godt at plyndre
Magazinet ved denne Kunſt, fan begriber J vel med
Eders ſimple Fornuft, at Eders afſkreellede og afkogte

Stave her frugte ligeſaalidet, ſom en velindrort Melke⸗
brodsſuppe kunde være nogen Kuur for et Jordſkjcelv.“

— —

Den Gamle paa Bjerget. 113

Den Fremmede havde Forſtand nok til at indſee,
at man havde ham til Bedſte, men Bønderne opflugte
begjerligt disſe ravgale Beretninger, omendſtjondt de ikke
forſtode Alt. Kunz gottede ſig over ſin Overlegenhed, og
vedblev: „See, Mand, hvis der ikke var ſaadanne Tu⸗
ſindkunſtnere til, hvorfra ſkulde da vel alt det Contre—
bande komme, ſom fores i alle Lande? Derfor hjelpe
alle Anſtalter derimod fan ſaare lidet, i hvor ftrænge de
end ere. Det er vel ſagtens temmelig vanſkeligt at lære
Kunſten, og derfor drive vel ogſaa kun ſaare Faa det faa
bidt, at de blive Meſtere i den.“

Alt hvad J der har fortalt mig,“ ſparede den
„Fremmede, ver forunderligt, og vor Diſkurs vilde maa—
ſtee tage den ſtjonneſte Ende dermed, at jeg kom frem
med den Paaſtand: jeg er en ſaadan Kunſtner. Imid⸗
lertid vilde J ſtrar forlange Prøver paa min Videnſkab,
og dermed kunde det da rigtigtnok minke en Smule.
Men hvad. enten det nu er Alvor eller Spas, hvad J
har fortalt mig, faa er det dog viſt, og Noget, ſom in⸗
tet fornuftigt Menneſte vil modſige, at der 55 meget
Ubegribeligt og Forunderligt i i Verden.“

Kunz, der imidlertid havde qvæget fig ved Steerk⸗
oll, og mente, at han havde vundet en fuldſteendig
Seier over den Übekjendte, blev ſtodt over denne Ind⸗

vending, og det fan meget mere ſom Bønderne; ber.

havde hørt paa Samtalen, ikke vare iſtand til at over⸗
tage en Opmands Rolle.
Ei hvad!” udbrød han nu, J laber mig til at

bære en af de Folk, der endnu knap vide, Hvad der er

(8)

144 Den Gamle paa Bjerget.

forunderligt, eller hvad der er naturligt. Har J feet
Aander for Eders Hine, ſom jeg? Har J holdt Sam—
taler med Kobolder, med de 1 der ſpadſere ud og |
ind hos vor Bjergherre deroppe ? Har J feet Ertſer og
2delſtene vore, eller Guld- og Solvtreer levende og
fremſkydende at bevæge fig?”

„Troer J da, ſpurgte den Fremmede , vat Ste⸗
nene ſeyde op og forgage, at Ertſerne vore og forplante
ſig? Tenker J Eder da de underjordiſke Lag, ſom en
yppigt fremſkydende Kartoffelmark?“

„Hvad gage Kartofler og alt ſaadant Ukrudt mig
an,” raabte den opbragte Kunz, hvem det var noget
ganſke Nyt at høre ſig hovmeſtereret af et ubekjendt,
og, ſom det forekom ham, ubetydeligt Menneſke: — ”men
at der er Liv og Bevegelſe i Ertſer og Bjerge, forſtager
ſig af ſig ſelv, at de vore og forgage, og at der, lige⸗

ſom der heroppe ſkinner Sol og Maane, og er Regn
og Taage, Froſt og Hede, ogſaa dernede er Damp og
Veir, der ſlage ind og fare ud, og uſynligt koge og
forme ſig i Morket. Saadant et Veir træffer ind ſom
. nu drypper det ned og bliver beſloegtet med Bjer⸗ |
genes og det Underjordiffes Qvaliteter, og altſom Qval⸗
men gaaer og vender ſig, avler den Erts, eller Stene, i
forqvikker fig i Sølv eller Guld, eller løber ſom anſth⸗
dende og fprængt Jern og Kobber hen igjennem de nete
og fjerne Aarer.“

»Altſaa, J er endnu ſaa vidt tilbage her?“ ſpurg⸗
te den Fremmede, med alle Tegn pan Forbauſelſe. O
min Kjere / lad Eder ſige, at en i; Seen Klipfe, |

Den Gamle paa Bjerget. 115

Erts og Juveel har været uforanderligt indeſluttet i ſig
ſelv, lige ſiden Skabelſen, eller i det mindſte ſiden Synd⸗
floden. Vi grave og ſkuffe ind i det ovenfra, og vinde
neppe, om vi ogſaa komme nok fan dybt, ned under den
overſte Hud af den Vorte, ſom Bjergryggen er i For⸗
hold til Jorden, ſom en lille Stump Negl til Menne⸗
ſtet. Saavidt vi kunne komme, oprydde vi dette eeld⸗
gamle Forraad, forſaavidt vi trænge til det, og der voxer
intet nyt i Stedet, hverken Steenkul eller Diamant,
hverken Kobber eller Bly; og ſaaledes ſom J foreſtiller
Eder det, er det en blot Overtroe. J Afrika, ſaaledes
fortæller man Hiſtorien, fandt man i en Sandgrube, fra
Tid til anden, ſmage Guldkorn, ſom maatte udleveres
den fattige ſorte Konge ſom hans Eiendom. Dermed
kjobte han da mangehaande Sager af de Fremmede. Plud⸗
ſelig opdagede man noget dybere to anſeelige Klumper
masſivt gediegent Guld. Slaverne bragte med Henryk⸗
kelſe deres forte Herre Udbyttet, der var mere end de
havde fundet i ti Aar, og meente, at det ret vilde glæ-
de den Usle, at han pludſelig blev ſaa rig. Men de toge
feil. Det kloge gamle. Menneſke ſagde: See, Venner,
disſe Klumper ere Fader og Moder til hine ſmaae Guld⸗
born, ſom vi i lang Tid have fundet; bær dem for al⸗
ting ſtrar igjen til ſamme Plet, pan det at de kunne
blive ved at avle ny Yngel, Hvis dette ikke ſkeer, vilde
vi for Dieblikket have ſtor Foͤrdeel, men for hele: Frem—
tiden tabe den varige Nytte!“ eg Moriannen var
dum; ikke ſandt? 2 åd …”

”Intet mindre !” fÉreeg Kanz beſtandig harmfuldere; g

(87)

116 Den Ganile paa Bjerget.

uhan handlede ikke urigtigt i at ſkaane Hemmeligheden,
omendſktjondt vi, ſom Bjergfolk, ikke kunne ſee Sagen
ſom han. Det Gediegne er ogſaa voxet, og vi kunne
alleſammen ikke vide, om det ikke i fin Neerhed opmun⸗
trer og befordrer de andre anſkydende og fig udviklende
Ertsdele.“

»Men jeg ſiger Eder,“ vedblev den Fremmede, at
al Uddannen og Voren, ud af fig ſelv og ind i Atmos⸗
phæren, og ſom Nod ned i Jorden, kun er Planternes
Natur. Stenen hviler i fig ſelv, Værten optager Lys,
Varme og Vand i fig, og modificerer Jorddelene, i hvilke
den er begrundet, for at udvikle ſig. Dyret ſpringer
bort fra Elementet, og bevæger fig dog i det, og bærer
fin. Rod omkring med fig i fine Indvolde.“

Nei! nei!“ ſkreeg Kunz beſtandig heftigere: der⸗
ved vilde jo Verden, og fremfor Alt mine herlige Bjerge,
de glimrende, underjordiſke Kamre, kun blive forvandlede
til Stapelpladſe, verre end af Tommer, til ynkelige La⸗
der og Varelagere. Hvad ſkulde da Dværgene og den
mægtige Bjergaand, og alle Kobolderne og Svartalferne,

og de tumlende Gnomer dernede have at beſtille, ſom dog

altid, mange af dem ſindrigt og mange plumpt, lægge
Haand: paa Værket? . Og Vandene? Og Dampene?
O J Dov⸗ og Blindfedte, ſom ikke ville fee og begribe,
hvad der dog er lettere at fatte, end Eders livloſe, uddøde
Verden. Kan Livet, og Avlekraften nogetſteds ophøre,

faa: er den ogſaa hvor J fee det Levende kun Skin og
Bedrag. Det Faſte lever, men paa en anden Art: og

naar det engang trekker Veiret, og den gamle Sjæmpe

Den Gamle paa Bjerget. 117

af Kiedſomhed ſtrekker ſine Been og vil lægge fig en
Smule anderledes, ſaa ſkrige J dog i Eders Jammer
over Jordſkjclv, naar de murede Hytter til en Afvexling
lobe efter Eder, og Taarnene re ned i Eders Lommer
og Tofler.“

Forunderlige Mand,” ſagde . den Fremmede, J er
altfor hidſig til at tage imod Raiſon. Videnſkaben
ſkulde dog voere os kjcerere end vore Fordomme. Vi ſkabe
jo ikke Naturen, men den er nu engang der, og lagt
hen for os, paa det at vi ſkulle betragte den, og drage
Leerdom af den.“ a

Natur!“ ſagde Bjergmanden, „det er ogſaa ſaa⸗
dant et dumt Ord! Mit Bjergveerk hoer ikke til Na⸗
turen, det er mit Bjerg. J det forſtager jeg Alt, Eders
Natur kjender jeg flet intet til. Det er ſom om en
Skrædder, der vilde ſye en Kledning, altid kun ſkulde
tale om. Uld, eller engelfke Faar. Men Menneſkene have
allerede bragt det dertil,” at de ikke længer kunne betragte
Noget for hvad det er, men kun ſoge noget Almindeligt,
- hvortil de kunne binde det faſt og qvæle det. Jeg har
— hvad figer J vel dertil? — engang talt med et Men⸗
neſke fra Ungarn, Eders Landsmand, men han var klo⸗
gere end J: han fortalte mig hvorledes en Viinranke,
jeg troer ikke langt fra Tokay, der maa: have ſtaaet paa
en Gang af Gulderts, i Treeet optog gyldne Trevler og
Aarer. Han viſte mig et Stykke af Ranken, hvorpaa
jeg endnu noie kunde ſee og fÉjelne det indvorede Guld.
Han ſpoer mig til, at nogle Korn i enkelte af de ſtore og
ſaftige Druer havde veret af gediegent Guld,”

118 Den Gamle paa Bjerget.

„Nu, vil man bare fee,” ſvarede den Fremmede;
„kan man forlange mere? Guldet vorer altſaa et. alene
ſom Mineral, men endogſaa ſom Plante. Men jeg "veed
dog endnu en bedre Hiſtorie. Ikke langt fra Cremnitz
havde man engang i fugtigt Veir tabt nogle Dukater i
den derværende ſtenede Jord. J hvor: meget man end
ſogte, kunde man ikke finde dem igjen, De maatte være
faldne dybt ned mellem Steenhuller og Gruus. Men
hvad ſkeer? Efter nogle. Aars. Forløb; da intet Menneſke,
og. ikke engang Eieren mere tænker paa Tabet, feer man

en ganſte fremmed Buſkvcxt, ſom intet Menneſke der i

Egnen kjender. Den blomſtrer vidunderlig ſkjont, og be⸗
gynder ſiden at fætte ſmaae Beelge. Disſe trevle fig
ſnart ſammen, ligeſom Skallerne om Jodekirſebcer, og
da wan betragter Tingen nærmere, ſidder der i hver
ælg en ny blank Chremnitzer Dukat. Vel halvtreds⸗
ſindstyve vare blevne modne, nogle, der havde lidt Skade
af Nattefroſt, vare knap blevne, ſom tyndt Guldſkum. Og

det forunderligſte var, at Dukaterne hvergang (thi man

vogtede fig pel for at udrydde det ſkjonne Ukrudt) bare det
nyeſte Aarstal fra det Aar hvori de kom frem. Siden
Har man onſket, naar det pan nogen. Maade var muligt,”
at indpode en Green af et Tree, der maaſkee kunde bære
Portuggleſere, paa denne indbringende Buſt, fr derved at
„ forcdle Frugten.“

Endogſaa "Bønderne loe, da de troede at forſtage
denne Spas; Kunz indſaae den vel ogſaa, men, misfor⸗
ſtod den forſaavidt, at han ikke ſvarede et Ord, men, be⸗
ruſet af Drik og Forbittrelſe, kun loftede Nerven og flog

!
'
|

Den Gamle paa Bjerget, 119

den Fortellende faa ftærkt i Anſigtet, at denne ftrar ſtyr⸗
tede fra Beenken ned pan Gulvet og en Blodſtrom foer
ham af Neſe og Mund. Den Fremmede beſindede fig,

j og vilde, omendffjøndt han gabenbart var den Svagere,

tage Hævn, men Bonderne kaſtede ſig derimellem, og
meglede i det mindſte for Dieblikket Fred. Dette var
ſaameget deslettere, ſom vandrende Bjergmuſikantere med
deres Inſtrumenter traadte ind i Kroen, hvilke den beru⸗

ſede Kunz ſtrar tog i fin Sold. Ihvormeget Vert og

Veertinde fatte fig derimod, faa maatte de desuagtet ſpille
Viſer og derefter op til Dands, og Kunz vilde ikke høre
et Ord om nogen Formaning eller Erindring, at man kun—
de hore Muſikken lige op til det ſaakaldte Slot. Hvad
bryder jeg mig,“ ſkreeg han, 'om den Gamle deroppe paa

BBöjerget! Han kan ogſaa engang. lade fin onde Samvittig⸗

hed ſynge en Smule i Søvn!” Han dandſede forſt alene,
derpaa med Vertinden, og da Tummelen engang var le⸗
vende, fandtes der ogſaa nogle Mænd og Diger, der
vilde tage Deel i det ſaa uventede Fribal. Kun da de

: yngſte af Bonderne ogſaa ſtillede fig i Reekke, ſprang

Kunz pludſelig hen imod dem, ſtjod dem heftigt tilbage,
og befalede i bydende Tone Muſikanterne at holde op.
„Naar Pobel og Pak blander ſig blande Folk,“
raabte han, 'ſaa maa en Mand ſom vi romme Plad⸗
ſen. Men, det ſiger jeg Jer, hvo af Jer, der nu rorer
ſig, eller bare mukker, ham knoekker jeg Arme og Been i
paa,” a 2
Bønderne, der ſyntes at være bange for den Be⸗
ſtjcenkede, eller maaſkee ikke vilde tirre ham endnu mere,

*

120 Den Gamle paa Bjerget.

trak fig tilbage til deres Borde. Kunz ſatte ſig, efter
alle ſine tilfegtede Seire, med en majeſtetiſt Mine, igjen
i fin Leneſtoel, og fane fig omkring med udfordrende Blik.
Da Ingen begyndte at tale, ſagde han med hoi Roſt:
»Seer J, ZBjergfolk, jeg er en af de eldſte Mænd her⸗
oppe fra Verket; ſee, Kammerater, og J Tiggerpak,
Vert og Bønder mener jeg, disſe Dalere har min Fyrſte
og Herre vunden i vor Grube!“ — Han kaſtede en
Haandfuld Solvpenge pan Bordet, — „Og faa gammel
jeg er, Mænd, (jeg er voren op her paa Bjerget) er jeg
dog aldrig kroben ned paa Marken og i Dalene. Jeg
kan roſe mig af, og det er viſt en Sjeldenhed, at jeg
endnu aldrig har feet Sæden paa Marken, endnu aldrig
Kornet i det usle Straa, i fin Vært og Frodighed. Vi
arbeide i Solv og Guld, ere ſtore i Hemmelighed og Bi:
denſkab, hugge, amalgamere, ſmelte — og det usle Tig⸗
gerpak der maa ſom man har fortalt mig, fortroligen
omgaaes med det æble. Mog, fore det ſtinkende Toi ud
paa deres Marker, og ſprede det ud der „og derfor fore⸗
komme de ſkidne Kitteler mig ogſaa med Rette ucerlige
og foragtelige, i det mindſte ſkulde en Bjergmand aldrig
rokke dem Haanden, eller brite af eet Kruus med dem.
Jeg vil ogſaa døe med Acre, ligeſom jeg er bleven gam⸗
mel, uden nogenſinde at komme ned til, Straatagene
eller Terſkeloerne; jeg har i fire og halvtredsſindstyve Aar
holdt mig fri for den Skjendſel, og Himmelen vil ogſaa
fremdeles bevare mig.“ ; *
Saaledes ſladdrede han endnu, indtil han endelig
bedovet og udmattet faldt i Søvn, Bonderne, der nu

Sang til Formalingsfeſten. 121

mere end nogenſinde tilforn folte fig fornærmede, havde
mere end een Gang med betydningsfulde Blik ſeet paa
deres, Knipler. J denne Stemning horte de ſaameget
deshellere hvad den Fremmede, der imidlertid havde vaſket
fig, tilkaadte dem, at de ſkulde lægge den Hovmodige, da
han ſov fan haardt og var ligeſom i Bedovelſe, op paa
en af Vognene, kjore ham ned i Dalen, og lægge ham
af i en Kornmark, paa det at han der kunde vaagne af
ſin Ruus. Dette kunde ſkee ſaameget deslettere, ſom de
betalte Muſikanter allerede igjen havde bortfjernet ſig, og
Verten var ſysſelſat ude i Kjokkenet.

(Slutningen af denne Fortælling følger
i næfte Hefte.)

Sg n ge,

AAnledning af Deres Kongelige Hoiheder Prinds Frederik

Carl Chriſtians og Prindſesſe Vilhelmine
Marias høie Formeling 9

«

— —

hoe,
E: mere Nattergale ſlaae,
Kun visne Løv paa Vangen dandſe;
Og dog hvor alle Blikke nage É
Ved Glædens Sommerſmil de ſtandſe.
—

) Til Muſik af H. P. J. Lyngbye, afſjungen i det mu⸗

ſikalſke Selſkab Euter pe.

122

Sang til Formalingsfeſten.

O ſiig, hvad er den Tryllemagt,
Som, kledt i Dalens Vinterdragt,
Har Vaarens Duft tilbagebragt,
Og bundet Hoſten friſke Krandſe?

En Stemme.
Ja ſmyk dig, Lund ved Sorgenfri,
Hvor Danmarks glade Haab ſig tendte!
Hvor Barnet paa fin Blomſterſti
Det forſte Blik til Roſen vendte.
Men ſnart i Lundens Myrtely
Stod Roſen ſom en Jomfru bly,
Da ſmilte Freja fra ſin Sky,
Og Ynglingen fin Lengſel kjendte.

En anden Stemme.

Med ſalig Fryd i Faderblik
Sad Drotten elſket uden Lige,

Saa gav Han til ung, Frederik
Den bedſte Blomſt i Danmarks Rige;
Dog forſt, faa lød hans Kongebud,
Drag bort, og fold Dig kraftig ud!
Da blendte Graad den ſkjonne Brud,
Men Danmark ſaae fin Hader ſtige.

Fire Stemmer.

Hiſt Hjertzt i Orangers Land
Sin Bogeſkov forſt eiſke lærte,

Mens Troſkab bar fra Strand til Strand

Den Flamme, Uſkylds Engle nerte.
O Bog, med eviggronne Blad!

Nu ſkilles aldrig Stammen ad ;
Thi Danmarks Roſe blomſtrer glad
J Ly af Dannerhaabets Hjerte, .

**

Cheruben. 123

Chor.
Ton høit, du Danſkes Jubelroſt!
Hil Dig, vor Fader! Hil Dig, Moder!
Hil Caroline, Danmarks Lyſt!
Og Dig, vor Chriſtian, Danmarks Broder!
Straal, Himmel med dit klare Blik
Om Vilhelmine, Frederik!
Bring Roſer, Jord! hvert Fjed De gik;
Velſignet over alle Kloder!
C. F. Guͤntelberg.

Cheruben.
(Efter Robert Montgomery.“

—

E, Landſtab fjernt, af Sommerſolens Skin
Med Huld beſtraalet, frem for Blikket træder,
Paa Engen, ſom, en rolig Inbdføe liig,

J Soelglands blinker, ſpringer freidigglad,

Og overgiven, ſom en nyfødt Zephyr,

En Dreng, let ſom i Dug Soelſtraalen dandſer.
O ſode Cherub! — Om hans hvide Hals

+) Fragment af et ftørre Digt: Deaht,“ i en af denne
Forfatter nylig udgiven Digtſamling: »A Universal
Prayer; Death; a Vision of Heaven; and a Vision of
Hell,“ 4to, p. p. 140. London, 1828. Samme unge
Digter har tidligere iaar udgivet et ſtorre religisſt
Digt: »The Omnipresence of che Deity, der i lidet
over ſyv Maaneder har oplevet ſyv Oplage,

1

124 Cheruben.

1
De lyſe Lokker glindſe — Livets Knop
Hos ham har aabnet ſig for Verdens Lyſt,
Ham Himlen er et Frydshav, Jorden Glæde;
Glat er hans Pande, Diet ruller frit,
Og Uffyld ſender fra de friffe Læber
Sit unge Smiil trindt paa hans runde Kind.
Sorg har ei morknet Hudens fine Klarhed,
m Kjærlighed ham med fin Vinge dakked;
Ham, ſom en Amme, ſelv Naturen vogted
Med huldrigt Blik. Af Engens Blomſt, med Surren,
Udflagrer Bien, ſtikker ei hans Haand;
Fra lyſe Lovtag Fugte til ham ſynge,
Mens vilde Dogge kryber for hans Fod,
Og beiler om at reres af hans Finger.

At vaagne friſk og rod af Sovnens Arm,

Og hilſe Dagens Lys, Skylerken liig,

Med Sang og Lyſt at jage over Eng
Blaavinget Sommerfugl, i Græsfet lege
Med Blomſter, eller, fort af agtſom Smhed,
Paa Strand at høre Bolgers raſke Chor,
Naar friſke Kuling vælter dem til Liv! -
Hvad heller lytte til den vilde Bruſen

Fra Muslingſkallens kunſtige Spiral;

Af Syn og Lyd at fange himmelfk Lyſt,

O barnlig Fryd af hvert et muntert Aaſyn —
Det er hans uſkyldsfulde, glade Dagverk:

Og naar tilſidſt den ſtille Aften kommer,

Af Glæde modig, lægges han paa Duun,

Med varme Kys paa Kind, og drømmer født
Om Himlen, indtil Jordens Fryd ham vekker.

Jordſtjclvet i Marts d. A. 125

Sig Scenen har forvandlet, Dunkle Kammer
Med Forheng knap Soelſtraalen under mat
At naae til Væggen ind. Med vaade Blik,
Og martret dybt af Sorg, et kjerligt Par
Sig boier over blegen Liig i Kiſten —
Ak, det er ham, den freidigglade Dreng,
Ham, deres Sjale foſtred og forguded'!
Ham Dødens Haand berørte. Livets Glod
Veeg, liig et Dremmeſpil; kold ligger han
Nu ſom en Vinterſeygge; lukt er Siet,
Som ſig Violens Kalk mod Natten lukker —
Han er nu Gravens Rov!
Men uſkyldsreen,
Som da den fvæved ned, er Aanden vendt
Tilbage til ſit Hjem, at nynne glad
Et fromt Halleluja i Engles Chor, É
Blandt uſeylds Cherubim, for Naadens Throne.

A. P. L.

Jordſkjclvet den 295 og 30te Marts
. Dette Aar.

Man har i offentlige Blade leſt, at et Jordſkjelv ſpo⸗
redes pan forſtjellige Egne i Sydamerika den 29de og
30te Marts d. A., og ifær anrettede. Odelceggelſer i Peru.
Efterfølgende nærmere Beretning derom leſes i et Brev
fra Antillerne, i Mgbl. f. geb. St., Octbr. d. A.

126 Jordſkjcelvet i Marts d. A.

J ſidſtforlobne Marts,” hedder det her, ' ſporedes
paa Antillerne tvende Jordſkjeelv, det ene den Gte, det
andet den 29de. Begge Gange folte man kun et lang⸗
ſomt, vedvarende Stod. Men dette er i det mindſte den
tolvte Gang i halvandet, Aar. Det Sordffjælv, man den
29 de Marts, Kl. 4 om Morgenen, "bemærkede paa Mar⸗
tinique, bliver iſcerdeleshed mærkværdigt derved, at det

treffer ſammen med det ſkrakkelige Jordſkjelv, ſom den i

30te Marts, Kl. 7 om Morgenen, odelagde en Deel af
i Peru. Nyſtelſens Retning angav man pan Martinique
og i Peru, ſom gagende fra Oſten til Veſten, og at
man tidligere ſporede det pan Antillerne ſtadfeſſter dette,
Saaledes forlob der en heel Dag inden Ryſtelſen ud⸗
bredte fig over det atlantiſke Hav, Amerikas Faſtland,
hvor dette er bredeſt, og Andesbjergenes Kjeede.

En Reiſende meddeler folgende Beretning om Jord—
ſkjcelvet i Peru: J 60 Aar har Peru ikke været ram⸗
met af noget ſkroekkeligere, mere ødelæggende Sordffjælv
end den 30te Maris d. A. Vi ſporede ombord i Bug:
ten ved Lima ſteerke Stød, og henvendte uvilkaarligt vort
Blik mod Kirketaarnene i Fortet Callao; pludſelig ſage
vi dem forfvinde; uhyre Stovſkyer bebudede os ſtore Ode⸗
leeggelſer i Lima, og da vi gik i Land, fane vi virkelig

flere Huſe indſtyrtede, og alle uden Undtagelſe havde lidt
fan meget, at de ulykkelige Beboere alle havde fokladt

dem. De lobe halvnogne omkring paa Pladſene, kaſtede

fig paa Knæ og bønfaldt om Forbarmelſe ved Portene til

Kirkerne, der ſtyrtede ſaammen over dem. Murene havde

—

—ͤ——ö ↄ —— —ꝓ ——
7 ä — — — — ——— —- —— „„ — —

*

Jordſkjalvet i Marts d. A. 127

Revner, fan at man kunde ſmutte igjennem dem; Spid⸗
ſerne af de endnu ſtagende Taarne vaklede og truede med
at ſtyrte ſammen tilligemed Kirkerne. Over tuſinde Men—
neſter ere omkomne, en Mængde qvæffede; Lima ligner
en Gruushob. Man nedriver aldeles Kirker, Taarne og
andre høie Bygninger, thi de vakle. ved, ethvert Vind—
ſtod, og daglig nedſtyrte nogle, Ingen Vogn kan kjore,
ingen Klokke lyder, til ſtort Mishag for Indvaanerne;
det er Paaſke, men intetſteds er nogen Kirkefeſt, intetſteds
nogen Procesſion; man vover neppe at rore ſig, ſaa ſtor
er Beſtyrtelſen og Frygten for et nyt Jordſkjelbv. Man
kamperer pan Pladſene og paa Marken; paa Rheden tor
ikke losnes nogen Salve, daglig ſtyrte Huſe i Douſinviis
ſammen af fig ſelv. Kort, Lima, den rige, prægtige, op⸗
livede Hovedſtad, er, i 52 Sekunder, thi faa længe varede
Ryſtelſen, bleven en viid Mark, hvor Jammer og Elen—
dighed herfkler. J Natten til den Z1te ſporede man
endnu tvende Stød, dog faa ſvagt, at ikkun Indvaanerne
kunde meerke dem; men Fanatismen, der herſker her mere
end noget andetſteds, havde nær opført et Skueſpil, ſom
var gresſeligere end Jordſkjcelvets Rædſler. Kirkens Dje⸗
nere faldt pan at tilffrive Jøderne, Englenderne og alle
ikke⸗katholſkfe Fremmede denne ſaakaldte Himlens Straf,
og hvis ikke Skrekken havde overveiet den ringe Grad af

Energie, hvortil de ere iſtand, fan vilde en anden Bars

tholomeeus-Nat have betegnet denne Tildragelſe. Kun
en Engleender ffal være bleven et Offer for de Raſende.

Nylig var jeg ombord Vidne til en Skypompe, der drog

128 " Jorbfljælvet i Marts d. A.

hen over hele Staden, og trak en virkelig pragtfuld
Stovſky op med ſig. — Hele Dverperu maa have lidt
meget af Jordffjælvet; jeg hører, at tvende Stæder,
femten til tredive Mile fra Lima, aldeles ere odelagte,
og at flere Landsbyer, tilligemed deres Beboere og Mar⸗
kerne, ganſke ere forſvundne.“

AJ — -

i

129

Den Gamle pag Bjerget.
(Novelle af Ludvig Tieck.)

i (Sluttet fra forrige Hefte.)
— NED øl

J Skovens Eenſomhed, "hvor Jernhytterne arbeidede,
hvor, blandt mørke Klipper, i Nærheden af Vandfaldet,
Arbeidernes Stoi og Hamren tonede. omkaps med Bol⸗
gernes Bruſen, var Eduard om Aftenen truffen ſammen
med Bjergveerkets Inſpecteur, for med ham at aftale nogle
vigtige Forretninger, og at meddele ham Akrinder fra Fa⸗
brikherren. Ilden ſkinnede forunderlig fra de høie Ovne
i Skumringen; det halv flydende Jerns klarere Glod, de
tuſinde blændende Funker, der ſprudlede ud fra Ambol—
ten, under de kraftige Arbeideres Hammerſlag, de morke
Skikkelſers Bevægelfe i den brede Brædehytte; hvori
Troœſtammen grønnende var indgroet, og fvævede i Sro=
gen over Bla febælgen — dette forunderlige Natſtykke til⸗
drog fig Eduards hele Opmeerkſomhed, da der i det ſamme
reiſte ſig en lydelig Talen og Latter blandt Arbeiderne.
En Fremmed Havde juſt fortalt dem, hvad nogle Bonder
igaar havde foretaget fig med den beffjænfede Kunz, og
hvorledes han denne Dags Morgen til fin ſterſte Wr⸗

grelſe var vaagnet op midt i en Kornager. Sagen fo-

tekom Alle fan vigtig, at Arbeidet maatte hvile en
Stund. a Es
”Det under jeg, raabte en af de bredſkuldrede

„Smedeſvende, »'den hovmodige Kunz! den utaaleligſte
2 5 . 00

*

130 Den Gamle paa Bjerget.

og groveſte Bjergmand af Alle vidt omkring her i Egnen,
ſom veed Alting bedre end Andre, og er den Klogeſte!“ 5

»Hvor han ſkal lobe raſende og forſtyrret omkring,“
vedblev en af de Fortellende, 'thi nu er det, hvoraf
han var meeſt hovmodig, reent borte og væb for ham;
han har ikke alene maattet fee Kornet, ſom det vorer
pan Marken, han har ligget midt deri,”

Eduard vendte ſig til denne, og ſpurgte: Mikkel,
J er vel ganſke raſk igjen, ſiden J gager ſaaledes ud i
Luften ?“

Ja, Herre,“ ſvarede Smeden, „Tak være Eder
og den gamle Herre deroppe, Diet er borte, det forſtager
ſig, men mangen blandt os maa jo kunne arbeide med
eet. Gniſten fra Jernet, ſom brændte mig det ud,
kunde have været endnu ſtorre. Smerter har det voldet
mig / det er naturligt, men med Guds Sjelp er jeg dog
igjen bleven en rafÉ Karl. Herr Balthaſar har rigtignok
hiulpen meget dertil, og hans Pleie, Mildhed og Bi—
ſtand ſkylder jeg ſtor Tak. Og det gjor Alle, der tilhore
ham.“

En anden Eenoiet faldt ind med j disſe Lovtaler,
og tilfoiede: “Det hænder undertiden, at en og anden
af os bliver ſaadan lemloeſtet, for Ilden er ikke at ſpoge
med, men vi ere velſignede af Gud med vores Gamle,
thi om ogſaa En af os ſkulde blive gandſke blind, ſaa
vilde han dog ikke lade os lide Nod.“

Arbeiderne vare igjen traadte hen til Ambolten, og
Eduard Havde ikke bemeerket, at Elieſar, talende med en:
Fremmed, var kommen ind i Hytten. Denne var hiin

Den Gamle paa Bjerget. 131

reiſende Bjergmand, der havde givet Anledningen til, at den
i gamle Kunz blev ydmyget paa en Maade, ſom var ham
den foleligſte af alle Krenkelſer. Elieſar ſtredes ivrigt
med ham, og meente, det var ugudeligt paa denne Maade at
bringe en gammel Mand til Vrede, ja til Raſerie, thi
han havde hort, at Kunz lob om mellem Bjergene ſom en
Afſindig, og vilde hverken tage mod Raad eller Troſt.
Den Fremmede undſkyldte og forſvarede fig fan godt han
kunde, og medens. Hammeren larmede, Blæfebælgen fu-
fede og Vandet bruſte, tabte denne Ordſtrid fig i Lar⸗
men, og blev kun noget lydeligere, da den raſende Kunz
ſelv, ſkrigende, med ſvulmet Anſigt og funklende Hine,
traadte hen til de Stridende. Min Were! min ſtore
Bjergmands⸗Akre, raabte han, min Roes og min Stolt⸗
hed, Alt er borte, uerſtatteligen og for evig! Og det er
nogle uſle Bonder, en jammerlig, guſten, ſmalſkuldret
fremmed Betler, ſom har ſkilt mig derved! J den hele
Byergſtroekning her, og ſikkert i mange andre, kunde ingen
Hugger eller Stiger gjøre fig til af, i fit hele. Liv ikke
at have været paa den usle Slette. J Strage er jeg
vaagnet, i Korn, ſaaledes havde de Spitsbube overlagt
det! Vipperne ſtak mig i Neſen og Hinene, da jeg
kom til mig ſelv, det ſtive jammerlige Toierie, ſom jeg
indtil den Tid kun havde feet ſom Straaſck i min
Seng. Skam og Skjendſel! Mord og Brand er ikke
ſaa afſkyeligt! Og ingen Lov fkaffer mig Opreisning,
ingen Hjelp, ingen Menneſteforſtand i den hele vide
Verden.“ : ker
; (9 %)

132 Den Gamle paa Bjerget,

De Porige havde nok at gjore med at rive den
gamle kraftige Mand fra den ſvage Fremmede, pan hvem ;
han perſonligen vilde hævne fig.

Da Kunz ikke paa denne Maade kunde fane
Satisfaction, fatte han fig ned paa Gulvet i en Krog
af Hytten, og da der nu blev holdt Fyraften, faa, lei⸗
rede Smedeſvendene ſig omkring ham, idet nogle troſtede
og andre ſpottede ham. "Sane Jer til Taals/
raabte den Eenoiede, »den hele Sag er jo Narreſtreger.
Hvis Ilden. havde udbrændt Jer et Die, hvis J havde
lidt de uſigelige Smerter i Hjernen, og overſtaget ſovnloſe,
feberagtige Netter, ſaa kunde J beklage Jer, men ſaadan
er Sagen jo kun en Bagatel og Indbildning.“

„Som J forſtaager Jer derpaa!” raabte Kunz, »en⸗
foldig Snak kan Enhver komme med. At J har miſtet
Diet i Jeres" Kald, er en Wre for Jer, og J kan vere
ſtolt og roſe Jer deraf: — men at de putte mig ſovende
blandt deres Mog, at jeg maa ligge der/ ligeſom et Neeg,
eller et Bundt Hoe 85 det er tre eller flere Som til
min Liigkiſte. Kunz! Kunz! Dummerhoved! Straaſcek!
ſagledes kom det mig for, at det lød rundten om. Saa
kjender jeg da nu den elendige, ynkelige Ager, hvoraf de
jammerlige Bønder mage avle deres Brod, usſelt ſett
det ud dernede, og man hører intet Hammerſlag, intet
Band, ikke engang en Hammerdreng. Som ved Ver⸗
dens Ende feer det ud, og jeg havde ikke foreſtillet mig
Kornlandet og den flade Jord, hvor de fleſte Menneſker

mage boe, halv faa foragtelig.“ 25 S N |

Den Gamle paa Bjerget. 133

Saaledes ſtreed og talde man frem og tilbage, og
for at begynde paa noget Nyt, blev der fortalt om de
ſtore Tyverier, der paa fan ubegribelig en Maade flet ikke
foruroligede Bjergveerkernes Eier „eller den Gamle pan
Bjerget, der gjorde lidet, eller intet, for at opdage Ro⸗

verne, da dog Tabet, ihvor rig Fabrikherren endog maatte

bære, dog maatte ſtige til de ſtorſte Summer. Den frem⸗
mede Bjergmand talde igjen om ſine Kunſtſtykker, for paa
en ſikker Maade at fange Tyven, og Kunz, der erindrede

Samtalen herom, truede ikkun taus med den knyttede
Nave. i

Elieſar ſyntes at gane ind i de beſynderlige Fore⸗

ſtillinger, han glædede ſig med raa Lyſtighed til endelig

/

paa den Maade at kunne fange Tyven, - Idet Eduard i
Hyttens Skumring, betragtede ham, og fane dette Anſigt,
hvis brune og gule Former uſikkert bleve belyſte af den
flammende Ild, troede han, at denne, ham faa modbyde⸗

lige og fjendtligſindede Mand, endnu aldrig var forekom⸗

met ham fan hæslig: en hemmelig Gyſen greb ham, idet

han tenkte paa Roſe, og at dette Menneſke var Hjertens⸗

ven og Fortrolig hos en Mand, hvem han maatte agte,

endſtjondt hans Svagheder og Beſynderligheder ſtak paa-

faldende af mod hans Dyder. .
| Smedene hørte opmerkſomt paa Samtalen, de.ttoede
den Fremmede, dog foreflog Enhver et eller andet over⸗

troiſk Middel, hvortil: den Talende feſtede endnu ſtorre

Tillid. Eduard blev, hvormegen Uvillie end Talen vakte

hos ham, næften uden ſelv at mærke det, faſtholdt i denne
„Kzeds. Spogelſehiſtorier bleve fortalte, man falde om

„

134 Den Gamle paa Bjerget.

den vilde Sæger, ſom Mange paaſtode at have ſeet, om

Bergander og Kobolder, derpaa kom man til Forvarſler

og Orakler, og Samtalen blev beſtandig livligere, de For⸗
tellende beſtandig ivrigere, ligeſom ogſaa Tilhorerne bleve
opmerkſommere.

»Kobolder gives der, ſagde Mikkel, ' for jeg har fold
for ti Aar ſiden været godt bekjendt med en, hvem man ret
taalelig kunde omgages med. Puslingen forudſagde mig
ogfan dengang, at jeg pan denne Tid ſkulde af med mit
hoire Die.“

„Hvad var det for en Karl?“ raabte en anden Sme⸗

deſvend: ”og hvorfor har du endnu aldrig for fortalt
os det?” :
»Da jeg i Bjergſtaden, fem Miil Herfra,” ſagde
Mikkel, »havde overſtaget mine Leereaar, og nu kom til
Meſter Berenger i Hytten, blev jeg, ſom det ganer enhver
ung Karl, i Begyndelſen fixeret og holdt for Nar af de
andre Svende. Naar jeg ikke længere loe og det eergrede
mig, gav det Slagsmaal; jeg uddeelte og fik, ſom det al⸗
tid gaaer ved flige Leiligheder og Forhold. Iſcer var en
graaſkjoegget Smedeſvend mig paa Halſen, en kicempeſteerk
og tillige klog Karl, ſom kunde tale fan ſpydig, at man
vel maatte ærgre fig, om man ogſaa ved Morgenbonnen
havde foreſat og indpreget fig nok ſaa faſt, at Galden
beſtemt ikke ſculde lobe over. J min Nod. græd jeg ofte

i af Arrighed, thi i Staden havde jeg anſeet mig for klog,

zog mangen En havde været bange for min kaade Tunge⸗
Da jeg en Nat var ret beklemt og nedſlaget, og jeg lage
deroppe pag Knorrebjerget alene i et lille Kaumer — i pus

sg

Den Gamle paa Bjerget. 135

ſet boede ellers kun en gammel Kone — ſaa horte jeg plud-
ſeligen Noget gage ved Siden af mig og pusle. Jeg
aabnede en Smule Vinduesſkoddet, der var ved mit Ho—
ved, og idet den halve Maane ffinnede lidt derind, fane
jeg et lille VWæfen, der pudſede mine Skoe. Hvem er
du? ſpurgte jeg den lille Kobold, for han fane neeſten ud
ſom en Dreng paa elleve Aar. Stille! ſagde den Lille,
og vedblev ivrig at borſte, jeg er jo den gode Kamerat
Silly. Silly? ſpurgte jeg, ham kjender jeg ikke. Kone
kjender ham, Urſel kjender ham, ſagde den Lille, og ſatte
Skoene paa Gulvet, — Lad mit Toi være! raabte jeg. —

Gjore reent, ſtove af, feie peent, ſagde det lille Dyr, og

tog fat paa min Sondagshat. Spektakel og ingen En⸗
de! gav jeg igjen til Svar, puds din egen Naſe. Han
loe, og lod ſom om jeg intet havde at befale i mit eget
Verelſe. Er du bange, fniſte han derpaa, for den ſtore
Ulrich? Intet at være bange for. Spørg ham i Mor
gen, naar han igjen begynder, hvorfra han har den ſtore
Brandplet paa Hovedet, over det hoire Hiebryn, faa bliver
han faa tam ſom et Lam. — UtyfÉet var borte, Jeg
lyttede, men der var Intet. Vinduesſkodderne lukkede jeg
igjen, og ſov ind. Om Morgenen forekom det mig Tom
om jeg kun havde drømt det altſammen. Men dog vare
mine Skoe rene og Hatten afborſtet. Jeg ſpurgte ende—
lig den gamle dove Urſel om den ubekjendte Krabat. Det
varede længe, forend jeg kunde forklare hende, hvad. jeg
vilde. Ak! raabte hun tilſidſt, har den lille Knos været
hos dig! Nu, nu, til Lykke min ſtore Dreng. Den lille
Tingeſt fader Ingen, og bringer Enhver Lykke med hvem

136 Den Gamle paa Bjerget.

han indlader fig. Jeg har allerede kjendt ham i fyrgetyve
Aar. Han gaaer omkring i Huſene, hvor der er Menne—
ſter, ſom behage ham, og hjelper dem i Huusholdningen,
ſnart med det Ene, ſnart med det Andet. At gjore Al—

» ting reent, det er hans kicereſte Beſkjceftigelſe. Stov kan

han ikke lide, ſmudſige ſorte Potter og Kjokkentoi er ham |
imod, det ſkurer han da pan af alle Livſens Kræfter,
Blanke Mesſingſager, glindſende Kobbertei, deri er han
reent forlibt, ogſaa Tin-Tallerkener feer han gjerne.
Mange Gange har ban bragt en Groſchen, blank og ny,
ſom lige fra Mynten. — Men hvor er Dvergen? raabte
jeg. ER Hvor ſkal Barnet være? ſagde hun. Folkene '
falde det Kobold, men Mandslingen fkriver fig ſelv Silly,
det er hans Dobenavn. Men han er en god venlig Aand, |
og derfor maa du ikke gjøre ham noget Forteæd, for at
han ikke ſkal blive vred. paa dig. — Jeg havde hort om
flige Karle, men kunde ikke troe derpaa. J Smedien
begyndte igjen Gjeekkeriet, den gamle Ulrich gjorde mig
ganſke raſende, thi de havde meerket min Vrede, og fort⸗
ſatte nu deſto lyſtigere deres Drillerier. Jeg vilde alle—
rede ſlaae den grageſtjceggede Slyngel det gloende Jern i
fit fneehvide Hoved, da Silly falde mig ind. Og den brune
Brandplet der, ſagde jeg, huſker Iden, Ulrich! Saadan rgabte
jeg, uden at tenke noget derved, da blev den gamle Kempe |
fan ſtille, forknyt og from, at jeg maatte gjøre ſtore Pi-
ne. Fra det Hieblik var det vilde Menneſke min Ven. |
Ja, han blev faa ydmyg imod. mig, at jeg vandt derved
hos alle de Andre, og ſtod fra nu af høit paa Straaet.
Da vi bleve mere bekjendte med hinanden, fortalte han 1
|
2

Den Gamle paa Bjerget. 137

mig i Fortrolighed, at han engang i fin Ungdom havde
ladet fig forføre til, ved en Tjeneſtepiges Hjelp, at ud—
fore et Tyverie. Han havde allerede ſneget fig ind i
Stuen, i den Troe at Alle ſov. Men Smeden, der
endnu var vaagen, var løbet ham imode med en bren—
dende Spaan, ſom han havde ſnappet fra Arneſtedet, og
ſaaledes var Hovedet og Haaret blevet ſvedet pan ham.
Han troede, at intet Menneſke vidſte denne Hiſtorie, fem
han ſlammede fig over, og derfor bad han mig ogſaa paa
det helligſte, ikke at fortælle den til Nogen, da han ikke
engang kunde begribe, hvorledes jeg havde faaet den at
vide. Men juſt deri tog han Feil, thi uden ham felv
havde jeg ikke vidſt et Ord derom, Saaledes henrandt
da mit Liv ſiden den Tid ganſke roeligt, og den Lille
kom beſtandig fra Tid til anden, og hjalp mig i mit Vert⸗
ſkab. Men fnart bleve vi dog vrede pan hinanden.

Han vifte ſig ofte faa hurtigt, faa uventet, tidt naar jeg.

mindſt tænkte derpaa, faa at jeg nogle Gange ret af
Hjertet blev forſkrekket. Sagde jeg undertiden et Ord
derom, faa blev han meget vred, og meente, at jeg var
utaknemmelig, ſiden jeg ikke vilde paaſkjonne hans mang⸗
foldige Tjeneſter. Nu havde jeg for fort Tid ſiden hort

af en gjennemreiſende Engleender, at Navnet paa min

Kobold i det engelſke Sprog betød V'eenfoldig,“ og at man
i England kaldte et ſaadant Bæfen Puck, eller ogſaa Ro⸗
1

bin Godt⸗Skind, og da jeg godtroende fortalte min lille

Gjæft det igjen, og tillige vilde paaheenge ham en lille
Bjelde, fordi han paa ny havde forſkrekket mig, fan jeg be⸗

ſtandig kunde høre ham inden han kom til mig, ſaa blev Kra⸗

138 Den Gamle paa Bjerget.

baten overhaands vred og raſende, fpanede mig, at jeg paa
denne Tid ſkulde miſte Diet, og forſvandt med ſtor Al—
larm. Siden har jeg heller ikke feet Utyſtet.“
”Bindbeutel over alle Vindbeuteler!“ raabte Kunz,
da Fortællingen var til Ende: »Mand! kan J da ikke
lukke Munden op, uden at lyve, og begynder dog nu alle—
rede at blive til Aars? Folk, der omgages en Tidlang
med Aander, fane mere Forſtand. De forunderlige Væ-
ſeners Færd har mere med overjordiſke ſelſomme Ting

at gjøre, og naar de komme til os, faa fager man alle

rede ved Skrakken, forond man har vent ſig lidt til dem,
noget Eftertrykkeligt og Vegtigt.“
5 „Iſcer, raabte hiin Bjergmand opbragt, ”naar
man har ſovet en Nat i Kartoffelmarken.“ ;
At denne Nat,” vedblev Kunz, ”og denne afſkye⸗
lige Begivenhed, denne en Landſtrygers dereloſe Streg, vil
blive min Dod, veed jeg ligeſaa godt ſom J ſelv. Længe
vil jeg ikke mere gjøre det.“ ;
„Kan være,” ſagde den blege Fremmede, 'imidlertid
veed-J jo endnu beſtandig ikke, om jeg ikke ſelv er en ſaa⸗
dan Kobold, der har villet curere Jer for Jeres Narag—

tigheder. For at blive gode Venner med Jer, barſke,

hovmodige Mand, dertil horte da rigtig nok, at J kom
mig noget hofligere imode. Viisdom, Erfaring, Sjeels⸗
ſtyrke meddeler ſig ofte fra dem, hos hvilke man allermindſt
ſoger det. Men hvis. J, mine Herrer, ville vide , hvem
der iblandt Eder Alle forſt ſkal doe, fan kan dertil ſnart
ſkaffes Raad.“

'

Den Gamle paa Bjerget. 139

De ſadde alle i en Kreds paa Bænfe og Skamler.
Den Fremmede trak en Blikdaaſe op af ſin Lomme, idet
han vedblev: ”Den lille brændende Spaan, ſom jeg vil an—⸗
tænde, maa hurtig gage fra Haand til Haand, og den,
i hvis Haand den ſlukkes, er nermeſt til at tage Afſkeed.“
Alle fane forventningsfulde paa den Fremmede, Denne
ſtodte en lille Trepind heftigt i Daaſen, idet han mum⸗
lede noget, og drog den brændende og blusſende ud igjen ·
Elieſar, den næfte, modtog den, gav den videre, og ſaale—
des gik den ildſprudlende Pind fra den ene Haand til
den anden. Den var gaaet Kredſen rundt, og kom til-
bage til Elieſar, der ugjerne tog den, og netop vilde rekke
den videre, da den, klart og blusſende, pludſeligen ſlukke—
des mellem Fingrene paa ham. ' Narreſtreger!“ raabte
han fortrydelig, idet han kaſtede Pinden paa Gulvet, og
ſprang vred op: ” Overtroe over Overtroe! Og vi ere
ogſaa fan godmodige at lade os bruge til ace Narre⸗
ſtreger.

Han fane med fine funklende Hine ffarpt paa den
Fremmede, flog ham dernæft paa Skulderen og bortfjer=
nede fig, med ham. Maanen var imidlertid ſtaaet op,
n og belyſte klart den ſkovrige Klippeegn, Selſkabet ſkiltes
ad, og Eduard begav fig ogſaa pan Tilbageveien. Da
han ſkreed op ad den eenſomme Fodſtie, horte han en hef⸗
tig Samtale, der lod til at være en Kiv, og da han kom
neermere, troede han at kunne ſkjelne Elieſar og den Fremme⸗
de. Han gik derfor en anden Vei, dels for at undgaae
dem og ikke at være nødt til at gane tilbage i deres Sel⸗
ſtab, deels ogſaa for at det ikke ſkulde give ham Anſeelſe

1 40 Den Gamle paa Bjerget.

af, at han havde villet belure deres Anliggende og Stri—

den, thi Elieſar var mistroiſk mod ethvert Menneſke, om—

endſtjondt han tog det meget ilde op, naar man ikke viſte
ham en egrendſet Fortrolighed.
J Huſet var Alt roligt, og kun Roſe fang, med dem—

pet Stemme, neppe lydeligt, en ſimpel Sang i ſit afſides

liggende Voerelſe. Eduard var rort, og ſaa heftigt, at
han ſelv maatte forundre fig over ſin ophidſede Tilſtand.
Forend han ſov ind, havde. hans Veemod ſaaledes tilta—
get, at han var nærved at udgyde Taarer,

Efter nogle Dages Forløb bemærkede Eduard hiin
Fremmede, der juft kom ud af Herr Balthaſars Verelſe.
Han undrede fig over, hvad denne havde villet her, og
fandt, dä han traadte ind i Værelfet til den Gamle, denne
i heftig og opbragt Bevegelſe. ' Beſtandig kun vildt og
uroligt Veeſen og overtroiſke Farcer, ſom beherſke Men⸗
neſkene!“ raabte han den unge Mand imode; ”det. jam⸗
merlige Menneſke der, ſom De mødte, ſniger fig ind, og
vil vinde en Meengde Penge fra mig, naar han ved flaue
Anſtalter opdager vor Tyv. Han vil neppe komme her
igjen, den Taabe, thi jeg har endelig engang givet mine
Tanker Luft. Det er mig det utaaleligſte, naar Men⸗

neſkene, ved vilkaarligen opſpundne Formularer eller ved
paahittede Ceremonier, ſom for det meſte ere opvoxede af
hiſtoriſke Misforſtagelſer, eller gamle Skikke, der forhen
havde en ganſke anden Betydning, ville ſette ſig i For⸗
bindelſe med det Veſen, ſom de kalde den uſynlige Ver⸗

*

Den Gamle paa Bjerget, 141

den, ja naar de troe derved at beherſte bette, der dog fo⸗
rekommer dem ſkrækkeligt. "Egentlig ere dog be fleſte Men⸗
neſter forrykte, uden at ville have Ord derfor: ja Tuſin⸗
des Viisdom er netop ikke andet end Vanvid.“

Det lod til, at den gamle værdige Mand ſelv var
ſkamfuld over fin heftige Jvren, thi han begyndte ſtrax at
tale om andre Ting. Eduard mavtte fætte fig ned hos
ham, og han lod bringe Frokoſt, hviiket ellers aldrig var
hans Skik. »Saa kunne vi idag uforſtyrrede afgjore
mangehaande Ting,“ vedblev han derpaa, 'hvortil vi maa⸗
ſtee kunne favne Tid andre Dage.”

Doren blev igjen lukket, og Tjeneren fik den Bert
ling, under ingen Gevæggrund at afbryde deres Samtale,
— Jeg føler,” begyndte da Herr Balthaſar, ”at jeg
bliver gammel, jeg mag teenke og, ſorge for Fremtiden,
da jeg ikke veed, om en langvarig Hendoen eller en plud—
ſelig uventet Dod er mig beſtemt. Gjor jeg ingen Be—
ſtemmelſer, doer jeg uden Teſtamente, fan er hiin Øde-
land i Staden, ſom har gjort min Ungdoms Elſfkede fan
ulykkelig, min neermeſte naturlige Arving, og den Tanke
er mig i Sandhed frygtelig, at min ſtore Formue i Frem⸗
tiden ſkulde misbruges til at beſtyrke denne foragtelige
Svirebroder i fin Galenſkab. Alle mine Fattige, alle de
virkſomme Hænder i denne Egn vilde igjen vanfmægte og
blive fordømte til tiggeragtig Ladhed. Det er en hellig
; Pligt at forebygge dette, — Hvad tænker De, min ange
Ven, om Deres: Fremtid 2”

Eduard blev ved denne Tiltale fat i Forlegenhed.
Han havde vel allerede tidligeve ud kaſtet ſine Planer, han

—

142 Den Gamle paa Bjerget. i

havde endog havt i Sinde at meddele den Gamle dem,
men fiden Hufets henrivende Pleiedatter havde viiſt fig
for ham i et andet Lys, ſiden han folte fig ſteerkere hen⸗
draget til hende, var han ikke mere ſaa driſtig og tillids—
fuld. Han var uenig med fig ſelv, om han ſkulde aa⸗
benbare eller ſkjule fine Folelſer, thi, hvor fortrolig end
Balthaſar var imod ham, forekom han ham igjen i ſaa
mange Folelſer og Anſkuelſer fremmed og gaadefuld.
„De bliver eftertenkſom,“ ſagde den gamle Mand,
„De troer mig ikke nok, fordi De ikke kjender mig. Jeg
anſeer det ogſaa for min Pligt, at ſorge for Dem ſom
en Fader; De er god, klog, virkſom, medlidende, De er

fuldkommen indviet i de forſkjellige Grene af mine For⸗

retninger, og jeg har en Tillid til Dem, ſom jeg ikkun
har kunnet fæfte til fan Menneſker. Deres Flid for mig
og [min Indretning, Deres. Omhu og Redelighed, Alt
møder mig til, ſelv om jeg ingen Forkjerlighed havde for
Dem, at beteenke Dem godt og meget rigelig, da jeg
har Dem at takke for fan meget, Men jeg onſkede
gjerne at vide, jeg beder. Dem ganſke oprigtig at ſige
mig, om De, naar De beſad en ſtor Formue, kunde
overtale Dem til at forblive i denne Egn, i dette Huus,
eller om De vilde foretreekke at leve efter min Dod ſom

en riig Mand i Staden, begynde paa en ny Handel,

gifte Dem, eller reiſe, for at opdage det Hjem, der vilde
være Dem det kjcereſte. Herom man De nu tale ganſte
"oprigtigt, thi da De kan gjøre Regning pan Trediedelen
af min Ciendom, fan maa jeg eſter Deres Erkleering
træffe mine beſtemte Anſtalter, thi Indretningerne her og

Den Gamle paa Bjerget, 143

i Bjergftræfningen, Fabrikkerne, Maſkineriet og Bjergvær-
kerne, anſeer jeg ogſaa for mine Born, der ikke efter
min Dod maae vorde faderloſe.“

Eduard blev endnu mere eftertenkſom. Den Gam—
les ſtore Hoimodighed og faderlige Kjærlighed havde han aldrig
kunnet vente, aldrig var det faldet ham ind, at han ved
denne Ven engang ſtulde blive riig og uafhængig. Ved
denne Erklering var hans Forhold til Hr. Balthaſar ble—
vet et nyt, han troede nu at kunne ſige ham bedre og
driſtigere, hvad der i nogle Dage eengſtelig havde beſkjcef⸗
tiget ham. Han indledede med Forſikkringen om fin Tak—
nemmelighed, at det, ſom den Gamle vilde gjore for
ham, var formeget, at hans Slegtninger ſtedſe vilde be—
holde Fordring pan hans Kjærlighed, og at ogſaa langt
mindre vilde gjore ham til en lykkelig og uafhængig
Mand,

Jeg veed Alt, hvad De kan ſige mig herom,” af⸗
brød den Gamle ham, ”ogfaa for disſe Slegtninger, ſelv
for den vanflægtede Son og hans Dagdriver af Fader,
vil der blive ſorget, ſaa at de ingen grundet Aarſag fÉal:
have til Klage. Men jeg veed, at De har ofret mig Deres
Ungdoms bedſte Aar og Kraft. For en livlig Aand af
Deres Art, for Deres glade menneſkekjerlige Sind, har
| det lange Ophold i disſe melankolſke Bjerge ikke været.
noget Gleedeligt. De har i fan mange Aar givet. al
Munterhed og Adſpredelſe Afſkeed, Alt hvad der henriver
Ungdommen, Muſik, Dands, endog Selſkab, Skueſpil,
Reiſer, Læsning, har De opofret for min Skyld, fordi
De, ſom jeg har bemærket, fan fuldkommen, og allerede

144 Den Gamle paa Bjerget.

tidligen har villet rette Dem efter min Charakteer.
Blandt Tuſinde havde ingen formaaet dette, og denne
Ene har De været, og det fanledes,, at De ikke derved

har tabt i Venlighed og godhjertigt, tjenftfærdigt Ve ſen.

Derſom De altſaa for Fremtiden vil indrette Dem paa

et andet Sted og efter en ganſke anden Leveplan, fan

kan jeg ikke have det Ringeſte derimod, ikke heller kal

der derſor afkortes det Mindſte i Deres Eiendom. Men

oprigtigt maa De ſige mig Deres Beflutning, derſom

De allerede har fattet nogen, eller nu ſtrax kan fatte

den, thi, i det Tilfelde at De bliver her, og vil fort⸗

ſette min Handel, faa maa mit Teſtament ſikkre Dem

Mueligheden af en nyttig. Virken ved mangfoldige Be⸗
ſtemmelſer og udforlige, uomſtodelige dec —

tael derfor, unge Mand!“ 8

Eduard ſvarede rørt: ' Himlen give, at De endnu

lenge maa blive hos os ſom vor Fader: men om jeg

„kan og vil anſee denne Egn for mit Hjem, beroer knn
paa Dem ſelv, paa Deres Ord; da kan jeg ſtrar for be⸗
ſtandig beſtemme mig dertil, ſelvb om De endnu ſkjenkes
os i mange Aar. Men kan eller vil De ikke udtale
dette Ord, ſaa maa jeg tidligere eller ſildigere ſoge et an⸗

det Hjem, og jeg frygter for, at da ſelv Deres heimo⸗
dige Gave ikke kan ſkabe den Lykke, ſom jeg man fætte

hoiere end Rigdom,”
* Jeg forſtager Dem ikke, unge Ven, ſvarede Bal⸗
thaſar, De taler der i Gaader.“ a
„De har,“ ſvarede Eduard, ”med Deres Hoimo⸗
dighed. og ſtille Kjærlighed opdraget en fattig Fader- og

Den Gamle paa Bjerget. 145

moderlos Pige, De har viiſt Dem ſom Fader mod hende,
og derfor man ogſaa hendes Skjcebne beſtemmes af Dem
og ingen Anden; giv mig det kjcre Barn, giv mig Roſe
til Kone, og jeg lever og doer paa detee Bjerg, uden at
ſavne noget.“

Pludſelig formorkede den Gamles Anſigt fig, og er⸗
holdt et Udtryk, ſom man havde kunnet kalde frygteligt”
Han ſtod pludſelig op, gik nogle Gange frem og tilbage
paa Gulvet, fatte fig derpaa igjen ſukkende ned, og be-
gyndte i en bitter Tone: ”Ultfaa? Ikke fandt?” De
elffer? Er det ikke fan? Jeg man igjen høre dette
ulykkelige, uheldbringende Ord? Jeg maa ogſaa hos
Dem, det forſtandige Menneſke, opleve dette Galenſkab,
denne dunkle, ſorgelige Usſelhed? Og Alt, Alt hvad. man
vilde agte, hvad man vilde holde for fornuftigt, gaaer
under i denne Malſtrom, der hvirvler ſig med Reddſler,
Daarſkab, vild Folelſe, dyriſk Begjerlighed og Urimelig⸗
hed! Men dette Agteſkab, Eduard, kan der aldrig, aldrig
blive noget af!“

Jeg har ſagt for meget,” ſvarede Eduard rolig,
„til at kunne være tilfreds med det blot afflagende

Svar. Meddeel mig Deres Plan med det Fjære Barn,
og jeg vil vide at reſignere.“

”Dg hun, den lille Taabe ?” afbrod den Gamle
ham livlig, — ”elffer hun maaſkee ogſaa allerede Dem? Cr
det ukloge Ord allerede verlet mellem Eder begge?”

„Nei, ſvarede Eduard, ”hendes rene Ungdom fvæ-

ver endnu i pin lykkelige Uſkyldighed, ſom kun onſker

2 (10)

146 Den Gamle paa Bjerget.

at imorgen maa være ligeſom idag og igaar. Hun
kjender endnu kun barnlige, ſimple Onſker.“

„Deſto bedre,“ ſagde Balthaſar, 'ſaa vil hun altſaa
kunne være fornuftig, og ikke lægge noget i Veien for
min Plan. Egentlig maatte De, da De dog fad temmelig .
kjender mig, allerede for længe ſiden have mærket, at jeg
har beſtemt den Lille for vor Elieſar. Hun fkal givte
fig, leve i et Wgteſkab, og ikke fværme og flaſe i ſaakal⸗
det Kjærlighed,”

»Og hun vil blive lykkelig med denne Mand?“
ſpurgte Eduard. )

»eykkelig!“ raabte den Gamle, idet han næften flog
en hoi Latter: op, 'lykkelig! Hvad ſkal Menneſket tenke
ſig ved dette Død? Der gives ingen Lykke, der gives

ingen Ulykke, ikkun Smerte, ſom vi ſkulle byde velkom⸗
men, kun Selvforagt, ſom vi mage bære, kun Haablos—
hed, hvormed vi tidligen ſkulle være fortrolige, Alt an⸗
det er Løgn og Bedrag. Tilveerelſen er et Spogelſe, for
hvilket jeg, faa ofte jeg befinder mig, faner og gyſer, og
ſom jeg alene ved Arbeide, Virkſomhed, Kraftanſtreengelſe,
er iſtand til at taale og foragte. Vaxverſtolen, Spinde⸗
maſkinen kunde jeg misunde, naar der i Folelſen og Yn—
ſket var Menneſkeforſtand, thi kun i Elendigheden er
vor Bevidſthed, vor Zilværelfe er, at vi ſpore ethvert
Livs Vanvid, Raſerie, og hengive os taalmodig dertil,
eller med Grimasſe græde og krympe os, eller gjore
Gleſdes⸗ og Lykkes⸗Gebcerder, hvis frakke uſandhed vi
ſelv meget godt kjende i vort nogne Indre.“

Den Gamle paa Bjerget. 147

Jeg tor altſaa heller ikke fpørge,” vedblev Eduard
ſtille og bedrøvet, 'om De elſker denne Elieſar ſom Ven,
om han fuldkommen er Venſtab eller Agtelſe værd, thi
i Deres mørke Tanker forſvinder al Villiens Frihed og
Sindets Retning.“ j

Som om jeg ikke,“ gjenſvarede Balthaſar, ”havde
følt, grædt og leet, ligeſom de øvrige Menneſker. For⸗
ſkjellen er kun, at jeg tidlig har tilſtaget for mig felv
Sandheden, og at jeg indſage og følte min egen, alle
Menneſkers, Verdens og Tilveerelſens Foragtelighed. Elieſar!
han og De! Naar vi ville kalde det ſaaledes, Ven, ſaa
elſker jeg Dem, med alle Hjertefibrer er jeg faſtbundet til
Dem, vaagende og i Drømme ſtager De for mig, De—
res Elendighed kunde bringe mig til Fortvivlelſe — og,
denne guſtne, modbydelige Elieſar! Hvis det ſkal have

et Navn, dette mit Veeſens Daarſkab, fan hader jeg ham,
han er mig væmmelig, ſom han viſer fig for mig, og for
min Phantaſie; Leverſygen, der mørkt udtaler fig af
hans Pie og Anſigt, de ſkelvende Blik, Neſens Rynker,
naar han taler, hvorved de lange Taender blotte ſig li⸗
geſom i et Griin, hans Skuldertrekning ved hvert Dred,
hvorved den fatale lyſebrune Kjole” hæver ſig og hver
Gang blotter Heendernes torre Knokler, Alt dette, Maa⸗
den hvorpaa han aander og hans hvislende Stemme, er
mig fan legemlig modbydelig, og voekker beſtandig min ind⸗
vortes Forbittrelſe i den Grad og fan pünligt, at jeg
endnu aldrig har oplevet denne Qval ligeoverfor noget
andet ſkabt VWæfen, og netop. derfor, da jeg har ſaa me⸗
get at gjøre godt mod ham, da Himmelen og Naturen
' a (10 +) N

148 Den Gamle paa Bjerget.

ſelb have forſomt ham fan meget, maa han blive min
Hoved⸗Arving og min Son. Han har ogſaa allerede for
lenge ſiden vidſt det, og glæder fig til denne Forbindelſe.“

Jeg forſtaaer Dem kun halvt,” ſvarede Eduard:
„De kjcemper mod deres egen Folelſe, De martrer Dem

frivillig. Jeg taler nu ikke mod Deres Lovte, ſom De

engang har givet hin Mand, men, hvorfor vil De holde
dette Livsbillede faſt, der plagende forfolger Dem?
Hvorfor ikke give de glade Folelſer, de lyſe Tanker Rum,
der ligge Dem ligeſaa nær, ja nærmere?” ;
„Som De vil,” fvarede den Gamle, — ”for Dem,
men ikke for mig. Har jeg ikke beſtandig feet, at de
allerfeerreſte Menneſker opleve noget, De ere i en ved⸗
varende Adſpredelſe, ja hvad de falde Teenken og Dybſind,
er netop heller ikke andet, hvorved de gjore deres Indres
Folelſer dunkle og ukjendelige. Og Hovmoden vaagner,
og ſporer dem kildrende til fræk Stolthed. Ogſaa bette
har jeg kjendt og overſtaaet i min Ungdom, Da elſkede
jeg, ſom jeg troede. Hvor klar, hvor roſenrod, lys og
ſmilende lage Verden ikke for mig. Mit Hjerte var ſom
badet i ren ther, blag, viid, forfriffende gjennemtruk⸗

ket af føde: Forhaabninger, ligeſom af Morgenſkyer. Og

Grundvolden til denne Kjærlighed, hvad er den? Daar⸗
Skab, Dyriſkhed, der forener fig med de tilſyneladende
blide Folelſer, der brammer med Blomſter, indgroer i disſe

Blomſter, for ogſaa at rive Bladene af dem, for at ned⸗
træde i Skarnet hvad de kaldte himmelſk, og endnu værre ,

end det uſkyldige Dyr, ſom af Naturen mod fin Villie

bliver plaget her, at forhaane Alt, hvad der forſt var det

i

) Den Gamle: pan Bjerget. 149

ſamme Væfen helligt, Af denne Brand fremvore da ef⸗
terhaanden hine Ulykkes-Funker, der igjen vorde Born, igjen op⸗
vore til Jammer, om ikke til Ondſkab, i deres Bevidſthed. Og
ſaaledes beſtandig, beſtandig ind i en uoverſkuelig Evighed! Og
Verdens Tillokkelſe, Skjonhed! Phenomenernes Friſthed!
Er ikke her ogſaa Alt grundet paa Vemmelſe, ſom Na⸗
turen jo dog ogſaa gav mig? Ved ham, den uſpynlige ind—
vortes Maner, forſtager jeg maaſkee kun det ſagkaldte
Skjonne. Men dette er overalt, i Blomſten, Treeet,
Menneſket, Planten og Dyret, bygget paa Skarn og
Afſkty. Lillien og Roſen ſonderbrydes i Haanden, og ef—
terlader kun Forraadnelſe: BUnglingens, Jomfruens Ynde
og Skjonhed — betragt den uden frivilligt Bedrag, uden
Sandſernes dyriſke Kildren — Rædfel, Gravſtov, Affkye⸗
Lighed er det: og nogle Timers Dod, et oprevet Legeme for=
kynde ogſaa Jammeren. — Og jeg ſelv! Dod og Reddſel
i mit Veeſen, Stanken af min egen Forraadnelſe forfol⸗
ger mig — og i Folelſerne herſker Vanvid, i enhver,
Tanke Fortvivlelſe!“ 1 4 8

Formager da Religionen, Philosophien, ſbarede Eduard,
„Synet af den Lykke, De udbreder, intet over dette morke
Lune, denne Melankolie, ſom odelcegger Deres Liv?“

Ak, gode, kjcre Ven,” ſvarede den Gamle, jeg
forſikkrer Dem, at, hvad jeg har læft om hine chriſtelige.
Bodfærdige og Eremitter, der af overdreven Iver omſkabte
deres Liv til en evigvarende Marter, for kun at tilfreds,
ſtille den ene og hoieſte Attraae og Tanke, er mindre,
langt mindre end det jeg har udovet ſiden jeg er bleven
mig min troſtesloſe Tilvcrelſe bevidſt. Ogſaa jeg var en⸗ ;

150 Den Gamle: paa Bjerget.

gang med min: hele Sjæl hjemme i hine Egne, hvori de
Troende fole Guddommens Neerhed og dens Kjærlighed i
Tillid og ſalig Beroligelſe. Min Aand forklaredes, alle
mine Folelſer bleve luttrede, mit hele Veſen vilde udfolde

fig ligeſom en Blomſt, Alt i mig var Salighed og

Roe, og i denne himmelſke Rolighed den føde Drift til
mye Anſkuelſer, en henrivende Spore, til at dukke mig
endnu dybere i dette Gledes-Hav. — Og hvad var En—
den?“ —

Bliv ved,” ſagde Eduard. — '

Jeg opdagede,” tog den Gamle, efter en b Maul
igjen Ordet, — ”at ogſaa her havde igjen Sandſelighed,
Bedrag og Daarſkab gjort mig til deres Fange. Disſe velly⸗
ſtige Taarer, ſom jeg ofte udgjod i min ſaa ſynlige An⸗
dagt, ſom jeg anſage for mit Hjertes reneſte Iver; ogſaa
de udſprang kun af Sandſelighed og legemlig Beruſelſe;
det Dyriſke havde anmasſet fig, at være Aand, og Gle⸗
den i disſe Taarer bragte mig ſnart til, vilkaarligen at
ſoge denne rørte Tilſtand, at opvcekke i dette hemmelig⸗
hedsfulde, nære Forhold til den hoieſte Kjærlighed en Kil—
dren af de fineſte ſandſelige Lyſter, og at udſlukke denne

i Henrykkelſen af Taarer. Jeg forſkrekkedes for denne
min Sjæls Logn, da jeg opdagede den og ikke laenger
kunde benægte den, og den frygteligſte Fortvivlelſes Øde,
den ſkrekkeligſte Dods⸗Eenſomhed omgav mig atter, da

Bedraget ophørte, og Viſionen ikke længere vilde nedlade

ſig til min Phantaſies abemesſige Legetoi. Da jeg nu
vilde fortſcette mine Granſkninger i Sandhedens Lys, da
modte mig det Gresſelige, ſelb pan det Sted, hvor netop

Den Gamle: paa Bjerget. 151

nylig, ſom en Theater-Decoration, min Henrykkelſe havde
ſtaget. Ingen Tvivl mere, thi ogſaa i denne endnu. er
Fryd, ingen Vished, thi ogſaa i den frygteligſte er der
Liv, men derimod den fuldkomneſte Ligegyldigheds meeſt
visne Dod, en tor Fjendtlighed mod alt Guddommeligt,
en Foragt for hver rorende Folelſe, ſom ſelve det Usle og
i Taabelige, lage, liig en umaadelig Sneemark, i min Sjæls
Hrkener. Sjæl! Aand! ſaaledes ſagde jeg ofte leende til
mig ſelv, og maa ogſaa nu lee paa ny — kan der gives
noget andet? Og netop derfor: hvor er Forſtjellen af Ma⸗
terien? Hvor SÉillevæggen mellom. Liv og Død? — J
Tilveerelſens Spogelſe, i Exiſtenzens Sphinx-Gaade — i
hiint ſkrekkelige Bliv! hvoraf Verdenerne udgik, og be⸗
ſtandig og evig vælte fig i Krampe, for igjen at finde
Roeligheden og Ikke⸗Tilvceerelſen — heri oploſes alle Mod⸗
ſigelſer og Modſetninger, for at forſtenes i Vanvid ſom
uudſlettelig Forbandel ſe.“
Eduard taug forſt en Stund, 1 5 fande Gil, ikke
uden Bevegelſe, disſe Ord: Jeg forſtager Dem ikke
ganſke, fordi denne Deres Aands og Sinds Retning er mig
ganſke fremmed. Hvad Sorgeligt jeg ogſaa har oplevet,
ihvad jeg og teenkte mig Ulyſteligt og Troſtesloſt er jeg
dog aldrig kommen i disſe Orkener, der vel mage ligge
ved Enhvers Horizont, ſom med altfor ſtor Lidenſkab hengi—
ver fig til den grublende Forſken. Hort og lädt har jeg

om kraftige Gemytter, der i Lidenſkabens Trods, eller

i overvettes Kjærlighed have villet ligeſom fprænge Na⸗
zurens og Livets Laaſe, for at voere og beſidde Alt. For—
tvivlelſe, Uvillie mod fig felv, Had mod Gud, var ofte

152 Dien Gamle paa Bjerget,

ſaa heftigt ophidſede Menneſkers ulykkelige Lod, Vi fole

vel, at Fornuften ikke ganſke tilfredsſtiller os, for at ud⸗
glatte eller at aabenbare, Hvad. vi gjerne vilde forſtage og
fee i Samklang med de guddommelige Kreefter. Men
det kan være farligt at kalde Hine Folelſens, An—
ſkuelſens og Anelſens Regioner til Hjelp. De ville have
Herredommet, og blive let uenige med Fornuften, fom de
i Begyndelfen ſynes at ville underſtotte. Lykkes det dem,
at undertrykke og loenkebinde denne edle Meglerinde, ſom i
Centrummet af alle vore aandelige Kræfter, ved fit udſtraalende
Herredomme forſt gjor disſe til Kræfter, faa avler enhver
cedel Drift fom Son en Sæmpe, der atter vil ſtorme mod
Himmelen. Thi ikke alene "Tvivl, Vittighed, Vantroe og
Spot fæmpe mod Gud, men ogſaa Phantaſie, Folelſe og
Begeiſtring, der i Begyndelſen ſynes at berede et fan. ſik⸗
kert og hemmelighedsfuldt Friſted for Troen. Derfor, min

dyrebare, ærede Ven fordi overalt disſe ſvimlende Afgrunde Å

ligge omkring vort Liv, fordi alle Veie ad alle Retnin⸗

ger fore til disſe, — hvad andet bliver da tilbage for

os, end med en vis Letſindighed, ſom maaſkee ogſaa hore
til vor Naturs æbdlefte Kræfter, med Munterhed, Spog
og Vdmyghed, at fæfte Liid til Tilverelſen og Kjerlighe⸗
den, hiin uendelige og uudtommelige Kjerlighed, hiin hoieſte
Viisbom, der antager alle Skikkelſer, og ſom ogſaa kan
indſlage det, der forekommer os daarligt, pan fin Bæver
j ſtoel? For at bære vort Liv fan ſikkert og let, for at glæde
os over Arbeidet, og i Velbehag ſelv at være lykkelige, og
ſaavidt vi kunne det, gjore andre lykkelige? Skulde da
dette ikke ogſaa være Fromhed og Religion? Jeg, hvad mig felv
- Angaaer, har ikke kunnet finde nogen anden,” „

e “ ¼ ., ̃ tUæ ——⅜ꝛ'̃̃

Den Gamle paa Bjerget, 153

Kan alt gjerne" være,” fvvrede den Gamle, afbry-
dende ham, ”naar eee Rødder ere opvoxede af
Kjærlighed,”

”Siger os ikke,“ raabte Eduard, ”enhver Blomſt,
ethvert af Barnets Smiil, den Vederqvegedes fromme,
taknemmelige Bie, Brudens Blik —“

Han ſtandſede pludſelig, fordi Roſes barnlige, lyſe
Blik pludſelig opflammede med al Kraft i hans Sjæl,
Men hvor forbauſedes han, da han atter ſlog Oiet op,
og fane. Taarer i fin gamle Vens Hine. — Eduard,“
ſagde denne meget rørt, ' De ſtal erfare. Alt. Roſe er
intet adopteret, hun er mit virkelige Barn, mit Blod.
Ak! det er atter en ynkelig Hiſtorie af den menneſkelige
Svaghed og Forfcengelighed. Medens jeg levede ene her,
kom et ungt, ſkjont Væfen, ſom ſimpel Tjeneſtepige i

mit Huus. Pigen var af meget fattige "Forældre, men
opdragen god og from. Hun var ærlig og dydig. Hun i

elſkede Eenſomheden, ſaa at hun, naar hun: havde fuld=
— endt fine Forretninger, traf fig tilbage fra ethvert Sel⸗
ſtab, ifær med de yngre Menneſker. Paa en forunder⸗
lig Maade ſluttede hun ſig til mig, hendes Hengivenhed
eller Kjærlighed havde neeſten en overtroiſt Charakteer,
Hun tilbad mig Ulykkelige ſom et overjordiſk Bæfen,
Endnu aldrig var jeg. bleven ſandſelig henrevet nf nogen
Dige, og af denne mindſt, ihvor ſkjon hun end var; jeg,
ſom gammel Mand, troede at elſke hende faderlig, og
teenkte paa at forſorge hende. Hvordan det gik til, kan

jeg ikke fortælle, da Alt vilde ſynes uſandt. Hun var

—

154 Den Gamle paa Bjerget.

ſvanger. Allerede forlængft var jeg forſkrekket over min
Svaghed og Armod. Skam, Fortvivlelſe, Menneſkefrygt
keempede i mit Veſen, og gjorde mig til deres usle
Slave. Jeg bortfjernede hende i Angſt, ſorgede for hende,
rigeligt, overflodigt, men mit Hjerte var blevet koldt.
Gremmelſe, Tungſindighed, Mistvivl om fig ſelv og
Gud, dyb Kroenkelſe over at min Kjærlighed var for:
ſkjcertſet, eller at hun ikke var den værdig, anklagende fig
felv, ſom de Ufkyldigſte ſnareſt gjøre, endte hendes Liv!
Havde jeg forfort hende? Elſkede jeg hende ikke virkelig? Nei,
en elendig Forforer var jeg ikke, men jeg beſad ikke Mo:
det til at tilſtaae min Brode og at gjengjelde hendes
uſkyldige, hjertelige Kjcerlighed. Og derved blev jeg en
Skurk. Hun dode og jeg fortvivlede beſtandig mere om

mig ſelv. Den Armes Foreeldre, ſom jeg fatte i Vel

ſtand, velſignede mig gamle Nidding, fordi jeg ikke havde
ſtraffet Datterens Skjendſel, og "opdrog Barnet her. —
Dette Barn, denne Lille, ſom jeg elſker, mere maaſkee end
det er tilladt, thi hendes Lykke er Dag og Nat min
Tanke, bliver nu maaſtee ogſaa opofret til Elendighed,
thi en Sfjæbne, ſom er ſterkere end jeg, tvinger mig til
at give Elieſar hende til Kone. — Gage nu hen til ham,
han bliver min Svigerſon, ſüg ham, at Brylluppet ſkal
ſtage om otte Dage, og kan De da ikke blive hos mig,
Ejærefte unge Mand, hvem jeg ogfan elſker ſom en Son,
faa "bliver den Capital, jeg har beſtemt for Dem, udbe—
talt, — og vi fee hinanden heller ikke mere. — Gage De!”

Han kunde ikke tale mere for heftig Hulken, og

Eduard gik fra f med de beſt ynderligſte Borte, for

ERE —— Ax ̃ ̃ ͤ— i! —— —

Den Gamle paa Bjerget. 155

at opføge Elieſar, ſom boede i et eget Huus, nede j en lille
Dal, og der drev fit Veſen for fig ſelv.

2

Elieſar fad i en ildfarvet viid Slobrok foran en lille
Deſtilleer⸗OHvn. Verelſet var kun ſpagt oplyſt, Gardi—
nerne vare halv nedrullede og ſtore Bøger dækkede for de
underſte Ruder. Den ſtorſte Uorden herſkede i Værelfet,
faa at Eduard neppe kunde finde en Plads, at fætte fig
paa. Glas og Kolber, Smeltedigler, Pander, Hakker, Cy—
lindrer og mange Slags chemiſke Redſkaber ſtode og lage
rundt omkring. En forunderlig Dunſt af Ild herſkede i
Veerelſet. Med knarvurn Mine lagde Elieſar Bleſebel⸗
gen bort, og traadte frem af Krogen, Han horte kun
halvt hvad Eduard havde at ſige ham, og ſagde endelig
med fin hæfe Stemme: »Allerede om otte Dage? Saa
er jeg endnu ikke færdig med min ſtore Operation. Kunde
den Gamle da ikke endnu have Taalmodighed een eller to
Maaneder? Det tosſede Barn veed jo desuden ikke en=
gang endnu hvad Vegteſtanden har at betyde,”

Eduard blev pderſt forſtemt over denne fortrædelige
Maade, ligeſom og over dette hjerteloſe Menneſkes Utak⸗
nemmelighed. Havde Balthaſar fortalt ham faa meget
om Vanvid, ſom den ſande Grundvold for og Indhold
af Livet, fan forekom det ham nu virkelig, at Svigerfa⸗

der og Son tilſidſt vilde opføre deres ſorgelige Bolig paa denne
Grund. Den unge Piges Skjœbne ſkar ham i Hjertet,
» Foredrag,“ ſagde han opbragt, Herren Deres Bon,

og det lykkes Dem vel endnu nogen Tid at forblive fri,

*

156 Den Gamle paa Bjerget.

Naar De tet gjør meget af ham, lader han maaſkee Tan⸗
ken om Abgteſkabet aldeles fare, thi det ſynes mig, ſom
om Roſes Beſiddelſe ikke ligger Dem ſynderlig pan
Hjerte.“

Dog,“ ſagde Elieſar, idet han kaſtede fin Slobrok,
og med ſtor Skjodesloshed paakledte ſig: dog!“ Han
fatte fig igjen til Ovnen og provede den Esſents, ſom han
klarede: »Alligevel, da Formuen ſaaledes bliver ſammen,
og jeg med den engang ret kan virke i det Store. Men
den Gamle lader ſig aldrig ſige; ſaaledes ſom han engang
har faaet Noget i Sinde og givet det Luft, ſaaledes ſkal
det blive, og om end al Fornuft ſkulde gage til Grunde
derfor, — Imidlertid ſkulde det allermindſt bryde mig,
naar den fremmede Landſtryger ikke nylig havde opbragt
mig, og ophidſet min Galde. Man fÉulde have Lov til at
ſlaae flige unyttige Menneſke ihjel.“ É

Hvad mener De?” ſpurgte Eduard forundret,

”HufÉer De da ikke mere,” vedblev Elieſar med eer⸗
gerligt Anſigt, 'hiin elendige Fremmede, der ſidſt i Jernhyt⸗
ten gjorde ſit dumme Experiment? Jeg ſkal ſnart doe.
Det manglede kun, for at bringe det hele. herværende Voert⸗
ſkab i den allerſtorſte Forvirring. Men der, i Ovnen bliver
det allerede præpareret; det ſikkreſte Middel mod enhver flig
unyttig Frygt, og lig ſom det ved Viisbommens Biftand"
er lykkedes mig at frembringe Guld af uanſeelige Ting,
ſaaledes ſkal heller ikke Udforelſen af hiin Esſents ſlage feil,
hvorefter allerede ſaa mange ſtore Aander, ofte forgjæves,
have forſket og ſogt. 8 SE

'
*

Den Gamle paa Bjerget, 157

Eduard traadte nærmere, Sandelig,“ udraabte han,
„De fætter mig i Forundring. De taler om disſe hem—
melighedsfulde Ting med en faa ſkjodeslos Sikkerhed, ſom
jeg endnu aldrig har hort Mage til, og ſom er mig faa me—
get mere uforklarlig, ſom min Fornuft ſiger mig, at denne
Streben kun er en Chimære og Opdagelſen af SEN en
Fabel.“

Fornuft!“ raabte den lille Mand, og traf 1
Rynker i fit torre Anſigt. Denne Fornuft forde maaſkee

være den rette Chimære, og beſtandig kun have affødt Fab⸗

ler. Tag disſe Guldſteenger, ſom jeg igaar ſtobte i denne

Form, efterat jeg i forrige Uge havde vundet Metallet af

Blye, der ſtager Proveſtenen, ſtryg, og ſüg fan om det
ikke er ægte, veritabelt Guld.“ d

Eduard tog de fvære Stænger, bragte dem pan Prø-

ven og de vifte fig ſom ægte, De maatte da troe,“ ved⸗

blev Laboranten, ”jeg anſkaffede forſt Dukaterne, for ſom

en Afſindig ſaaledes at omſmelte dem, ellers kan De ikke

have noget at indvende. — Vil De beholde begge disſe

Stenger til en Erindring? Tag dem til en Forcering.“
Eduard betragtede med Forundring den lille Fi-

gur, lagde derpaa igjen Steengerne paa Bordet og fagde:” +
„Nei, jeg vil ikke udplyndre Dem, Gaven vilde være for
betydelig. Men De ſkulde ikke lade denne ſtore Formue
ligge her ſaa rage og uanſeelig omkring iblandt de andre —

Ting; De kunde derved friſte Tyve og Rovere.“
Ingen ſoger det hos mig,“ ſvarede Hiin, atter virk⸗
ſom ved ſin Ovn: Ingen gjenkjender Galdet i den ringe

Skikkelſe. Ogſaa gives der Midler til at forebygge Roverie

158 Den Gamle pag Bjerget,

og Indbrud, hvorom Alle viſt ikke drømme, — Men der⸗

ſom De endnu tvivler, ſaa bring mig næffe Gang en Da—
ler, ſom De hemmelig maa meerke, og jeg giver Dem den
tilbage ſom Guld. Kun maa Sagen blive mellem os. —
Da vil De ikke heller længer tvivle paa, at jeg endnu vil finde
Livs⸗Esſentſen. — Ikkun hiint jammerlige fremmede Men—
neſte, den ondſkabsfulde Urteſamler og elendige Magier, on⸗
ſkede jeg at kunne berede fin Straf! Han ſkulde kun engang
komme i mine Enemeerker! Han ſkulde med ſamt alle fine
usle Kunſtſtykker, forundre ſig! Jeg er ſaa opbragt par
den Karl, at Blodet ſtiger mig til Hovedet, naar jeg blot
fænfer paa ham!“
»Haorledes har,“ afbrød Eduard ham, »hün usle
Spas kunnet gjøre fan dybt et Indtryk paa Dem?”
b Spas?“ ſkreeg Elieſar; “Herre! er det Spas, at
jeg i disſe Dage ikke har kunnet faaet denne Helvedes.
Angſt, denne afſtyelige Frygt for Doden igjen dreven ud

af Kroppen? Beſtandig ſtager Beenraden og Selvforraadnel⸗ j

ſen mig for Die, — Denne Kunz derovre er ogfan ble—
ven ſyg, og lamenterer over, at han har tabt ſin Repu⸗
tation. Saadant et Menneſke, ſom denne Ubekjendte, er
jo lige fan ſlem ſom en Morder. Og værre! Thi han
giver En Giften i Kroppen i offentligt Selſkab, uden felv

at vove noget!' Han ſprang op,—” Hør engang!” raabte

han og omfavnede Eduard. — »Ja den Gamle har Ret,
Brylluppet man være ret ſnart, fan ſnart ſom muligt,
zimorgen, iovermorgen, for Sikkerheds Skyld. Jeg kan
„ ogſag efter Brylluppet endnu ſoge min livsfrelſende Es⸗
ſents. Ilke fandt? — Hvem vil da ogſaa doe fan ſnart,

— |

Den "Gamle paa Bjerget, 159

lille Ven, Kjod og Been holde jo dog endnu faa temme⸗
lig ſammen.“

Han loe høit, ſaa at han ryſtede derved, og ved
Anſigtets Grimasſer Taarerne trengte frem i hans gjen⸗
nemborende Hine. Eduard, der endnu aldrig havde feet
den Knarvurne lee, forſkrækkedes for ham. Han ſagde,
da den Gamle igjen var roelig, at han kunde umulig nu
foredrage Hr. Balthaſar dette Laborantens Onſke, Sagen
vilde ſandſynligviis gaae for ſig i den Orden, ſom
den engang var beſtemt. Han var glad da han havde
Værelfe og Huus bag fig, og atter kunde aande i fri
Luft. Hans Beſlutning, at forlade Egnen, ſtod faſtere,
end nogenſinde for, han vilde endog, derſom det kunde
fremſtynde hans Reiſe, give Slip paa den ſtore Belon⸗
ning, ſom Hr. Balthaſar havde tiltænkt ham. i

Efter en uroelig, for det meſte ſovnlos Nat, traf
Eduard om Morgenen den elſtvcerdige, indtagende Pige
pan Grespletten udenfor Huſet. Hun var meget ſnak-
ſom, han deſto mindre oplagt til Meddelelſe — »O kjcere
Hr. Eduard,“ ſagde Roſe endelig, De ſynes heller ikke
mere at gjore det Mindſte af mig, ſiden De fætter ſaa—
dan et fortrædeligt Anſigt op.“

Jeg man ſnart,“ ſvarede den unge Mand, »forlade
Dem og Deres Egn, og det er det, der gjør mig be—

drovet.“ ; a

Maag? Forlade 22 raabte Roſe forſkrekket, ber det
da fan nodvendigt? Min Gud, det er endnu aldrig
faldet mig ind, at ſligt kunne være muligt. Jeg troede

—

160 Den Gamle paa Bjerget.

U

beſtandig at De horte til os ſaaledes ſom det ſtore Huus
Hvori vi bog, eller det grønne ſteile Bjerg hift ovre,”
„Jeg har nu ogſaa, hvilket jeg ikke kunde troe, hort
af Deres Fader, at De ſkal ægte Hr. Elieſar, og det ret
ſnart.“ É
Har jeg ikke ſagt Dem det?“ ſvarede Rofe, ”ja, ja
det er mit Lod, og jeg onſker kun, at jeg maa gjøre den

egenſindige Mand noget gladere. Tiden vil hos ham blive

mig forſkroekkelig lang. Men maaſkee kan jeg da engang
komme til Staden, ſee et Stykke af Verden, hore Muſik
og fane mig en lille Dands, thi jeg tenker dog, at en gam—
mel Mand maa gjøre fin unge Kone mangen Forndielſe.
Og i alle disſe Ting havde jeg gjort ſtor Regning pan Dem!“
„Nei, mit Barn,“ ſagde Eduard alvorlig og mork,
vpaa mig maa De aldeles ingen Regning gjøre, thi, for at
tilſtage Sandheden, Deres Giftermaal er det, der fornemme⸗
lig tvinger mig til at forlade denne Egn. Mit Hjerte

vilde briſte, derſom jeg blev her.“

Eduard angrede ſin lidenſkabelige Overilelſe, at disſe
Ord ubeteenkſomt vare undſlupne hans Leber, fan meget
mere, da han fane, hvorledes det fortryllende Barn bort—
fjernede fig, og ſprang ligeſom forſkrekket tilbage for ham, for
derpaa at give fit beklemte Hjerte Luft i en Taareſtrom.
Han vilde troſtende gribe hendes Haand, men hun ſtodte
den vred tilbage, og ſagde derefter, da hun havde. fanet
Magt over den heftige Hulken og igjen faget Merlet: Nei,
lad mig være, thi nu ere vi for evig adſkilte Perſoner,
Jeg havde ikke troet, at De kunde handle faa flet, da De
dog beſtandig var fan venlig mod mig. Gud! hvor forladt

—

Den Gamle paa Bjerget. 161

er jeg ikke nu! Ja, min Mand Elieſar vilde jeg ret hjer
telig elke, og "gjøre ham Alt til Behag, thi det maa
Himmelen beffjære ham, da han jo Hades og undviges af
alle Menneſker ligeſom en Spedalſk eller en ond Aand,
Jeg kan ikke heller lide ham, naar jeg alene vilde rette
mig efter min Folelſe, thi han er fra Top til Taa en
modbydelig Perſon. Men for hans Skyld og af Kjeerlig⸗
hed til min Fader, ja ogſaa for Deres Skyld, Eduard,
havde” jeg fundet mig faa ſmukt deri, og derfor troede jeg,
at De nu ogſaa ret gjerne vilde blive her, og vel kunde
gjøre” noget for mig, ifald ikke Alt rn ſkulde ſynes
Dem rigtigt,” 72

”Hvorledes, Roſe, ogſaa for min Skyld har De
fundet Dem i denne n 0 den b
Eduard.

Aa ja,“ ſparede Pigen, og hendes Hine vare alle⸗
rede igjen blevne rolige; ”men nu ſeer jeg vel, at jeg
har gjort Regning uden Vert. De fortjener det ikke,
De vil jo desuden heller ikke have, at jeg er Dem ſag⸗
god. i Og naar De nu virkelig gager bort, ſaa er det jo
ſtroekkeligt, at jeg far ægte Elieſar, thi i denne Eenſom⸗
hed, uden Deres Hjelp og Biſtand, vil han forekomme
mig ſom et Spogelſe.“ a

»Men hvor er det muligt? — afbrod Eduard
hende —

Lad mig tale ud!“ ſagde Roſe fyrig, nog ſiden
efter vil jeg gage bort, og græde igjen, thi det vil nu vel
ofte ſkee. Jeg denke ſom fan: er Elieſar- mork, ſaa er

a . (11)

162 Den Gamle. paa Bjerget.

Eduard venlig, ham ſeer jeg nu; hver, hver Dag, og han
taler med mig, han giver mig vel Boger, thi min Fa⸗
der, ſiger Folk, har ikke ſaa meget at befale over
mig, naar jeg forſt er givt. Saaledes kunde jeg da be⸗
ſtandig mere glemme min bedrovelige Wgtemand, og be⸗
ſtandig tenke paa Dem, naar De ikke var her, og glæde
mig og verre lykkelig, naar De atter kom til mig. Man
leper jo ogſaa ſaaledes, og Praeeſterne befale det endog,
"med: det halve: Hjerte i Himmelen og med det. sandet
Halve paa den morke Jord. Saa havpde jeg beholdt Kraft
og, Mod til ogſaa at opmuntre den ulykkelige Elieſar. —
Men gaaer De bort, — da — ohvorfra ſkal jeg hente Zillid?
da vil jeg ſnart dee — eller kun onſke, at min Fader, —
eller den fatale Mand ret ſnart vil doe fra mig — ak!
nu da De ikke længere holder af mig, er jeg ke ret ALE
kelig“—

Hun græd paann og endnu heftigere end for,
Eduard betragtede hende, længe og med det meeſt provende
Hlik, henſjunken i dyb Eftertanke. Ligeſom Menneſkene,
ſagledes tenkte han ved fig ſelv, kun forſt hvile i et
dunkelt Væfen, og gjore! Griller og Eventyrligheder til de⸗

res Livs Indhold, ſaal ledes voxer ogſaa under deres Hen⸗
der Ulykken og det Skroekkelige op af ſig ſelv. Livet er
ſaa⸗ blodt og hemmelighedsfuldt, fan. eftergivende. 09 mang⸗
foldigen aandig dannet, at det villig optager alle Spirer
i ſig. Det. Onde ſkyder ſig yprigt videre og videre, og
fremdrager fra Underperdenen de beruſende Druer og For⸗
ferdelſens Viin. J denne Barndom og Eenfoldighid
ſlumre "allerede Fremtidens frygteligſte Begivenheder og

|
EF

—

Den Gamle paa Bjerget, 163

'
Folelſer, naar Tid og Leilighed befordre Spirernes Mo⸗
denhed, og friſtende ſtaaer den onde Aand nær mig, for
at indſcette mig ſom Gartner i denne henrivende Hauge
med de ſkrekkelige "Frugter.

Han vaagnede op af ſin Eftertanke og ſagde vee⸗
modigen: »Kjcre Pige, Du forſtager ikke endnu Dig felv,
Din Skjebne og Verden. Jeg er ikke letſindig nok til
at gage ind i Dine Tanker, eller at beſtyrke Dig i disſe
i Din uſkyldige Ungdom. Hvad Du onſker, kan i intet Tilfælde
ſkee, og om et Aar, vel endog for, vil Du indſee, hvor
umuligt det er. Vi ville begge blive elendige og gien:
ſidig foragte hinanden i Ulykken. Himlen ſtyre Din
Skjœbne; men juſt fordi jeg elffer og agter Dig, kan jeg
ikke bringe Dig Fordeervelſe. Bed til Gud, han vil ſtaae
Dig bi.“ ;

„Han taler ogſaa allerede ganſke ſom Fader!“

raabte Roſe og bortfjernede fig, halv veemodig, halv vred,

og Eduard gik eftertenkſom til ſin Bolig. Har Baltha⸗

ſar dog tilſidſt Ret?“ ſagde han til fig ſelv; ver den men⸗
neſkelige Natur ſaa ganffe fordærvet? eller mage Kraft,

Villie, Fornuft netop forvandle det i os til Dyd og Adel,
der ellers, upaaagtet, vilde blive til Ondſkab og Nedrig⸗

hed?” —

Han fErev et langt Brev til Herr Balthaſar, og
ſagde ham endnu engang beſtemt, at han maatte forlade
Egnen og hans Huus, ſaafremt Elieſars og Roſes USgte-

ſkab urokkelig var beſluttet. At han. gjerne gav Slip

paa hiin Formue, naar den rige Mand ikkun nogenlunde

vilde underſtotte ham i hans tilkommende Livsplaner.

(11 +)

NG
—

i 164 Den Gamle paa Bjerget.

Men han gjorde Faderen endnu engang opmeerkſom pan
det Upasſende, ja det Skroekkelige i denne projecterede For:
bindelſe. Han beſvoer ham at betragte fit Barns Lykke

med faſtere, mere upartiſk Blik; tillige udbad. han ſig

endnu een, den ſidſte Samtale, og Opfyldelſen af en Bon,

ſom den Gamle maatte tilſtaae ham, derſom Eduard

ſtulde forlade denne Egn med Ære, rolig Samvittighed,

og uden at angre ſit 2 her.
* * e

Galen til den 117 Fabrikherre faldt den unge

Eduard meget tung. Ret bedrøvet og trykkende lage Menne⸗
ſteſleegtens hele Skjcebne ham paa Hjerte. Marterfuld var

den Overbeviisning ham, at ogſaa i den ſodeſte og reneſte

Uſkyld ligge allerede alle Ondſkabens og Syndens Rod⸗ i

der, der ikkun behøve af Tilfælde og Lune at bringes til
Vært, for da at viſe deres uheldbringende Frugter. Hans
Stilling havde forandret fig ſaa meget, at han onſkede det
Huus, hvor han fan længe havde fundet fig hjemme,
den Egn, der var bleven ham kjeer, forſt ret langt bag
fig, for med ſikker Haand lidt efter lidt at kunne udflette
alle Erindringer om denne Tid. Han vilde idet mindſte
ikke fre det Uheldſvangre, ſom her, efter hans Overbeviis⸗
ning, nodvendigviis maatte udvikle fig af Gemptternes
Morke; tilſtede vilde han ikke være, fordi han ikke tiltroede
ſig den Kraft, at jo hans Lidenſkab og Svaghed ogfan

— ü —˙——— NES AMR ERR —

3

kunde medvirke ved de indtreeffende Uheld, Hvor meget |
han afſkyede Tanken om Sligt, ſaa vidſte han dog vel

af Jagttagelſe og Erfaring, at Menneſket ikke altid kan
være ens, og endog det alt ikke til alle Tider er be:

|
Ø

Den Gamle paa Bjerget. 165

væbnet med lige Kraft; at ogſaa vore Lidenſkabers So⸗
phiſterie træder alle vore gode Henſigter og Beſlutninger
paa det farligſte i Veien.

Han fandt den Gamle i en alvorlig Stemning, men
ikke bevæget, ſom han havde frygtet, Ver mig vel⸗
kommen,“ raabte Balthaſar ham imode, ”endffjøndt- De

vil forlade mig. Hvorledes jeg ſkal bære Deres Fravce⸗
relſe, begriber jeg endnu ikke, ſaa lidt ſom jeg veed hvor⸗
ledes jeg ſkulde kunne leve uden Lys og Varme; men dog
maa jeg lære det, naar Intet. Fan forandre eller omſtode
Deres Beſlutning.“

”Min faderlige Ven,“ begyndte Eduard, kan De
da blive ved Deres, mig uforklarlige Beſlutning? Er det
Dem ganſke umuligt, at grunde min, og ſikkert ogſaa
Deres Datters Lykke ?“

Jeg havde haabet, kjcere Ven,“ ſvarede den Gamle
meget mild, Vat De aldeles ikke mere vilde berøre denne
Streng, der toner altfor ſmerteligt igjennem mit hele Ve⸗
ſen. Overbeviis Dem dog om, at jeg umulig kan til⸗
bagetage denne for lang Tid ſiden fattede Beſlutning, ſom
De maaſkee falder en Grille, fordi den er ſammenvoret
altfor faſt med mit Liv. Hvad vi gjøre efter ſaakaldte
Overbeviisninger, efter raiſonnerende Frem⸗ og Tilbageteen⸗
ken, er ſjelden hentet langt borte. Alt Beſtemt, Eiendom⸗
meligt, Sandt i vort Veſen er Inſtinkt, Fordom — fald
det Overtroe. En Afgjorelſe uden Sporgsmaal og Un⸗
iderſogelſe, en Handling, fordi man ikke kan andet. Saa⸗
lledesr er det hos mig. Foreſtil Dem det ſom et Lofte,
ven Eed, ſom jeg har gjort mig felv, og ſom jeg ikke kan

* É

166 Den Gamle pan Bjerget.

bryde, uden at vorde meenedig mod mit Hjerte: paa den
ugudeligſte Maade, Jeg er denne gode ſtakkels Elieſar
en ſtor Erſtatning ſkyldig, fordi jeg i ſaa mange Aar har
næret Modbydelighed, Bitterhed og Nag mod ham. —
Og Begges Lykke? — Om dette Punkt teenker jeg gan:
ſte anderledes end De. Han er viis, forſtandig, dydig,
han er allerede nu lykkelig, og vil vedblive at være det,
om han gifter ſig eller ei. Han nedlader ſig jo kun med
fit alvorlige Bæfen til min Datter, En Mand, der eier
de Viſes Steen, anfengtes ikke længer af de jordiſke US:
ſelheder. Og min Roſalie? Ak, tjære Ven, det vilde jo
netop være ſkrœkkeligt, derſom jeg vilde give Dem hende
til Kone, dette Voeſen, dette Barn, ſom jeg maa have
faa kjer, og med Anger og Veemod ſlutte til mit Hjerte,
gik jo da ogſaa til Grunde i Verdens Lyſt, i Egenſindighed
og Spog, i Adſpredelſe og Vildſkab. De vilde jo af
Kjærlighed give efter for hende i alle Daarſkaber, og gore bande
Dem og hende ulykkelige. Nei, det kan ikke ſkee, under
ingen Betingelſe, og De ſelv vil i Fremtiden takke mig
for min fornuftige Vegring. Og nu intet Ord mere,
Dyrebareſte, om denne Gjenſtand, nu til Deres anden Bon,
ſom jeg ſikkert opfylder,”

Eduard gik med mork Stemning til, Referatet,
til Opregnelſen af den Skade, der var foranlediget ved de
Roverier, ſom ſkeete paa en ubegribelig Maade: og hvor⸗
ledes man endelig nu, forend Eduard forlod Egnen, maatte
komme Gjerningsmanden paa Spor. Den Gamle vilde
afbryde, men Eduard erindrede ham om fit hoitidelige Lofte.
Allermeeſt ſatte Balthaſar ſig imod det Forſlag, ſom

2
5

Den Gamle paa Bjerget. 167

den unge Mand "gjorde ham, hemmelig at lægge et Selv⸗
ffud i Magazinet, hvorved den frekke Rover endelig maatte

findes og blive ſtraffet. Dette Middel forekom den Gamle

ugudeligt, utilladt, og nær beflægtet med et forfætligt
Mord.

Eduard ſtrabte at giendrive denne Foreſtilling og
ſagde endelig: De ſkylder bande Dem felv og mig, at an⸗
tage dette Forſlag, hvilket jeg ikke heller ubetinget vilde
anpriſe, men ſom her er den eneſte Redning. Jeg beho⸗
ver ikke endnu engang at nævne Dem den Sum, der al⸗
lerede i længere end tre Aar er ſtjaalen fra, Dem, den
udgjør en ſtor Formue, en fan ſtor, at mangen Velha⸗

vende vilde været gaaet til Grunde ved dette Tab. De⸗

res uforklarlige Ligegyldighed, har gjort Tyven, der maa
kjende Leiligheden noie, fan „riſtig. Saa ofte der er vas
get, er intet feet, Men, naar vi atter vare ſikkre, have hverken
Laaſe eller ſtore Skodder, ingen nok faa klog Forholdsregel,
frugtet. Den uſkyldige Vilhelm og ſaa mange andre have
vi havt mistænkte, De kan ikke nægte det, Deres Mis⸗

tanke maa og vil afvexlende hvile paa alle de Perſoner,

der omgive Dem. Hvorledes kan dog Deres edle Hjerte
fordrage denne afſkyelige Folelſe, at De til visſe Minut⸗
ter holder de, hvem De ſtjcenker Kjerlighed og Tillid,
iſtand til den ſkicendigſte Nederdregtighed. De gjør hun⸗

drede Menneſker, der ere ærlige og æble, himmelraabende
Uret, for at ſkaane en eneſte Skurk ved en Mildhed

ſom jeg maa kalde Svaghed, og under disſe Omſtandig⸗
heder, en utilgivelig Svaghed. Nu forlader jeg Dem om
fan Dage, Det er muligt, Tyven fattes Leilighed, at

—

168 Den Gamle paa Bjerget.

en anden Opſynsmand er heldigere, at han foranlediger
Dem til at være ſtrengere og der udbreder ſig mere Frygt;
Roverne blive borte: kunne ikke Ondſkabsfulde, maaſtee
nu Tyven ſelv, for at han aldrig ſkal blive opdaget og
enhver Underſogelſe gjort frugteslos, udſprede: at jeg ſelb
var hiin afſkyelige Tyv? Vinder ikke Sagen netop Derved

den ſtorſte Sandſynlighed, da rigtigtnok Ingen fan ſikkert

ſom jeg kunde komme til hine Varer? Hvad nytter det mig
langt fraværende, at De vil forſvare mig og tilintetgjøre
Bagtalelſen? Vil Deres nye Mildhed, ſaavelſom den nu⸗
verende unaturlige Overbeerelſe, ikke forvandle det afſtye⸗
lige Rygte til den ſtorſte Sandſß ynlighed, ja til uomſtode⸗
lig Sandhed? Hvorfra, med hvilke Midler ſkal jeg da ret⸗
ferdiggjere mig? Og kjere, agtede Ven, ſkulde ſelv i De⸗
res morke Gemyt, da De i Handlinger er en Menneſke⸗
ven, og i Grundſeetninger Menneſkefjende, ikke hiin Mis⸗
tanke opſtage, udbrede fig, og efterhaanden blive. til Over:
beviisning, at jeg var Gjerningsmanden 2 —

i Balthaſar betragtede ham og gik ſtiltiende nogle
Gange frem og tilbage i Voerelſet. Han kjcempede med

fig ſelv og ſyntes ganſke henſjunken i Eftertanke. De

har ikke Uret,” ſagde han, efter en lang Pauſe, De har
ſnarere fuldkommen Ret. De veed hvorledes jeg
teenker om Rigdom og Eiendom. Begge ere mig ſtrek⸗
kelige. Det forekom mig ſom om der kun ſteete mig

min Ret, og det var ligeſom en lille Erſtatning hos

Skjcebnen for min ubegribelige Lykke, at der dog igjen
blev mig frarevet fra een Side, hvad der fan rigelig
ſtrommede til mig fra ti andre. Snart meente jeg,

„Den Gamle paa Bjerget. 169

denne eller hiin tilkjcmpede ſig Beſiddelſe fordi han beho⸗
vede den, og fortjente den paa en Maade ved den Liſt
og Klogſtab, hvorved han vidſte at forſkaffe ſig den. Der
ſatte ſig en Overtro faſt hos mig, jeg vilde forſetlig
ikke oplyſes, for ikke at forſtyrre en forunderlig Drom
„og en uvis Folelſe hos mig. Det gjorde mig ondt at
have ſaa mange af mine Folk, ja dem alle mistenkte,
og det gjorde mig dog igjen paa den anden Side godt,
at jeg ikke kunde være overbeviiſt om Nogen af dem.
Ja, Ven, ogſaa Dem, ogſaa Dem har jeg gjort Uret,
De kjender mig ſaa temmelig, og jeg beder Dem nu om
Tilgivelſe. Jeg tenkte tidt i Stilhed, uden derfor at
være vred pan. Dem: Ih nu, han tager forud, hvad
han i enhver Henſeende rigelig har fortjent ved Moie 7
Nattevaagen og Omſorg af alle Slags: han kan jo ikke
vide om en pludſelig Dod bortriver Dig, han har maaſkee
fattige Slegtninge, han vil vel etablere ſig brillant,
han har maaſkee lignende Begreber om Eiendom, ſom
Du ſelv. Dette var fornemmelig Grunden til min

Mildhed og Svaghed, ſom De kalder det, iſer da Tin⸗

gene ikke bleve bedre efter. Vilhelms og mange andre
tvetydige Menneſkers Bortfjernelſe. Selv Deres ſtore
Varme, Eduard, Deres Brede, ogſag dette rettede min

Mistanke imod Dem. Jeg ſagde til mig ſelv: hvorfor.

ſporger han, hvorfor ivrer han faa meget? Jeg har jo
gjort ham ganſke uindſkrenket i denne Sag; lage det
ham faa meget paa Hjerte, vilde han jo, paa en eller
anden Maade, liſtig eller ved Vold, allerede have befor⸗

N
—
A ²—rueU⏑'A . ²˙ - ůànL . ꝛ̃ ¹ʃꝛi, Faa

170 Den Gamle paa Bjerget.

N

dret Opdagelſen, Jeg maatte jo dog alligevel ſiden ef⸗
ter billige Alt hvad der var ſkeet til mit eget Bedſte.“

En uhyre Smerte greb, under denne Tale, den
unge Mand, han var nerved at beſvime. Med For⸗
tvivlelſens Udtryk kaſtede han ſig i en Stoel, ſtottede ſig
dybt nedboiet med Haand og Hoved paa Bordet, og en
Taareſtrom, ſom ſtyrtede brændende ud af Dinene, en
lydelig krampagtig Hulken ſkaffede endelig hans Hjerte
Luft, der truede med at briſte. Den Gamle fane med
Forbauſelſe denne uhyre og uventede Virkning af: fin
Tale, ſom han havde foredraget med kold Rolighed, ſelb
med Venlighed. Han ſogte at troſte og berolige den
unge Mand, han reiſte hans Hoved op, han aftorrede Taa⸗
rerne af hans Anſigt, der endnu beſtandig viſte ham Udtrye⸗

keet af den dybeſte Smerte og Fortvivlelſe. Han om⸗

favnede Vennen, han ſogte efter Ord, for igjen at gere
det godt, for at ſtille den Storm, han ſelv havde frem⸗
kaldt. „O! min Gud!” udraabte han endelig, da han
ſage, at alle hans Beftræbelfer vare forgjceves: 'hvad ſkal
jeg gjore? Eduard! jeg har jo ikke meent det fan ſlemt!
Jeg tenker jo kun om Andre, hvad jeg tiltroer mig ſelv.
Jeg elſker Dig jo, unge Mand, mere end nogen Anden,
jeg har lært Dig at kjende, Du er mig jo ſom Son,
derfor min forkeerte Mildhed ved mine uſanbe Tanker:
Du maa tilgive mig Alt, Alt, dyrebareſte Eduard, jeg
vil jo gjøre Alt, Alt hvad Du forlanger af mig.“
Da Eduard endelig havde fattet ſig noget, ſagde
han med mat Stemme, endnu ofte afbrudt af kramp⸗
agtig Hulken: »Nei, nei, Wdleſte, Redeligſte af alle Men⸗

Den Gamle paa Bjerget. 171

neſker, aldrig, aldrig var De nedſſunken til en elendig
Tyv! Ingen Nod, ikke Hunger og Nogenhed, ingen
nok faa friſtende Leilighed kunde nogenſinde fan dybt for⸗
nedre Deres hoie Sind. Det ſiger De ogſaa kun for at
berolige mig. O Himmel! denne Mand, der ſtjcnkede
mig inderlig Kjerlighed og ubetinget Tiltro, der gav mig,
uden. Regnſkab, Summer i Haende, for at tilfredsſtille
ſin Godgjorenhed, for at beſpiſe Hungrige og pleie Syge,

denne ſamme Ven kunde paa ſamme Tid holde mig
iſtand til en ſaadan Nedrighed! Seer De, ſeer De nu hvor

flarligt det er, at optage i ſit Sind ſaa morke Aander og
Spogelſer, der tilſidſt fordrive al Sandhed, Kjerlighed,
Kraft og Tillid af vor Sjæl? O! du lyſe, rene Sand⸗
hed, o du uſminkede Dyd! Hvorledes viſer denne Mand
fig for mig efter hine ulykſalige Ord, og Hvorledes fore⸗
kommer jeg mig ſelv! Hvor frygteligt, hvor ſeroekkeligt
har mit Forhold til ham forandret ſig! Det er mig,
ſom om der gik en Skygge af Laſten og Ryggeslosheden
over i mig derved, at man troer paa Muligheden deraf,
at en Mand, ſom denne troer det! thi denne Woͤle var
jo dog hidtil Speilet for mit Værd, for hvem jeg blev
- min Godher, min Redelighed bevidſt. Kan, kan Alt i
vore Hjerter ſaaledes forandre fig i et Minut? Ja dy⸗
rebare, faderlige Ven, jeg erer, jeg elſker Dem beſtandig,
jeg beundrer Dem, idet jeg beklager Dem, men ogſaa
uden andre Aarſager havde denne Samtale adſkilt os,
denne alene, uden Henſyn til min Lykke eller Ulykke, dri⸗
ver mig fra Dem ud i den vide Verden.“

172 Den Gamle paa Bjerget.

”Saa ere vi da altſaa ganſke adſkilte,“ ſagde den
Gamle med ſtor Veemod, ”ved SEjæbnen, ikke ved min
Brode. Man kan betvinge Alt, kun ikke ſit eget Selv.
Hos mig er Mistanken ikke det Slemme, hvortil Deres
overſpendte Aresfolelſe, hvilken jeg endnu ikke har truf—
fen ſaaledes hos noget Menneſke, vil udlægge det. Men
fan længe maa De, min Ven, uden hvem mit Liv i lang
Tid vil være uden Indhold, forblive hos mig indtil jeg
kan medgive Dem Deres Formue i ſikkre Papirer. Thi
denne Lon maa De modtage ſom frauen Fader, faaet a
De ikke vil ydmyge mig altfor dybt.“ J
De omfavnede hinanden, og den Gamle gav 158
tinget Tilladelſe til at anordne Alt, ſaaledes ſom Eduard
vilde finde det for godt, for at opdage og ſtraffe Tyven,
Eduard havde igjen fattet fig, og den Gamle: var Mild—
heden og Foieligheden ſelv. De aftalde endnu andre An—
liggender, og Eduard tog nogle Boger med ſig, for at
gjennemſee og berigtige Regnſkaber. Omfavn mig endnu
engang ret hjertelig ,”. ſagde den Gamle, “ wog tilgiv mig
ogſaa af Hjertet,” Eduard vendte igjen tilbage og ſagde
efter Omfavnelſen: »Dyrebareſte Ven, hvad har jeg efter
Deres Begreb at tilgive? Det Ord pasſer ikke. Hvad
jeg har oplevet i disſe Minutter, kan jeg aldrig igjen
glemme, og denne Ryſtelſe vil zittre ind i min ſildigſte
Alder. Menneſkets Hjerte, vor Sjæl, Menneſke og Gud
ere blevne mig ligeſom noget ganſke Andet ved dette
frygtelige Lynſlag. Efter Deres Begreb, kan De ikke
heller vredes paa mig, naar jeg nu desuden ſiger i halv
Spog, at jeg, hvis De ikke havde tilladt mig mine For⸗

Den Gamle paa Bjerget. 173

holdsregler, i det Fjerne kunde troe, at De, hvo veed i
hvilke kunſtige Henſigter, ſel v havde beſtjaalen Dem faa
behændig og liſtig, maaſtee netop for at kaſte en Mis—
tanke paa en eller anden 2“

De har ikke ſaa ganſke Uret,“ ſagde Balthaſar.
Eduard ſtod atter i Doren. Bie endnu et Hieblik, unge
Mand!“ raabte den Gamle. til ham. Eduard vendte end—
nu engang tilbage. Men nu, da han igjen traadte den
Gamle neermere, forbauſedes han, ved at finde dennes An—
ſigt og hans Hines Udtryk faa ganſke forvandlet, Et fy⸗
tigt, hurtigt Blik, funklede ham uvis imode. De er,”
begyndte den Gamle, 'ſom jeg veed, overbeviiſt om vor
chriſtelige Religions Sandheder, De leſer flittig og med
Opbyggelſe i Bibelen, De troer ogſaa pan den hiſtoriſke
Deel, og for Dem er Aabenbaringen en virkelig. For—
nuften, Allegorien, de kritiſke lærde Forklaringer ere Dem
ikke nok. Ikke ſandt? Men De er en ſand Chriſten
med Hjerte. og Sjæl,” ;

”SiÉkert,”. ſvarede Eduard.

”Hiin Fortælling,” vedblev den Gamle, ”hvorlebes
Frelſeren blev. friſtet af den Onde i Brkenen er for Dem
ingen Parabel, eller Allegorie, eller mythiſk Sagn, uden
Betydning, men De troer, at dette er modt den ſande
Chriſtus, Guds Son, med de der angivne dae
der, Sporgsmaal og Svar?”

Hvad mener De dermed?“ ſpurgte Eduard lang⸗
ſomt, efter en Pauſe. Ja, jeg troer paa denne Forteel⸗
ling ſom en ægte og orthodox Chriſten.“

174 Den Gamle paa Bjerget.

„Nu?“ vedblev den Gamle, idet han fortrak de
blege, lukkede Leber til et beſynderligt Smiil, Tvende
Ting vil jeg ſige dermed, hvilke jeg neppe behøvede at
nævne, derſom De nogenſinde havde efterteenkt denne Om—
ſtendighed nærmere, For det forſte: naar Frelſeren man
lade fig fligt gefalde, naar Mistanke, og ſaa hos den Onde,
blot var mulig, ſaa kunde vel De ogſaa tilgive mig af
ganſke Hjerte, naar jeg med det Halve eller Fjerdeparten
af mit i mangt et Hieblik har tvivlet om Dem. Det
ſynes mig, at denne dybſindige, beſynderlige og fleertydige
Fortælling, fordømmer. dog ikke fan ligefrem min An⸗
ſkuelſe af den menneſkelige Natur. Det er juſt ikke Spo⸗
gelſer, der have faget mit Veſen i Beſiddelſe, ſaafremt
Spogelſer og Aander maaſtee ikke udgjore en og ſamme Fami⸗
lie. For det andet: har denne Underhiſtorie vel endnu
i Deres Pine nogen Mening, derſom Friſtelſen ſlet ikke,
aldeles ikke var mulig? — Nu da, altſaa! Frygtelig
nok bliver en af os, og De vel ogſaa, tilmode, naar man
tenker og føler fig ind i Sagen! — Endnu vilde jeg til
foie et tredie ſom Slutning: — hvad vilde der blive. af
Verden og Menneſkene, af Himmel og Jord, derſom
Friſteren fik Overhaand, derſom Kjerligheden lod ſig for⸗
fore? O unge Menneſke, Dorene ere ikke allevegne laa⸗
fede, hvor vi fee dem lukkede. — J troe at have gjen⸗
nemmonſtret Alt, naar J neppe have talt til Fem. —
Jeg troede jo ogſaa, forſkede ogſaa, var oploſt i Kjerlig⸗
hed og Andagt, fandt Kjerligheden i min og andres Aan⸗
der, og derved er netop mit Hjerte og Liv ſonderbrudt,
for aldrig; aldrig igjen levende at ſammenfoie fig, Lader

Den Gamle paa Bjerget. 175

Eders Folelſers Stolthed fare, ſpinger Eder ikke op med
Phantaſien, men kryber paa Jorden ſom Ormen, og æder
Stovet, thi ſaaledes ſommer det fig.”

Med et ſterkt Haandtryk, og med et vildt Smiil
og en pludſelig Latter, der forſkrekkede den unge Mand ,
losrev den Gamle fig fra Eduard. Denne blev, ſom,
bedovet, endnu en Tid ſtaaende, og da han endelig ſlog
Blikket op, var Balthaſar henſjunken i dybe Tanker og
ſtod med hiin mørke lidende Mine, der var hans ſcedvan⸗
lige, ved ſit Skriverbord. Eduard havde en Folelſe, ſom
om han forlod en Doende, idet han gik bort, og lod den
ſtore, Ege⸗Dor atter. falde langſomt og ſikkert i Laas.

Eduard havde gjort ſin Anſtalt ligeſaa hemmeligt
ſom klogt. Ingen af Tjenerne, Oppas ſerne, eller ſelv de
hoiere Befuldmergtigede, vid ſte af, at han havde noget

for i Maui Alt, hvad. der kunde forſtyrre, var be-
tenkt. J den roligſte Eenſomhed, idet ikke engang No⸗
gen 915 at han havde forladt Huſet, det ſaakaldte Slot,
gjorde han ſine Anſtalter. Forſt i Skumringen kom han
tilbage. Han vidſte ikke om der alt i denne Nat, eller i en til⸗
kommende vilde fee noget Tyverie. Alle Vegtere havde han,
uden at det kunne være paafaldende, bortfjernet fra Magazinet.

Nu, i Nattens Eenſomhed, ſatte han ſig, for at
ſamle fine Tanker pan. eet Punkt, og derved ſtyrke ſig
efter de Indtryk, han havde oplevet, ned til Regnſkabsbo⸗
gerne. Det var vigtigt, forend hans Afteiſe at bringe
denne Sag ganffe i Orden. Det lykkedes ham endelig,

176. Den Gamle paa Bjerget.

at glemme det Forefaldne for Hieblikket, ogſaa fordybede
han fig fan meget i fin Forretning, at han ikke mere
tenkte paa, at disſe Timer maaſkee allerede kunde frem⸗
fore Opløsningen af hiin afſkyelige Hiſtorie, der havde
ængftet dem alle i flere Aar. ö

Da han havpde affluttet, og bladede i en ældre Bog,
faldt ham nogle beſkrevne Ark i Hende, der hidrorte fra
Balthaſar, og vel torde være allerede mange Aur NNA:
Han loesde folgende Fragmenter:

Ja vel er Graaden et Under, og ſom 1
en Gave, der nedſtammer fra Himlen, En Salighed ud⸗
breder: fig i vort Sind, efterhaanden” ſom de rindende
Taarer, liig Strombolgerne, bortføre den forte n
mer, Angſten, den lange Tvivl. Gjenſkjeenkede ere J J mig
alle, J Siceele, der engang vare mine, og an en i hong,
Skjebne ſiden efter ſkilte fra mig.

Netop derfor ſoger man ogſaa Taaren „ man ind⸗
byder den med Smigrerier, naar den ikke vil komme.
Dagveerket er endt, og ligeſom Fraadſeren og den For⸗
nemme ender ſit mangfoldige Maaltid med Sukker, ſaa⸗
ledes ſoger man efter Arbeidet, efter Regnſkabsafſlutning,
andeegtige Tanker og rorende Folelſer, man tænker pan de
Afdode, for dt lokke denne Taarens Livsviin i det velly⸗
flige Die og den nydende Hjerne. Nu glaſerer den
blide Veemod alle Hieblikkets lave Gjenſtande, og i yd⸗
myge Folelſer af en vanſmegtende Anger og Sonderknu⸗
ſelſe hæver det vemmelige Hovmod fig, trodſende paa et”
forkjcelet, lunefuldt Hjertes Adel. O hvor elendige fore⸗
komme os nu Medſkabningerne i deres Sverdagslighed, der

101

Den Gamle paa Bjerget. 177

alle ſom nykterne Beboere af den lave Jord, ere bedre

end vi. —

Men Latteren. Dette Jordſkjcelv, ſom uſynlige

Kræfter oplofte af vort ſammenſlyngede og i. mangfoldige
Knuder knyttede Veſens Gaade; ſom i ſtoiende, taabelige
Toner giver tilkjende, at Aanden indvortes, i den uſynlige
Verden, atter erkjender Sandhed og Vildfarelſe, og myr⸗
der netop den fine, blide Forkynder, der har bragt det
Aabenbarelſen. Disſe dumme, rage Toner, der for lang
Tid vanzire, endog det bedſte Anſigt, den regelrette Larve.

Hvor lenges ikke Menneſket efter denne modbydelige

ſeet; lader forfkreekket, naar den fig krympende Folelſe
bliver funden, og, forvirrende fig i det Modbydelige, Gemene,
ſlider den fig frem og tilbage i Haandgemeenget; idet

fnart det Erkjendende, ſaakaldtes Bedre, ſnart det Lave og,
Use, er ovenpaa, og ſnart igjen neden under; og ſaale⸗

des afverxlende, legende og fæmpende, nedbuldrer Latteren

ad Jammerlighedens Stige med den jordiſke Krafts haarde

Trin — og Mennefket griner og er lykkeligt. —

7 Krampe! Lyver og hykler Taaren med den himmelſke Fo⸗
lelſe, fan leger Latteren et keitet Skjul med de onde Doe⸗
moners Taabelighed, ſtjuler ſig for Lavheden, for at blive

Lykſalige Tid, — da der endnu var en virkelig Til⸗

værelfe, et Liv i Livet! Da endnu ei den hele Evighed, ſig

ſelv nok, havde adſplittet ſig i Tid, da Aanden endnu ikke be⸗
hovede Afmaalingens Tids⸗ Folge i Tids⸗ Rum, for at

—blive fig ſin Kraft og fin Tilværelfe bepidſt. Hvilken bee
ſonderlig Begivenhed, da Varighed og Liv adſkiltes, da

5

*

178 Den Gamle paa Bjerget.

det indvortes Aandsbaand losnedes, og den fremmede Gjaſt,
Doden, trængte fig ind imellem Aabningen, for at beherſke
Begge, Nu har det Faſte, Evige, Vedvarende grundet
ſig dybt ind i fig ſelbv, og antaget den ſolide Eftertankes
uforanderlige Mine. Steen, Klippe, Metal trodſer i i
ſit folde Skin Forgjcngeligheden, og mener ikke at Ejende ”

> Forandring. De fmane Vanddraaber, lig Kobolder, Luft-
trækket, ſaavidt det nager, oploſe de ſtive trodſige Kjemper,
det lille Menneſke graver ind i Benet, og kunde, om det, .
vilde raſe dybere, oploſe Alt i flygtigt Stov. — Forhol⸗
der det fig. maaſkee ei bedre med de evige Stjerner? Blandt
Jordens Syrer opbruſer Klippeſtenen naragtig og opöHlaaſt,
og erindrer fi fig om fin Aands DOieblik.

Og du Sommerfuglſkikkelſe i den lette S
kjole, der flaggrer ſvcevende over Bjergene! Fra den for⸗
vandlede Puppe indtil Loven og Menneſket, J alle næs
rende hos Eder en fort, flygtig, Gniſt, fom Blikket af Steen
4) og Staal, — borte er Funkens rode Opblusfen — ogſaa
kun Larver ligge atter der, efter den korte Livets og Kjærs
lighedens Drøm, Steen pan. Steen, Forraadnelſe paa Sto⸗
vet — Oldefaderen ved Siden af den henſmuldrende Son⸗
neſen, og Ingen. kiender hinanden, Ingen veed noget af
hinanden at ſige. — ; ;

Veerterne rundt omkring tyde Eder i tuſende Skik⸗
kelſer Bret, Blomſterne ſmile ſkjelmſt og veemodig i Ma⸗
ſkeraden: og, Drom. blander ſig med Drøm, naar den El⸗
ſkende⸗bryder Roſen, og ſelv rodmende roekker den SUN
til fin underlige Dige,

[|

Den Gamle paa Bjerget. 179

Pulsſlaget er ikke alene Tegnet paa Liv, men Livet
ſelv. Ingen Folelſe, ingen Tanke, ingen Seen og Ho⸗

ren, ingen Smagen og Folen ſtrommer i flydende Fart,

men Alt hopper kun, Bolge efter Bolge, Draabe efter

) Draabe, og derved er det. Een Tanke afloſer den anden,

vexelviis mellem Dod og Tilverelſe foler Folelſen fig,
ethvert Kys bliver kun levende ved den kolde Pauſe, Hen⸗
rykkelſen over Malerie, over Muſik er kun tilſtoede i Bol⸗
geſlag, ſnart levende, flur igjen død, Saaledes aander
Havet i Ebbe og Flod, Tiden i Nat og Dag og Vinter

og Sommer. Forglemmer jeg mig ikke ſelv i dette Hie⸗ 2

blik, ſaa kan jeg ikke finde mig igjen i det neeſte. — Og

2 Døden — —

Er denne Puls⸗Omſcetning, denne Takt⸗Forandring,
denne Vexel af Tempoet en Indledning, en Overgang til
et nyt Muſik⸗Stykke? Alle levende Bæfener ere til, for

gat fortæres af andre, ikkun Menneſket har ſynlig und⸗

UL f

draget ſig denne Canton⸗Indretning og Militair⸗Forplig⸗
telſe, og opbevarer fig for Jorden, dekte Stenenes ſendere

lemmede Chaos, og for Forraadnelſen. —

J Kjærligheden, i Ulykken, i Glæden, i Fortvivlel⸗

ſen, i Arbeidet og Roligheden var Dod beſtandig min :
forſte, jeg kunde neeſten ſige min eneſte Tanke. At dræbe
mig ſelv, vilde, af alle menneſkelige Handlinger, være mig
den allernaturligſte. Jeg har aldrig folt, at en napnlos

Angſt, en megtig Gyſen tilbageholder vs, og river os Kni⸗
ven af Henderne. Naar den ſtakkels nogne Glæde, der

beſidder faa liden Prpdelſe, og ſtammer ſig ved at frem⸗ ;

12 9

N 7 1

7

180 Den Gamle paa Bjerget,

træde paa Jorden, engang beſoger os, da vilde den blanke
Dolks Stik ikkun være den ſidſte funklende Spidſe af
denne Gledesbevidſthed. Thi hvor er ikke Jorden, efter
det korte Pulsſlag, ſkaldet og Livet mørkt, Netop derfor”
fordi jeg ikke veed, hvorhen jeg gager, og om jeg gager, eller
om der gives noget Hvorhen, er Gjerningen ſaa friſtende.
Menneſkene ville kun ikke tllſtaae fig dette, og kalde det
Feighed og Kraft, der netop ikke er nogen af Delene,
J Adſpredelſen undergaaer for de Arme Dod og Liv.

— — U

En utiderlig Drom, det vil ſige en Drom, har be⸗
ſogt mig. Det Almindelige er ligeſaa ſelſomt ſom det
Modſatte, Vanen ſlover ikkun vort Sind.

Jeg var dod. Jeg vidſte det tydeligt, og levede dog
fort i min Bevidſtheb. Alle mine bedrovelige Zvibl, min
Haardnakkenhed, der ikke vilde give ſig til Fange, mit kolde
"Hjerte, der ſaa tidlig vente fig af med Kjærlighed, havde,

det ſagde min omme Samvittighed mig, udelukket mig

fra "hine Steder, hvorpaa de Bedre haabe. Saaledes
ſom jeg befandt mig, og utallige andre med mig, var en
Tilſtand, der ved fin lave Almindelighed, ved det Lidetbe—
tydende, var frygtelig. Jeg kunde aldeles ikke erindre mig
mine Venner og Elſkede, ihvor meget jeg end anſtreengte⸗
og piinte min Hukommelſe. En- Lengſel, liig den Tor⸗
ſtendes efter Bolgens kjolige, klare Vand, martrede mig,
for ak fremkalde Billederne og Erindringen om disſe Dy⸗
rebare i min Phantaſie, jeg følte mig manet om dem, ſom
ved et fvært Tryk, der qvcelte mig, i mit tilhyllede In⸗
dre. Ligeſaalidet vilde de Handlinger falde mig ind, ſom

Den Gamle paa Bjerget. 181

jeg i levende Live havde kaldet gode, Alt var i denne min

Tankers Retning, en tor udbrændte Ork. Men al

Ondt væltede fig i hvirvlende Kredſe og Svimmel v eekkende for

mit indre Blik. Mine Synder og Vildfarelſer, alle mit
Livs Feil, alle mine timelige Tilbeerelſes elendige Hie⸗
blikke omgave mig, ligeſom med vilde hungrige Rovfugles

Skrig og Piben. O disſe Synder, hvor kjempeſtore
voxede de ikke! Hvor frygteligt var det ei at ſee deres Fol⸗

ger udvikle fig langt, langt ind i Fremtiden; hvorledes de

voxede og raſede i de kommende Slægter: alle disſe Jam⸗
merens og Bebreidelſens, Lidelſernes, den bittre Fortvivlelſes
Blikke vare vendte imod mig. Ligeledes mindedes jeg
grandt alle de Menneſter, der havde været mig "forhadte

eller imod: alle kjedſommelige Timer, hvis Erindringsqval

greb mig paany: alt Taabeligt og Smagloſt, jeg ſelv havde
talt, eller hort af Andre.
AJ de mangfoldige, vidtſtrakte Sale ſade, ſtode og gik

utallige Menneſker rundt omkring, der martredes lige ſaa jam⸗

)

merligen af fig ſelv. Og ingen Forandring, ikke Sol eller
Nat forſtyrrede og bragte Afvexling i denne ſorgelige

Trengſel. Kun een eneſte Moerſtab gaves her. Af og til
erindrede En om vort "Livs forrige Troe, at vi havde
frygtet og tilbedet en Gud. Da lod en hoi Latter, ſom

over det urimeligſte Toi, gjennem Salen. Siden bleve

Alle glvorlige, og jegi ftræbte: med alle Sandſer at tilba⸗

gekalde mig min fordums Folelſes ꝗrefrygt og Hellig⸗
, men forgjæves — . kr

7 Eduard havde ikke market at Morgenen allerede

—

1 „

emma wm wen.

— —

182 Den Gamle paa Bjerget.

demrede, ſaaledes hade han fordybet fig i disſe fælfom-
me Blade. Han vilde ogfan uden Tvivl have læft endnu
meget længere, derſom ikke nu en hoiroſtet Skrigen og
heftig Banken paa hans Dor havde afbrudt ham. Han
ſtod op, for at fee hvad. der var paafceerde, da Kunz,
rod, puſtende og med vilde Gebeerder, ſtyrtede ind i hans
Veerelſe.

Der har vi det 7? raabte Bjergmanden i den hoie⸗
ſte Vrede; har jeg ikke allerede. dengang ſagt, at Land⸗
ſtrygeren er Ondſkaben ſelv? Lad De ham kun, Hr.
Inſpecteur, ſtrax ſmedde i centnertunge Leenker, lad den
Hund ſonderhugges med Pidſke ſaa at Livet og den ryg⸗
gesloſe Sjæl tommeviis farer ud af ham!“ ,

”Hvab er der da?“ ſpurgte Eduard; ”jeg frygter,
at. Jer ſprungen op fra en Feber, og raſer.“ :

„Ha! ſkreg Kunz, ”nu vil ſnart min onde Syg⸗
dom forlade mig, nu da Udyret. er grebet paa ferſk Gjer⸗
ning i fine. Laſter! Han vil nu ikke mere flæbe mig ned
i de jammerlige Halmſtraae?? 175

„Om hem taler. J da?“ begyndte Eduard igjen;
dog ikke om den fremmede ungarſke Bjergmand?“

„Om ingen Anden,“ ſvarede Kunz: 'det Uhyre har
ſtjaalen, og ſtager i Complot med en heel Tyvebande.
Hor, kort og godt: jeg kunde alligevel ikke ſove om Nat⸗
ten, og drev. altfan omkring i Skoven, tillige for at ſoge

„adſkillige Urter for min Sygdom: Det begynder allerede
at dages, da hører jeg noget dernede, , paa den enlige
Fodſtie i den tykkeſte Skov, ligeſom Lyden af en Karre,
og derhos en Stonnen og Puſten, ſaadan ſom man ho⸗

7

Den Gamle paa Bjerget. 183

rer Alt tydeligere 2 Natten. Jeg iler derhen, To Karle
træffe en Karre under Angſt og Suk, og den blege SÉutE

gaaer ved Siden og driver paa dem. Spidsbuber!“

ſkreg jeg til dem, og jeg havde ikke Ordet endnu vel ude
af Munden, for begge Gavtyvene lobe bort, men den
blege, magre Skurk holder jeg faſt, Karren med de ſtjaal—
ne Vare bliver i Skoven. Men de bringe den bagefter,
thi jeg modte to Arbeidere, dem ſendte jeg tilbage, og den
ungarſke Woywod har jeg ſelv "flæbt herhen.“

Imidlertid kom hele Huſet i Opror. Den Frem⸗
mede ſad bunden udenfor, Bjergfolk, Spindere og Vee⸗
vere trængte ind, fra Møllerne kom der Folk, og Alle
ſkreg, og den Ene forundrede ſig over den Anden, Alle
vilde paa eengang fortælle, og Ingen ſyntes at vide hvad
der var at ſige, ſaa at Eduard og Kunz forundrede og
forſtyrrede ſpurgte ſnart denne, ſnart hiin, indtil Bjergman⸗

den, med ſin tordnende Stemme, raabte i det hele Virvar:
„Hold Munden Alleſammen! Kun Den fÉal give Nap⸗

port, ſom blivet adſpurgt af den unge Herre!“
Den eenoiede Mikkel ſtod i Nærheden, og da Eduard

vendte fig til ham, fortalte han: „Det kunde omtrent
være i den tredie Time efter Midnat, da jeg gik op fra
Hytten, for ret tidlig at udrette et Wrende derovre

Zinkhammerveerket. Jeg gager igjennem Skoven op ad
Stien, og tenker ikke pag noget Ondt, kun, da jeg alle⸗

rede var temmelig nær. Magazinet, falder alle de Nattety⸗ 7

berier mig ind, der allerede i faa lang Tid ere udovede.
Jeg gad dog nok attrapere den Skjelm, ſagde jeg ſaadan
for mig ſelv, — da der pan eengang. falder et Stub

' —

184 Den Gamle paa Bjerget.

Et Skud! holla! det greb mig om Hjertet, . Der er jo
ingen Sæger her i Nerheden, ſiger jeg og ſkynder mig,
og arbeider mig noget raſkere og ivrigere op. Saa horer
jeg ogſaa allerede Skrigen og Stoien og Larmen, Bul—

dren og Ordkiv. Den Ting, tenkte jeg, kan aldrig hen⸗

ge rigtig ſammen. Nu er jeg oppe og ſeer ogſaa flux
Hiſtorien. Magazinet ſtager aabent, nogle Karrer, Men:
neſker for dem; de lesſe paa: en lille Figur, ſom jeg ikke

kunde kjende i Morket, puſter og ſtonner, ſkriger og jam⸗
rer fig, humper ſomkring og falder, igjen ned. Jeg,

efter Karlene med de ſtjaalne Sager. Da holder No—

gen mig faſt og trykker Hinene til pan mig. Det bliver ro⸗ ….

"ligere, ſtrige kan jeg ikke, det havde ſagtens heller ikke
hjulpet mig ſtort. Da de igjen ſlippe mig, er der intet
SØE fee i Neerheden. Ogſaa den Haltende er, ihvor me—
get jeg ſoger, reent forſvunden, og ikke nogetſteds at finde.
Da jeg kommer nærmere til Huſene, raaber jeg alle op

af Fjedrene, for at Folkene ſtal pasſe paa We og

lobe efter Spitsbubene.“
»Og jeg!“ raabte Kunz, har fuse e General.Stra-

tenroveren ved Kraven „Propheten fra ſidſt, der gjorde

det lille Kunſtſtykke med Svovlſtikken i Eders Hytte,” .

Saaledes fortalte de nu atter i Munden paa hver⸗
andre, ſkrege og larmede lige faa galt ſom for. Men
Eduard gav. Ordre til Alt, hvad der paalage Enhver, fot

den Fremmede bevogte, det ſtjaalne Gods indbringe, og

bed derpaa Rolighed, for ikke at forſtyrre den Gamle,

hvis han endnu fov, i hans Roe. Han ſelv ilede med

*

|

—

Den Gamle paa Bjerget: 185

Nogle til Magazinet, for ogſaa der at treffe Forholbs⸗
regler, og, om muligt, at opdage endnu flere af Tyvene,

Eduard fandt i Magazinet! og "udenfor det Blod⸗

ſpor. Efter disſe gik han og hans Ledſagere. De tabte
fig ſnart, ſnart opdagedes de igjen ved Siden i et Bu⸗

ſtads, derpaa vifte de fig atter paa en Fodſti. Eduard ſkred
med bange Folelſer videre, en Anelſe klemte hans Bryſt,

han vilde ikke tilſtaae fig ſelv fine Formodninger. Men
det varede ikke længe, for de bleve til Vished, thi Spo⸗
ret forte til Elieſars, paa en grøn Skrent liggende Huus,

Da de nærmede. fig, ſage de ogſaa allerede Omegnen i

Bevegelſe, Menneſker ilede derned fra Staden, Stedets

Preeſt gik netop ind af Doren. Derinde var ſtor For⸗

virring, og Læge" og Chirurg vare befEjæftigebe i d

ſerne.

Eduard lod ſine Ledſagere blive udenfor, og. 128

med bankende Hjerte Stuedoren. Elieſar laae bleg og
„med ganſte fordreiede Trek i fin Seng. ; Suft i ſamme

Hieblik var Saaret blevet. underſogt og Forbindingen
paalagt. Alle Menneſker i Verelſet, Læge, Chirurg,

Preſt og Tjener ſaae blege og forſtyrrede ud, thi denne
Henndelſe maatte forekomme Alle ſaa uforklarlig og ſkreek⸗
kelig, at en Redſel bemægtigede fig alle Gemytter.
Saarlegen „ der tog Eduard til Side, ryſtede med
Hovedet og forſikkrede, at der var ingen Redning, Patien⸗
ten ville neppe overleve denne Dag. Nu reiſte Elieſar fi ſig

af ſin Bedovelſe, fane fig omkring og bemerkede Inſpec⸗
U
teuren. Aha l“ raabte han mmebanftsængt, m mat Stemme — '

vo ogſaa allerede her? Nu ja, J har da endelig ſeiret
i [| . 2

186 Den Gamle paa Bjerget.

over mig. Derpaa er Eders Higen alt længe gaaet ud.

Jig ligger nu her, og Alting er forbi, Alting opdaget,
der er ikke fænger noget Spørgsmaal eller Svar, noget
Idag og Imorgen. Hvorledes det vil bekomme Eder, dit
vil vel ogſaa endnu viſe fig, Godt bliver det paa ingen
Maade. Triumpherer altſaa ikke i Eders indbildte Dyd,”

Han vinkede og lod fig af Præften række et Skrift,
ſom lage i Vinduet. Giv dette til den Gamle pan
Bierget, vedblev han derpaa, han vil deraf fee, at jeg
har elſtet ham, thi det er mit Teſtamente.“ :

Nu ſagde Præften nogle Ord; han onſtede at være

alene med den Syge. Eduard forlod gjerne Veerelſet, for
at træffe Veiret i det Frie, Udenfor lob Kunz ham at⸗

ter gandelos imode og raabte: Forvirring over al For⸗

i virring! Som han har begyndt Sagen, vor dyrebare Elie⸗

ſar, fan bliver vel hans ſidſte Brod bagt, See dog, dette
Menneſke, den Almegtige, den Gamles Svigerſon, han
er en nedrig Tyv! Nu vil jeg tilgive den blege ungarſke
Stymper „at han nylig ſpilte mig hiin Streg: thi hvad
er dog hele Jordens Reputation, al Verdens re?”
"Hele Egnen, Staden og Landet var i. Opror ober
denne Heendelſe. Dg det Utroeligſte var ſkeet „en Mis⸗
gierning, der ikke (od ſig benægte eller ſkjule, udovet af
en Mand, ſom Alle havde magttet ære, der var forekom⸗
met dem ſom deres tilkommende Brodherre og Beſkytter,

ſaa kunde alle disſe Arbeidere ikke komme ſig af deres

Forundring, og finde tilbage i deres Forhold, thi det Maal,
hvorpaa Menneſket gjenkjender fig ſelv, var en. Tidlang
gaget tabt i alle Gemytters Tummel.

/

Den Gamle paa Bjerget. 187

Den Gamle havde i denne almindelige Forvirring
dog allerede erfaret Hiftorien, ihvormeget end Eduard havde
ftvæbt at forhindre det. Han indlod Ingen i ſit faſt til⸗
lukkede Værelfe,

Eduard forhørte forelobigen den Fremmede, Denne
"havde allerede længe ſtaaet i Forbindelſe med Elieſar, han
boede. i en Stad, der lage nogle Mile borte, ſendte ofte
Bud, og hjalp at fælge de ſtjaalne Bare, En Kjøbmand
i en anden lille Stad ſtyrede ogſaa Forretningen. Un⸗
garen var bleven uenig med Elieſar, og var kommen til
Bjergene, i den Henſigt at nærme ſig den gamle Bal⸗
thaſar, udforſke denne, og, efterſom han fandt ham ſtemt,
at aabenbare ham for en anſeelig Sum Penge den hele
afſtyelige Handel, og dens Sammenhæng, Men da Fa⸗
brikherren paa ingen Maabe havde. viift ſig tilboielig til at
indlade fig paa noget Slags Kunſtſtykker, endnu mindre
paa de ſtjulte Hentydninger, og den Fremmede altſaa maatte
frygte for fig ſelv, derſom han forraadte fig, trak han fig
igjen tilbage, og forblev, fin Bundsforvandte Elieſar tro.
Denne havde atter formildet gang ved en Sum og 12
Lofter. <

Mu lød den Gamles i Klokke, og Eduard tog⸗

Papirene og» begav fig ind til ham. De har, kjeere
Ven,“ begyndte han, med tilſyneladende Rolighed, 'gjennem⸗
ſeet og berigtiget alle mine Regnſkaber?“ Eduard bejaede
det, idet han overrakte Bogerne, han tovede endnu, og
viſte ikke „om han tillige ſkulde overrætte Elieſars Teſta⸗
mente. Den Gamle tog ham det felv af Haanden og

' giennemſage det. Jeg er,? begyndte han, allerede for

188 i Den Gamle. paa Bjerget,

tre Maaneder ſiden, indſat af ham til univerſal Aton)
Tilfælde at han ſkulde doe tidligere end jeg. Han op⸗
tegner her alle ſine Eiendele, og anviſer hvor de ere at
finde, Det Vigtigſte er et Antal Guldſteenger, ſom han
ſelv vil have frembragt, Les ſelv !”
Eduard tog forlegen Bladene. Ikke fandt,” ſagbe
den Gamle, efter en Pauſe, 'det er dog Vanviddet, der
” befjæler og, vegjerer Alt? Kan De. ellers forklare Dem
denne Mand, og hans Veſen? Vi fatte det rigtigtnok
ikke engang ved dette Ord. — O unge Mand, unge
Mand: føler De da nu, hvormegen Net jeg havde? Denne.
Mand troede jeg ubetinget, fordi intet ſkuffende, fotforiſt
Skin omkloedte ham, fordi Intet i mit Hjerte kom ham
imode, og jeg ikke foreloi mig noget til hans Bedſte, for at
ſmigre min egen Forfoengelighed. Ja, Ven, nu er Alt opdaget
og aabenbart, han tager Affkeed og tilbagegiver mig i dette
Teſtamente, hvad de Retsleerde vilde kalde min Eiendom.
Teſtamente! Nu er det rigtigtnok vel ogſaa pan Tiden at
jeg gjør mit, og det anderledes, end jeg havde betenkt,
Nu vil Deres Asresfolelſe vel ogſaa kunne udholde det en
Stund endnu hos mig, og mit Barn, min Roſe! —
ak! hvor ſkröekkeligt, at dette elſtede Bæfen ogſaa bot
blandt Menneſkene!“
Jeg vil i denne Time, der maa være Dem frygte
lig, ſvarede Eduard, ”iÉÉe endnu engang foredrage Dem |
mine HYnſker, De har ſelv erindret Dem derom; jeg fulde
ellers ogſaa have undertrykket disſe Ord. Men rigtigtnok ä
maa jeg nu blive hos Dem, Skjcebnen ſelv tvinger mig
dertil, og den paalckgger mig det ſom en hellig Pligt.“

—

2

Den Gamle paa Bjerget, 189

Sikkert SÉjæbnen !” ſagde den Gamle, med fit bittre
Smiil; De holder af Roſe, De horer, at hun allerede
er bortlovet, det driver Dem bort fra mig, men for Af-

ſteden man Deres Are have Opreisning, og til Erin⸗

dxing ſtyder De mig min dyrebareſte Fortrolige, min Sjeels
Ven, ned ved min Side. Nu er Roſe fri, De er ikke bun—
den, Medbeileren borte, og Skicebnen har lavet Alting for-

treffeligt. Men om dette Skud ei har rammet mig”

felv i Hjertet, om det maaſkee ikke har ſonderrevet og
ſpreengt min Sjels inderſte Helligdom, derom bliver der
ikke ſpurgt. Som et uendeligt Svælg gaber det op af
min Aand, — Tillid, Tro, — Alt — ja jeg ſiger: ikkun

det Gode er det ſande Onde. — Eduard, ver ikke faa be⸗

drovet, — det kommer mig før) at jeg taler i Vildelfe,”

Han greb den unge Mands Haand. ”Bring mig i
Aften Borgemeſteren, ligeledes Preeſten og Amtmanden
ſom Vidner. De er nu min Son, og derefter vil jeg

gjøre mit Teſtamente: jeg føler, det er pan den pderſte

Tid, thi det vilde bære ſkrekkeligt om Helbach fulde raſe

med min Formue. — Kunde jeg ikkun forſt ganſke glemme. .

dette Skud og Elieſar: gik der bare ikke ſaa vilde Tanker
gjennem min Hjerne. Mu bliver De og Roſe hos mig.”
Eduard bortfjernede fig. Han opføgte Roſe i hen⸗

des Verelſe. Hun græd høit, ſprang op af Stolen og

ſtyrtede med Udtrykket af den inderligſte Hjertelighed den
unge Mand om Halſen. Ak Eduard!“ raabte hun hul⸗

kende, og ſkjulte fit Hoved ved hans Bryſt: »ſeer De

nu vel, hvad jeg maa opleve i min Ungdom. Det; blev
ikke fjunget for min Vugge, at jeg, endnu forend Bryl⸗

SS |

190 Den Gamle paa Bjerget.

luppet, ſtulde fan ſkrokkelig miſte min Mand. Og aller⸗
mindſt kunde det falde mig ind, at De vilde ſtyde ham
ihjel, De, det kjerligſte og venligſte af alle Menneſker.
Ak! den ſtakkels Elieſar! Allerede af Naturen ſaadant et

hacsligt, lille, modbydeligt Menneſke! Og nu ovenikjobet
ſtjele, lyve og bedrage! At udplyndre min gode, Fader,
der vilde give ham Alt! Hvad vil der nu blive af hans
arme Sjæl? Ak ja, han er endnu gruſommere omkom⸗
men, han er endnu meget ulykkeligere, end dengang min
lille Kat, der havde Killinger, og ſom han fan ubarmhier-
tigen ſtjod ned af Orangetræet. Ak! Eduard! Er De
da ogſaa virkelig et fan godt Menneſke, ſom jeg beſtandig.
har troet, eller er De maaſkee ret ſlem? Ikke fandt,
De har ikke gjerne maget det ſaaledes, at Elieſat maa
doe?

Eduard ſtrabte ſig for at forklare hende Sagens
Sammenhæng. ”Berolige Dem kun,“ vedblev han, vort
hele Lib har fan pludſelig lidt en voldſom Omveltning,
vi mage Alle overſtaae denne Ryſtelſe, for atter at ſinde
Veien til det Sande. Nylig var De ſaa bedrovet for⸗
di jeg fÉulde bort, derſom det kan troſte Dem noget, faa

maa De erfare, at jeg idetmindſte for Bieblikket bliver
her og mag blive her. Er det Dem endnu ligeſaa kiert |
ſom for?” a

Hun beträgtede ham venlig og beroliget, Altſaa,
det er da nu viſt ?“ udraabte hun: »ak ja! jeg troede be⸗
ſtandig / at De vilde blive, for jeg kan ikke leve uden |
Dem, og min Fader kan heller ikke, og alle de ſtakkels
Arbeidere og Spindere, de gode Daglonnere, for hvem De

An — —

Den Gamle paa Bjerget. 191

taler og handler, og ſom ved Uobetalingerne, eller naar de
ſoge Hjelp, hænge med deres hele Sjæl ved Deres Blik,
de kunne det allermindſt.“
5 Denne Ulykke,“ ſagde Eduard, »kan gjøre Dem,
Deres Fader, mig og os alle lykkelige i Ftemtiden. Denne
Opdagelſe maatte ſtee, og maaſkee blev den, om ikke nu,
gjort paa en Tid, da vi alle bleve ulykkelige derved.” “
Naar Fader,“ ſagde Roſe, „kun ikke havde noget
derimod, faa kunde; jeg vel vænne mig til at anſee Dem

for min tilkommende Mand. Kunde jeg bare have mere

Reſpekt og Frygt for Dem! naar De kun undertiden

vilde være ret barſk imod mig, ikke beſtandig faa venlig,

men ofte ret vred og grov, fan vilde jeg vel med Tiden
finde mig deri.“ —

Eduard gik til ſine Forretninger. Efter den ſtore
Tummel var nu Alt roligt og ſtille i Huſet, det var
ſom om Ingen vovede at aande, Enhver gik ſagte og

pan Taerne. Der indlob den Efterretning at Elieſar

var dod. i 5
Henimod Aften forte Eduard Borgemeſteren og Vid⸗
nerne ind i den gamle Balthaſars Verelſe. Han for⸗

undredes over at finde denne i Sengen. Ved de Ind⸗

tredendes Tiltale reiſte han ſig op, betragtede Alle ſkarpt,
og ſyntes ikke at kjende Nogen. Aha! Prerſten, ud⸗
raabte han endelig, De kommer, for allerede idag anden.
Gang at afhente en ſtakkels Synder. Det gaaer, vafÉ i
iDeres Kald. Er Hr. Elieſar kommen med?“

Han vinkede Eduard til fig: »Du⸗guſtne Vilbfa⸗ '

nende 1” fagde han bemmeigen til ham, ”hvad at jeg

1 57 8

102 Den Gamle paa Bierget.

gjøre med Dine Guldſteenger, ſom Du teſtamenterer mig?
Lad Dig ikke ſaaledes mærke med Dit tosſede Bedrage—
rie, det falder jo altfor tydeligt i Øinene, Men tag
Dig blot iagt for Eduard, han er klog og god. Naar
han har Mistanke til Dig, faa er Du forloren,”
N Han talde med de Andre, men beſtandig uden
"Sammenhæng, vildt phantaſerende. Borgemeſteren og
Vidnerne bortfjernede fig og Eduard gik, for at hente Læs
gen. Den Forretning, at affatte Teſtamentet, blev ude
ſat, indtil den Syge igjen var kommen ſig og havde”
faaet fin fulde: Samling. N
Legen fandt Patientens Tilſtand betenkelig. Eduard
blev kaldet op om Natten, men da han traadte ind 4d
Doren, var den gamle Balthaſar allerede dod.
Forvirringen, Klagen var almindelig:⸗ Netten for⸗
ſeglede. I denne Tummel Åyntes- det kun en ubetydelig
Begivenhed, at den Fremmede havde . 8 til
at flippe ud af Fængflet.

J hün Stad, hvor. den odſle Raad Helbach levede,
var en ſtor Feſt, hvortil alle Fraadſere, der forſtode at
leve godt. og ſom kjendte Loekkerbidſkener, havde forſamlet
ſig. Raaden ſely var Sjelen i disſe Selſkaber, han var
deres Lovgiver, og det var ogſaa ham, der havde anordnet”
denne Smaus. : (

Man nærmede ſig Maaltidets Ende, nogle af Gic⸗
ſterne, der havde Forretninger, bortfjernede fig. allerede
Selſkabet blev roligere, og kun ved den everſte Ende af

1 1

Den Gamle paa Bjerget. 193

Taflet, hvor Raaden og nogle af de ſtuderede Wdere
fade, var Converſationen endnu hoiroſtet. 'Troe J
mig, mine Venner,” ſagde Raaden meget levende, 'den
Kunſt at ſpiſe, den Dannelſe ſom Menneſket heri kan
forſkaffe fig, har ligeſaa vel fine Epoker, fine klasſiſke
Tider, fin Fordervelſe og Formorkelſe, ſom alle øvrige
Kunſter, og mig forekommer det, ſom om vi nu atter nær=
me os et viſt Barbarie. Fraadſeri, Overdaadighed,
Sjeldenheder, nye Moder, det altfor Pebrede, altfor
Krydrede, alle disſe Ting, mine Herrer, er det, der for
nærværende Tid kun altfor ofte bereder et Gjeſtebud dets
Roes, og dog ere det netop disſe Ting, hvorfra det med
Tenkſomhed ſpiſende Menneſte vil bortvende fig med
Ringeagt. Der er overhovedet endnu meget at frem⸗
bringe i denne Green, og det, ſom vi læfe om den gamle
Fraadſer Heliogabal og lignende fra den udartede Ro⸗
merſtats Tid, og ſom opfylder mange Menneſker med ſlov
Forbauſelſe, fortjener kun vor Medynk.“ ;

”Det er vel overhovedet vanſkeligt,“ begyndte en an⸗
den, bat gjøre fig en tydelig Foreſtilling om en ældre Tids
Spiſer og Lekkerbidſkener. Koger man efter tilbageblevne Re⸗
cepter, ſaa maa det vel beſtandigt fane et jammerligt Ud⸗
fald, ligeſom hiint Gjeſtebud, Smollet faa lunefulde.
keſtriver os i fin Peregrine Pidle,” f

Der mangler beſtandig, ſvarede Raaden, „Haanb⸗
grebet, hvorpaa dog Alt beroer, det fine ſikre Maal, der
kun udgager af Inſtinktet, og derneſt af Ildens Bear⸗
beidelſe, hvis modnende Egenſkab aldrig lader fig beſkrive,
men ſom enhver Kok kun ved lang Erfaring, Takt og Jag⸗

(13)

7

194 Den Gamle paa Bjerget.

tagelſe kan fade i fin Magt, forudſat at han er fodt til
Kok. Men det Vigtigſte er, at vor Tunge og Gane fra
Barndommen er opdraget og dannet til beſtemte Folelſer,
Sympathier og Antipathier, og at ofte det Bedſte, Rig⸗
tigſte og Wdleſte, naar det trader ſkarpt frem ſom noget
Nyt, noget Uſmagt, og modſeetter ſig denne Fordommens
Hindring, ofte bliver miskjendt og dadlet, indtil fortſat

Studium ogſaa giver det Fremmede Borgerret, og ofte fra

denne nye Erkjendelſe de meeſt heldbringende Indflydelſer
og Leerdomme igjen gage over pan andre gamle og nyop⸗
fundne Spiſer, fan at de ligeſom trække en nye Streng pat
Ganen, der toner mangeſidig og tillokkende. Men ogſaa
Fortiden, vore Forfcerdres Dannelſe ſpiller ind i dette Taſta⸗
tur af vort ſmagende, provende og nydende Ver ſen, og lige
ſom i Philoſophie og Videnſkab, i Statshiſtorie og Stats⸗
ſtyrelſe er her et Continuum, der allerede fra Fortiden har
ſtemt os ſaaledes og ikke anderledes, hvilken Stemning ikkun
efterhaanden og ikke ved Revolution, kan og ſkal modificere,
men aldrig omſtyrtes fra Grunden af. Hiſtorien er det
Hoieſte for Menneſkene.“ g M eee TERE
» de ſtulde ſelv,' ſagde Gjcſten, » ſkrive en ſnadan
Hiſtorie om Neeringsmidlerne, Spiſe⸗Kunſten, og dens aan⸗
dige Fremſkrid. “ g 2 |
Naar man felv ” foavede Raaden, ipraktiſk, fan
gjerne ſom jeg, baade arbeider ſaa meget og ikke lader fig
nye Erfaringer fortryde, faa maa man vel overlade fligt til
de lade og mere iagttagende Folk. Man kan ikke ville pre⸗
ſtere Alt, uden at ſtandſe eller forkorte den ægte Virk⸗

) ſomhed.“
|

Den Gamle paa Bjerget; 195

Hyorfor,“ begyndte igjen hiin, ”den evige SEjælden
pan Sandſeligheden; hvorfor tilftane Menneſkene fig ſaa
ſieldent, og ſelv da kun ugjerne, de Glæder de nyde ved
Spiſen og Drikken?”

Fordi de,“ ſagde Raad Halbach, ' netop ikke vide,
hvad de ville. Det er beſtandig forekommet mig mært-
værdigt og fælfomt, at den runde Aeſte, hvori alle vore
finere Sandſer ligge indfattede og gjemte, og til hvilken
ogſaa, ovenover det Øvrige, Teenkekraften og alle Sjælens
aandelige og ædlefte Arbeider ere anbetroede, fik tet neden⸗
for disſe den rodt ſtafferede Skublade, med fine Vorter, der
ſom Klenodier belcegge den tonende og zittrende Tunge og
Gane, foran forſynet med arbeidende og ſljcerende Teen⸗
der og ſluttende fig i den yndige Mund. Spiſen er
kun en anden Teenken. Saaledes bliver nu i denne
A8ſke Alt, hvad der er ſkabt af finere og grovere Esſen⸗
zer, Duft og Saft, det klabende og fine Olieagtige, det til:
ſyneladende modſtridende Knaſkende, det i Vellyd ſig hur⸗
tigt oploſende Aandige, bragt paa Capellet og provet.
Nu knarre og ſtjcere de ſmage Tender, den ellers ſaa ſnak⸗
ſomme Tunge elter og haandterer det Itumalede, trykker
det venligt meddelende mod Ganen, for at glæde den og
for felv at nyde, og naar den ømme Beſtreebelſe er til⸗
fredsſtillet, ſkyder den det endelig næften uvillig bag fin
flugende Ven, der egentlig har den ſande Nydelſe
deraf, men kun i et Moment, den hoieſte, og ſom nu,
opofrende fig ſelv, reſignerende overgiver det til en anden
Kraft. Nu begynder Spillet anden, tredie Gang. Jeg

; ; (13 +)

196 Den Gamle pan Bjerget.

hav endnu ikke hort om nogen ſelvmartrende Anachoret,
at han, ſelv om han ikke ſpiſte andet end Brod, har
villet hindre Lyſten ved at ſpiſe. Ogſaa har den godda⸗
dige Natur ſorget for, at det er ſaagodtſom umuligt,”

”Fiint bemeerket!“ ſvarede den Spiſende.

„Vi fee ogſaa,“ vedblev den Belærende, 'hvorledes
denne Forterens, Spiſens, Itubidens og Nedſlugens Ope⸗
ration er i alle Riger ſaa vigtigen iagttaget af Naturen,
og at der er taget ganſke fortrinligt Henſyn dertil. Hvad
bilde der blive af alle de fkabte Dyr paa Jorder, Luf⸗
tens omflagrende Fugle, og Masſen af Vandets og Ha:
vets ſtore og ſmage Skabninger, naar ikke enhver havde

en Vexel, pan Sigt, trukken paa den anden? Den dob⸗
belte Proces, at frembringe og nedſluge, afverler- jo kun
beſtandig. Skabelſens Konge, Menneſfket, ſtager nu ſom
Krone og Endepunkt paa disſe mangedannede Gjaſter.
Hine Subalterne, der ere henviſte den ene til den anden,
eller til Planterne, betragte ham med” beundrende Wre—
frygt, thi ikke blot dette og hiint, ikke blot Dyr, eller
Plante, ikke blot Fiſt eller Vildt, nei, neeſten Alt uden
Undtagelſe veed han, lykkelig ved alle ſine Undergivne „at
opſpiſe. Kun fra ſine Lige, og mange tjenende Vaſaller,
eller de, der enten af Ford om eller i Gjerningen ſmage
ilde, afholder han ſig. Med Ild, der adlyder ham, med
ſteerke Spiritusſer, Fidt, Olie og Kryderie, Plante og.
Dyr, Alt kunſtigt blandet og chemiſk forarbeidet, danner
han for Ganen ſelſomme Frembringelſer. Medens oven⸗
for Diet græder, Hjernen over Diet tenker paa rorende
Gienſtande, eller begeiſtrer ſig og Hjertet med ophoſed

Den Gamle paa Bjerget, 197

Ting, medens Næfen, holdt overHyacinthen, vekker i Phan⸗
en de ſodeſte Loengſels-Billeder, lenges og ſpidſer al⸗
lerede forneden Munden ſig lyſten efter den Steg eller
Leverpoſtei, der bliver baaret forbi, Den folſomme Fro⸗
ken fodrer rort ſine Duer, og den ſamme Mund, der
forelæſer dem af Digte de artigſte Vers og Idyller, ſpi⸗
fer ſiden efter de ſamme uſkyldige Veeſener med Velbe⸗
hag. Kunde Dyrene iagttage ligeſom vi, og der frem⸗
ſtod engang en Digter blandt dem, med hvilke forunder⸗
lige Farver vilde en ſaadan kunne male Menneſkene.“
Rigtigt,“ ſagde Vennen, ”en ſaadan paa Menne⸗
ſkene tilbagekaſtet Spog, maatte være meget moerſom.“
Vi tale,“ vedblev Raad Helbach, dom Univerſali⸗
tet; og at være univerſel i den Kunſt, hvori Naturen
ſelv har anviiſt os, jeg mener i Spiſekunſten „ forſmaae
faa Mange, og mene, at de ere ædlere, naar de behand—
le den hele Videnſkab med Foragt. Og dog flyver Sveer⸗
men af Traekfugle, ſvomme de vandrende Fiſke, ikkun for
vor Gane i Nettet, og Luft, Klima og fjerne Verdens⸗
dele opgage i Nydelſen i vort Indre Hvo føler ikke i

Oſters, naar Sandſen for dem er ſkjcnket ham, al Ha⸗ :

vets K Kraft og Friſkhed? D Aſparges, hvo der ikke for⸗
faner at nyde dig, han kjender intet til de Hemmelig⸗
heder, ſom den drommende Planteverden gabenbarer os.
Kan man forſtaae noget af Verdenshiſtorien eller Poeſien,
naar man er en Fremmed i alle disſe Naturfolelſer, og
ſeke engang veed at vurdere Verdien af en Sneppe eller
vel endog af en Faſan 2”

198 Den Gamle paa Bjerget.

De ovrige Gjeſter havde allerede bortfjernet fig,
Maaltidet var ganſte endt, og ikkun Raad Helbach og
begge hans nærmere og fortroligere Venner vare blevne
ſiddende, for at fore denne og lignende Samtaler, Jeg
beundrer,” begyndte den ene, eres friſke Ungdommelig⸗
hed, ſom De har vedligeholdt, Deres muntre Sind, og
denne poetiſk lette Aand, Alle vi Andre ere allerede blevne
faa gamle, og Aarene trykke os allerede fan tungt, medens
De endnu ſpoger og Nydelſen beſtandig bliver Dem ny
og tillokkende.“

f »Vi ere nu mellem os,“ ſagde Randen, ”og. derfor
5 tor jeg vel tale noget mere oprigtigt til Fortrolige. Det
er ſandt, denne ſandſelige Nydelſe glæder mig og kan til
visſe Tider troſte mig for meget: men jeg er ikke den
letſindige Mand, ſom De anſee mig for, har maaſtee al⸗
drig perret det. Næften ethvert Menneſke har en Maſke,
og ſaaledes er nu denne min. Jeg bevæger mig let og
ugeneert deri, og derfor anſee ſaa Mange den for min
Charakteer. Min Ungdom var meget ſorgelig, mine For⸗
ældre, der vifte mig og Verden altfor tydelig deres
Svagheder, deres Odͤſelhed og Forfcengelighed, kunde jeg
ikke agte, og det er for Ynglingen den frygteligſte Folelſe,
Thi Armod og Elendighed, Mangel af enhver Art, lader
ſig meget lettere udholde; men hiin Ulykke ſonderknuſer
Hjertet, endnu førend, det er udvoret. Saaledes maatte
jeg da være riig, odſle, opføre mig hovmodig. Gjor man
kun noget en Tidlang for Syns Skyld, faa vil det ſnart
blive til en Deel af vort Bæfen. Man efterligne i no⸗
gen Tid den Stammende, og man maa allerede tage fi 3

Den Gamle paa Bjerget, 199

meget iagt for ikke at ſtamme for Alvor, Jeg elſkede,

og var i Begreb med, at blive et ganffe andet Menne⸗
ſte, thi min Lidenſkab var alvorlig og fyrig. Men ny
Sorg! Det ædle Væfen, der ogſaa ſnart blev min Kone,
kunde aldrig ganſke ſkjcnke mig fit Hjerte, Den heftigſte f

Lidenſkab maa udflukkes, naar den ingen Gjengjeldelſe

finder, og Menneſket har allerede da gjort nok, naar hans
ſtjonneſte Folelſe ikke forandrer fig til Had eller Ondſkab.
Mig kaſtede det atter tilbage i mit tilſyneladende Letſind,
og kun for ikke at bære min Ulykke til Skue, ſaaledes

ſom min ellers fortræffelige Kone, der kun altfor meget

gav efter for denne Svaghed, overgav jeg mig til disſe
ſtoiende Lag, den vilde Glæde og unyttige Selſkaber.
Der er ofte en Trods hos os, ſom er halv. edel og ikke
ganſte at forkaſte, der afholder den ſteerkere Natur fra
Omvendelſe og Forbedring, ihvor meget end Samvittig⸗

heden opfordrer os dertil, Jo ulykkeligere jeg følte mig,

deſto mere ſpillede jeg den Lykkelige. Da min Son var
fodt, trak min Gemalinde ſig ganſke tilbage fra mig og
miskjendte mig ofte forſcetlig. Hun ſtjenkede Barnet ſin
hele Kjærlighed og Omhu, levede kun for dette, og ud⸗
dannede dets Luner og Egenſind fan ſteerkt, at hun ſelv
leed meeſt derved, og dog ikke havde Kraft nok til, igjen

at knoekke det ondſkabsfulde Egenſind, ſom hun ſelv forſt

havde fremkaldt hos det lille Veeſen. Mit Raad blev
ikke hort, det var allerede antaget, at jeg, ligeſaa lidet
kunde elſkfe Barnet, ſom jeg forſtod og agtede hende.
Mit Hjerte blodte, og dog kunde og torde jeg ikke bruge
Magt, ſaafremt jeg ikke vilde gjelde for et Umenneſke for

200 Den Gamle paa Bjerget.

hende og den hele Verden, da jeg allerede kaldtes Tyran,
foleslos og letſindig, og havde ſaaledes af Vane givet ef⸗
ter, at jeg ofte forekom mig ſelv at være det. Saaledes
blev min Son en Fremmed for mig, forfætlig og med
Kunſt fjernet med alle ſine Folelſer fra mig, men den
altfor bløde, altfor lidenſkabeligt elffende Moder vandt in⸗
tet. derved, thi ogſaa hun tabte det vanartede Veſens
Hjerte, hvorpaa hun, da Drengen var bleven ſtor, aldeles
ingen Indflydelſe mere kunde have. Hvor vild og ure⸗
gjerlig han har viiſt fig, veed De jo, hvor elendig Mode⸗
ren er bleven, er bekjendt, men mit Liv, mine Venner,
er ogſaa fortabt.“

En Tjener traadte hastig ind og kaldte Raaden ud,
fordi han nødvendig ſtrar maatte komme hjem , da der
havde tildraget ſig noget af Vigtighed. i

Raadinde Helbach fad i Sovekammeret, der kun blev

mat oplyſt af en dæmrende Lysning fra Gaarden. Hen⸗
des forgredte Hine vare ſtivt heftede paa det opſlagne
Evangelium, hun læfte med Andagt og bad. Da hørte
hun Larm, Tjeneren blev heftigt ſtodt tilbage af Nogen,
ſom han vilde holde tilbage, man rev Doren voldſomt
op, og for Konens Fodder ſtyrtede en Yngling fig hef⸗
tigt, greb den Forſkrekkedes Haand og bedoekkede den med
Knys, idet der frembred en heed Taareflod af hans Hine.
Forſt efter nogen Tid gienkjendte Moderen ſin for tabt
anſeete Son. En mægtig Bevægelfe greb hende, hun
ſpurgte: „Hvorfra kommer Du? — Stack 55 — Ulpk⸗

Den Gamle paa Bjerget, 7 201

kelige, kom i mine Arme.“ — Mere kunde hun ikke
fige. —

De forſkyder, De afſkyer mig ikke 2» raabte Yng: -
lingen i ben ſmerteligſte Bevægelfe: Gud! har jeg ogſaa
fortjent endnu kun en Gniſt Kjærlighed af dette ædle
Hjerte? Er jeg ogſaa endnu et Blik værd ?“

De holdt hinanden tæt omfavnede, og kunde begge
lenge ikke finde Ord — Men, Moder, ſagde endelig den
unge Mand, ''kan De holde i Deres Arme, trykke til
Deres Hjerte dette Uhyre, ſom engang — —

Nei, min Son, min elſkede Son, nævn ikke mere
dette ſkroekkelige Hieblik, ſom nu maa forglemmes, ſtam⸗
mede Moderen, jeg veed ogſaa nu, at jeg dengang gjorde
Dig Uret, den Pige, Du elffede, er god „ ſom det ſiden
har viiſt ſig. Jeg ſelv havde jo for lidet lært Dig at
beherſte Dine Lidenſkaber. Lad hine Timer veere for evig
ßforſvundne af vort Liv ſom en tung Drøm! Men hvor⸗
fra kommer Du, hvor har Du hidtil været ?“

De. fatte fig ned, de ſtrebte begge at fatte og be⸗
rolige ſig i Smerte og pludſelig Glede. Vnglingen for⸗
talte, idet han fra Tid til anden omfavnede den elſkede
Moder, eller kysſede hendes Hender, hvorledes han efter
hin frygtelige Time hapde ſtreifet fortvivlet om uden —
Plan og Beſlutning, hvorledes han, efterat være blot⸗ 2
tet for de ſidſte Midler, i Nærheden af Bjergene havde
fattet den Beſlutning, at opføge den gamle Balthaſar,
for maaſkee af denne at fage Underſtottelſe. Men da han
horte om den fælfomme Mands Egenheder, og hvor van⸗
ſkeligt det var at komme ham ner, fan forandrede han

202 Den Gamle paa Bjerget,

fin Plan, gjorde, under det falffe Navn Vilhelm Lo⸗
rentzen, Bekjendtſkab med Inſpecteuren Eduard, og blev
anſat ſom Skriver. For at ſee ſin Elſkede, der” gjorde
en Reiſe, forlod han Tjeneſten, kom igjen, og bortfjer⸗
nede ſig paa ny, da han til ſin Skroek havde erfaret, at
hans Moder beſogte Fabrikherren. Netop nu,“ endte
Sonnen, ' har jeg faaet en hoiſt vigtig Efterretning af en
RNeiſende, en ungarſek Mand, der i al Haft er kommen
fra Bjergene. Jeg vilde, derfor var jeg paa Veien, kaſte
mig paa Maade og Unaade for Deres Fødder, da jeg

traf ham i den neermeſte Stad. Bliv blot ikke altfor for-

ſtrekket Hr. Balthaſar er død; pludſelig, af Slag, uden
Teſtamente, det har hiin Fremmede hort for viſt — Huſet,
Byen, den hele Omegn er i den ſtorſte Forvirring. O,
Moder, vi ere alle lykkelige, vi kunne alle blive gode,
naar De troer paa min Anger og Forbedring, naar vi
kunne bevæge Fader at ſamtykke i det Forſlag, ſom jeg
vil gjøre ham. Jeg veed, at De nu ikke nægter mig
Deres Samtykke til min Forbindelſe med Caroline, den
Indvending at jeg og Pigen ere. fattige, er hævet,
vi ere. blevne altfor rige, altfor meget, til, at kunne
ſtole paa os ſelv.“

Man havde, da man var bleven roligere og havde
forklaret ſig for hinanden, ſendt Bud efter Faderen, der
indtraadte alvorligere og mere rort, end det i Alminde⸗

lighed var hans Skik. Hvor forbauſedes den Gamle over at

kunne omfavne fin forlorne Son, og fee ham forbedret og for⸗
nuftigere. Han var uforberedt pan denne glade, SEræE,
Ogſaa den be Moder kom ham med mere Sjærtighed og

Den Gamle paa Bjerget. 203

Tillid imode. Den Ungdomgelſkedes Dod havpde ryſtet
hende dybt.

For forſte Gang var denne Familie enig og lyk⸗
kelig, og følte i Sorgen en reen Glede ved Udſigten til
en behagelig og velſignet Fremtid. Den Gamle, der,
efter ſin Sons Exempel, beſluttede at forbedre ſig, og at
tilbringe ſit Livs ſidſte Dage mere anſteendig, fandt. fig,
endog uden Overtalelſe, i lovmeesſig at overdrage den myn⸗
dige Son den uindſkreenkede Beſtyrelſe af Formuen. Det
blev beſluttet, at Sonnen forſt i Selſkab med ſin Moder
ſtulde reiſe hen, for at ordne Alt; ſiden ſkulde Sonnens
Brud folge dem; Faderen foretrak at blive i Sta⸗
den, og kun undertiden om Sommeren at beſoge ſin
Familie. Saaledes kunne vi,“ endte Raaden, ”endnu
opfriſke og forhoie et neſten tabt Liv, forklare det i gjen⸗
ſidig Kjærlighed og Enighed. Min Livrente er meer end
nok til min Underholdning, og ſkulde der, ſom jeg ikke
kan troe, fattes Noget, ſaa hjelper min Son med et li⸗
det Zillæg, ”

4

Oppe i Bjergene var Alt roligt. Balthaſar, ſaa⸗
velſom hans utro gamle Ven vare begravne. Vilhelm,
ſom han tilforn heed, ankom med ſin Moder, for at
fremſtille fig ſom Arving. Dommeren, ſaavelſom Eduard,
overgave ham Alt, og da dette var ſkeet, og Eduard med
Raadinden og Sonnen eftertenkſomme vare ene i Verel⸗

ſet, afbrod Vilhelm Stilheden: Nu ere vi her mellem
os, min kjcere Eduard, og jeg tor tale ganſke frit med

(|
—

. dd

204 Den Gamle paa Bjerget,

Dem, og viſe mig, om De vil falde det ſaaledes, tak⸗
nemmelig for Deres fordums Kjærlighed, Medens jeg var
her, og engang ved Affkrivning havde forſinket mig, blev
jeg indelukket i Forſtuen, Huusdoren blev tillukket, og
jeg vilde ikke melde mig, for ingen Stoi at gjøre, men
fornemmelig, for ikke at gjore Hr. Balthaſar vred, der
blev meget fortrydelig⸗ over flige Forſtyrrelſer. Om Nat:

ten, da jeg maatte holde mig meget rolig, horte jeg
den gamle ulykkelige Mand gage frem og tilbage i fit

Værelfe, ſnart ſukkende dybt, ſnart med Klynken og Kla⸗

getoner talende med fig ſelb. Det var ikke blot afbrudte
Ord og Udbrud, men han ſyntes at have den Vane, at

foredrage fig ſelvb mange af fit Livs Begivenheder, ſom

om han talde med en Uſynlig. Saaledes erfarede jeg
hans Ungdomshiſtorie, hans uhyre Lidelſer, men ogſag
hans Kjerlighed til Eduard — hvor ſtor en Deel af hans
Formue han: havde tiltænkt Dem. Men det Vigtigſte,
Jog hvad der rorte mig meeſt, var, at jeg erfarede, at
Roſe var ikke hans adopterede, men hans virkelige Dat⸗
ter. Hvorledes han anklagede fig, hvorledes han bekla⸗
gede den afdøde Moder, og ynkede fit Barn, var hjerte⸗
ſonderſlidende. — Nu altſaa, Ejære Moder og dyrebare
Eduard, hvad er der tilbage for os at gjore? For vor
Samvittighed, naar vi redeligen ville tilſtaae det, er Roſe
hans egentlige, ſande Arving, hende tilkommer den ſtor⸗
N ſte Deel af Formuen.“

FEtfter denne "Erklæring unh Raadinden det
ſtjonne Barn ſom en elſket Datter, og den ſamme Dag,
pan hrilken Vilhelm hoitideligholdt ſin Forhindelſe, ble

Den Gamle paa Bjerget, - 205

ogſaa den lykkelige Eduard viet til fin Roſe. Formuen
blev deelt, Eduard vedblev at beſtyre de vigtigſte Forret⸗
ninger 7 og en glad, lykkelig Familie beboede og oplivede
det gamle Huus, der tabte ſin morke Charakteer, og hvori

der nu ofte lydeligt tonede Muſik, Sang og Dands, til

Glæde for alle Byens Beboere,

—

Fragmenter af en Reiſe over Brocken.

(Af Coleridge”)

—ñ —

Win. . 5 5 e :
Vid Veie, det er umuligt at erindre, kom vi til Gielolds⸗

hauſen, over en Broe, hvorpaa var en kronet Statue med
et ſtort Crucifix i Armene. Landsbyen er lang og ſtyg;

men Kirken, ligeſom de fleſte catholſke Kirker, interesſant;
og da det netop var Pintſe-Aften, ſtrommede Alle der⸗

hen, med deres Mesſeboger og Roſenkrandſe; de ſmaae
Glutter med Coral-Kors hoengende paa Bryſtet. Her
toge vi en Borer, forlode Landsbyen, beſtege en Hoi, og

nu hævede Skovene fig for os i et livligt Grønt, der

forbauſede os ſom et Tryllerie. Foraaret var frembrudt

med en rusſiſtk Sommers Hurtighed. Da vi forlode
Goͤttingen, var der Knopper og hiſt og her et Træ halv

gront; men her vare Skove med fuldt Lov, der alene

—
„

9 Fra: The Amulet, or Christian and Literary Re
membrancer“ for 1829.

*

'
6 EG

206 Fragmenter. af en Reiſe over Brocken.

ſtjelnede fig” fra Sommerlovet ved den livlige Friſkhed

det fine Gronne. Vi traadte ind i Skoven paa en
ſkjon gresgroet Sti; Maanens Skin oven over os blan-
dede fig med Aftenlyſene, og hvert Vieblik indbød en
Nattergal de andre til at ſynge, og en og anden fva-
rede, ſom vi formodede, med de Ord: ''Det er endnu
en Smule for tidligt!” thi Sangen blev ikke fortſat.
Vi kom til en fürkantet Gronning, fuldkommen hegnet
pan alle fire Sider med Birketreeer; gik atter ind i Sko—
ven, og da vi omtrent havde reiſt en Miil, kom vi ud
paa en ſtor Slette, — Bjerge lage i det Fjerne, men be⸗
ſtandigt begrendſedes vor Vei af de grønne Skove. En
meget ſterkt lobende Flod ſtrommede ved vor Side; nu

Fang alle Nattergalene, og det fpæde Grønne ble blegere

i Maaneſkinnet, kun det ſmule Vand i Floden var endnu
ſtedſe purpurfarvet ved Gjenſkinnet af det ildrode Lys i
Veſten. Saaledes omgivne og bevægede af disſe Ind⸗
tryk, ankom vi til Prele, en net lille Samling af Huſe,
midt i en Halvrunddeel af ſkovkledte Hoie; Buen af Halv⸗ ;

eirklen neppe bredere, end Bredden af Landsbyen.

Siden. beſtege vi en anden Hoi, fra hvis Top en
ſtor Slette med Landsbyer viſte ſig for os. En lille
Bye, Neuhof, lage ved Foden af den; vi naaede den, og
drejede derpaa igjennem en Dal paa venſtre Haand, Balz
kerne paa begge Sider af Dalen vare ſmuktbekloedte med
Skov, og en livlig Flod lob igjennem den. Saaledes
vandrede vi omtrent te engelſke Mile, og næften ved En⸗
den af Dalen, eller rettere ved dens forſte Dreining,

1

Fragmenter af en Reiſe over Brocken. 207

fandt vi Byen Lautersberg. Netop bed Indgangen der⸗
til kom tvende Stromme ud fra u to dybe og ſkovgroede

Klofter, tæt ved hinanden, modtes og lob i en tre⸗
die Fordybning paa den anden Side; foran os lage
en vild Bakke, der ſyntes at være Enden og Grændfen af
Dalen; paa vor hoire Haand, lave Hoie, nogle gronne
af Sød”, andre ſkovkledte, og paa den venſtre, en i
Sandhed hoiſt majeſteetiſt Bakke, hvis ſimple Omridſes
Virkning intet Malerie kunde giengive — og hvor fattige
ere ikke Ord! Vi gik igjennem denne pæne lille Bye,
fane den majeſteetiſke Hoi paa venſtre Haand rage frem
over Huſene, og fremtroede ved hver Aabning imellem den
— dens Birke, dens Fyrretreer, dens Klipper, dens ad⸗
ſpredte Hytter og det lille nette Hyrdehuus ved dets Fod,
omgivet af Frugttreer i fuld 2 10 1 den larmende
Bek ſkyllende tet ved den. forlode Dalen,
eller ſnarere, den forſte Bugt til f folgende en
Strom; og ſaaledes vedbliver Dalen at dreie ſig, Floden
endnu beſtandig ved "Foden af de ſkovkleedte Hoe, med
andre og mindre Dale afvexlende til Hoire og Venſtre
krydſende vor Vandring, og foran os beſtandig de ſkov⸗
groede Hoie lobende ligeſom Lunde den ene i den anden.
Vi dreiede og dreiede, og idet vi gik ind i den Fjerde
Boining af Dalene, fandt vi van eengang at vi vare ſtegne
iveiret. Det Gronne forſvandt! Alle Birkene vare uden

Blade, og ſaaledes ogſaa Solvbirken, hvis Grene beſtan⸗

dig, Vinter og Sommer, heenge med faa indtagende Gra⸗
tie. Men dybt neden i Dalen, og i ſmaae. Samlinger
pan hver af Flodens. Bredder, ſtod en Mengde gronne,

208 Fragmenter. af en Reiſe over Brocken.

komiſt forenede Fyrretreer, omkring hvilke der vandrede
Hjorde af Qvæg, neſten alle med en temmelig ſtor cy—
lindriſk Klokke om Halſen, og idet de bevægede fig —
ſpredte over den ſnevre Dal og oppe mellem Treeerne paa
Højen — var Lyden lig Klangen i en ſtor Stad paa en
Helligdags-Morgen, naar alle Taarnene paa eengang ringe
til Kirke. Det Hele var en melancholſk og romantiſk
Scene, der var ganſke ny for mig. Vi dreiede atter af,
kom forbi tre Smelte-Hytter, ſom vi beſogte; — en
reedſomſkjon Scene er et ſaadant Indelukke med gloende
Metal, ſprudlende hvert. Hieblik blaae, grønne og fkarla—
genrode Lyn, ligeſom Slangetunger! — og nu beſtege vi
en ſteil Bakke, paa hvis Top lage St. Andreasburg, en
Bye med lutter Træhufe.

Vi ſtege ned igjen, for at ſtige endnu hoiere iveiret,
og nu kom vi til en ſeerdeles ſkjon Vei, der flyngede fig
langs op ad Hoiens Skrent, hvorfra vi ſkuede ned i en
dyb, dyb Dal, eller uhyre Kloft, begroet med Fyrre—
og Grantrcer; de ligeoverfor liggende Hoie vare begroede

med Fyrre-⸗ og Grantræer, og Hoien over os, op ad hvis

Skreernt vi gik, ligeledes bevoret med Skov af Fyrre- og
Grantræer, Den paa vor hoire Haand liggende Dal,
ned i hvilken vi fade, kaldes Rauſchenbachs-Dalen, det
er den bruſende Boeks Dal; og bruſe gjorde den ſande⸗
lig, meget hoitideligt! Veien, vi gik paa, var overſaget med
unge Fyrretvæer, een eller to Tommer høie; og nu, pan
vor venſtre Side, viſte der ſig foran os en frygtelig ſteil
Afgrund af gule og ſorte Klipper, kaldet Rehberg, eller
Hindens Bjerg. Nu var der igjen intet andet end Fyrke⸗

*

—
—
<

|
5
|

Fragmenter af en Reiſe over Brocken. 209

og Graner, ovenover, nedenunder og omkring os!
Hvor reedſelfuld er den dybe. Harmonie i deres utydelige
Suſen; hvilken Eenhed — det er en Lyd, ſom indgyder
en dunkel Folelſe af den Alleſtedsncervceerende! Paa for⸗
ſtjellige Steder i den dybe Dal under os, fane vi ſmaae
dandſende Vandfald glimte gjennem Grenene, og nu,
pan venſtre Side fra ſelve Spidſen af Hoien over os,
nedkaſtede fig en mægtig Strom, ſprudlende og ſkum—⸗
mende, nu ſtjult, og nu fremſpringende, og nu atter halv
ſtjult af Fyrretreerne, indtil den, henimod Veien, blev
en kjendelig Vandſtrom, inden hvis nærmefte Naboelag
ingen Gran kunde have varigt Opholdsſted. Sneen lage
rundt omkring pag Siderne af Veien, og glindſede i For⸗

ening med Vandfaldets Skum; Sneedriver og Vandſtraa⸗

ler ſkinnede gjennem Grenene pag Hoien ovenover, det
ſtore Dyb forneden, og Hoien ligeoverfor. Over de
ſtore Bakker pan den modſatte Side, med deres mørke
Fyrreſkove, kaſtede et langt ſtorre rundt og nogent Steen⸗
bjerg ſit Blik ind over Udfigten fra et fjernt Landſkab.
Mellem disſe Scener gik vi, indtil vor Vei blev krydſet
af et andet Vandfald, eller ſnarere et Samlingsſted for
ſmage ſprudlende Vandfald, det ene ved Siden af det
andet, i en betydelig Bredde, og alle kom de ud fra den
morke Skov ovenfor og ſtrommede over de mosgroede
Fieldſtykker, med ſmage Fyrretreer, voxende paa Smaa⸗

der, adſpredte imellem fig, Dette Landſkab vedvarede in

til vi naaede Oder⸗Seich, en Søe, halv frembragt ved

Menneſkehaand, og halv af Naturen. Den er to Mile

i e og kun nogle fag hundrede i Bredden, og
(14)

210 Fragmenter af en Reiſe over Brocken.

ſlynger ſig mellem Banker, eller rettere gjennem, Mure
af Fyrretrcer. Den ligner en meget rolig og majeſta⸗
tiſt Flod. Den krydſer Veien, gaaer ind i en Skov,
ſtyrter ſig der pludſeligen i en hoiſt prægtig Cascade og
løber ned i Dalen, hvilken den giver Navn af 'den bru:
fonde Beks Dal.“ Vi klattrede ned i Dalen, og ſtode
ved Bunden af Cascaden, og klattrede op igjen ad dens
Side. Klipperne, over hvilke den ſtyrtede ſig, vare af
uſedvanlig vildt Udſeende, og dannede fantaſtiſke Billeder
af Menneſker og Dyr, og Fyrregrenene bleve næften be⸗
ſtandig holdte i en Svingning, hvilken uſynlige Bevægelfe
ſmukt contraſterede med den hoitidelige Stilhed, ſom her:
ſtede over den uhyre Skov og Søe rundt omkring.

*

J Naturen ere alle Ting individuelle, men et Ord
er kun en vilkaarlig Character for en heel Clasſe. af
Ting; ſaa at den ſamme Beſkrivelſe næften i alle Til⸗
fælde kan anvendes pan tyve forſkjellige Gjenſtande, og
hvad der gier Sagen endnu vanſkeligere, er, at jeg hver⸗
ken er, eller nogenſinde har været nem til at beſkrive,
Jeg ſeer hvad jeg ſkriver, men ak! jeg kan ikke ſkrive
Hvad jeg ſer. Fra Oder ⸗Seich traadte vi ind i en an⸗
den Skov, og nu mødte Sneen os i ſtore Masſer og vi
gie to Mile i den til Kncerne, med uſigelig Anſtreengelſe,
indtil vi kom til det ſaakaldte Klein⸗Brockenberg; her
forlode endogſaa Fyrrene os, eller vi ſage kun nu og da
en Stump af dem, vindfeeldet, ikke hoiere end til et Knge,
nedtrykket og ludende imod Jorden, ligeſom Tornebuſkene

paa de ſterſte Soebanker. Jordbunden var ſumpig og mo⸗

Fragmenter af en Reiſe over Brocken. 211

radſig; vi ſtege ned og kom uden at pasſere nogen Flod
til Groß⸗Brocken — det hoieſte Bjerg i hele det nordlige
Tydſkland, og Sædet for utallige Urter Overtroe. Den
forſte Mai dandſe alle Hexene her ved Midnat; og de,
der gage herhid, kunne fee deres egne Aander ſpadſere op
og ned, med en lille Seddel paa Ryggen, hvorpaa deres
Navne ſtaae, der have onſket dem herhen; thi Gid Du
ſad paa Toppen af Bloksbjerg” er en almindelig Forbandelſe
over hele Riget. Nu vel, vi ſtege op — Jordbunden var mo⸗
radſig — og vi naaede tilſidſt Spidſen, der er 573
Toiſer over Havets Overflade. Vi beſogte Blockſteeg,
en Art grøn Boltplads, indeſluttet af uhyre Stene, om⸗
trent ligeſtor med Stonehenge, og dette er Hexenes Bal—
ſal; derpaa gik vi videre til Huſet paa Hoien, hvor vi
ſpiſte til Middag; og derefter ſtege vi ned igjen. Om
Aftenen omtrent Klokken ſyv, ankom vi til Elbinrode.
J Vertshuſet bragte man os en Stambog, og bad os
om at ſkrive vore Navne; og et eller andet til Erindring
om at vi havde været der. Jeg ſkrev nogle Vers, der indeholde
en tro Beſkrivelſe af min Reiſe fra Brocken til Elbinrode.
Vi forlode denne ſitſte By den 14de Mai dg reiſte

en halv Miil gjennem en vild Egn med nogne ſtenede
Hoie pan Siden, med adſkillige Huler eller rettere Aab⸗
ninger af Huler, der vifte fig i deres Skroenter. Og nu
kom vi til Rubillaud, o! det var en indtagende Scene!
Vor Vei gik langsmed Foden af lave Hoie, og her vare
nogle fan pene Hytter; bag os vare ſtore Bakker med
nogle adſpredte Fyrretræer og Flokke af Geder paa de

hoieſte Pynter. Pag den hoire Side af os leb en ſmuk
; (147)

212 Fragmenter af en Reiſe over Brocken.

lav Flod af omtrent 30 Alens Bredde, og paa den an—
den Side af Floden lage en Bakkeſkrent, beklædt med
Fyrretrcer, der hævede fig, den ene over den anden, lige⸗
ſom Tilſkuerne paa et Amphitheater. Vi gik noget len⸗
gere frem, — Fjeldtoppene bag os ophørte at vere ſyn⸗
lige, og nu var Landſkabet et fuldſtendigt Heelt. Alt
hvad vi kunde fee var Hytterne ved Foden af den labe
gronne Hoi (Hytter omgivne med blomſtrende Frugttreeer),
Strømmen og den lille Terrasſe af Fyrretræer, Jeg
dvælede her, og tabte det Hele mod min Villie for en fot
Stund af Syne. Fyrrene vare ſaa ſmukke, og Mas⸗
ſerne af Fielde, Klippemure og Obelifker ſprang frem
imellem dem netop pan de Steder, hvor, hvis de ei havde
været, en Maler med en Digters Folelſer, vilde have
tænkt fig dem. Bi fatte over Floden, gik ind i den yn⸗
dige Skov og kom til Mundingen af Hulen, ledſagede af
den Mand, der viſer den. Det var et uhyre Rum, otte
hundrede Fod langt og af endnu ſtorre Dybde, med mange for⸗
ſtjellige Afdelinger; og det eneſte, der udmerkede den fra
andre Huler var, at Foreren, der i Sandhed var en Ori⸗
ginal, havde den Gave at udfinde og bemerke uſcedvan⸗
lige Ligheder i de forſtjellige Former af Chryſtalliſerin⸗
gerne. Her var en Nonne; — dette var Salomos
Tempel; — hiſt var et romantik katolſk Capel; — her
var en Loves Kloe — der manglede kun Kjod og Blod for
at gjøre det til en fuldffændig Kloe! Dette var et Or⸗
gel, og det Havde alle et Orgels Toner ꝛc. ꝛc. ꝛc.; men
ak! med al mulig Anſtrengelſe af mine Hine, Hren og
„Indbildningskraft, kunde jeg ikke ſee andet end alminde⸗
lig Chryſtalliſering, og horte intet andet end den eensfor⸗

—

—

Fragmenter af en Reiſe over Brocken. 213

mige Larm af almindelige Hule-Stene. En Ting var i
Sandhed paafaldende; — en uhyre Chryſtaltap hang fra
Loftet af den ſtorſte Afdeling, og, naar man ſlog derpaa,
gav den fuldkommen Lyden af en Liigklokke. Jeg var
bagved, og horte det flere Gange i en Aſfſtand, og Virk⸗
ningen var meget trolddomsmesſig; — det var ſom Gno—⸗
mer, uſynlige Veſener, der ringede med Liigklokken ved
sen uſynlig Liigbegjcengelſe! Neeſt dette behagede mig
meeſt en lille klar Kilde og en mork Baek, der, forſtorrede
en halvtredſindstyve Gange og colorerede ad libitum,
kunde egne ſig fortræffeligt fil at henrive i en No⸗
velle eller et Digt. Vi vendte tilbage, og foran Verts⸗
huſet, pan den grønne. Plads rundt omkring Maitrcet,

hoitideligholdt Landsbyens Boͤboere Hvide Tirsdag. Dette

Maitre er, ſom ſedvanlig, beheengt med Krandſe i Top⸗
pen, og i disſe Krandſe er fat Skeer og andre Smaa⸗
ting af ringe Værdi, - Den høie glatrundede Peel er da
vel beſmurt med Fidt, og den, der nu kan klattre op til
Toppen, maa beholde. hvad han kan fage, — et meget
lungeryſtende Optrin, ſom man vel kan teenke, hvor Ube⸗
hendighed og Lethed ſpille deres Roller, og Vanheld heen⸗
des netop lige ved Maalet. Nu begyndte Dands. Fruen⸗
timmerne dandſede meget godt, og jeg har bemærket „at
i Almindelighed gjennem hele Tydfkland, Fruentimmerne

af de lavere Klasſer vanſlegte langt mindre fra Idealet

af en Qvinde, end Mandfolkene fra Idealet af en Mand,

Dandſene beſtode af Riil og Valts, men fornemmelig ”

den ſidſte. Denne Dands er i de hoiere Kredſe over⸗
ordentlig vellyſtig, men her vare dens Bevægelfer langt

mere troe Fortolkere af den Lidenſkab, eller rettere, den

cc

3

82

ak

Hoved, og ſammenholdt hendes rodligbrune Haar;

*

214 Fragmenter af en Reiſe over Brocken.

Lyſt, ſom Dandſen uden Tvivl havde til Henſigt at kaſte
en Skygge over; dog efterat den ſvimlende Rundſvingen
er forbi, har denne Spadſeren efter Muſikken, hvorved
Fruentimmeret lægger fin Arm med fortrolig Hengivenhed
pan Mandens Skulder, eller (blande Bønderne) omkring
hans Hals, noget ufigeligt henrivende ved fig. Det forſte
Par i Valſen, var en meget ſmuk, rank Pige, paa to
eller tre og tyve Aar, i fin fulde Blomſtring og Udvik⸗
ling af Lemmer og Anſigtstreek, og en Karl med ſtore
Knebelsbarter, en lang Pidſk, og en ulden Hue; han var
Soldat, og af de meer end almindelige Hiekaſt Pigen
gav ham, formodede jeg, at han var hendes Kjeereſte. Han
var, uden Sammenligning, Selſkabets bedſte Cavaleer og'
Fordandſer. Derefter kom to Bonder, af hvile den ene,
ved fin hele Figur og Anſigts-Omrids og fremfor Alt ved
fin latterlige ſpaſefulde Udſparken med Hælene, uimod⸗
ſtageligen mindede mig om Shakeſpears Slender, og den
anden om hans Dogberry. O! to ſaadanne Anſigter,
og to ſaadanne Figurer! Hvor onſkede jeg, at jeg var
en Hogarth! Svilken misundelſesvoerdig Gave er det

ikke at have Talent til at male! Deres Damer vare

ſmukke Bonderpiger, ikke ſaa ranke ſom den forrige, og
de dandſede uſcedvanlig let og luftigt. Det fjerde Par
var en nysſelig Pige, omtrent ſytten Aar gammel, fünt⸗
bygget og ſmakker, og meget net flædt, med en udſprun⸗
gen Roſe i det hvide Baand, der flyngede ſig om hendes

hendes Cavaleer valſede med en Pibe i Munden, ſmo⸗
gende hele Tiden; og under hele denne vellyſtige Dands

var hans Anſigt en fortræffelig Perfonification af gte

*

i

Scener af Britternes Kamp i Indien. 215

tydfE Phlegma. Efter disſe, men formodentlig uden

at høre til det egentlige Selſkab, kom en lille pjaltet
Pige og en pjaltet Dreng med Strømperne ned om Hælene,
der val ſede og dandſede, og valſende og dandfende. flut-
tede Parrene paa den meeſt underholdende Maade. Men
hvad der meeſt behagede mig, var en lille Pige, der omtrent
kunde være tre eller fire Aar gammel, og ſikkert ikke havde
fyldt de fire, og ſom var ſat til at pasſe paa et lille Drenge⸗
barn, der var ikke mere end eet Aar gammel (thi En af
os havde ſpurgt derom) Denne Lille var netop i Begreb med
at ſtavre af Veien, da Pigebarnet, idet hun lærte ham
at gage, blev faa henrevet af Muſikken, at hun begyndte
at valſe med ham, og de to Unger ſnurrede nu rundt af alle
Kræfter, og trykkede og keys ſede hinanden, ſom om Muſik⸗
ken havde bragt dem fra Vid og Sands.

Scener af Britternes Kamp i Indien.

v

1. Den forte Hule. 2

Den nye Underkonge af Bengalen, Nabob Serajah

al Dawloh, en driftig, gruſom og eergjerrig Mand, greb
i Aaret 1756 ganſke uventet til Vaaben, og overfaldt de

derværende brittiſke Beſiddelſer. Han foregav, at Drake,

den engelſke Gouverneur, havde fornærmet ham ved at tage
nogle af hans oprorſke Underſaatter i Beſkyttelſe. Men
den ſande Beveggrund, hvorfor han overfaldt de brittiſte
Beſiddelſer, var udentvivl deels det Haab at plyndre og
berige ſig, deels at indgyde ſine Underſaatter Frygt ved
dette Beviis paa fit Mod og ſin Tapperhed.

*

216 Scener af Britternes Kamp i Indien. .

J Begyndelſen gav Naboben fig Skin af, at han
med ſin Armee vilde falde ind i et Naboeland, men
pludſelig vendte han fine Vaaben mod Englænderne. J
Brakmaaned benævnte Aar, efterat han allerede havde ind—
taget Fortet Casſimbuzar ved Ganges, beleirede han Faſt⸗
ningen Wilhelm, et engelſk Faktorie i Nærheden af Kal:
kutta. Drake frelſte fig ved Flugten — men Hollwell,
den Naſttommanderende, fattede det Forſet at forſpate
dette Sted med Factoriets Kjobmeend og den ringe Ve:
ſeetning. Han gjorde det med den pderſte Anſtrengelſe,
men den fjendtlige Overmagt var altfor ſtor; Fortet
maatte overgives, og nu tildrog fi ſig den ſkrokkelige Scene
i hünt Fengſel, ſom ſiden i Hiſtorien er forblevet i red⸗
ſelfuld Erindring, under Navn af den forte Hu le.

Antallet af Stedets tilbageblevne Forſparere beløb fi ig
til 145 Mandfolk og eet Fruentimmer. Nogle af dem
"Vare dødelig ſaarede; desuagtet lod Seierherren dem endnu
ſamme Aften alle bringes i et Fengſel, ſom kun var 11
Fod langt og 18 Fod bredt, Det Rum, hver Perſon
kunde indtage, var følgelig yderſt ind ſercenket. Fengſelet,
opfort af ſterke Mure, havde mod Veſtſiden to tilgittrede
Vinduer. Luften var ualmindelig beklumret, og blev hel⸗
ler ikke modereret ved den ringeſte UÜdluftning. Denne
Omſteendighed avlede ſnart hos de Sammenpresſede en
Angeſt, ſom ikke lader ſig beſkrive, og ſom bragte de
Fleſte næften til Fortvivlelſe. Forgjæves ſkreg man om
Hjelp, om Frelſe — ſelv Dorene kunde „ trods al An⸗
ſtrengelſe, ikke ophrydes. Hollwell, Anforeren for disſe
Ulykkelige, havde" ſtillet fig tet op til et Vindue, Han
var derfor mere rolig, og, faa" lange han kunde beholde

Scener. af Britternes Kamp i Indien. 217

denne Plads, ikke i Fare for at qveeles, Efter hans
Raad fÉulde Enhver, fan vidt Tom muligt, blive ſtaaende
| ſtille paa ſin Pladg, og derved vedligeholde fine Kræfter.
Efterfolgelſen af dette Raad foraarſagede en kort Taus—
hed, ſom kun afbrodes af de Sagredes Jammertoner og
de Doendes Rallen. 5
Heden og med den tillige Angſten tiltog med hvert

Minut. Hollwell tilraadte, at man ſkulde kloede fig no⸗

gen af, for at vinde ſtorre Plads og nogen Afkjoling.

Det ſkeete, men med ringe Lettelſe. At vifte med Hat⸗
tene ydede en ligeſaa fort Tjeneſte, da dette Arbeide var

altfor moiſommeligt for de Fleſtes allerede udtomte Kraef⸗
ter. En anden Englender foreſlog derpaa, at man, for

at vinde mere Luft, fkulde lægge fig pan Knee. Alle
antoge dette Raad og kom overeens om, at man, hver
Gang i Forening fulde kneele og reiſe fig igen. Paa
et givet Tegn fulgtes dette en Tidlang, men hver Gang
de reiſte ſig, bleve Nogle, der vare altfor udmattede, ihjel⸗
traadte. — Alt dette ſkeete inden den forſte Fengſelstime
var forbi. É

Klokken 9 bragte en beftandig mere-brændende Forli

de Fleſte til Raſerie. Forgjæves beftræbte de ſig endnu
"engang at opöoryde Fengſelsdoren, hvorved de agtede for
Intet den Fare, at blive nedſkudte af Vagten. I kort
Tid tabte Flere af dem, der ſtode bageſt i Helvedsrum⸗

met, Veiret, og hvad der var endnu ſkrekkeligere, de falde

i Afſindighed. Disſe Afſindiges Raſen, de Horiges Hy⸗

len og Klagen, de lydelige, mangfoldige Udbrud af Dods⸗

angſten opfyldte Stedet — meeſt ſkreeg man paa Vand.
"Endelig kom Vagten med Vand. Hollwell, og to af hans

218 Scener af Britternes Kamp i Indien.

ſaarede Venner optoge det ved Vinduet i deres Hatte og
rakte det til de Øvrige, Men Traengſelen derom var
faa ſtor, at Mange og blandt disſe Hollwells tvende Ven⸗
ner derved bleve ihjeltrykkede, og det meſte Vand blev
ſpildt. Med denne Vandroekning forblev Hollwell imid⸗
lertid ſysſelſat fra Kl. 9 til 11. Hvorhen han fæftede
git Blik, ſage han Liig.

Hidtil havde man endnu viift nogen Agtelſe for
ham, da man anfaae ham for det fælleds Overhoved og
de Ulykkeliges Velgjorer. Men nu ophørte al Perſons
Anſeelſe. Alle dem, der endnu vare i Live, trængte ei
alene ind paa Hollwell, men de grebe ogſaa fat om Vin⸗

duesſteengerne over hans Hoved, arbeidede fig op paa hans
Skuldre, og trykkede ham faa ſteerkt, at han flet ikke
kunde bevæge fig, og desuagtet ikke længer kunde forblive
paa ſin Plads. Han bad derfor dem, der ſtode paa
hans Skuldre, at de vilde give ham Frihed til at gage
bort fra Vinduet og dee i Noe. Hans Pnſke blev op⸗
foldt. De Neermeſtſtaaende gave ſaa megen Plads, at
Hollwell endelig med ſtor Moie kunde nage Middelpunk⸗
tet af Fengſelet. Trediedelen af Fangerne vare allerede
døde, og de Levende trængtes ſaaledes om at komme til
Vinduerne, at Hollwell derved fik mere Rum; men Luf⸗
ten var fan fordærvet og ſtinkende, at Aandedrettet plud⸗
ſeligt blev; ham fvært og ſmerteligt. Han trengte derfor
hen over Liigdynger, og lænede fig ligeoverfor det andet
Vindue, til en af disſe Dynger, i det Forfæt her at op⸗
pebie fin Oplosning. Omtrent efter 10 Minutters For⸗
lob blev han overfaldet af en ſaadan Siri for Sus

Scener af Britternes Kamp i Indien. 219

ſtet og en fan heftig Hjertebanken, at han paany var
nødt til at trenge fig hen mod den friere Luft. Der
ſtode nu fem Roekker mellem ham og Vinduet. Fortviv⸗
lelſen hjalp ham gjennem de fire, Inden kort Tid for⸗
[oo hans Hjertebanken ham, men nu følte han en uud⸗
ſigelig Torſt og ſkreeg med ſtor Utaalmodighed paa Vand.
Men da dette forogede hans Torſt, vilde han ikke drikke
mere, og begyndte at fuge Sveden af ſin Skjorte, hvilket
forſkaffede ham nogen Lettelſe. En riig Engleender greb
fat i Hollwells Skjortecermer og berøvede ham for nogen
Tid denne vederqvcegende Leedſkekilde.

Endnu var Klokken ikke 12. De faa endnu Le⸗
vende befandt ſig nu — med Undtagelſe af dem, der
fode ved Vinduerne — i det yderfte Raſerie. Alle ſkrege
om Luft, fordi Vandet, ſom Vagten — ikke af Medli⸗

denhed, men for at have Loier af de Ulykkelige — havde
rakt dem, ikke længer hjalp. Efterhaanden ophørte denne

Skrigen. De fleſte endnu Levende-lagde fig, aldeles kraf⸗
tesloſe, ned, og opgave Aanden, roligt henſtrakte over de
Døde, Imidlertid ſogte dog endnu Nogle at fortrænge
dem, der ſtode forreſt. En plump hollandſt Vagtmeſter
ſteeg op paa Hollwells ene Skulder, en fort Soldat pag
den anden. J denne Stilling forblev han fra Kl. 112
til 2. Endelig ſank med hans Mod ogſaa hans Sræf-
ter. Han kunde ikke forblive længere i denne Stilling
og forde ikke heller vove fig dybere ind i Fængfelet, J
denne Forvirring fremtog han en Kniv, for at aflive ſig,
men Kjeerligheden til Livet ſeirede over denne Beſlutning

— han forlod Vinduet. Sin hidtilhavte Plads tilbod

-

220 Scener af Britternes Kamp i Indien.

han en Soeofficier, ſom med fin unge Kone, der frivil⸗
lig var fulgt med ham i den. forte Hule, ſtod i den nær
meſte Raekke. Officieren modtog denne Plads med Glæde
og Taknemmelighed, men blev ſtrar ſtodt tilbage af den
plumpe Hollænder, ſogte med Hollwell hen i det Indre
af Feengſelet, lagde fig ned og døde, Kort efter tabte
Hollwell al Bevidſthed.

Man veed ikke Hvad der foregik fra denne Tid af
og til Daggry. Klokken 5 faldt det en af de Overlevende
ind at fremſoge deres Anforer Hollwell, i det Haab, at
vinde Forlosning ved ham, hvis han endnu var i Live.
Man gjenkjendte ham paa hans Skjorte, og trak ham
frem under Nogle, der vare faldne døde omkuld ovenpaa
ham. Han viſte endnu nogle Livstegn, Den om alle
Reedſelsſcenerne underrettede Nabob lod paa denne Tid
koldblodig ſporge om Hollwell endnu levede? — Man
ſvarede: han kunde endnu komme til fig ſelv, naar Do⸗
rene bleve aabnede. Budet vendte tilbage med den Be⸗

ſted, at man ſkulde lukke op. Da Dorene maatte agab—⸗
nes indvendig fra, og de endnu Levende vare pderſt kraf⸗
tesloſe, forlob vel 20 Minutter inden de vare iſtand til
at rydde Ligene bort fra Doren og aabne den. — Klok⸗
ken GE om Morgenen kom endelig de usle Levninger af
146 "Sjæle, 23 i Tallet, ud af denne Nardſelshule,
Hollwell kom til fig ſelv igjen, — Ved hans ſildigere Til⸗
: bagekomſt til England underrettede han i en ſeregen Ind⸗
beretning Regjeringen om denne ſkrœkkelige Begivenhed.
l Hvo kard læfe den, uden at fols den ſtorſte 9 med

Scener af Britternes Kamp i Indien. 221

de Ulykkelige, ſom ved en qgvalfuld Dod faldt i dette

Mordfengſel, og Afſey for den umenneſkelige Nabob ?

2. Indtagelſen af Fortet Bugee-Bugee.

Den nysnævnte Begivenhed fatte alle i Oſtindien
levende Englændere i den ſtorſte Urolighed. Det brittiſk—
oſtindiffe Compagnies Credit leed derved et ſteerkt Stød;
thi det miſtede med Kalkutta fin Hovedbeſiddelſe i Ben—
galen og et Fort, ſom havde befÉyttet den vigtigſte Deel
af dets Handel. Meningerne over dette Tab vare meget

deelte. Gouverneuren blev almindelig dadlet, fordi han
altfor tidlig havde forladt Fortet, hvorimod Hollwells
Standhaftighed, hvorved Pladſen havde holdt. fig flere
Dage, almindelig beundredes. For at erſtatte Tabet af
de tvende Forter Casſimbuzar og William, ſom det ogſaa
kort efter virkelig ſkete — dertil horte Mend ſom den

” utrættelige tappre Watſon og den eedelmodige, lykkelige

Clive. Beſtyrerne af Compagniet og disſe værdige Mænd
aftalte ſtrar en Operationsplan, hvorefter Compagniets
Anliggender ſkulde ſcettes paa en bedre Fod, de tvende
Forter gjenerobres og Nabobens umenneſkelige Handling
hævnes, 5
Denne Raadſlagning fandt Sted. i Madras. Strax
bleve Levnetsmidler og Krigsfornodenheder bragte ombord,
i det Forfæt, at hele Eſkadren ſkulde afgaae til Mundin⸗
gen af Ganges, og nogle af Skibene ſendes derhen, for at
8 indtage de kongelige Landtropper. Til Expeditionen mod
Naboben beſtemtes tre Skibe under Capitain Martin

NM

'

222 Scener af Britternes Kamp i Indien.

Commando, Oberſt Clive udnævntes med eenſtemmigt Bi⸗
fald til den Bverſtbefalende i denne Krig.

Den 16 October afgik Admiralen ſelv med den hele
Eſtadre og endnu nogle Compagnieſkibe fra Madras til
Balasſore ved Mundingen af Ganges. 700 Curopæere,
1200 Seapoys i Compagniets Tjeneſte og 350 Mand
af det adlercroniſke Regiment, der ſkulde gjøre Tjeneſte
ſom Soefolk, befandt fig ombord pan disſe Skibe. Un⸗

der ſtor Anſtreengelſe naaede man lykkelig Mundingen af
Ganges, omendſkjondt Aarstiden i Begyndelſen ſyntes at

gjøre denne Fart umulig; thi paa denne Tid ſtrommer
Vandet med Heftighed ud af den bengalffe Bugt — en
Folge af den hyppige Regn, ſom falder der i Juli, Au:
guſt og September, og ſom forſyner Floderne, ifær Ganges,
med ſtore Vandmasſer, der i October ſtyrte ſig i Havet.
Seedvanlig herſke da vedholdende Stormvinde. —

Saaſnart Skibet Kent havde kaſtet Anker paa Balasſores

Rhed, kom ſtrax de engelſke Styrmeend ombord, og be—
fÉreve omftændeligen hvor ulykkeligt det ſtod til med de
engelſte Anliggender i Bengalen. De fag Englændere,
ſom endnu overlevede Indtagelſen af Kalkutta og den
ſerckkelige Scene i den forte Hule, vare flygtede, til Ful⸗
ta, — en elendig Landsby ved Gangesfloden. —Nogle-Fa-
milier levede ved Kyſten under Telte, Andre vare endnu
ikke komne fra de Skibe og Fartoier, pan hvilke de havde,
frelſt ſig fra Kalkutta. Dette bevægede Admiralen til
paa det ſeyndſomſte at ile de Ulpekelige til Hjælp, Den

14de December ankom han med fin Eſtadre til Fortet.

Ved hans Komme e ſig almindelig Glæde blandt

*

Scener af Britternes Kamp i Indien. 223

Englænderne, der alt i flere Maaneder havde maattet

fæmpe med Mangel, Sygdom og Bekymringer, og levet
af Andres Barmhjertighed. ö

Det Forſte hvad Admiralen foretog ſig var at ſkrive
folgende Brev til Naboben:

„Admiralen Carl Watſon, den ſtore Bafalingsmand
over den megtige Konge af Storbrittaniens Flaade,
ſom i Slaget er uovervindelig

Til Musferud Muluck Serajah Doulah, Suba—
dor over Provindſerne Bengalen, Babar og
Orixa.

Kongen, min Herre, hvis Navn er æret blandt Jor—
dens Monarker, har ſendt mig til denne Deel af Verden,
med en ſtor Flaade, for at beſkytte det oſtindiſfe Com⸗
pagnies Rettigheder og Friheder. De Fordele, ſom Stor⸗
mogulens Stater nyde ved den udſtrakte Handel med min

Herres Underſaatter, ere altfor bekjendte til at de her be⸗
hove at opregnes. Hoor ſtor var derfor ikke min For⸗
bauſelſe, da jeg erfarede, at J med en ſtor Armee har an⸗
grebet dette Compagnies Factorier, med Magt fordrevet

dets Embedsmend, bemegtiget Eder deres Eiendomme,

der beløbe fig til en ſtor Sum Penge, og dræbt mange af
min Herres Underſgatter. Jeg er kommen til Bengalen,
i den Henſigt at gjenindfætte Compagniets Embedsmeend

i deres forrige Factorier og Huſe, og jeg haaber, at J vil

„findes villig til ſelv at fætte dem i Beſiddelſe af deres
gamle Rettigheder og Friheder. Da J nødvendig maa
indremme den Fordeel, ſom J npder af Englændernes -

0

5

224 Scener. af Britternes W i Indien.

Nedſcettelſe i Eders Land, fan haaber jeg, at J gjerne
vil ſamtykke i at give dem tilſtrekkelig Skadeslosholdelſe
for al den Tab og den Uret, de have lidt af Eder, og paa
denne Maade venffabelig at bilægge de opſtandne Mis—
forſtaaelſer og at vedligeholde Kongens Venſkab, da han
er en Ynder af Fred og glæder ſig over Billigheds-Hand—
linger. Hvad kan jeg ſige mere?

Ombord paa, Hans ſtorbrittaniſke Majeftæts Skib
Kent, d. 17de December 1756.“

Hvis de engelſke Anliggenders Stilling i Sftindien

dengang ikke have-været fan hoiſt mislig, ſaa vilde Ad—

miral Watſon ſikkert ikke have affattet Brevet fan lem⸗
; feldigt; ogſaa havde den oſterlandſke Barbar vel fortjent
at tiltales i et andet Sprog. Han beſvarede denne Skri—⸗
velſe forſt efter Kalkuttas og Hougheys Indtagelſe,
hans Lykkesſtjerne ſyntes at hælde mod Undergang.
Den 27 Decbr. afſeilede Admiralen med Efkadren
fra Sulta, efterat han iforveien havde indſkibet Land⸗
tropperne, der vare tagne i Land for at forfriſke fig.
De beløb fig til 600 Curopæer og omtrent 1000 Sea⸗
poys. Den 29de Kl. 6 om Morgenen begyndte Admira⸗
len at beſkyde Fortet Bugee⸗Bugee „ der var faſt opført.
af Leer og omgivet af en tor Grav. Landtropperne vare
Aftenen iforveien, under Oberſtlieutenant Clives Anforſel,
gagede i Land ved Mayapore. Fortet begyndte at fyre
Kl. 6 og fortſatte Ilden. indtil Kl. 1 om Middagen, da
dets Batterier af Skibets Kanoner bleve bragte til at tie.
Omtrent Kl 11 landede de kongelige Tropper og bemeg⸗
tigede fig nogle ydre Feeſtningsverker, ſom Fjenden havbe

Scener af Britternes Kamp i Indien. 225

forladt. Oberſt Clives Tropper ſtillede fig i forſkjellige
Afdelinger hiinſides Fortet, for at opfange Fjenden, hvis
han ſkulde forſoge et Tilbagetog. En af disſe Afdelinger
blev pludſelig anfaldet af 3000 Mand til Heſt og Fods,
under Commando af Monichnud, den indiſke Gouverneur
over Kalkutta. J denne Skjermydſel bleve over 20
Mand Englændere deels ſaarede, deels dræbte. Men
ſaaſnart Clive rykkede frem med en ForftærEning, og med
nogle Feltſtykker anrettede et ſtort Nederlag, og en Kugle
var floiet gjennem Anforerens Turban, toge. Indianerne
over Hals og Hoved Flugten. ;
Omendſkjondt Feſtningens Kanoner af den engelſte
Eſkadre vare bragte til Taushed, vilde Garniſonen des⸗
uagtet ikke overgive fig, og vedblev at ſkyde med Pile og
Smaagevcerer. J en almindelig Forſamling af alle Soe⸗

og Landofftcierer beſluttede man derfor, at Oberſt Clive

ſkulde forſoge paa at indtage Fortet ved Storm. J denne

Henſigt lod Admiralen Kl. 5 om Aftenen en Officier,

2 Styrmeend og omtrent 40 Matroſer af hvert Skib
ſette i Land, for at ſtage Oberſten bi ved hans Expedi⸗
tion, der ſkulde udføres Fort for Dagbrekningen. Imid⸗
lertid havde denne givet Befaling til at den hele Armee,
med Undtagelſe af de fornødne Vagter, ſkulde forblive

pan Landet, for at udhvile fig efter den forrige Dags

Beſvcerligheder. ; ;
Alt var nu roligt i gelten og ſelv dem, der befandt
ſig ombord paa Skibene, vilde benytte den ſtille Mellem⸗
… tid til at ſove et Par Timer. Men pludſelig opſtod et
Lø 117 (15)

— meeen

-

226 Scener af Britternes Kamp i Indien.

lydeligt almindeligt Skrig fra det faſte Land, og umid—
delbart derpaa fik Admiralen den ganſke uventede Efterret⸗
ning at Fæftningen var indtaget med Storm. Viſtnok
en glædelig Begivenhed! Men de færegne Omſteendighe⸗
der ved denne Tildragelſe modererede ſnart Glæden, thi det
viſte ſig, at al Orden, alle Regler, ſom ere uomgjen⸗
gelig fornodne ved militaire Foretagender, i nærværende
Tilfcelde vare blevne overtraadte og forſomte. Sagen for—
Holdt fig nemlig ſaaledes:

Under den almindelige Rolighed i Leiren havde en vis
Straham, en ſimpel Matros, taget ſaameget Grog til fi 9,
at han flet ikke folte Lyſt til at begive fig til Roe;
men tumlede omkring, og forvildede ſig lige hen til For⸗
tet. Uden at vide eller ville det kom han hen til Mu:

ren, fane her et Hul, ſom de engelſke Kanonſtud havde

gjort, og fik det Indfald at krybe igjennem det. Han
fortſatte herpaa fit vildfarende Streiftog idet han gik hen
ad Baſtionerne. Paa eengang fil han Hie pan nogle
Mohrer, der ſade paa det flade Tag. Uden ringeſte Be⸗
tenkning ſvang han ſin Kaarde, fyrede ſine Piſtoler af
paa dem, og efterat han havde ſkreget tre Gange Hu É

raabte han: ”Fæftningen er min!“

De mohriſke Soldater angrebe ſtrax den vildfarende
Ridder, men han forſvarede ſig med en overordentlig

Standhaftighed, indtil han endelig havde” det Vanheld at

tabe fin Kaarde. Men netop; i dette Hieblik fik han

… Undfætning af et Par andre Matroſer, der havde forvil⸗

det ſig til ſamme Kant og ved Strahams Skrig ligeledes

vare krobne gjennem Hullet i Muren, gjentoge Seiersraa⸗

Scener af Britternes Kamp i Indien. 227

bet og bragte den hele Armee i Bevagelſe, der ſtrax uden
Befaling og Orden fulgte Matroſernes Exempel. Om⸗
endſtjondt dette Angreb ſleete i ſtor Forvirring, faa havde
det dog ikke videre onde Folger end at Englænderne mi⸗
ſtede en værdig Capitain, der i den almindelige Uorden
blev ſtudt af ſine egne Landsmænd, Capitain Coote over⸗
tog endnu ſamme Nat Commandoen over Fekſtningen.
Mod Daggry ſaluterede den Admiralen med ſine Kanoner.
Hvor ſteerkt Mohrernes Antal var, da Englænderne trængte
ind paa Pladſen har man aldrig kunnet erfare. Men

formodentlig vare de kun fan i Tallet, da den ſtorſte
Deel af Garniſonen havde "truffet ſig tilbage, da Batte⸗

riet holdt op at ſkyde. Man fandt 18 fireogtyvepundige
Kanoner og 40 Fade Krudt.

Straham, Helten i dette forvovne Foretagende, blev
ſtrax bragt for Admiralen, der, uagtet det heldige Udfald,
anſage det nødvendigt at yttre fin Misbilligelfe af en
. &remfærd , hvorved Krigstugten ſaa aabenbar var traadt

under Fodder. Han erkyndigede fig altſaa med nogen
Vrede om Aarſagen til den fortvivlede Beſlutning at
indtage en Foſtning uden en Armees Biſtand. Stra⸗
ham,“ ſagde han: ”hvad har J gjort?”

Den unge Matros bukkede, kradſede ſig i Hove⸗
det med den ene Haand, idet han ſvang Hatten med

den anden, og fvårede : ”Saa meget er viſt, at jeg tog

Feſtningen, og jeg haaber Hr. Admiral, at der er
ingen Forſeelſe ſkeet dermed.“

Admiralen kunde neppe bare ſig for at ſmile
over Matroſens ſimple Svar, Alle Tilſtedevcerende mo⸗
— 5 (150

228. Scener af Britternes Kamp i Indien.

rede fig. over den enfoldige Mine, det Sprog og den
Maade, hvorpaa det unge MennefÉe fortalte de forſtjellige
Omſtendigheder ved fit ravgale Foretagende.

Hr. Watſon foreholdt ham vidtloftigen de ulykke⸗
lige Folger, hans uregelmeesſige Opforſel kunde have havt,
og lod ham gage med en ſkarp Iretteſettelſe og den
Trudſel, at han ved lignende Leilighed kunde vente ſilker
Straf for ſin Forvovenhed.

Straham kunde ikke begribe, at han blev dadlet for
en Handling, hvorfor han troede at fortjene Berommelſe,
og mumlede, idet han gik bort fra Admiralen: “Naar
jeg ſkal ſtraffes, hvis jeg nok engang gjør ſaadan en
Streg — Gud fordomme mig, om jeg mere ſkal tage
nogen Fæftning til ham,”

Sagens Nyhed, og ifær Foretagendets lykkelige Ud⸗
fald undſkyldte det vel hos Admiralen, imidlertid var det
for Krigstugtens Skyld nødvendigt, at han maatte
give ham nogle offentlige: Kjendetegn paa ſit Mishag.
Dette varede imidlertid kun kort, og han tilgav ham ſiden
gierne, da nogle Officierer, efter hans egen Anvlisning,
"vare gagede i Forbon for ham. Hvis Straham blot no-
genlunde havde været ſkikket dertil, vilde Admiralen ſikkert
i Fremtiden have ſorget for hans Avancement, men ulyk⸗
keligviis vedblev hans Opforſel at være faa uregelmes⸗
fig,” at han aldeles ikke duede til andet end — Matros.

23
5
(dx)

Brodrene.
(uf Forfatteren til »The Suhaltern,” +).

' Det var en ſmuk Septembermorgen i Aaret 1813, da
jeg, i Folgeſkab med en Ven, efterat have ſiaget under
Vaaben med Tropperne i den ſedvanlige Tid, beredte os
til at aflægge et Beſog hos en feelleds Bekjendter, der
endnu blev holdt tilbage af Tjeneſten, i Neerheden af St.
Sebaſtian. Paa den Tid jeg her omtaler vare det Ae
lette Infanterie = Regiments Telte opflagne i Le af en
Skov af Dverg-Egetræer, paa en liden Bakke ikke langt
fra Bidasſoa og ved Foden af Quatracone-Bjerget. Bi⸗
dasſoa ligger fulde 15 engelſke Mile fra det Punkt hvor⸗
hen vi agtede os, og da det vilde have været! altfor" vo—

veligt at fove ude i et Dieblik da man med hvert Die"

blik ventede et Slag, indfane vi, at det vilde være ſaameget

bedre for os ſelv og vore Pate; jo ſnarere vi 1 os

paa Veien. ' å

Vi forlode derfor Campementet i et raſt Lrab/ „og

befandt os ſnart pan en Sti, der var faa eenlig og af⸗
ſondret ſom om de tvende uhyre Armeer, iſtedetfor at be—

finde fig ganſke i Nærheden, vare en hundrede 2 borte

fra os.
Den Vei, vi fulgte, var ikke Hobveblandevefen, der
lober over Irun, og, igjennem en Dal eller en Kloft,

—

*) Fra: »Friendships Oſlering, a literary Album and

Christmas and New-xeur's Present for 1829.“
*

*

230 Brødrene,

til Vittoria, men en vild Bjergſti, ſom løber langs med

Klippeſkrœnten i en Hoide af omtrent 500 Fod fra dens
Baſis, og gaaer ned over det Amphitheater af lave Bak—
ker ſom fra alle Sider omgiver Staden St. Sebaſtian.

Vi vare neppe komne ud paa Veien for Solen,
der var ſtaget op for en Time ſiden, men hidtil havde
været ſkjult af tykke Taager, gjennembrod dette Flor, og
Skyerne, ſom rullede ned ti ſtolt Majeftæt, afſlorede for
vort Blik Pyrenæernes gigantiſke Toppe, der taarnede ſig
ſom Klippeder af Oceanets Skjod. Disſe driſtige Field⸗

ſpidſer afgave en ſkjon Contraſt til Biscayabugtens Søe,

ſom i dette Hieblik var fan rolig ſom ved et Havblik,
og da vi, i det mindſte faa ofte Skovens Lysninger til⸗
lode det, havde begge tydeligt for Die, kan man neppe
foreſtille fig. et mere frappant Landſkab end denne For
delſe frembragte. 8

Dog, det var ei alene Synets Sands, fan folly⸗
ſtedes paa. dette behagelige Nidt. De oſtlige Pyrenæer
ere, ligeſom andre Bjergegne, rige paa Fjeldſtromme, og

Barke, der, hiſt og her faldende over Klippelag, eller neb⸗
ſtyrtende med voldſom Heftighed igjennem Fjeldrifter,

frembringe en uophorlig Bruſen, der ſſelden er fan hoi⸗
roſtet at den dover Menneſkets Roſt, men naſten. altid
er lydelig nok til at hindre Fortſettelſen af Samtale.
Hertil kom at hvert af Skovens Træer ſyntes befolket
med vingede Sangere; Bier foærmede omkring i Tuſind—
viis, og lode Morgenluften gjenlyde af deres Surren, og

Havets- Bruſen mod Stranden ovenfor Fontarabig blev,

i
1

—

Brodrene. 2 95 |

af en blid Veſtenvind, bagret til vort Øre, og Tod med
en færegen Harmonie.

Jeg mindes endnu i dette Hieblik fuldkomment
det Indtryk, ſom denne Forening af ſandſeligt Behag
frembragte hos mig og min Ledſager. Skjont vi fæd-=
vanlig ikke ſavnede Stof eller Evne til en Samtale, iagt—
toge vi denne Morgen en dyb Taushed, ſom om vi fryg⸗
fede for at lade Lyden af en menneſkelig Roſt afbryde den
af ſelve Naturen oplivede Eenſomhed.

Tre Timers Ridt bragte os til vor Veerts Bolig, .

hvor en rigelig Vederqbegelſe ventede os og vore modige Heſte.
Det var en hyggelig Hytte, eller rettere en lille Bonde⸗
gaard, der, ſom de fleſte Bygninger paa denne Kant af
Landet, fornemmelig var af Tre, og lage ſcerdeles ſmukt,
i Midten af den vidt omfattende Frugthauge, omtrent to

engelſke Mile fra St. Sebaſtian. Ikke over et Bosſe⸗
ſkud derfra lage en anden Bolig, af en noget videre Ud⸗

ſtreekning, men ſom i Bygningsmaade og Hovedpreg
ſtemte med hiin. Denne ſidſte var, ſom vi erfarede, op⸗
fylde med Syge og Saarede, hvilke vor Vert, ſom Mi⸗
litairleege havde” under fit Overtilſyn, og den udgjorde det
Feltlazareth, ſom fra Begyndelſen af var anviiſt den Deel
af Armeen, der ſkulde udfore St. Sebaſtians Beleiring.
Vor Veert fortalte os uforbeholdent, at dets opfyldte
Tilſtand og mange af Beboernes beklagelſesvcerdige Til⸗

ſtand afgav et lidet tiltreekkende Malerie af Krigens Elen⸗ '
digheder; men han foreflog os, med den Mangel paa

Conſeqvents, der ſtyrer de fleſte Menneſkers Handlinger,

7

— 7 TYREN —

232 Brodrene.

ſtrar efterat vi havde ſpiiſt Frokoſt, at viſe os omkring i
Lazarethet, og deels af Nyfigenhed, deels, ſom jeg troer,
af en bedre Folelſe, vare vi villige til at modtage hans
Tilbud.

Vi fandt det, ſom han havde forudſagt, fyldt med ynk⸗
værdige Gjenſtande; men vi fandt ogſaa, at Alt der var
ordnet pan en Maade, der var hoiſt ærefuld for den
brittifke Regjering, og ikke mindre fortjenſtlig for Chefen
og de Mænd, der beſtyrede dens Forpleiningsveſen. Et
eneſte Blik var nok for at overbeviſe os om, at der ei
var ſparet nogen Bekoſtning paa at lindre de Mends
Skjœbne, hvis Lidelſer vare bibragte dem for deres Fe⸗ a
dreland, og at et Feltlazareth, ihvor frygteligt det end
kan have været tilforn, nu i det mindſte ikke var et
Sted, ſom nogen Kriger, hvilken Rang han end beklædte,
behevede at frygte for at betræde, De forfÉjellige Ve⸗
relſer i Huſet vare forſynede med Feltſenge, afdeelte i
regelmesſige Rækker, og i pasſende Afſtand fra hinan⸗
den; og de vare alle ſaa nette og beqvemme, ſom reent
Linned og Lagner, hvide ſom det Uld af hvilket de vare
ſpundne, kunde gjore dem. Omendſtjondt der i det mind⸗
ſte lage tyve Patienter i nogle af de ſtorre Verelſer,
mærkede vi eiheller den mindſte Ubeqvemmelighed i Hen⸗
ſeende til Luften; og den venlige og kjcerlige Tone, hvor⸗
med de Ulykkelige fremførte Velſignelſer over Lægen idet
han gik forbi dem, beviſte tydeligt nok, at Alt hver Dag
pleiede at være i ſamme Tilſtand, ſom da vi fane, det,

Vi havde beſogt adſkillige af Veerelſerne, og vare i
Begreb med at forlade Stedet, da en rank Mand, der

Brodrene. 233

fad med Hovedet boiet ned over Bryſtet, i et Hjørne af
et af de ſidſte Sygeværelfer, fængfledbe min Opmerkſom⸗
hed. Der var Noget i denne Ulykkeliges Mine og hele
Udvortes, der, uden at jeg ſelb kunde ſige hvorfor, vakte
min levende Deeltagelſe, ſaa at jeg gik hen til ham, for
nat gjøre ham et Par Sporgsmaale om Beſkaffenheden af
hans Saar og hvor han havde faget det. Men omend—
ſtjondt jeg tiltalde ham i den ſamme venlige og fortro⸗
lige Tone, hvori jeg vidſte at vor Veiviſer pleiede at tale
til fine Patienter, lagde Soldaten flet ikke Mærke til
mig. Vel flog han en Gang Vinene iveiret og. fane
mig lige i Anſigtet, — og denne Bevegelſe [od mig fee,

at hans Kinder vare gule og indfaldne, og at et Udtryk É

af den dybeſte Kummer overſkyggede hans hele Aaſyn —
men han vendte ſtrar Hinene fra mig igjen uden at tale,
og faldt næften umiddelbart efter tilbage i fin boiede Stil⸗
ling. Da Mandens hele Veſen i hoi Grad paafaldt
mig, vendte jeg mig til min Vert, og bad ham at give
mig en Underretning, ſom hans Patient ei ſyntes til⸗
boielig til at meddele mig. Men ogſaa han ryſtede blot
med Hovedet og gik bort.

Det varede imidlertid ikke mange Minutter efter vor
Tilbagekomſt til hans Qvarteer, for han, af egen Drift,
vendte tilbage til denne Gjenſtand, og, med en Mine,

der viſt ikke ſkulde formindſke det Indtryk, den iforveien

havde gjort fan mig, tiltalde mig pan folgende Maade:

»De ſpurgte mig for et Vieblik ſiden om den Ulyk⸗
keliges Skjcebne, ſom De fane i Krogen af det ſidſte Ve⸗
relſe: det er et af de ſorgeligſte Tilfcelde, jeg nogenſinde

—
—
—

.
r

* .

7

234 Brodrene.

har bragt i Erfaring, og da jeg hendelſesviis er bekjendt
med den unge Mands hele Hiſtorie, vil, jeg, hvis De
onſker det, gjerne fortælle Dem den.“

Man kan let foreſtille ſig, at hverken min Ven el—

ler jeg unddroge os fra dette Tilbud. Vi rykkede vore

Stole hen til et gabent Vindue, hvorfra man havde en
herlig Udſigt over Staden og Havet paa den anden Side

af ſamme, og horte, med den ſtorſte Interesſe og Be⸗
voegelſe, folgende Fortælling: !

„Det er nu omtrent fer Aar ſiden at det Regi⸗
ment, hvorved jeg er anſat og ſom paa den Tid lage
indavarteret i Plymouths Citadel, blev forſterket. med en
Afdeling Rekrutter fra Skotland, blandt hvile ogſad vare

tvende Brødre, Indfodte fra Fort William, og af hyilke
kun den ældfte, den Ulykkelige De fane i Hoſpitalet, endnu
er i Live. Da jeg felv er en Borger af denne Stad,

varede det ikke længe inden jeg opdagede at disſe Yng-

linger vare Sonner af en Enke og at deres Fader havde

været-en gammel Penfionift, der, efterat Have tjent fit
Fædreland. i henved. 30 Aar, ægtede en ſimpel Pige og

døde fan Dage efterat hun havde født hans yngſte Son,

Faderens Navn var Cameron, og han var Wetling af en.
ældgammel og hædret Clan, der i fordums Dage var be⸗
rømt for dens krigerſke Bedrifter, og ſom endnu udmer—
ker ſig ved de mange Tappre, den frembringer;. og Do⸗
nald og Allan, de tvende unge Mænd, om hvilfe jeg ka⸗
ler, ſtode ei i mindſte Henſeende tilbage for deres Frien⸗
der i nogen af de Egenſkaber, der Kan Fis for en brav
Kriger.

U

Brodrene. ö 235

Hvilke Omſteendigheder, der bevægede dem til at gage
i Armeens Tjeneſte, har jeg aldrig noiagtig erfaret; men
jeg har hort, at Donald, der af Naturen var driſtig og
hengiven til Eventyr, kom i nogen Uleilighed ved Told—
væfenet, og at han, for at undgaae de mulige. Følger her—
af, hemmelig forlod ſit Hjem og lod ſig hverve. Hvad
Allan, den yngre angager, da kan der kun være liden
Tvivl om, at han ikke havde nogen anden Grund til at
"vælge ſamme Bane end at hans Broder forſt havde valgt
den. Den Hengivenhed, disſe to Brodre gjenſidig næ-
rede for hinanden, var faa. ſtor, at man ikke kan gjore ſig
nogen Foreſtilling derom, og gjorde dem til Gjenſtande for
den meeſt levende Interesſe hos enhver Officier og Ge⸗
men i Corpſet. Desuagtet havde de unge Mend ikke
mindſte Liighed, hverken i Temperament, Charakteer, Sed⸗
vaner eller endog i Legems⸗Conſtitution. Den eldſte var
en driſtig, trodſig, irritabel og noget lunefuld Perſon, af
en kraftfuld Bygning og robuſt Conſtitution — en for⸗
; træffelig Skytte, en ovet Svommer, en hurtig Lober og
en duelig” Bryder, Den yngfte var en blid, godmodig
Dreng — thi da han kom til Corpſet havde han netop

fylde fit 17de Aar — rank, men overordentlig ſmekker, =

og, omendſkjondt han ingenlunde. ſavnede Mod eller mo⸗
ralſk Styrke, utilboielig til raa Tidsfordrid og langſom

til at tage Deel i nogen Trotte. Allan var tillige - -

langtfra at have nogen god Conſtitution; hans fi ine An⸗
ſigtsfarve og ſmalle Bryſt viſte at han gjemte Sceden til
en af de ſorgeligſte Sygdomme; men han var livlig og
driftig, og hvor ſtor hans naturlige Svaghed end maatte

236 Brødrene;

være, fan kunde man om ham med Sandhed ſige, at
hans Aand kraftigt bar det ſkrobelige Legeme. Som
jeg allerede har bemærket, var den indbyrdes Kjærlighed,
disſe tvende Brødre vifte for hinanden af en ſaare ſiel⸗
den Art, og finder maaſkee kun fin Mage i et af Oldti⸗
dens ſtjonneſte Sagn.

Eftes hvad jeg allerede har ſagt om disſe tvende
Ynglingers Charakteer, vil det ikke overraſke Dem at er⸗
fare, at den Yngre, omendſkjondt han betragtede fin ældre

Broder ſom et Veſen af hoiere Art, ikke desmindre be—
ſad en Indflydelſe over ham, ſom ſandſynligviis var dem
begge ubevidſt. Denne udovede han beſtandig kun for at
udrive fin heftige Broder af de mange Uleiligheder, ſom
hans naturlige Irritabilitet ſaa let paaforte ham; medens
pan den anden Side, den Aꝗeldre mere ſyntes at betragte
Allan ſom en Mand betragter en füntfolende Qvinde end.
ſom et Væfen af ſamme Kjon. Selve hans Roſt an⸗
tog en blidere Tone, naar han talde til ham, og hvor
heftigt end hans Lidenſkaber maatte raſe, ſaa var et Ord
af hans gode Engel tilſtrekkeligt til dieblikkeligen at dæmpe
den. J det Hele ſyntes disſe To ene og alene at være
ſkabte for hinandens Fornodenhed; og de følte fig ſikkert
aldrig fuldkommen tilfredſe, naar de, enten i Fjeneſten,
eller i Fritimen, vare adſkilte fra hinanden.

Rekrutterne havde været noget over et Aar i Ply—
mouth da Regimenterne fik Ordre at indſkibe ſig og at
afgage, ſom en Deel af den betydelige Stridsmagt, der
dengang ſamledes i Cork, under Sir Arthur Wellesleys
Befaling. Jeg behover neppe at anmærke, at i Tilfælde

—

Brodrene. 237
9
ſom dette, naar der foreſtager umiddelbar Tjeneſte i Fel⸗
ten, de yngſte og ſvageſte af Mandſkabet i Almindelighed
afſondres fra de ovrige, for at lades tilbage og danne et
Depot. Ved nærværende Leilighed fulgte man ſamme
Regel, og Allan Cameron blev, ſaavel efter min Anbefa—
ling ſom efter den inſpicerende Generals Forſlag, udſeet
ſom en pasſende Perſon for denne Del af Tjeneſten.
Men ſtjondt Befalingen blev: ham meddeelt pan en af-
gjørende Maade, vægrede den unge Mand fig for at ad⸗
lyde den. Han var fin Broders Kammerat — de vare
begge Grenaderer, Donald havde. fin Plads i forreſte Ge—
ked og Allan i andet — han var gaaet til Regimentet
blot for at de ei fulde blive adſkilte, og hvor Donald
gik hen, vilde han folge med. Det ſamme Sprog forte
Donald, men det bar hos ham Præget af den Talendes
heftige Characteer. Hvorfor vilde man fætte fig imod hans
Broders Onſke? Var der en bravere Soldat i Geledder—
ne? og om han ikke var ſaa ſteerklemmet ſom Andre,
havde han da ikke meer end Kræfter nok til at bære
hans Torniſter for ham?“ Endelig kaſtede Brødrene fig,
"uden at tage mindſte Henſyn til Krigstugten, i hinan⸗
dens Arme og græd lydeligt. Det var ikke muligt at
modſœette ſig en ſaadan Appel til Folelſen; og Oberſten,
der felv følte ſig bevæget indtil Taarer, forlangte at Allan
Cameron ikke ſkulde bortrives fra den Plads, han fæd=
vanlig indtog ved Paraden.
Det er ufornodent at fortælle Dem hvorledes Frop; i
perne ſamledes til Indſkibningen, eller hvilket Indtryk det
giorde pan Alle at erfare, at det ſamme Folk, mod hyil⸗

238 Brodrene.

ket det havde Grund til at troe, at de ſkulde gaae i
Felten, pan eengang var blevet deres Bundsforvandte,
Det er tilſtrekkeligt at bemerke, at ſjeldent noget Hie
kan have ſeet et mere impoſant Syn end det, der frem:
bod fig pan hiin ſkjonne Sommeraften, da henved "hun:
drede og halvtredſindstyve Seilere, beſtagende af Linieſkibe,
Fregatter, Krigsſlupper og Transportſkibe, lettede Anker,
løsnede Seilene i en gunſtig men jevn Kuling, og ſtak i
Soen. Dog, det var ikke alene Flaaden, der tildrog ſig
Opmerkſomhed og Beundring. Strandbredden mylrede

overalt af Tilſkuere; Cowes gamle Stad ubſendte fine

Tuſinder; Hen Spike, Carlisle og Camdens Forter vare
i livlig Bevægelfe og vrimlede. af Mænd, Qvinder og
Born, hvis Raab og Onſker lydeligen bares af Havets
Bolger og hortes længe efterat det ſidſte Skib havde pas—
ſeret Landſpidſerne. Sikkert er ingen Scene mere oplof—
tende og desuden mere frugtbringende paa hoitidelig

og alvorsfulde Tanker, end en Krigsoperations Afgang

fra Fædrelandets Strande. us

Skjondt vor Reiſe var ubeſkrivelig kjedſommelig, va

den dog faa gunſtig ſom det vel var muligt; det vil ſige,
Veirliget var taaleligt godt, og intet Vanheld vakte ſmer—
telige eller harmfulde Folelſer. Vi bleve rigtigtnok noge
overraſkede, da den Fregat, paa hvilken Generalen va
ombord, efterat have telegrapheret os, at han onſkede v

vilde ſeile efter vor egen Kaas, pludſelig kom os af Syn
eg overlod os til os ſelv; men vi havde allerede da faa
megen Tillid til vor Chef, at vi holdt os overbeviſte om
at denne Adſtillelſe ikke vilde vare længe, og at den havd

1

Brodrene. 239

et beſtemt Formaal. Denne Troe ſtuffede os eiheller.
Lenge førend vi havde den ſpanſke Kyſt i Sigte, fluttede

„Fregatten fig atter til os, og vi fandt os endelig for An—

ker udenfor Mondego, hvor et Signalflag paa Maſttop⸗
pen af Admiralſkibet tilkjendegav os at Tropperne, med
et Hiebliks Varſel, ſkulde være færdige til at gage i
Land, og med fuld Oppakning til at begive fig paa
Marſchen.

Hvorledes Udſkibningen gik for fig behover jeg ikke
at fortælle: Dem. Da vort Regiment havde været ſaa
heldigt at komme over i et af de letteſte Transportſtibe,
landede det allerede den 2den Auguſt, og fandt i flere

” Dage og Sætter fuld Beſkjeftigelſe med gt være behjel⸗

peligt ved de ovrige Troppers og Krigsforraadenes Land—
ſetning. Endelig vare Alle forſamlede og om Morgenen
den gde kort efter Solens Opgang begav vor lille Co⸗
lonne fig pan Veien til Leria.

De kjender uden Tvivl de Tildragelſer, ſom fandt
Sted imellem denne Dag og den 17e. Dagmarſcherne,
ſom hverken vare lange eller beſpeerlige, udførtes let, felv
af de meeſt ſpedlemmede af de unge Soldater, der i ſtor
Meengde fandtes i denne tappre Armee; eiheller lod Allan
Cameron hverken i Joer eller i legemlig Kraft til at
give den bedſte af ſine Kammerater noget efter. Vel
vilde Donald, efter de forſte 4 til 6 engelſke Mile ingen⸗
lunde tillade ham at bære fit Gevær, og han tvang ham

meer end eengang, naar den overordentlige Hede ſyntes at

falde ham trykkende, til endog at affpænde Torniſtret og

bar det ſelvb. Men omendſtjondt Allan gav efter for fin.

U

240 Brodrene.

U

Broders Foreſtillinger paaſtod han, at det var aldeles ufor⸗
nodent og han undlod aldrig at være paa fin Poſt naar
man fordrede hans Tjeneſte. Endelig begyndte der at yttre
fig flere og flere Kjendetegn pan, at Fjenden ikke var langt
borte, J Leria gik Nygtet at vi havde en franſk Armee
umiddelbart foran os, medens andre Corpſer vare paa Jil⸗
marſcher fra Lisſabon og Thomar for at forſteerke den.
Efterhaanden indlobe ſikkre Efterretninger, at nogle ſterke
fiendtlige Troppeafdelinger ſtode ved Brilos og Ovedos, og
endelig ſage man ſelve Forpoſterne og erfarede Sir Welles⸗
leys Beſlutning umiddelbart at kaſte dem tilbage. Dette
ſkeete med ubetydeligt Tab paa vor Side, den 15de, og ef⸗
terat vi Dagen efter havde recognoſceret Hovedſtillingen,
rykkede vi om Morgenen den 17de frem, for at angribe
General Laborde, i hans frygtelige Stilling ovenfor Roliga,
Vort Regiment var, ſom De udentvivl veed, et af
dem, der, ved Labordes Retirade til hans anden Stilling,
beſtormede det vanſkelige Pas, ſom dækkede den franſke Di⸗
viſions Centrum. Indeklemte i Defileen fandt de to Bros
dre, der, ſom jeg allerede har nævnt, vare Grenaderer, fig,

tilligemed Neſten af deres Compagnie, pludſelig i Haand⸗

gemænge med en meget overlegen Magt, og afſkaaret al

|

Undſcetning af den øvrige Deel af Hoeren. Efterat de

Franſke havde ſammenſmeltet deres Geledder ved en vil
ſigtet Salve, gik de ind paa dem, og omendſtjondt vore
brave Folk fægtede tappert, 8 deres 8 Anſtren⸗
gelſer kun lidet.

Ved denne Leilighed, da Britterne vare 19 0 |
til at vige Terrainet, ſprang tvende franſke Soldater ind

Brødrenes 241

paa Donald Cameron, og da hans Fod netop i ſamme
Dieblik gleed ud, kaſtede de ham til Jorden; men hans
Broder ilede ſtrar til hans Biſtand. Franſkmendenes
Klinger vare allerede loftede mod hans Bryſt, da Allan,
hvis Mufket heendelſesviis var ladt, fyrede. En af Fjen⸗
derne faldt, og førend den Anden enten kunde træde til⸗
ſide eller afparere Stikket, fad den unge Hoilcenders Ba⸗
jonet i hans Strube. Alt dette var et Hiebliks Sag,
thi da friſke Tropper rykkede frem, gik vore Soldater at⸗
ter angrebsviis tilverks; og inden en føje Stund var
den forſte af Sir Arthur Wellesleys ſtore Rekke af eu⸗
ropœeiſke Seire vunden. i
Elſtede Brødrene hinanden for denne Begivenhed;
faa ſyntes deres Kjærlighed, ſom en Følge af famme, nu
at have vundet forøget Styrke. Donald var nærved at i:
forgude fin tappre og blide Broder, medens Allan klyn⸗
gede fig til Donald ſom Vedbenden til Egen, eller Ranken
til ſin Stok. | å
Slaget ved Vimero banede Veien for en Under⸗
handling, der for en Tid befriede Portugal for de ind⸗
trengte Fremmede og gav os Raadighed til at ile Spa⸗
nierne til Hjelp, ſaaſnart vi forſt havde overvundet flere
ſelvſkabte Hindringer. Dette ſkeete endelig, og vi fandt
os, efterat have marſcheret igjennem nogle af Halvoens
meeſt interesſante Provindſer, endelig den 45de December
indqvartered i et beqvemt Cantonnement i Staden Sa⸗
lamanka. Der forbleve vi for en lang Tid uvirkſomme;

Rygte paa Rygte 1 at forurolige os, indtil Misfor⸗
6)

242 Brodrene.

noielſe begyndte at yttre fig i hele Heeren. Men Aar⸗
ſagen til vor Toven ſyntes endelig at være ryddet af
Veien, og vore Colonner rykkede, til Troppernes uſige⸗
lige Glæde, mod Carrion, ſom man almindelig meente,
for at angribe Soult.

Det tilkommer ikke mig at underſoge Rigtigheden
af den Beſlutning, hvorefter. man frafaldt enhver Tanke
om at gage angrebsviis tilvoerks netop. i et, Dieblik da
Eyhver var befjælet af den hoieſte Begeiſtring. Sir John
Moore blev udentvivl tilſkyndet af kloge Beveeggrunde, i
det han afſlog det Slag, hvortil alle Forberedelſer vare
gjorte, og kaſtede fig tilbage bag Esla; men jeg for min
Part kan idetmindſte ikke indſee nogen taktiſk Grund for |
det overilede Haftvære ,… hvormed Tilbagetoget iveerkſattes.
Det oploſte hans Armees Krigstugt, tilintetgjorde Mora⸗
liteten ſelv hos dem, der aldrig forlode deres Corps; i
BE, voldte et ſtorre Tab blandt de Svage og dem, d
ikke kunde holde Skridt med deres Kammerater, end 29
Hovedſlage vilde have medfort. Det kan ikke her være
min Henſigt at ſtildre for Dem nogen. enkelt af de mange
ynkveerdige Scener, hvorpaa dette fordærvelige Tilbagetog
var ſaa rigt — men jeg maa. fortælle Dem en Begi⸗
venhed, der fandt Sted i den reedſelfulde Nat, ſom fane
os paa Marſchen, under en giennemtrengende Ruſtregn,
fra Burgo til Valmuda. kr

Vor udlerjersgarbe havde 1925 Dagen, igjennem været |

om Natten, Befaling at tetivete. 87 gjorde vi, min

Brødrene. 243

under denne lange og anftrængende Jilmarſch ſank Allan
Camerons Styrke, ſom hidtil var bleven opretholdt ved
en meer end naturlig Anſpendelſe af Mod. Han ſank
afmegtig om paa Landeveien og erklerede, at han ei

var iſtand til at gage lengere. Forgjæves befriede Do⸗

nald ham fra enhver Byrde, indtil hans Taſte og Baz

jonet — Knoſen kunde ikbe reiſe fig — og Alle indſaae

tydeligt at man maatte lade ham blive tilbage. Det

vilde være umuligt at beſkrive Donalds Folelſer, da han

ſyntes at have det frygtelige Valg, enten at overlade Bro⸗

deren til fin Skjebne eller ſelv forlade ſine Geledder —

men Naturen var ſteerkere end hans Pligtfolelſe ſom Kri⸗

ger. Han beſluttede under enhver Fare at blive hos Al⸗

lan, og da hans Officierer mere havde ſeet igjennem

Fingre med, end bifaldet hans Forſckt, marſcherede Corp⸗

ſet bort og efterlod begge Brodrene, den ene ſiddende, 3g

den anden liggende udſtrakt ved Landeveien. Jeg behover

neppe at tilfoie, at Ingen ventede at ſee dem mere.

Det var imidlertid en Lykke for Brodrene, ſkjondt
det var til ſtort Vanheld for den hele Armee, at den
fuldkomne Udmattelſe, ſom denne Nattemarſch frembragte,
tvang Sir John Moore til at gjøre Holdt i Valmuda for
Storſtedelen af den paafolgende Dag. Til Alles Over⸗
raſkelſe og Tilfredshed indhentede de os her, i det Donald
i de tre ſidſte Mile havde baaret Allan paa fin Ryg;
og da der heendelſesviis var et overcomplet Muule el ved
Haanden, blev den arme Knos ſtrax ſat paa dette og
ſendt til Bagtogten. Donald indtog igjen ſin Plads i

(160

2⁴⁴ Broen.

det forreſte Geleed af Grenadeercompagniet, og omend⸗
ſtiondt han ikke havde lukket et Die i de ſidſte 60 Ti⸗
mer, nagede han ikke desmindre ligeſaa opvakt ſom nogen
af ſine Kammerater Armeens nye Stilling foran Corun⸗
na. Donald var med i den paafolgende Træfning, hvor
han fif et haardt Saar igjennem. begge Laarene, og, fom
om det var Forſynets Billie, at de to Brødre aldrig
fulde adſkilles, idetmindſte ikke for længere Tid, han. blev
i denne Tilſtand bragt over pan det ſamme. Skib hvori
Allan var kommen ombord, og vendte ſaaledes tilbage til
Fædrelandet. | 1
É Omendſkjondt Regimentet kort efter atter kom ober
til Halvoen, blev Donald, formedelſt Virkningen af hang
Saar, og Allan for hans vedvarende Kraftloshed erklæret
uskikkede til at folge med; og de bleve, ſom en Folge
heraf, forflyttede til den anden Bataillon, ſom paa den
Tid laae i Irland. Der forbleve de, lykkelige i hinan⸗
dens Selſkab, indtil for kort ſiden, da de atter lobe fig
fee pan Krigsſkuepladſen, hidſendee med en Transport,
ſom ſluttede ſig til os ved Dourofloden. Brodrene fulgte
os paa vort Tog igjennem Spanien, og viſte ganſke den
ſamme Hengivenhed, ja vi kunde ſige den romantiſte Aand,
ſom hidtil havde befjælet dem. De deeltoge i Slaget ved
Vittoria, hvorfra de flap uſkadte; de deelte de ſeerſtilte Tri⸗
umpher, ſom Sir Thomas Grahams Colonne tilvandt
fig, og de befandt. fig endelig ved den Deel af den brit⸗
tiſke Armee, der havde faaet det Hverv at beleire St.
Sebaſtian.

AN

Bredrene. f 245

; De erindrer det ødelagte Kloſter St. Bartholome,
der ligger paa Toppen af en af de Hoie, ſom fra alle
Sider omgive Staden St. Sebaſtian. Da vi forſt havde
nermet os denne Plads, var dette en meget frygtelig Stil—
ling, da de Franſke havde befeſtet det med Volde og
Grave, og omgivet det Hele med en Kreds af Forſkands⸗
ninger, Men da det beherſkede det Punkt, hvorfra vore
Lobegrave maatte aabnes, blev det væfentlig nødvendigt
for os ſtrax at indtage det; og omendſkjondt vort Belei⸗
rings-Artillerie endnu var langt tilbage i Arrieregarden,
og det ſyntes neſſten ildfaſt mod let Artillerie, beſluttebe
Generalen at lade fine Folks medfødte Mod trade iſtedet⸗
for Taktik og Kunſt. J denne Henſigt lod han et Bat⸗
terie af Feltkanoner ſpille imod det; og da en Deel af
Volden var nedſkudt, gav han Befaling til at tage det
med Storm ſamme Nat naar Morket var faldet paa.
Det blev vort Grenadeer-Compagnie til Deel, at
hore iblandt den til Udforelſen af dette vigtige, men far⸗
lige Hverv udvalgte Stridsmagt; og Donald og Allan
Cameron havde paa ny indtaget deres Plads blandt deres
gamle Kammerater. De modte ſaaledes, ligeſom de Bo⸗
rige, en Time efter Solens Nedgang, paa Monſtrings⸗
pladſen, hvor Corpſet, i dyb Taushed og fuldkommen. Or⸗
den, ventede Signalet til Angreb. Jeg har ofte været"
Vidne zil lignende Scener, jeg har ofte ſeet Colonner op⸗
ſtillede og forberedte til vigtige Foretagender, men jeg har
aldrig bemærket en livligere eller meer utaalmodig Iver
end ved denne Leilighed. Pan den ene Side var Re—
douten, der fÉulde beſtormes, af uſcdvanlig Styrke; den

246 Brodrene.

7

var vel bemandet — ſom vi til vor Skade allerede havde
erfaret ; og dens Forſvarsveerker havde kun lidt ringe Afbrak;
medens pan, den anden Side, den Troppeafdeling, der
ſkulde erobre den, kun beſtod af en ringe Deel af Belei⸗
ringsarmeen. Vi folte os derfor tilmode ſom orkesloſe
Tilſkuere, og jeg ſkulde næften troe, at en blot Tilſkuers
Folelſer, under ſaadanne Omſteendigheder, mage være
endnu mere heftige og ſmerteligt opvakte end den Hand⸗
lendes. Men hvad der endog er Tilfeldet i denne Hen⸗
ſeende, fan kan jeg bevidne een Kjendsgjerning, og den er,
at de Tropper, der ſtkulde beſtorme Kloſteret, vare om⸗
ringede af en talrig Klynge af deres Kammerater, hvis
Hnſker, trods deres Heftighed, ikke kunde finde Ord til at
udtrykke fig, og hvis Læber endog vare tæt. ſammenpres⸗
ſede, ſom om de endog i dette Hieblik vare uvillige til
at drage den til Livets Virkſomhed fornødne Aande.
Imidlertid forvandlede Tusmorket, der efterhaanden
gradviis var tiltaget, ſig til Nat. Der var ingen
Maane at ſee paa Himmelen. Pluͤdſelig udbredte fig
en lav Tone fra Bagtogten af Corpſet til Fronten, og
Ordet: Fremad! blev. horligt. De Perſoner, der ei ſkulde
i Activitet, gave Plads til heire og venſtre, og den lille
Colonne rykkede frem med hurtige men ſagte Skridt, og
i den fuldkomneſte Orden. Det Hele var ſaa godt ar⸗
rangeret, at mange Minutter gik hen for Fjenden mer⸗
kede Bevegelſen; og vi, der bag Colonnen holdt Die
med dens Fremrykken, begyndte at haabe, at Redouten
kunde blive erobret ved Overraſkelſe. Men dette Haab
varede ikke fænge, Forſt et enkelt Muſketſkud, derpaa et

'.

Brodrene. 247

andet og endelig en frygtelig Salve vifte, at Maſkeringen
var forbi, og vore Soldaters Raab, der hørtes imellem
Skuddene, vidnede om, at de ikke længere ſtolede pan EDER
: ken, men paa deres egne Anſtreengelſer. ;

Uagtet en varm og velftilet Ild lykkedes det Angti⸗
bernes forreſte Geledder ei alene at trænge; over de yderſte
Grav og Bryſtvoern, men ind pad ſelve Pladſen. Men
her traf de et Corps franſke Grenaderer, der feegtede med
det Raſerie, ſom er egent for tappre Mænd, der ere op—
hidſede ved ſteerke Drikke, og mangen Bäͤjonet farvedes

pda begge Sider og inden faa Minutter rod af Blod indtil

Grebet. Vor Fortogt, ved hvilken Brodrene befandt ſig,
udholde. modigt Angrebet, og hyvis et tilſtrekkeligt Antal
havde været ved Haanden til dens Biſtand vilde den uden⸗
tvivl, med et ubetydeligt Tab, have overveldet al Mod—
ſtand; men ulykkeligviis var dette ikke Tilfældet, "Hvad
enten Ilden fra Kloſteret havde virket morderiſk paa Ho—⸗
veddelen af Colonnen og ſtandſet den, eller, ſom mere
ſandſynligt, at den var faret vild i Morket, og kommet

bort fra Fortogten, er vanſkeligt at afgjore; men viſt er i

det, at de vare adſkilte fra hinanden. Folgen heraf var,
at disſe Tappre, efterat have veeret i Beſiddelſe af Klo⸗
ſterets ſtore Sal, bleve. uddrevne; og at de ikke opgave
Beſiddelſen, for mangen dels Liv var faldet ſom Offer.

Det var i. dette Dieblik, da det af den overlegne

Magt overvældede ringe Tal af Tappre maatte vige, at

Donald, der fegtede fortvivlet, idet han trak ſig tilbage,
traadte med fin. Fod. pan en blod. Subſtants, der ligeſom
ſammenkrympede ſig under hans Trin. En redſom

248 Brødrene,

Tanke gjennemfoer ham, da et qvalt Suk, der ſyntes at
komme fra den Gjenſtand, paa hvilken han ſtod, naaede 4
hans Bre. Han ſprang tilſide, og da en Lysſtraale fra
noget ZræværE, der havde fænget Ild, i dette Oieblik
falde paa Pletten, fane han fig ængftelig om, for at ſoge
fin Broder. Han var ikke at opdage. Men en engelſk
Soldats Liig lage nærved ham, og uden at tenke "pan
nogetſomhelſt Andet, ſprang han hen imod det. Hvad der
paafulgte, kan Ingen ſige, fordi de Franſke ſtyrtede faa
hurtigt frem, at vore Tropper næften umiddelbart derpaa
bleve fordrevne fra Pladfen, og ved den nye Mønftring af
Mandffabet udenfor Kloſteret fattedes bande Donald og Al⸗
lan; men den endelige Cataſtrophe var af en ſaadan Natur,
at Ingen, der var Vidne til den, nogenſinde vil kunne
glemme den. ; '
Efterat Fortogten hurtigt var bleven forſteerket, for⸗
nyede den Angrebet, og de Franſke bleve igjen flagne tilbage
til Kloſterſalen, og fra denne igjennem de brendende Corri⸗
dorer. De toge nu Flugten i alle Retninger, og idet de
bleve forfulgte fra Celle til Celle, og fra et Smuthul til et
andet, bleve mange gjennemborede med Bajonetten og Re⸗
ſten fangne, Men Kloſteret felv var nu et Flammehab,
„Ilden, ſom var bleven tændt under Kampens Hede, "greb
frygteligt om ſig i Bygningen, og det blev nodvendigt for
Seierherrerne at forlade deres Erobring. Dette beredede
de fig til at gjøre, naar de forſt havde flyttet deres Saa⸗
rede og Fanger; og det var ved at efterſoge de Forſte,
at Donald og Allan Camerons ſkroekkelige Skjcebne blev
dem bekjendt. Da de vendte tilbage til Kloſterſalen fane

Brodrene. per 249

de den Førfinævnte. ſiddende midt imellem Ild og Rog,
og hvilende fin Broders Hoved pad. fine Knee. Men det
var ikke nogen Levende, men et Liig, ſom lage der —
og det bar Merker, ſom ei ofte vanzire ſelv den Døde
paa Valpladſen. Dybe Furer vare indhugne i de fine
Kinder og bare Præget af Sommene i en tung Skoe,
ſom en' plump Fod med Magt maatte have indtrykt.
Hvorledes dette var ſkeet, var udenfor al Tvivl, og Fol⸗
gerne af denne Tildragelſe ſvarede til vor ſorgelige Ah—
nelſe. :
Donald Cameron har fra dette Hieblik ikke været fig
felv liig. Da man fandt ham, var han i en beklagelig
Vanvids-Tilſtand; og han har beſtandig ſiden forblevet
i en tungſindig Sindsvildelſe. Om han nogenſinde vil
gienvinde fin Bevidſthed, veed alene Gud; men jeg maa
tilſtaae, at jeg kun har lidet Haab om en ſaa onſtelig
Forandring.“ *
Min, Vert endte her fin. Hiſtorie, og jeg veed ikke
at have hort noget mere ryſtende. Jeg beklager kun at
det ikke ſtaaer i min Magt at ſige, hvorvidt Lægens men⸗ j
neſkelige Bon er bleven opfyldt. Alt hvad jeg veed om
denne Gjenſtand er, at Donald Cameron kort efter blev
bjemſendt ſom uhelbredelig, og det er ſandſynligt, at han
endnu er Offeret for en Skjebne, der er den ſkrakkeligſte
af alle de Vanheld, ſom kunne ramme Stovets Born.

250

De franſke Lærdes Expedition til
Aegypten.

Som man af offentlige Blade ved, ankom det Sel⸗
ſkab af franſke Lærde, ſom har den Henſigt videnſtabeli—
gen at bereiſe Wgypten, til Alexandrien den 18de Auguſt
4828, og Champollion har tilmeldt den franſke Regjering
Expeditionens Ankomſt og den forſte Audients hos Pa—
ſchaen. Efterfolgende er Udtog af et Brev fra en ung
Franſkmand, Lenormant, der er reiſt med ſom Oldgrandſker:

„Alexandrien d. 19de Auguſt 1828.

Den 10de Auguſt fane vi for forſte Gang Afrikas
Kyſter; ene bebudede os med ſit yppige Gronne
det Land, der. er fan fattigt paa Vegetation. Det var
ſom om Afrika, i Bevidſtheden om fit flette Ry, vilde
lokke os i fin bedſte Pynt, paa det at vi ikke ved Sy-
net af det lybiſte Sand ſkulde komme i Friſtelſe for at
vende om igjen. Dagen efter ſaae vi endnu bedre denne
ſkjonne Kyſt; vi kunde i de dybe Dale ſtjelne,Arabernes
Telte og Hjorde, og om Aftenen vifte Stranden ſig be⸗
ſaget med deres Vagtblus. Den 13de blev Strandbreb⸗
den efterhaanden lavere, og netop da vi vare nærved at

tabe den af Sigte, bleve vi, bag en ſmal Stribe af Gront,
den bleggule Yrken vaer. Havet havde igjen fulbkom⸗
men beroliget fig, og en næffen umeerkelig blid Kuling
drev os vort Reiſemaal imode. J fire Dage ſage vi in⸗
tet af Kyſten. Den 17de om Morgenen viſte Marmo⸗

De franſke Lærdes Expedition til Egypten. 251

rikas flade, ſandige Strand ſig for vort Blik, vi ſeilebe
hele Dagen langs henad den, og d. 18de Kl. 11 havde vi
Alexandrien i Sigte.

Ikke uden alvorlig Bekymring betraadte vi denne
Kyſt, thi de politiſke Begivenheders Gang havde i lang
Tid været os ubekjendt. Vi begyndte imidlertid at be⸗
rolige os, da vi fane, at tre franſke Krigsſkibe lage roligt i
Havnen. Efterat vi et Par Gange havde været nærved
at lobe paa de Rev, der næften fpærre Indlobet, kom en

Tyrk — ſtjonnere Mand kan der ikke gives i Verden —
ombord til os; han gjorde os fortreffelig Tjeneſte ſom

Lods, og et Qvarteer efter kom med ſin Dragoman Hav⸗
necontrolleuren, der var endnu mere forpikket paa politi⸗
ſte Nyheder end vi, og fandt. fig. bittert ſtuffet, da vi in⸗
tet vidſte at fortælle ham.

Tre eller fire Dage for vor Ankomſt var en Flaade,

henimod 40 Seilere ftærE, løbet ud af Alexandriens Havn,
for i Morea at hente Ibrahim og hans Her. Over—
eenskomſten med Vicekongen var ſluttet, de græffe Fan⸗
ger allerede paa Hjemveien; Krigstildragelſerne ſaavel i
Grokenland ſom i Tyrkiet, kunde altſaa ikke længer have
nogen Indflydelſe pan os. Men dette var ogſaa ſaare

nodvendigt; en anden Udvikling af Begivenhederne kunde

være bleven meget, mislig for os; og virkelig havde Con⸗
ſulen Drovetti ſendt et Brev til Champollion, hyilket til
Lykke krydſede med vort Skib, og hvori han, efter ſelve Vi⸗
cekongens Raad, bad os at udſette Foretagendet til et
vandet Aar. Vor Landing fatte ogſaa Drovetti et Hie⸗

252 Defranſke Lærdes Expedition til Ggypten.

blik i Forlegenhed; men Paſchaen ſagde ſtrap: De ere
velkomne!“ ;
Det er umuligt at ſkildre denne Stads beſynderlige
Udſeende — denne Forvirring, denne forunderlige Færd. Det
vilde være nødvendigt at opfinde nye Bencevnelſer for en
Stad ſom Alexandrien. Vore fædvanlige UdtryE formaae
kun at give falſke, ganſke uegentlige Begreber, Vi teenke
os ved en Stad Gader, Brolcegning, Huſe, ja en
Magiſtrat og Gensd'armer; her er, ſtrengt taget, Intet
af Alt dette. Det er, ſom om Menneſker havde leiret
fig ved Siden af hverandre paa denne Sandtunge, alt
ligeſom Naturen gav eller tillod det. Og desuden, hvad
er det for Menneſker! hvilken Blanding af de allerfor⸗
ſtjelligſte Nationer, ſom Europceerens Vie endnu aldrig
fane! Her fee vi Tyrken i fit lange Gevandt, alvorligt
fremſkridende; hiſt Jøden, ſtjon ſom Joſeph, eller med
Grimacer ſom Kaiphas; der den blodagtige Armenianer,
længerhenne den vilde Beduiner, hyllet i fin maleriſk
drapperede lange hvide Kappe, og ridende pan fin Dro⸗
medar; Araberens blane Skiorte ved Siden af den eu⸗
ropæiffe Frakke, de Ibrahimſke Soldaters rode Kjoler, ved
Siden af vore Matroſers blaa Jakker; her en Officier,
flunkende af Guld, med fakkelbeerende Slaver foran ſig,
Rhiſt en Trop tilſlorede Qvinder og nøgne Born, Billedet
af ' den dybeſte Elendighed, og dette utrolige Virvar myl⸗
rer og fætdes omkring Huſe, ſom man neppe kan kalde
byggede, gjennem flyngede Stier, i en Urolighed, med
Bevegelſer, med en Pludren, hvorimod Neapel ligner et
Thebais: Saaledes er Alexandrien i ſit hele brogede Liv;

ey '

De franſke Lærdes Expedition til Egypten: 253

dette er det Indtryk, ſom Synet af denne Stad, paa
eengang ophoiet og burleſt, frembringer, Ovenikjobet fane
vi alle disſe Ting ved Nattens Indbrud, ſom gjennem et
Tryllepanorama.

Den 19 de om Aftenen gik vor forſte Udflugt til
de Obeliſker, man kalder Cleopatras Naale. Champollion
fandt derved forſkjellige Egenheder, ſom endnu ikke vare
bekjendte. Dette Punkt, der ligger paa den gamle Stads
Grund, og hvorfra man nyder en meget maleriſk Udſigt
til Havet, flere. koptiſke og græffe Kloſtere og den Moſkee,
ſom er Begravelſespladſen for Paſchaens Familie — dette
Punkt blev. ved de ſmaae Eftergravninger, hvormed man
har gjort Begyndelſen, Samlingsſtedet for vore Tegnere,
og fra dette Hieblik af, har egentlig Expeditionen begyndt
fine Arbeider. — — a

Langtfra betragtet gjør man fig: en frygtelig Fore⸗
ſtilling om Menneſkene her, og dog ere de i en vis Hen=
ſeende bedre end Pobelen i vore ſtore Steder. Alle
Franker, der have boet længe. her, kunne, uden al Und⸗
1„gelſe, ikke nokſom roſe de blide Sæder, ſom findes hos
Araberne i hele Agypten. Mord forekomme f. Ex. over⸗
ordentlig ſjeldent, og blive" desuden. fordetmeſte begangne
af Fremmede. Man ſtoder blandt dette Folk paa inte⸗
resſante Spor af den franſke Expedition; ſaaledes gik vi
igaar fra Staden til Obeliſkerne, og bleve paa Veien
ſtandſede af en Blind, der tiltalede os paa Franſk:“ Donne
moi quelque chose, citoyen, je ai Ra encore LAGER
jeuné ce matin — ;

7

254 Deranſke Lærdes Expedition til Ægypten:

En Frivillig af vort Mandſkab, en ung Mand paa
19 Aar, af god franſk Familie, er deſerteret, har ta-
get ſin Tilflugt til Gouverneuren over Alexandrien og aflagt
ſin Bekjendelſe ſom Muſelmand. Fra denne Stund af
ſtager han under den tyrkiſke Regjering, og Conſulen har
blot Ret til, i Gouverneurens Neerverelſe at opfordre
ham trende Gange, for at høre, om han ſtandhaftig ved⸗
bliver fin Beſlutning; bliver han ved den, er Sagen
afgjort, og der er een Renegat mere.

Det er meerkveerdigt, hvilken Magt: Paſchaen har
vidſt at forſkaffe ſig over Menneffene her; denne Mand
har Noget af Bonapartes Genie; navnligen er det næften
utroligt, hvor meget han ved fin Aand fkal fortrylle En—
Hver, der kommer i hans Neerhed. 5

For nogle Dage ſiden tog jeg ſor forſte Gang et
tyrkiſt Bad; jeg var ſom Oldgrandſker pderſt begjerlig
efter denne Art af Nydelſe, fordi en Hovedſide af Oldti⸗

dens Sæder der har vedligeholdt. fig uforandret, og virke⸗
lig fandt jeg, at det ganſke gaaer til derved, ſom jeg
har hort det fortelle eller leeſt det beſkrevet, og ſom jeg
efter Oldtidens Skildringer havde foreſtillet mig det. De
ſkulde have leet, hvis De havde feet mig, hvorledes jeg
lage i en til 40 Grader hedet Svedekasſe, 15 en
Korsfeſtet, fladt paa et Bræt, og en Araber gik og
indſcebede mig ligeſom et Stykke Linned; hvorledes jeg
derpaa, hyllet i perſiſke Shawler, med en Turban pan
„Hovedet, lage paa en Divan, medens andre Slaver efter
hverandre bragte mig Daddellimonade, Piben og Kaffeen.
Jeg folte iøvrigt meget tydeligt den gavnlige. Virkning

—

De franffeLærdes Expeditiontil Ægypten; 255

af disſe Bade, de aabne i dette Klima Porerne, frem⸗
hjelpe den rigelige Uddunſtning, ſom her er en Betingelſe for
Velbefindende, og gjøre alle Ledemode fortræffeligt ſmidige.

Igaar Morges gjorde vi Paſchaen vor Opvartning,
han modtog os meget ſimpelt, men yderſt forbindtligt.
Klokken var otte; Champollion, Chefen for Egle og jeg
vare tagne derhen i Hr. Drovettis Caleſche, og dette er
hertillands en ſtor Sjeldenhed; de øvrige Franſkmeend rede
beſkedent bagefter paa Wsler, og naaede os forſt pan
Trappen til Palladſet. Vi gik blot igjennem et Forve⸗
relſe med Vagt, og traadte derpaa ſtrax ind i en ſtor
Sal med over tyve Vinduer, J et Hjørne af denne var
en lille gammel Mand, ganſke i ſamme Stilling ſom
en Overretspreeſident hos os. Han bar paa Hovedet en
meget ſimpel Turban af hvidt Musſelin og en lyſeblaa
Pelts; hans Pibe var henimod ti Fod lang, og ganſke
bedeekket med Diamanter og andre koſtbare Stene; den
var det eneſte Stykke af Værd i Verelſet. Et Par Dou⸗
fin Vagthavende og Officierer, langt pregtigere Elædte end
Paſchaen ſelv, omgave ham. Saaſnart vi vare komne
ind, vinkede han ad flere Miniſtre, der havde arbeidet
ed ham, at de ſkulde begive fig bort, og. gav os Tegn
til at ſette os. :

Nu begyndte Samtalen imellem. Hr. Drovetti, der
forte Ordet for os og Conſulatets Dragoman, der overſatte
pan Franſk hvad Paſchaen ſagde pan Tyrkiſk. Man ta⸗
lede om Reiſen, man lovede os paa det kjerligſte al mu⸗
lig Beſkyttelſe og Biſtand; man ſpurgte, om vi forſt
vilde gane paa Toppen af Pharao, ſaaledes falde Tyr⸗

4

256. DefranffeLærdes Expedition til Wgypten.

kerne Pyramiderne; derpaa kom Talen paa politiſte Ny⸗
heder. Paſchaen var meget ſysſelſat med en fortrædelig
Herndelſe, ſom han nylig havde erfaret, nemlig Paſchaen
af Patras, Achmets Dod; han var bleven myrdet af
Greeker, ſom Tapſchis, eller Kanoneren, om Natten havde
lukket ind i hans Verelſe. Der var imidlertid Intet,
hvorover jeg maatte føle ſtorre Forundring end over Paſchaens
Anſigt; jeg havde Horace Vernets Malerie og Forbins
Skizze i hans Reiſebeſkrivelſe i Hovedet Hvor forbau=
ſedes jeg derfor, da jeg, iſtedetfor hiint antike Hoved, hiin
Orneneeſe, hine idealſke Trek, fandt en Mand: af middel⸗
maadig Heide, med en rund Neſe, fine ſmaae Hine
og et Patriarkſtjeg; man tenke ſig dertil et raſk livligt
Gebeerdeſpil, Manerer, af hvis Livlighed Aand udtaler
ſig, og Former, ſom forraade en Mand, der er vant til
at herſke. Jeg forglemte at nævne, at man, under denne
officielle Samtale, -opvartede os med en Kaffee, ſom jeg
forſt maa vænne mig til, i ſmage Kopper, under et med Guld
broderet Haandkleede. Efter et Qvarteers Forløb tog han
Afſteed fra os med ſamme Hjertelighed, og vi ſtege igjen
i vor Vogn. 5

257

Tizians ſidſte Billed ).

Enver, der har ſeet ſaa meget af Verden, at han i en
Gondol har ſvommet pan det vide adriatiffe Havs Barm,
eller langs henad Kanalerne, der adffille Venedigs hun⸗
drede Her, maa erindre ſig en gammel Bygning, Di Ca
Barberigo kaldet „ der udmeerker fig fremfor de mange
andre, nu forfaldende venetianſke Palladſer derved, at den
engang var den beundringsværdige ,. fortræffelige Tizians
Bolig. Endſtjondt det nu er meer end halvtredie hun⸗
drede Aar ſiden, denne Malernes Fyrſte faldt ſom et tid⸗
ligt og altfor ædelt Offer for Peſten, faa forer dog en
Gang, der endnu bærer Navnet Scuola Tiziano „fand⸗
ſpnligviis til et af hans Veerelſer, og Bygningens rui⸗
nerede Sale indeholder hans Billede af Dogen, der nee⸗

ſten ſynes at træde ud af Lærredet, hans berømte gree⸗ i

dende Magdalena, ſvagt beſkyttet af et gammelt gront
Forhæng, og meer end halvt ødelagt af Tidens Tand, og
tvende Helgeners Trek, hans Penſels ſidſte Forſog, men
ſom agtes for nogle af Bygningens Hovebprydelſer. Cuz
ſtoden, der vifte os disſe Malerier, lod fig naturligviis
noie med, at gjentage for enhver Beſogende den ſamme
Hiſtorie, der forſt var bleven ham indpræget, med alle dens
oprindelige Vildfarelſer, hvoraf nogle maaſkee komme pan
den ſidſte Rapporteurs Regning. Men den ufuldendte
Sebaſtian, hvormed den bei Maler netop var beſtjcef⸗

) Efter: The British Wreath” 1829.
(17

—

'

258 Tizians ſidſte Billed.

tiget, da Peſten angreb ham, ſage jeg i Selſkab med
en ung Italiener fra Tizians Fodeſted, Cadore, hvis tal:
rige Anekdoter af Kunſtnerens Levnet ſtjenkede hans
Værker en dobbelt Tillokkelſe. Han fortalte ogfan den
hidtil utrykte Hiſtorie om hint ſidſte Malerie, og
da dette, ligeſom Ridder Philip Sydneys ufuldendte
Teſtamente, ſom han ſkrev betreeffende et ufuldkomment
Legat, allerede i Forveien var tiltrekkende, faa kan Leſt⸗
ren foreſtille fig, hvor. meget denne Tillokkelſe blev. for:
hoiet, da han meddeelte mig følgende. Fortælling :

Man mindes uden Tvivl, at Karl V, Tizians op⸗
hoiede Velynder, døde i Aaret 1558, tolv Maaneder ef:
ter den ubetydelige Spotdigter Pietro Aretino, hvis ſtore
Talenter ſaaledes havde blændet Maleren, at han betrag—
tede ham ſom en af fine dyrebareſte og meeſt udmærkede
Medbrodre. Begge disſe Mænds Dod angreb hans
Sind ſaa dybt, at han helligede ſin Penſel ene til hellige
Gjenſtande, og levede mere indgetogent end ſeedvanligt.

Da Tizian, i ſin Lobebanes meeſt glimrende Pe⸗
riode, erholdt den Indbydelſe, at flytte fin Bopæl til
Europas ſtolteſte Hoffer, da Karl V, Franz I, Henrik
VIII og Paverne Paul IV og Leo X bad ham at være
deres hædrende og ikke mindre hædrede GBjæft, vægrede
han: fig for at forlade fit kjere Venedig, hvor han levede
i Pragt og fuldkommen Uafhængighed, Det Huus, hvor
han tilſidſt indfluttede fig og dode, er nu ubekjendt, men
man troer, at det har ligget i den Deel af Venedig, der
bærer Navnet Seſtiere di San Marco og ligger nær

1

Tizians ſidſte Billed. 259

ved Kirken Santa Maria di Miracoli, paa den nord⸗
oſtlige Side af den ſtore Kanal.

Tizians Livsaften ſkal imidlertid endnu være ble⸗ '
ven formorket af en ſmerteligere Omſtendighed. Denne
var hans Son Piombino's vilde og udfvævende Seder,
der ei alene vare hans eget Navn og hans Faders He—
der uværdige, men tillige, formedelſt hans geiſtlige Stand
ſom Domherren i det mailandſke Stift, endnu bleve mere
berygtede og vancerende. Det varede dog længe inden Ma—
leren erholdt fuldkommen Kundſkab om Sonnens Laſter,
og endnu længere inden han faeſtede Tro hertil, ſtjondt
han endelig pan folgende Maade kom til den altfor
ulykkelige Overbeviisning.

J en af de ſmage ſnevre Boutiquer, der opfylde
Veien til Rialto, og ſom var bekjendt af Skildtet: de
tre Mohrer, levede en meget berømt Treeſkjcrer, ſom
havde lært denne Kunſt under Francesko Vecellio, Tizian's
yngre Broder, og hvis fortræffelige Feerdighed meeſt viſer fig
i Zirgterne pan kunſtigt formede Reliquieſkabe af Ibentree.
Denne Treeſkjcrer heed Meſter Ercole, han var en dyre⸗
bar Ven og Beundrer af Tizian, men formedelſt haus Kicem⸗
peſtorrelſe, hans Arms Styrke og hans heftige Sindsſtemning,
kaldtes han almindeligen Il Baſtonaccio, eller Slagsbroderen.
Da begge Kunſtnerne tidt vare beſkjceftigede med Udſmykkelſen
af een og ſamme Bygning, fan pleiede Meſter Ercole be⸗
ſtandig at anftrænge fig i ſag meget desſtorre Grad, naar
deres Arbeider ſkulde fættes ved Siden af hinanden, og
ſaameget foretrak han Tizians Roes for fin egen, at han ;
var yderſt fornoiet, naar hans rigeſte Alterprydelſer, hans

07

/

: SENSE i
260 Tizians ſidſte Billed,

ſtorſte Erucifir, hans ſtjonneſte Helgenbillede, eller hans
meeſt kunſtige Reliquieſkab i nogen Henſeende forhoiede
Virkningen af hans Vens Malerier, eller naar deres
Navne derved bleve bragte i Forbindelſe. Da han en Af⸗
ten, om Sommeren i Aaret 1576, arbeidede i ſit lille
gabne Skuur paa et ſtjont Billede, der fremſtillede St.
Guglielmo, Eremiten i den beromte Pandſerſcerk, ſom
han til Bod bar paa det nøgne Legeme, blev en Fremmed,
tiltrukket af Kunftværkets Skjonhed, ſtaaende for at be
tragte og beundre det. ; 10

„Venita, Signore — ſagde Treſljcreren, mo
hiin frie og ligefremme Hoflighed, hvorved ofte flige hej:
tige Gemytter udmærke ſig — ”fom herind, Signore,
jeg har rigtigtnok kun en Botteghino, hvor jeg byder Eder
ind, men J finder Mads nok, til at ſcette Eder magelig
ned. å

”Gud bevare Eder for Eders Hoflighed, Meſter
Treſſtjcrer“ — ſvarede den Fremmede - — jeg gager
ret gjerne ind til Eder, thi omendſtjondt jeg. nylig er
kommen i Land i Venedig, fån er jeg gaget fra Stra til
Fuſing paa den varmeſte Tid af Dagen, og onſkede nok
at hvile en Stund, men ſaa meget deshellere, da jeg
kan betragte et ſaadant Veerk ſom Eders. Ved den hel⸗
ö lige Benedetto! det er i Sandhed. et koſtbart Stykke,”
Mau ja! Signore“ — ſvarede Treſſtjcereren —
»og det man det ogſaa veere, for det ſkal ſtage ved Si⸗
den af et herligt Billede: af den hellige Sebaſtian, malt
af min dprebare Ven, den ſtore Tizian Vecellio /

—

Tizians ſidſte Billed. 261
Ja ſandeligꝰ — ſvarede den Fremmede — „han
er en beromt Maler, og en rig Mand, derom er intet
Sporgsmaal; men er han ikke bedre; end hans Son,
Domherren af Mailand, faa vil jeg hellere være hos ham

i denne, end i den anden Verden.“

Jeg vil ſige Eder noget, Se Landſtryger“ — ſva⸗
tede Treeſkjcereren, idet han ſaae ivrigen pan fit Arbeide,
Ef at dæmpe fin. Brede — ”ieg vil ſige Cder noget,

Jer kommen til den urette Mand, hvis J har i Sinde
at bagvaſke nogen af min dyrebare Vens Paarorende. !
Jog Eders hele Slægt er ikke værd at loſe hans Skoe⸗
tvinde. Men maaſkee veed J ikke, at min Haand mæg-
ter at bruge noget andet end en Scarpello, og at jeg
ligeſaa godt forſtager at flage et Hoved i Stykker 2
at udſkjcere det.“

Slaae Dig til Taals, ſlaae Dig til Tadls, Me⸗

fler Treeſkjcrer“ — ſvarede den Fremmede, idet han reiſte
ſig op af Sædet og betragtede ham ſtivt og alvorligt — jeg veed
hvad jeg veed, og maaſkee kan jeg, om det kommer til
Slagsmaal, være lige fan dygtig ſom en anden. Men
jeg kan ſige Eder en Hemmelighed?” — vedblev han, og
kaſtede et fÉjævt Blik til Billedet, hvorved hans Die ud⸗
ſendte et blegt og dræbende Blik — J vil aldrig fuld⸗
ende den Figur, ſom J der fan fortræffelig udſkjcerer“!“

Pak Dig ud af mit Huus ö Du elendige Skurk,
forend jeg kaſter dig i Canal Grande!“ raabte Elcole,
… hvis Vrede hurtigt ſteeg; vog hvis Du er en Hexemeſter,
eller Djevelen felv, ſaa vil Du nok igjen ſvomme til
Strandbredden. "Ved den hellige Marcus gager Du ikke

* - 1

262 Tizians ſidſte Billed.

ſtrar, faa kalder jeg paa Sbirren og lader Dig legge i
Lænfer ſom en fÉjændig Troldmand.“

Hvem bod mig herind?” ſagde den Reiſende i en
rolig, foragtende Tone; ''jeg ſkulde aldrig have betraadt
Eders Skuur, derſom J ſelv ikke havde buden mig ind.“

Nei, i Sandhed” — ſparede Treeſkjcreren haſtig —
thi jeg har kun Helgene i min Bod. Men dog kaſter
jeg Eder nu ud igjen. Gage altſaa, medens Eders Lem⸗
mer endnu ere hele,” FR

Jeg ganger”? — begyndte den Fremmede —"” men"
SS og Becellio ville teenke pan mig, og hvis J ønfÉer at
erfare noget mere om den hellige Domherre Piombi-
no, ſaa lad Gondolieren Tobbia bringe Eder til hünt
eenſomme Lazzaretto paa Øen San Lazzaretto: J kan
komme derhen, hvad Dieblik J vil, men den bedſte Tid
vilde være den rolige Aftenſtund. Og huſk, at I aldrig
vil fuldende hiint Billede, ſaalidet ſom Eders dyrebare
Ven Tizian ſin Sebaſtian til den ſamme Kirke.“

„ jevelſke Legneprophet, misundelige Skurk! Tag
det — og det — og det!“ raabte Meſter Ercole raſende,
idet han med et ſtort Stykke Ibentree heftig ſlog los
paa den Fremmede. Hund! Foragtelige Orm! Skamloſe
Skurk! Uhyre af Ondſkab! Jeg ſkal ſtode Dig til Stop,
og give Bodlen Dine Lemmer!“ — Og idet han talde
faaledes, flog han beſtandig omkring fig i det vildeſte og
meeſt utoemmelige Raſerie, indtil Larmen og hans hoiro⸗
ſtede Forbandelſer forſamlede en Mængde af hans Na⸗
boer omkring Boden.

N
1

—
—

.

Tizians ſidſte Billed. 263

Hvorledes, Meſter Ercole!“ ſagde Guldſmeden
Piero — ”hvad i Guds Navn tager J Eder for? Er
Eders Hjerne forrykt?'' — | 8

»Broder Traeſtjcerer“ — raabte Ugo, Guldſlageren
— J river Huſet ned! Ved den hellige Mathias, havde
jeg dog bare Jer til at hamre for mig.

Ven Træffjærer” — begyndte Paolo, der boede i

Margherita, eller Perlen, Doren ved Siden af, og ſom
blev anſeet for en beromt Kunſtner i de glindſende Glas—

Snorrepiberier, der engang vare faa almindelige i Vene—

dig — J ødelægger mig, og ſkiller mig ved Liv og Gods,

hvis J ikke holder op. Halvdelen af Glasperlerne og

det deilige e til Tizian Vecellio er allerede brok⸗

ket itu, og — ;
Meſter Ercoles Raſerie blev ved disſe Ord ſaa

[ubændigt, at Fra Barnaba, en Franziskaner-Munk, der

ſtod blandt Mengden, udraabte: Ak! mine Born, han
er beſat! Djævelen: er vor uſynlige Fjende, og vor Bro⸗
der foegter med ham, og — hellige Jomfrue! havde han

kun ikke brudt Armen af den hellige Guglielmo's Bil⸗ .

lede og bruger det til Vaaben! Ven Ercole, Meſter Tree⸗
ſtjerer!“ vedblev han, idet han ryſtede den Raſende; ' ſee,

Du har berovet det velſignede Helgenbillede dets Arm,
og gjort det vanfort; hold op med dette daarlige Raſerie,

og ſiig os, hvad der har gjort Dig beſat.“;
Ibenholtſkjcreren holdt nu, neſten træt, inde med

at ſlaae om fig, for at trekke Velret, og ſtirrede med

Forundring paa den ſtore Forſamling, ſom ſtod omkring stk
hans Bod. Iſcer forundrede det ham, at hans Befoger

i!

264 Tizians ſidſte Billed,

ikke var bleven, for at modtage fine ſidſte Forbandelſer og
Prygl. Dog, Naboerne deelte hans Forbauſelſe i hoi
Grad, da de horte hans Hiſtorie „og paaſtode Alle een—
ſtemmigen, at de hin Aften ikke havde feet en ſaadan
Mand, ſom han beſkrev, pan Rialto. Det blev imid—
lertid almindelig antaget, at han, efter. fin; Klædedragt,
maatte være en Neapolitaner, og høift ſandſpynlig en
ſtrekkelig Jettatore, eller En, der ved en vis i Hi⸗
nene hvilende dræbende Magt bringer Andre i, Ulykke.
Denne Fortryllelſe tilſtrev man almindelig Meſter Erco⸗
les Odelceggelſe af hans eget Værk, hvis Uheld var bes
ſtemt fra det Hieblik af, da den Fremmede hapde kaſtet
fit Sideblik derpaa, og de fleſte af dem vare overbeviſte
om, at ingen menneſtelig Magt nogenſinde kunde fuld⸗
fore det. Nogle af Naboerne, der kjendte den værdige
Treeſkjcerers Heftighed, vovede den Bemerkning, at han,
naar han kom i Vrede, da, uden Indflydelſen af en Jet⸗
tatores frygtelige Blik, godt kunde forvandle Billedet af
den frommeſte Helgen, der nogenſinde bar en Sakkeler⸗
reds, Kittel, til et kjodeligt Vaaben; men man ubſtjeldte
dem ſtrax for ikke meget bedre end de Onde. Al denne
Forbauſelſe ag Sladder havde varet en Tidlang, og Me⸗
ſter Ercole var næften tilboielig til at lade den hellige
Guglielmo's Arm udrette det. Mirakel, at renſe hans
Verrkſted, da treen ud af Hobens Midte den oprindelige
Aarſag til dette Eventyr — Tiziano Vecellio ſelv.
Paa hans Pande ſyntes at hvile mere "Alvor og
3 Kummer, end den, ſelv i disſe ſidſte Dage, nogenſinde
havde viift, Næften tungſindig befvarede han ⸗Hilſenen

Tizians ſidſte Billed. 05

af Forſamlingen, der begyndte at adſprede ſig, og idet han
tog Treeſkjcereren ved Armen, indbod han ham til at til-
bringe en Timestid med ham i en Gondol mellem hine
eenſomme ſmaae Her, der ligge ſydlig og ſydoſtlig for Ve⸗

nedig. Endnu fuld af det nyelig oplevne Eventyr, be—

gyndte den hidſige Meſter Ercole at fortælle ham det,
men hvor ſtor var ikke hans Overraſkelſe, da han mod

Slutningen af ſin Hiſtorie horte, at hans Ven var be-

kjendt med den hemmelighedsfulde Mand, og at han

havde en vigtig, denne betreffende Orbagelſe, at gjore
ham.

De ſtege fra Rialto ned i Campo di Bartolo⸗
meo „der ligger ligeoverfor den oſtlige Ende, og ſom ud⸗

breder fig foran et ſkjont gammelt Pallads, der dengang
tilhorte et Medlem af de ti Mænds Raad, og Tizian

ſpurgte Gondoliererne, ſom lage üudſtrakte fan lange ſom

de vare i deres Fartoier „og ventede pan Kunder, om en
vis Tobbia, hvorpaa en hoi Mand med pjaltede Kleder
og et blegt, tungſindigt Anſigt kom tilſyne, og taus op⸗

tog dem i ſin Baad. Da de havde ſat ſig ned, og
Gondolen gled hen over Canale Grande mod Dogana

da Mare og Iſola della Zuecca, ſkuede Tizian hen over

Bolgerne, der i Aftenſolens Ildſtraaler ſkinnede ſom et

gyldent Speil, og idet han udſtrakte fine Hænder, raabte

han: ' Jeg takker Dig, o Gud! at Du, endſtjondt jeg

allerede nærmer mig de hundrede Aar, endnu forunder
mig at frydes ved Aftenens milde Kjoling, og at min
hoie Alder endnu lader mig beholde Kraft nok til at be⸗

1

vege mit Legeme, og at nyde den med Andre. Nu fo⸗

„

266 Tizians ſidſte Billed.

ler jeg Sandheden. i Prophetens Ord, at „til Aften kal
der vorde Lys,“ thi der er Lys i hiin Aftenrode og der

er Lys i mine Aftentimer, omendſkjondt de fnarlig ville

nedſynke i Dødens. Nat.“ Han vendte ſig derpaa til

: fin Led ſager, og ſagde til ham: Jeg har opſogt Eder i

Aften, min dyrebare Ercole, for at meddele Eder en Hem—
melighed, ſom ikkun een brav Mand kan aabenbare for
en anden: — jeg vil ikke opleve den kommende Vinter,” ”

Den hellige Marcus bevare Eder, Signore Tizia—
no; ſkjondt J har. levet længere end mange Menneſker,
fan fortroſter jeg mig dog til Gud, at J endnu vil fee en
. og mange flere. Hvo fkulde onſke at lebe,
naar J J ikke gior det? Derſom nogen, hvad mig angaaer,
purgte mig, ligeſom Croeſus den gamle Philoſoph:
”hvem er den lykkeligſte. Mand?“ ſaa vilde jeg ſige: ſik⸗
kert Tiziano Vecellio, thi han beſidder Rigdom, Were, et
uforligneligt Talent, en vakker Familie, og et forſtandigt
og dydigt Hjerte.“

I taler varmt? — ſvarede den Gbr Maler;
dog dog — uagtet jeg har naget den hoieſte Pynt af

Lykke og Bre, hvortil min Kunſt eller mit Liv er iſtand .

— ville Faa troe, at jeg i mine ſtolteſte og hederrigeſte
Hieblikke har erfaret en Fjendes indflydelſesrige Ondſkab,
over hvilken jeg ingen Magt befidder,”

Hvem mener J, kjore Ven?“ ſpurgte Meſter Er.
cole — kan hiin lumſke Knegt, ſom jeg i eee
har gjennempryglet, være Eders Fjende 2”

„Ja“ — ſparede Tizian — ”han. er det; men J

fktal høre min Hiſtorie, ſom jeg endnu aldrig har med

TE

Tizians ſidſte Billed. 267

deelt nogen Dødelig, For næften fürſindstyve Aar ſiden,
da Giorgiones frie og driftige Penſel forſte Gang bort⸗

drog min Beundring fra Giovanni's ſtive og haarde

Billeder, hos hvem jeg dengang lærte, ſogte jeg denne
: Kunſtners Venſkab, og vi tegnede og malede ſammen,
indtil mine Malerier bleve fan liig hans, at ikke ſjelden
en Forverling fandt Sted. At være hans Mebbeiler,
faldt mig ikke ind, men Mistroe bemægtigede fig ſnart
hans Sjæl, han afbrød pludſelig al Forbindelfe med
mig, og nægtede mig Adgang til fit Veerkſted. En
af Giorgione's Yndlingsdiſciple indſugede ligeledes hans
Had imod mig. Han var en Neapolitaner, ved Navn

Pilato, og havde den mærkværdige Vane, at kaſte Side⸗

blik, naar han blev misfornoiet, hvorved hans Hine ſyn⸗
tes at glindſe af et blegt og ondſkabsfuldt Lys. Da man
oftere havde bemeerket, at der fulgte en Ulykke paa denne

Handling, ſaa gave Giorgione's ovrige Lerlinge ham. Nav⸗

net Il Baſilisco og Djævelsøiet,”
O den Skurk!“ raabte Meſter Ercole — han
ſkulde have. været overleveret til de ti Mænds Raad og
"brændt ſom en Troldmand.“ y ;
Lasso amico mio!“ ſparede Tizian — ”vi vidſte

dengang ikke, at han i faa. hoi Grad beſad denne fryg⸗

telige, hans Landsmænd ſaa eiendommelige Jettetura's

Gave, eller den Evne at udſende Tabelle Blik, der

„drage Ulykker efter ſig.“

Men det er gobt, Signor Vecellio⸗ — ſigde

Troeſkjreren — bat J ſnart kom ud af denne nedrige
Djcvelyngels Virkekreds. ;

i
i

268 Tizians ſidſte Billed,

Ja“ — ſogrede Tizian — * Giorgione's Dod be⸗
friede mig neſten fra alle Medbeilere, og den pragtel—
ſkende og mægtige Carl V, over hvis Dod jeg fan længe
har ſorget, ophoiede mig ſnart over mine driſtigſte For—
haabninger, men ſelv i hine Oieblikke, da jeg blev hædret
ved Pavens og Kongens Gunſt, følte jeg allermeeſt Mag—
ten af Pilato's Blik. J ved vel — og naar maafkee
tilkommende Levnetsbeſkrivere engang ſkulle tale om Tizi⸗
ano, fan ville de neevne, hvorledes hans ophoiede Velyn⸗

der ſkjcenkede ham Rigdom og Veerdigheder, hvorledes han

verbigede ham fit fortrolige Venſkab og pridede ham

med Ridderordenens Klenodie, hvorledes han med egen
Haand optog af Gulvet den Penſel, der var faldet ud i

af min, idet han ſagde, at “Tiziano fortjente at blive

oppvartet af en Keiſer“' hvorledes han erklerede, at jeg
tre Gange havde ſkjeenket ham Udodelighed, fordi jeg tre
Gange havde malt hans Billed paa Letredet, og hvor⸗

ledes han, da man bemærkede, at en fan høi Fyrſte ikke

ſfulde viſe en Maler en ſaadan Wre, gav til Svar:

han kunde bel ſkabe Adelsmænd, men — kun den Al⸗
mægtige” kunde fkabe en Tizian.“ Jeg veed, at J erin⸗
drer Eder alt dette 1 og jeg omtaler det kun, for at ſige
Eder, at jeg i ethvert Dieblik af min hoieſte Hæder fane
Pilato i den beundrende Hob, idet han kaſtede ſine ſeb⸗
vanlige Sideblikke paa mig, og forend jeg kunde REE

2. ham, var han forſvunden.“

Ganſte vigtigt, Signore Becellio” — fvarede Me:
fler Ercole — “og ſaaledes gjorde han ved mig denne Af⸗
ten; medens jeg ſogte med et dygtigt SEK Jbenholt.

Tizians fidſte Billed. 269

at give hans Pandeſkal en Lærdom, var han forſvunden,
ligeſom J ſiger, efterat hans onde Hine havde bevæget

mig til at ſonderlemme den hellige Guglielmo's Billede,

Men havde da hans ondſkabsfulde Blik nøgen Indfly⸗
delſe paa Eders Lykke?“ i

„J Almindelighed en Ulykke af ſtorre eller mindre

Vigtighed? — ſvarede Tizian — ”engang blev min Dat⸗

ter Maria ſyg, en anden Gang tog jeg Feil af Veien
paa en Reiſe gjennem Tydſkland, og vandrede hele Natten
i en ſkummel Skov, fÉræfket af fælfomme Syner og
Stemmer. Han vifte ſig ogſaa for mig fort for min
Broder Franzesko's Dod, og engang, da jeg ſtod foran
Portraiterne af begge mine Sonner Orazio og Piombino,
traadte han pludſeligen ind i Varelſet, og idet han fane

med ſit fÉjæve Blik pag Malerierne, ſagde han fpottende : ”

*Ak! De ville ikke forplante Navnet Vecellio med megen
re, det er min Troe.“ Og hyvad er da fulgt pan?
Nu, een har odt min Rigdom paa Guldmagerkunſtens

daarlige Hemmeligheder, idet han foragtede Penſlen, ſom

han vel forſtod at fore, og ſom har lært mig den Kunſt
at gjore Guld, og den anden, ſom jeg har anſat ved

Mailands Kirke, er, ſom jeg Ba en Nidding og en

Skurk.“ i
Det vilde den ſamme Djeevelskarl ogſaa gierne ind⸗
prente mig“ — ſagde Meſter Ercole — “og til Beviis

derpaa vifte han mig til Lazaretto pan Iſola San Lazzaro,

og den hellige Marcus's Love!“ foiede han til, idet han
fane ud for fig — ”vi ere nær ved Stedet.

„

En

270 Zigiané fidfte-Billed:

Uftenrødens- prægtige Glod, under hvilken Gondo⸗
len gled hen til Canalen Di San Giorgio, var henbleg—
net til et roligt og ſkjont Maaneſkin, hvori Stadens
ſtille Kanaler flumrede under deres Bygningers: dybe,
Skygger. Ved den Deeltagelſe, ſom Tizians Fortælling
vakte, var Gondolens hurtige Fart fra Venedig ikke
bleven bemærket, uagtet Scenen beſtandig havde afvexlet,
thi da Vand⸗Palladſerne, der begrendſe Canale Grande,

vare tabte af Syne, hævede fig den hellige Georgios's

Kirke frem af den lille Hes Træer og grønne Lov. Ef⸗

ter denne fulgte Taarneſpirene og den fremſvulmede Kup⸗

pel pan Kirken di Santisſimo Redemtore, og da Banden

hade dreiet fig om Spidſen af Iſola della Zuecca, Pal⸗

ladio's Meſterſtykke, medens nu og da en Fæftning eller
en Lazareto ſyntes at ſpringe ud af Bolgerne paa dens
lille De. J en af disſe Vandorkener reiſte et Peſt⸗
huus fine høie og ſkumle Mure, hvis Syn, ved den næ-
ſten uafbrudte Stilhed, der herſkede rundt omkring Å blev
endnu ſorgeligere. De fan, i denne Deel af det adria⸗
tiſke Hab ſynlige Gondoler, endſkjondt de efter venetianſt
Skik vare oplyſte, glede omkring lig ſvommende Stjerner, .
eller fom Ildfluerne pan Overfladen af Virginiens Søer.
De eneſte Toner var Gondolierernes undertiden”, lydende
Raab, naar en Baad kom forbi Fartoiet, og Tobbias

| klagende, ſkingrende Stemme, ſom ſang et Brudſtykke af

Arioſto's raſende Roland, foran hvilket Tas ſos Vers gik,

ſom Canti alla Barcaricola, eller Vaadsmandsſange.
Den Deel af Sangen, ſom Tobbia havde valgt,

var det Sted i ben ellevte Sang, hvor: Orlando opdager

.
7 — 5 ' rd

Tizians ſidſte Billed. 271

Olympia, der er ſmeddet til en Klippe paa Øen Ebuda

og venter paa det Uhyre, hvoraf hun fÉal fortæres, og-
da Gondolen nærmede fig den eenſomme lille Øe, ſang

han den 57de Stanze, hvori Olympia erklærer, at Do⸗
den ſnarere end Befrielſe vilde formilde hendes Kum—
mer. De, der ere bekjendte med Originalen, veed, at den

begynder med de Ord:

Jo v'ho da ringraziar, cl'una manicra
Di morir mi schivaste troppo enorme.
Da Sangen og Aarernes Pladſken nærmede fig La-

zaretto'et, blev der ud af et af de høje med Jerngitter

forſynede Vinduer i en Deel af Bygningen, der var ind⸗
rettet for afſindige Menneſker, udſtrakt en hvid Haand,
ſom Maaneſkinnet bedoekkede med en ſpogelſeagtig Glands.
Vonite per me, cari amici? Kommer J for min
Skyld, dyrebare Venner? Sommer J for min Skyld ?”

raabte en ſod Stemme, hvori Veemod var blandet med

Morgen eller Midnat, naar en Aares Larm forſtyrrer

Haab, og ſom, da Farteiet foer forbi, henſank i ſkuffet
Haabs ſorgelige Skrig.

Lasso, Poverina!“ raabte Tobbia, idet sd holdt
inde med fin Sang = „Gud have Barmhjertighed med
Dig! men jeg frygter „at kun Doden vil oplukke Dit

Fengſel. Beſtandig i den ſamme Tone, enten det er

disſe Bolger, n man Dit ſorgelige Raab: Venite

per me!”

»Og hvem er den agtkelde Fange?“ tale ;

Tizian. 8 ks

i

*

272 Zigiane ſidſte Billed.

„Man har ſagt mig, Signore“ — ſparede Tobbia
— ”at hun hedder Donna Elena og er Datter af en
fornem Mand i Mailand, hvem en Forforers Kunſter
havde overvunden, fordi hun var bleven beſkuet af en
ondſkabsfuld Neapolitaners Ulykkesoie. Gud veed” det!
Jeg kan vel troe det, fordi jeg veed⸗ det er fandt: fee pan
mig og min Dragt, mine Herrer; jeg er nærved at ſulte
ihjel, og har neppe Kraft til at ſtyre min Gondol, eller
at ſynge et Vers af Barcaricola'en; og dog bloder mit
Hierte for den ſtakkels Fange.“
Hor, gøde Mand? — ſagde den ærværdige Tizian,
og holdt ſin Bors hen til Gondolieren — “tag dette og
8 lad Jettatoraen idetmindſte for eengang flane feil; men
ſiig mig, „kjender I Navnet paa hiin ulykkelige Fanges
Forforer?“ ; i

Molto ringraziamento, Signore“ — ſvarede
Tobbia — den Stakkel blev ſendt herhen af hendes Fa⸗
milie, for at holde hendes Synd og hendes Skjendſel
ſtjult; Jettatoren og Forforeren ſkjulte ſig; men jeg er⸗
farede for ti Dage ſiden af en Fremmed, ſom jeg bragte
til Riva dei Schiavone, at den ſidſte hedder Piombino

Vecellio, og er Domherre i det Mailandſke Stift. —
Hellige Fader!“ raabte-Gondolieren, da han fane Tizian
falde i fin Ledſagers Arme — der Signor ſyg?“

„Ja, ja“ — ſvarede Meſter Ercole haſtig — buagtet
han er den bedſte og modigſte Vecchierello i hele Vene⸗
dig, fan har dog denne ſorgelige Hiſtorie angrebet ham; vend

derfor om, ſaa hurtig J kan, og ſet os i Land ved
Campo Geſuiti. Troſt Eder, dyrebare Ben”) — vedblev

Tizians ſidſte Billed. 273

han med ſagtere Stemme til Tizian. — Det kan jo
ikke være ſandt;“ —og idet han fan godt han formaaede
underſtottede ham med Troſt, vendte han tilbage til Ma⸗
lerfyrſtens Boelig. i
Auden at meddele fin Familie dette Eventyr, var det
Tizians forſte Omſorg, at ſende Bud efter Domherren
Piombino, og at formilde Donna Elena's Stilling, der
dog ſnart erholdt en virkſommere Help ved Døden. Da hüin
Geiſtlige kom til Venedig, onſkede Maleren, at han blev
fort alene til ham i hans Veerkſted, hvor han var be⸗
ſtjeftiget med den hellige Sebaſtians Billede, hvilket han
var overbeviiſt om, aldrig at kunne fuldende. Da Piom-
bino nærmede ſig Verelſet, overraſkedes han ved ſin Fa⸗
ders glimrende og imponerende Udvortes, idet han betrag⸗
tede ham i nogen Afſtand igjennem en aaben Dor. Han
ſtod ved fit. Staffelie, hans Pallet og Penſter lage bag
ved ham, og han var kledt i hiin rige Dragt, hvori han
iſer ofte havde malet Venedigs Fornemme, og ſom d
dens oſterlandſke Charakteer er et faa pasſende Coſtume
for viſe, ærværdige eller ophoiede Perſoner. Hans
Stilling var dybttenkende, den ene Haand hvilede i hans
Belte, og han var prydet med nogle af de gyldne Hee⸗
lderstegn, hvormed ſaa mange Herſkeres Taknemmelighed
Ihavde belønnet ham. Et rigt Forheeng beſkyggede tildeels
- Verelſet, hvis Udſmykning og Meubler ganſke vare en
Tizians Bolig værdige, Man kan let foreſtille fig, at
Maleren tiltalde ſin Son med Dydens og Viisdom⸗
Imens Ord, ſom d'en guddommelig Genius“, der ikke
var mindre udmeerket ved fin Anſeelſe end ved fine Ta⸗

(18)

*

274 Tizians ſidſte Billed.

lenter. Dog, da han talde om den Kummer, hvormed
Opdagelſen af hans Sons Ryggesloshed havde opfyldt
hans Hjerte, erklærede han, idet han pegede pan det Ma⸗
lerie, der fokeſtillede Martyren Sebaſtian, bedoekket med
Pile, at hans egne Lidelſer neppe vare mindre martrende.
„Jeg føler, Piombino“ — ſagde han — »at den høie
Alder, hvortil det har behaget Himlen at forlænge mit
Liv, ſnart mag ende, lad mig derfor haabe, at du
vil leve. en Vecellio, for at pryde Navnet med Dyder,
Jeg for min Deel, har mindre ſtrebt efter Rigdom og
Wre, end efter. Kundſkab om min Kunſt og Guds Naade,
og min Belonning har været denne Verdens Glands 09
Hoeder, der, ſom jeg haaber, vil følges af hiin uſynlige
Verdens Herlighed.“ LER
Det var ikke længe efter denne Samtale, at den
terverdige Tizian blev angrebet af den udbrydende Peſt,
ſom, da Legerne ei havde: Mistanke derom, blev urigtigt
behandlet; og han faldt ſom et af dens forſte Offere i
Aaret 1576. Den udbrød dog ſnart i den raſende Sol,
der lagde Venedig ode, og blandt dens talrige andre Of
fere var ogſaa Orazio Vecellio, Tizians Son, Tobbia,
Gondolieren og Meſter Ercole, hvis Billede ſaaledes blev
ufuldendt, ſom Jettatoren havde fpanet. ham. Men hint
ondſkabsfulde Veeſen blev paa ſamme Tid rammet af en
ſcelſom og frygtelig Gjengieldelſe; thi midt i Triumphe
over en forhadt Medbeiler, pan hvem han havde kaſtet t
af fine drebende Blik, faldt hans Sideblik paa hans egt
Anſigt i Speilet, og han kom ſig aldrig efter dets gif
tige Indflydelſe. e

Kunſten i Stokholm. 28

Hvad: Tizian angager, da bleve hans Levninget,
midt i den ſkrokkelige Trengſel, ſom en raſende Peſt er
for en Stad, med al den Pragt, der dengang ene tilkom
den gamle Adel, begravede i den ſtore Kirke Santa Ma⸗
ria Glorioſa de' Frari, og det ved Foden af Crucifixets
Alter, i den hellige Antonius's Capel, hvor endnu hans
Malerie, Marias Himmelfart, er at ſee. Hans Grav
dekkes kun af en lille Qvaderſteen, med et latinſk Di⸗
ſtichon, der ſiger folgende:

Her hviler Tizians Aſke, han, der i Alt hvad han ſkabte
Stor, en Xeuxes var liig, maaled fig ſtolt med Apell.

Kunſten i Stokholm.

Geiſeſkildringer. )

—ͤ T—
Med det Ord: Ja ſaa,“ kommer man igjennem

hele Sverrig og Norge; det er det fkandinaviſke Sprogs
Grundtone. Betydningen er den ſamme ſom hos os,

men Kunſten ligger i Betoningen. Det er ikke gjort
dermed, at man fnart udtaler det ſom Jambe, ſuart

ſom Troche, eller ſom Spondee, eller vel endog ſom to
g i 4 .
) Meddeelt i „Zeitung får die elegante Welt.“ Den
unavynte Forfatter er, efter al Sandſynlighed, Häring
(Willibald Alexis) Forfatteren af: „ SHerbſtreiſe in
Scandinavien "4 -

(18 +)

276 Kunften i Stokholm.

korte. Disſe Fødder variere pan mangfoldige Maader,
men hvem der har dem inde, kan med nogle: Ja ſaa“
fore en fuldftændig Converſation, han kan yttre fin Mes
ning paa alle Sporgsmaale; thi foruden andet er det
Komma, Semikolon, Kolon, Punktum, Sporgsmaals- og
Udraabstegn. Noget Mineſpil horer der jo vel til, men
Accentuationen er dog Hovedſagen. At man med Ordet
„Gud bebares,' ſom i Sverrig ikke er nogen be⸗
mægtende ,; men en bekreftende Forſikkring, ſkulde kunne
udrette det ſamme, modſiger jeg.

Ogſaa Skueſpillerkunſten beroer paa de lille Ord,
idet den hele Tonelcere indeholdes deri. J Hverdags:
Livets Sprog betoner Svenfferen enhver Stavelſe, paa
Theatret endnu ſterkere. Jeg faae et Sorgeſpil og jeg
ſage et Converſationsſtykke. Mine ſpil, Geberder, hele
Declamationen, i Affect, i Roelighed, erindrede om Stig:
ningen og Faldet i Ordet' Ja fan,” Dog opſtager deraf
intet mindre end en ſyngende Tone; tvertimob er det
ſvenſke Sprog derved foyſkjelligt fra det Danfke, — ſom
allerede begynder i de ſydlige Provindſer, — idet at det
ſidſte er en uafbrudt melodiſk Tone ⸗ Svingning. En
Djærv Kraft klinger igjennem det ſvenſkes monotone Ord⸗
fald, og felv for Udlendinger, ſom nogen Tid have tenkt
ſig ind i og dannet ſig i det Svenſke, forekommer den
danſke ſyngende Udtale i Sammenligning dermed ſom
unaturlig, En pderſt dannet Mand, uanfægtet af Na⸗
tionalfordomme, meente, en eneſte danſk Forfatter horer
Svenſrerne gjerne forelæse paa Danſk — Holberg. Det
Komiſte vinder i denne Udtale en uimodſtagelig Kraft,

7

Kunſten i Stokholm. 277

Som Srriftſprog er det Svenſke intet mindre end
umelodifk. Man fee Folkeſangene, man læfe hoit nogle
Vers af Erik den 14des beromte Fengſelsdigt, man re⸗
citere nogle Stanzer af Frithiofs Saga. Men Kunſten,
ogſaa i Foredraget at gjøre Sproget til et melodiſt, er
vel ikke endnu uddannet, Hvor. længe gjaldt ogſaa det
tydſke for et barbariſk Sprog, indtil det nylig i dannet Fore⸗

drag har Udviklet Frylletoner, der ved nordiſk Conſonant⸗

kraft kunne træde i Skrankerne med ſydlige Sprogs Vo⸗
calrigdom. Tieck's, Schall's og Holtei's dramatiſte Fo⸗
relcsninger mage beſtandigen incitere og virke dertil.
Skueſpillerkunſten har gjort fit, men den har endnu langt⸗
fra ikke gjort nok. Dog i Sverrig maa den forſt be-
gynde. a

za Denne fÉarpe ſonderhakkende Betoning fremtræder

meeſt forſtyrrende for Vellyden i Tragoedien. Den er
Levningen af den tragiſke Pathos fra den franſfe clasſiſke
Tid. Man arbeider fig træt og kommer ikke til noget
Maal, fordi man intet Maal kjender. Min lykkelige

Stjerne vilde, at man gav Hamlet. Med en temmelig
noie Erindring af Originalen kunde jeg udfylde min mangel⸗

fulde Kundſkab om Sproget. Shakſpeare havde, ſynes
det mig, maattet verde fig i Graven, omendſkjondt han
vel juſt ikke derfor havde nodig at- komme til Stokholm,
og der ved Siden af det heelt Forfeilede og Misforſtagede
ogſaa var meget Godt. Men den meeſt grelle Contraſt 7
mellem pathetiſt Declamation og triviel Converſationstone

tilintetgjorde den Poeſie, ſom den ſvenſke Bearbeider ellers

fan temmelig havde. ladet Stpkket beholde. Beklipnin⸗

År

278 Kunſten i Stokholm.

gen og Sammentrakningen var ſkeet med Maade; Bear⸗
beideren havde maaſkee havt den Schroͤderſke tydſte Ham:
let ved Haanden. Dog doer Helten, den almindelige
Blodſcene ved Slutningen finder Sted, hvorimod Fortin⸗
bras udebliver og, hvis jeg ikke horte feil, bliver, efter
Goͤthe's Raad, Horatio beſtemt til Thronfolger! Ingen:
Liigbegjængelfe — men derimod fane jeg en pan Veien til
Theatret, hoitideligere end der, og noget andet Sted. De
bare den forte Kiſte ved Soekyſten, og de hvide Chor⸗
drenge lyſte med deres brændende Kjerter i Demringen,
Ingen Graverkarle, derimod er hiſt og her meget ind⸗
ſtudt, og jeg troer endnu til Slutningen. af have hort
den gamle Muldvarps Stemme, der — vel noget upasſende

i den fulde Forſamling — gav Bloddommen ſit Bi⸗

fald. Der vilde rigtigtnok den kongelige Danfke i fin

rede danſke Vaabenkjole være bleven til deus ex ma-

china. i 1
Hamlet gaves af en ung, ædel dannet Mund med

en malmriig Stemme. Han ſyntes . af, vpe en Ynds
ling af Publikum, ſom optog enhver heftig Yttring med

Jubel. J et Ridderſtykke ſom Helt — ſtukken i en
Iernovn, ſom hin ſagde — vilde han ſikkert have været
paa ſin Plads. En Hamlet var han endnu ikke, felv
om man ikke havde ſeet en Wolff i Rollen. Det fore⸗
kom en Tydſker utroligt, hvorledes Nogen, ei uden Ta⸗
lent og begavet med gode Naturgaver, kunde, opfatte en
Rolle faa aldeles falſk. Sntet. Spor af Veemod, eller
af ſod Melancholie; han var fan længe han ſpillede tra⸗

giſk, en frembruſende Helt, og naar gr endte de af tung:

i

Kunſten i Stokholm. 279

ſindig Philoſophie fulde Monologer, med al Opbyden af
phyſiſk Kraft, og ſtyrtede bort ſom en harniſkkledt Cou—
lisſeſtormer, fulgte det ſamtlige Publikums Jubelraab
ham. Man begreb ikke, hvorfor denne Hamlet maatte
doe, han kunde endnu ret længe fryde fig ved Porter og
Rooſtbeef og endnu ſlage hundrede Tyranner ihjel, uden
at nogen Mand "manede ham dertil. Aldrig fane jeg pan
Theatret et ſaadant Feilgreb mod Digterens Intention,
ſom dog hos os er trængt ved Traditioner lige indtil
Tertianerne. J Vanvidsſcenerne røbede Skueſpilleren
virkeligt Talent, kun at de ikke hevede ſig over den
meeſt nykterne Proſa, og, Vanviddet kun var Makveerk
g vilde være det. Intet af dyb Betydning, og ſelv den
beromte Betragtning over at være og ikke være, ſom pan
ſvenſk, ordret overſat, begynder: Vara till, eller inte vara
till,“ var, efter hans Gebærder, efter hans Tone, ikkun
ſkummet af Overfladen, Og dog vilde det kun have
koſtet liden Umage, kun et godt Forbillede, for at gjore
en god Hamlet af de gode Stoffer. ÆT Kongen var heelt
igſennem en ſammenflikket Pjaltekonge; man havde endnu
givet” ham nogle Fyldeord, moralſke Betragtninger over
ſin egen Usſelhed. Om Dronningen vil jeg ikke tale.
Polonius braſt i Graad, og denne Bevegelſe qvalte hos ham
„Ordene, da han, ſom en god Kotzebu'ſk Fader, meddeelte
den afſkeedtagende Laertes de meget omtalte Forholdsreg⸗
ler ved Skilsmisſen. Laörtes var en Breendehugger og
ingen Adelsmand. Ophelia, en Mad. Erikſon, en vel⸗
dannet ung føen Dame, hvem vel alle ungdommelige
Roller i Lyſt⸗ og Sorgeſpil tildeles, kunde behage Hine⸗

280 Kunſten i Stokholm.

ne, men en monoton Hakken i Ordene forſtyrrede ethvert
Indtryk. En nordiſk Kulde aandede af den ſkjonne Skik⸗
kelſe, ſaa det var mig kjeert ikke at have feet hende fom
Maria Stuart.

For Converſationsſtykker er Truppen bedre, maa
ſkee ogſaa Theaterſproget. Fremſtillerne ere mere be—
kjendte med hvad de fkulle fremſtille. Med de betonede
Stavelſer kan man ifær gjøre en 'godmodig Stoi.“ For
Lyſtſpillet er der endnu. en fortræffelig Reſt fra Guſtav
III. Tid tilbage, Skueſpilleren Jomsberg, der ſkal have
været Kammertjener hos hiin Konge. å

Alle ſpillede iovrigt — det var en Kotzebuiſt Taare⸗
perſe: De to Brødre,” — med mere Flid og Opmeerkſomhed
end man nutildags finder paa tydſke Skuepladſe for
Conſervationsſtykker. Men Publikum kom dem ogſaa
imode med den ſidſte. — J en Ballet fane jeg retvinklede
SAP og over denne Vinkel loftede Been, ligeſom hos os, og
ligeſaa liden Sands, og ligeſaa liden Inde. En Opera,
Jes ſonda, blev jeg forhindret fra at beſoge. ee Or:
g cheſter er godt.

Om den ſvenſke Skueplads nogenſinde vil fam⸗
bringe Noget ſtager i Beroe. Paa Tilboielighed hos Pu⸗
blikummet for Theatret ſyntes det ikke at mangle. Res:
den ffjonne livligſte Høftaften — Strandkanterne inde
bode til Spadſeregange — fandt jeg Huſet propfuldt, og
dog blev kun Hamlet givet. Deeltagelſen var gledelig,
endnu glodeligere den Interes ſe, et Publikum, ſom endnu

. ikke er forvent ved nogen Syv militaire Piger, nogen
Jocko, k for ſimple Converſationsſtpkker⸗ Desuden ere

Kunſten i Stokholm. n

Theaterpriſerne dyrere end paa det Kongelige Theater i
Berlin, og det betyder noget i Sverrig. Men Skueſpil.
lerne ſee ingen Forbilleder, deres Gage er ikke ſaaledes, at
den tillader dem Udenlands-Reiſer. Saaledes kunne de,
med den bedſte Villie, ikke ſee andet end fig felv, og de
Afveie, ſom ethvert Barn hos os vilde opdage, ere at

undſkylde. Operahuſet, hvor. atter Foreſtillinger finder

Sted, har en af de ſtjonneſte Beliggenheder ved en Hav⸗

vig. J dette Huus fandt Guſtav III fit. ulykkelige n⸗
deligt. Man har alligevel ikke ladet det nedrive, — Mu⸗

ſikken har ogſaa over Stokholm, ligeſom over hele Nor—

den, udbredt fit europæiffe Herredomme. Ja, man ſynger

endog i Tornea Rosſiniſte Arier! "Operaen, der er bedre

7

betjent, om ikke beſat, end Skueſpillet, gjor det mueligt

at man endog. fører. Spontiniſke Tros- og Hærtoge over

Brederne, og de ſtyrte ikke ſammen. Spohr's Jeſſonda

ſynes at være yndet. Men fremfor Alt herſker Muſik i

Privatkredſe. Der gives udmærkede Dilettanter i de
hoiere Stender, ſom undertiden forene fig til offentlige

Conecerter i velgjorende Henſiz igter. Deslige ere rigtignok

ſtore Udſtillinger for Pynteſygen. Imibdlertid tor j 10 Kunſt

og Velgjorenhed ikke ſee ſaa noie paa Midlerne, hvvrbed 7

de befordres. Catalani har ſtyret Aftenlobet af ſin Hee⸗
ders Sol mod Norden. Hun ſtraalede endnu klar 09 ;

ſtion mellem Maͤlarens grade Strandklipper. J det

mindſte to Gange fyldte” hun en af Reſidentſens ſtorſte
Kirker, og var ſelv ligeſaa tilfreds med Modtagelſen, ſom
Stokholmerne vare glade ved Synet af hende. Den her
forlangte Entrse⸗ Priig af tre Bancodalere (noget over

2 /

—

*

1

282 Kunſten i Stokholm.

halvanden preusſiſk Daler) ſyntes vel, efter alle Forgien⸗
gere, overdreven, men blev dog villig givet. Blandt de
indfodte Componiſter har endnu hidindtil ingen vunden
noget betydeligt, Navn.

Man underſtotter de bildende Kunſter. Staden
felv er et Beviis pan, "hvad; man har frembragt i Byg⸗
ningskunſten, og hvad man har villet i Billedhuggerkun—
ſten: Fædrelandets Forherligelſe. De ſtore Skikkelſer
ſkulle hvert Dieblik viſe fig for Diet og gjøre det For⸗
gangne nærværende. " Jeg. veed ingen Stad, hvor Metal⸗
Ridder⸗ og Herſkerbillederne ſtage ſaa gunſtigt, gribe fan

fordeelagtigt ind i det hele Rundmalerie. Staden felv.

er et ſtort Kunſtvcerk, og jeg troer ikke pan noget mere,
pasſende Sted, end i et Kunſterne helliget Capitel, at

torde udkaſte en kort Skildring af dens ydre Indtryk.

; Den lange ſmalle Melar udgyder” fig, om man
tor falde det fan, retvinklet i Havet. Men dette kom⸗
mer den i en dyb Bugt imode. Hvor begge modes,
ligger Staden Stokholm. Jeg ſiger modes, thi man
vente ikke her nogen jemtelandſk Katarakt. Det bliver
ien ſtor Deel af Aaret tvivlſomt, om Malaren flyder 1

Havet, eller Havet i Melaren. Undertiden er en ſtor

Del af Havbugten ferſk Vand, undertiden med ſterke
Hſtenvinde, trænger Saltvandet dybt. ind i Indſoen.
Forbindelſerne mellem begge ere to, meget ſmalle Strom⸗
ninger. Den ene, den nuværende Skibsforbindelſe, er en
meget ſmal Sluſe; Sagnet fætter dens Oprindelſe i den
mythiſte Hiſtorie, og lader i en Krig med de Danfke
Dæmningen i een Nat igjennem brydes, og en e

Kunſten i Stokholm. 283

Flaade ſaaledes flippe ud i det aabne Hav. For nylig
har man endog, ved Canalen ved Soͤder-telge, mod Sy—
den, bragt Melaren i. Forbindelſe med Soen. Men
denne hører ikke mere til Staden! Stokholm.

Stokholm ſelv deler fig meget naturlig ved dette
Vandſtillerum i tre Stader, i det egentlige Stokholm,

paa Hen, dannet af Havets og Melarens Arme, i den

ſydlige Stad, Saͤden, og den nordlige, Nordre. Hiin,
Saͤden, er den ældre, den hæver fig; temmelig ſteilt paa
Landſoens og Saltſsens Strandklipper, og (trækker ſſig
langt hen imod Landet og Soen. De brolagte Gader
lobe her ſteilt iveiret; til Communication er der ofte an⸗

bragt Trapper mellem Sidegaderne. Den har tilforn

været mere beboet end nu. Mod Havyſiden ſynes de høie

Mure ligeſom at høre til Palladſer eller Caſteller, paa

den modſatte Bjergſide er det ofte kun Huſe af een Etage.
Fra alle de nordlige Vinduer pag hine har man en her⸗
lig Udſigt paa Vandet, Oeſtaden og de hünſides liggende
Strandbredder. Et henrivende Punkt danner her den ſaa⸗
kaldte Moſebanke, en hoi Strandbredshauge, hvis kun⸗
ſtige Terrasſer rage frem over Sydſtadens Tage. Herfra
optager man helſt Proſpecter af Stokholm — et ſtort
Panoramabillede, men Ejenſtandene ikke i noget taage⸗

ſvommende Fjerne, — Vi fee her ved ren Himmel og klart

Solſkin, Staden neden for os; de prægtige, regelrette
Steenmasſer, de rode Tage, de vimpelrige Maſter paa de
hundrede Koffardieſkibe, ſom ligge tæt op til de ſkjonne
Kaier, Melaren paa venſtre, og paa hoire Side den vide
Harfford med ſine Klipper 29 Skorbreddes, og de elegante

i
U

284 Kunſten i Stokholm.

Villaer derimellem, Vi fane det ſamme Skueſpil ved
den frembrydende Aften, ligeſom et Lys efter det an—
det dukkede op af den beſtandig mere mork vordende
Masſe, indtil tuſinde Stjerner funklede under os og ſelv
Lyſene gyngede paa Soen. Vi fade det nu ogſaa
ved Maaneſkin og — Stokholm er en ſkjon Stad. Fra
Kathrinkirketaarnet, ſom ligger pan et af de hoieſte
Punkter i Sydſtaden, har man den ſamme udſigt, kun
hoiere, mere udbredt, Egnen bliver mere liig et Landkort.
En Obeliſk i en Have, ſom tilhorer en af Kongens Læs"
ger, forſkaffer endnu mere oſtlig en ligeledes eiendommelig
Overſigt af Egnen. Indfodte og Fremmede beſoge gjerne
dette Punkt, og den artige Eier, Herr Duboß, gor ſig
en Fornoielſe af at fore dem omkring.

Over Troe⸗Sluſebroen kommer man ind i det egent⸗
lige Stokholm, den gamle Heſtad, thi Holm hedder en
med klippefaſt Strandbred af Hav eller Søe opdukkende
for fig ſelv gandſke afſondret De. Her ſtrax til Hoire
mage vi fryde os ved den brede ſkjonne Kai af Qvader⸗
ſtene, hvortil Handelsſkibene læne fig. ;

Ligeſom i en Halvpkreds beleirer denne Riobmands⸗
flaade den hele øftlige Side af Stokholm lige indtil Eg⸗
nen om Slottet. De egentlige Gader i Staden ere hoie,
ſnevre og ſtjave. Man feer den ſpidsborgerlige feudiſt⸗
ſte Bygningsmaade. J mange Gader: kunne Gjenboerne
i Zdie Stokvcerk række hinanden Hænderne. Forneden
bliver desuden den ſmalle Pas ſage endnu gjort ſnevrere
ved Marſchandiſer⸗ og Kremmerhandel. Desuagtet fore⸗
ſtille man ſig ingen gammeldags Huſe, ført i en go 7

Kunſten i Stokholm. 285

Rigsſtad. Hvad der ſtager, forraader fin tidligere Op⸗
rindelſe ; men det er de gamle, -indffrænfede Fundamenter,
hvorpaa de ſildigere Slægter, ligeſom deres Forfæbdre, have
i: fort deres Huſe i Hoiden. J denne egentlige gamle Bor⸗
1 gerſtad er Politie-Inddelingen mærkværdig, Ethvert Qvyar⸗
teer i Staden, Pandekternes latinſke insula, har ſit
Navn, efter en hedenſk Gud, ag det ikke efter den ſkan⸗
dinaviſke, men den greeſk⸗romerſke Mythologie. Saaledes
gives der et Qvarteer Apollo, et Qvarteer Mercurius,
Diana ꝛc. ſom ligefrem betegnes ved de fra Hjornerne over
Gaderne flagrende ſmaae Janer med Guddommens Bil⸗
lede. Dernceſt have mange Huſe i ethvert Qvarteer end—
nu deres egen Greekergud over Doren, de fleſte lade fig
dog noie med Nummere. Anviisningen af et Huus er
derfor ſveer og vidtløftig. É

Men hvilket et Syn, naar man paa de ſkumle, ſnevre
Gader fun behøver at dreie om Hjørnet, for at blive for—
flyttet fra rigftædsmæsfig Selvbehagelighed og Indſkrenkning
til athenienſiſk. Storhed og Pragt. Her ſeer man endnu
en Gade, hvor maͤn ved Siden af Rendeſtenen ſoger efter
, en Plads, for at kunne trede faſt med Foden — ſtrax ved
Siden af en bred ſtjon Kai med lyſe Fliſer, høie Strand⸗
bygninger „Vandtrapper og Udſigter til Havet, Klippe⸗
bredder, fjerne Seilere, gyngende Gondoler. Kun faa
—Skridt, og rummelige Pladſe aabne fig, Palladſer i den ſtjon⸗
neſte Symmetrie hæve ſig hoit op af Havet og Metal⸗
Billedſtotter ſtaae imponerende ved Sttandbredden. Der
fattes kun to Ting, for at gjore det antike „Indtryk
meeſt herſkende: hoie Steentrapper og Sollegange. ER:

286 Kunſten i Stokholm.

Over Holmens Masſe af Huſe fremrager i ſim—
pel Storhed det nye Kongelige Slot. Bygget af Fasſin
under Karl XItes Regjering, bærer det ikke fin. Tids
Stempel; de grandioſe rene Forhold, Ideen hvoraf dette
Kongehuus fremſtod, tilhore en Aand, der ſtod ophoiet
over hiin. J Gaardens Indvendige kunde jeg onſke en
roligere Værdighed i Forholdene; i det Udvortes maatte
Diet hver. Dag pan ny beundre den rene Skjonhed, hvor⸗
af efterhaanden ogſaa Foreſtillingen om den Majeſtet
opſtod, ſom man i Begyndelſen, af Mangel paa gothifÉ
Alvor, moderne Pragt, ja ſelv Scileprydelſer j ſavnede
i de lige Liniers eensformige Spil. Under denne Konge
bygger man endnu en Terrasſe med Trapper til Soeſi⸗
den, hvorpaa en tiltrekkende Hauge bringer nogle Farver
i de lyſe Steenmasſer. J dette Slot er Rigsſalen,

hvor Steenderne, "førend de fordele fig i enkelte Huſe,
hoitideligen komme ſammen. J den ſage Kongen, ſom
byggede Slottet, hiin meget omtalte Viſion. Ogſaa Aan⸗
deſeeren døde, efterſom Sagnet gaaer, ingen naturlig
Dod. Han folte med fit nermende Endeligt, at hans
driſtige, kongelige Planer havde beredet ham det.
Ved Foden af Slottet, i et halvrundt Kaines i
Havet, ſtaager Guſtav III. Borgerne fatte Statuen for
”ben bedſte Konge.“ Ikke til Heſt, ikke ſom Kriger.
Han ſtager i den af ham ſelv opfundne og givne Natio⸗
naldragt, ikke uden Smag, men altfor let, altfor dand⸗
ſermeesſig. Dragten forſvandt med ham, ſom ſaa meget,
… Hvad han med for raßk Egenraadighed . havde bragt for
Rf, Desuagtet forbliver Erindringen om ham ſtor i

.

KN -

Kunſten i Stokholm. 287

Sverrig, var det endog kun derfor, at han ſelv, med mo⸗
derne franſk Opdragelſe, ærede Erindringen om Fortiden.

Med det egentlige Stokholm, eller Stadholmen, er
Ridderholmen forbunden, Her ſtager Ridderhuſet, en ſim—
pel ſkjon Bygning i ny Stiil. Foran den Guſtav Va⸗
fa den 1ſtes Ridderſtatue. Af Ridderſtanden fremſtod
Guſtav Erikſon og blev Konge,” Ridderholms⸗Kirken
ikke langt derfra, i Den er gothiſk, men alt Gothiſk i
Sverrig har ſom ſaadant ikkun liden Betydning, Hvad
der ellers her og andetſteds er at ſoge af ſtatiſtiſk Merk⸗
værdighed, f. Ex. i Ridderholms-Kirken alle Comman⸗

deurer af Seraphinordenens Vaabener og Stamtavler, kan

man opſoge i enhver Beſkrivelſe. Vil Nogen adſporge

en fortrinlig flet, foreſlager jeg Englænderen Will Rae

Wilſons Reiſe, udkommen i London 1826. Man kan

lære af den Bog, hvorledes- man ikke ſkal reiſe.
Fra Slotsfaxaden fører en Steenbroe over Hav⸗

vigen til den nordlige Stad. Paa en rummelig Plads

træder os Guſtav Adolph's Metal-Ridderſtatue imode.
Den feer hen mod Slottet. Paa Piedeſtalen Bryſtbil⸗

leder af Heltene fra Tredivegarskrigen. Egnen paa ven⸗

ſtre Side af Floden kan man kalde Stadens glimrende
Middelpunkt. Guſtav Adolph ſkuer hen for fig paa det
ophoiede Slot, der udbreder fine Floie for Staden, han
ſeer paa venſtre Side af dette Skibenes Maſteſkov og
langt over ſamme udover de Klippe⸗Der og Strandbred⸗

der, pan hyilke henrivende Villaer og den kongelige Dy⸗

rehauge ligge. Neeſten mere belonnende for Diet er Ud⸗ Sl
ſigten fra den anden Side over, Melarens Overflade, En i

288 Kunſten i Stokholm.

bebygget Klippese med gronne Løvgange frembyder her et
Hvilepunkt; Kaiens Qvaderſtene, dens Jern-Roekveerk,
de regelmesſige Bygninger derved, Alt er et ualmindeligt
behageligt Syn. Bagved Sperahuſet, paa Veien til La⸗
dugaards Kirken og den paa hiin Side. fig langt udſtrak⸗
kende Kaſerne, ligger en ſkjon fri Plads med ſkyggefulde
Alleer, indbydende til Spadſeregang. Her oprettede den
ſidſte Konges, Karl den 13des, mere under Navnet Her⸗
tugen af Soͤdermanland, bekjendte adopterede Son og
Thronfolgers Pietet en pompeus Statue. Man har
ſogt ſammen af Attributer hvad der var at finde. Og.
viſtnok bliver hans Regjering en meget mærkværdig i
Sverrigs Hiſtorie, da den nye Forfatning blev givet un⸗
der ham, og to Udlændinge bleve af Kongen adopterede
ſom Sonner og Kronprindſer. Men Billedhuggeren op⸗
flammedes ikke ved Erindringen om Kongen til nogen
reen Kunſtbegeiſtring, og den overlesſede Statue kan kun
bevæge Beſtueren deraf til Betragtninger, Den nordlige
Stad "hæver fig ikke ſteil ſom den ſydlige pan Slipper:
ved Strandbredden, den ſtiger kun efterhaanden i Høiden,
Architektoniſk danner den den ſtjonneſte Deel af Stok⸗
; holm, og den lange Drottningsgade, ſom lober ſydlig ud⸗
for Melaren, delig man kalde det diplomatiſke Qvar⸗
teer. i
Hele Zimer kan man ved klart Solſkin ſlendre om⸗
kring igjennem Gaderne og paa Broerne med beſtandig ny
Lyſt. Hav og Soe og Skibe og Maſter, Statuer og
Bygninger, Alt yder, hvor man vender fig, et nyt Skut⸗
ſpil. Dertil de elegante Skikkelſer, ſom tidlig og filbig

; Kunſten i Stokholm. 289

vandre over de rene, glatte Gader, glimre i Baadene, af⸗
brydende i deres brogede Sæder den lyſe Monotonie, ſom
ogſaa her forraader Norden. Frugt falbydes paa Skibe⸗
ne, Aarene glindſe, fjerne Seil nærme ſig, de ſtjonne,
hoie Gardeſoldater, prægtige Equipager, og midt deriblandt
et graat med Mos begroet Fjeld i det Fjerne, der ſynes
at tilhore ubeboede vilde Egne. Ved ethvert Skridt
bliver man af Beqvemmeligheden indbuden til ſmage
Soepartier. Communicationen ved Broer er indſkreenket,
derfor ligge ved alle Kaiernes Trapper, Roebaade i Be⸗
redſkab, for at ſeette Fodgjœngerne over. Flirſtaarne
Bonderpiger, hyppigen fra Dalekarlien, roe Baadene. De
bor vel, efter de gjeldende Anordninger, vente nogen Tid,
men der forlober neppe et Minut, forend Baaden er be⸗
ſat, og næften hvert Hieblik mode to Barker hinanden
paa Vandet. Dette forhoier ualmindeligen det ſtokholm⸗
ſte Gadelivs Bevegelighed, og har averalt, hvor Blodet
lober varmere, frembragt en Folkelyſt, ſom nu engang
ikke er ſkjcenket Norden. Zi
Derved adſkiller denne Hovedftadb fig. fra mange med
en lignende gunftig Beliggenhed, at man fra faa mange
fordeelagtige Sider har eiendommelige Proſpecter af ſam⸗
me. Det fra Malaren er ganſfe forſtjellig fra det man
har paa Hav⸗Herne. Fra de nordlige Hoie har man
et andet end fra Fjeldene paa Saͤdre. Fra det Indven⸗
dige af det egentlige Stokholm ſelv har man igjen de
mangfoldigſte Proſpecter. Kun en liden med ſlette Huſe
beſat He, der forhindrer Udſigten fra Hoved⸗ Steenbroen, ;
kunde det kunſterfarne Hie onſke bort.
7 — (19)

1

—

290 Kunſten i Stokholm. (

De rundt omkring liggende Lyſtſteder ere en ſaadan
Hovedſtad værdige, De forene for det meſte en udmer—
ket ſkjon Beliggenhed, der lettede Anbringelſen af kunſti—
ge Anlæg, med en Natur, ſom, tæt ved Siden af en
Lyſtſkovs Springvande, viſer ode Klippebugter, paa hvis
Vandſpeil aldrig noget Aareſlag ſynes at have forſtyrret
den oprindelige Stilhed. Saaledes ſtroekker Dyrehaugen
fig: langs med Havbugtens nordlige Bred. Yndige
Villger med deres Blomſterhauger beſkylles af den Hav⸗
fjords Bølger, pan hvilken Fregatterne fra andre Ver⸗
densdele lobe ind i Staden. Men ti Skridt fra Huus⸗
døren kravler Foden med Moie opad en ſteil Klippeveg,
overtrukken med Polarkredſens Mos; man lager fig
igjennem vildt Krat ind i Egeſkoven, der danner den
egentlige Dyrehauge, og i hvis Partier man fnart floder
paa det kongelige Lyſtſlot og den med Blomſter omkrandſede

i gronne Plads, fra hvis Midte den pragtfulde Porrhyrvafe

Hæver fig. Paa den ſamme Side, dog længere hen mod
Havet, ligger den berømte Hagars Lyſtſkov.

Paa hiin Side, ved Havbugtens ſondre Side, er Na⸗
turen vildere, Enhver Bjergſpidſe, ethvert Forbjerg ſkjen⸗

ker her yndige Udſigter. Smage Soebugter gribe ind i

Klippebredderne. Seilbaadene paa de ſterre Bugter har⸗
monere med Landſkabets Sondagsſtilhed; men ſeelſomt
tage Dampbaadens Spadſerefarter fig ud fra Hoiden,
Det er et lyſtigt Syn, men det forſtyrrer det poetiſke
Indtryk. Desuagtet mangler Stokholm ogſaa Havcharak⸗
teer z den udvidede Bugt krummer fig altfor meget, og er
ogſaa ved Mundingen ſaaledes beſat med Skier at man

Kunſten i Stokholm. 291

allerede maa ſeile dybt ud i Havet for at vinde et Pro⸗
ſpekt deraf. Paa Tilbageveien herfra og til Staden,
kommer man over Skibsveerfterne; en ikke lidet lonnende
Spadſeretour. Men i Forveien ſtoder man blandt andre
venlige Landſteder paa en ſtille Bygning med høie Mure
og en uhyre ſtor Port. Den ſtore Gaard hedder Da n⸗
vik, og beboes af mange Folk, ſom leve i deres Drom⸗
me. Man fkulde neppe troe, at det kolde Norden talte
ſaa mange af dem! Herfra ſkuede ogſaa den ſtakkels She⸗
nander (Helten i Spader-Dame) ud over den ſkjonne
Egn og de pyntede Menneſker, der ikke forſtode ham.
Det er Daarekiſten. En bitter ſatiriſt Indſkrift erindrer
den Forbigaaende om ikke at være for ſtolt af ſin For⸗
nuft.

Mælaren paa den anden Side har ikke mindre hen⸗
rivende Punkter. Da Landlyſten og Soepartierne i

. Sommertidens lange Dage ſtraekker fig indtil Weſteräͤs,

kunde man indbefatte alle den ſtore Søes Her og Bred⸗
der under de ſtokholmſke Lyſtſteder. Dog ikkun faa hore
til Modens Gebeet. Grypsholm udfordrer idetmindſte to
Dage, Den henrivende Beliggenhed og den hiſtoriſke
Erindring gjøre Beſoget lige lonnende. Ogſaa upſala
hvortil man kommer ved Hjelp af en Sidearm af Mee⸗
laren, er et Forlyſtelſesſted. Paa Landeveien dertil ſeer
man rigtignok Roſenberg, den forrige Konges Reſidents
og endnu et af den nuvcerende Konges Yndlingsflotte, der
dog udmærker ſig ved ubetydeligt andet end fortrinlig

ſmukke Tregrupper i Lyſtſkoven. Men pa Soeveien

49 9 8

292 Kunſten i Stokholm.

ſeer man Slaͤke, forhen. et Kloſter, mærkværdigt ved mange
hiſtoriſke Erindringer fra Reformationstiden og tidligere,
det ældgamle hellige. Sigtuna, fordi den hiſtoriſke Saga
endogſaa hertil knytter en af de forſte Odinners Reſidents,
og endelig Skogkloſter, et velvedligeholdt prægtigt Slot
fra Trediveaarskrigens Tider. Wrangel, der fortrinsviis
blandt de ſvenſke Generaler, ſom ikke kappedes med deres
kongelige Helt i Uegennyttighed, beteenkte ſigei den tydſke

—

Krig, har bygget det for de Skatte, ſom han bragte hem

med fig, og ſmykket det med. fit Seiertogs Bytte,
Foruden Tidens Sjeldenheder og Koſtbarheder og de op⸗

bevarede Seierstropheeer, indeholder Archivet mange tydſkfñe

ældgamle Dokumenter, der engang kunde være af Vig⸗
tighed for Hiſtoriegrandſkeren. Wrangels Familie er ud=
død, og Godſet. ved qvindelige Deſcendentere gaget over
til Braherne. i
Et mere beſogt Yndlingsfted er Drottningholm, en
He med et kongeiigt Slot og Lyſtſkov, omtrent en ſoenſk
Miil fra Staden. De Reiſende mage her med ſerdeles
Taknemmelighed mindes Rigsraaden Greve Lovenhjelm,
ſom med ſpenſtk Liberalitet modtog fin elſkvoerdige Gemal⸗
indes, en fodt Grevinde Schulenburgs Landsmænd, og gjorde
dem bekjendte med Slottet og Omegnen. Uagtet den
ſvenſte Excellents, talde et tydſt Sindelag ud af denne
… æble og dannede Olding, og vi maatte beklage, at Tilfel⸗
det forſt ved Slutningen af vort Ophold i Stokholm
forte os til Drottningholm, hvor, hvad vi herved ville
tilkjendegive tilkommende Reiſende, enhver Meddelelſe fra
det dannede Tydfkland bliver optaget med Glæde, Grød

Kunften i Stokholm. 203 5

Lovenhjelm er Slottets Gouverneur, en Aerrespoſt fra
gamle Tider, da Vedligeholdelſen af det med alle Sjel—
denheder fra en Tid, ſom vi falde siécle de Louis XIV,
rigeligen udſtyrede Slot, beſtandig af de ſvpenſke Konger er
- bleven iagttaget med en vis Pietet. Ogſaa her mage vi
treffe paa et blodplettet Lommetorklede, tilhorende den
tidtmeldte Erik, ſom han havde i Haanden, da han myr⸗
dede Sture. Mange interesſante hiſtsriſke Malerier

ſmykke de hoie Sale. Ogſaa de franſke Anlæg i Dyre⸗

haugen bære en ſtor Character. Vi ſaae dem forſt i Maa⸗
neſkin, og hvo der vil medtage det ee Ind⸗
tryk, mag opſoge dem i denne Belysning. Dertil ſang
Arbeiderne og Soldaterne en aandelig Sang i deres Fri⸗
timer, og naar jeg dertil foier, at Kilderne i Loſtſkoven
ere fundne ved en Soldats On keqviſt, der allerede" har

opdaget nogle og tredſindstyve paa denne Maade i Lan

det, ſaa vil man troe mig, at Indtrykket, da vi forlode
Drottningholm i maanebelyſt Aftentaage ? Bane tilhørte
en romantiſk Reiſe. K

Fra Rundmaleriet af Staden og dens Omegn kom
mer jeg endnu tilbage til dens Kunſtſamlinger. Det ſtore
Slot indbefatter ogſaa Bibliotheket, Billedgalleriet og An⸗
tikcabinettet. Hint indeholder Sjeldenheder, der audre

Steder ere tilfredsſtillende beſkrevne. Jeg horer til de

Reiſende, der ere ualmindelig glade, naar de i en for

Stad ſaalidet ſom muligt behove at ſee de ſnakalbte ;

Seeveerdigheder;“ ſaa længe der juſt ikke med denne
Seen forener ſig andet, end at man bag efter kan for⸗
ſikkre, at have ſeet. Uden al Kritik antager jeg i jaa

*

249 Kunſten i Stokholm.

danne Zilfælde paa Tro og Love, og har i dette os med
al Liberalitet foreviſte Bibliothek ikkun betragtet med vir⸗
kelig Lyſt Djevelen i den herværende Koempecoder, ſom
nemlig har ſtaaet den arme Munk bi, der, for at befrie
ſig fra den idomte Dodsſtraf, i en eneſte Nat maatte
udføre det gigantiſke Arbeide at afſkrive de Hellige Skrif—
ter og hvad der ellers hænger ſammen med Codexen.
Djævelen ſkrev hele Natten og gjorde det Umulige mu—
ligt! Moerkeligt ved Billedet er den egyptiſk⸗brune Farve,
og at han ingen Heſtefod har. At han af Trethed ud⸗
ſtrekker begge Kloer, er vel meget naturligt, og den ſtak—
kels Djævel havde dog intet andet for Arbeidet, end Mun—
kens Sjæl, Codexen blev bragt af Svenfkerne fra Prag.
Nogle Skabe fulde af islandſke forkullede og mugne Co⸗
dices vente endnu pan Deſchiffreuren. Hammerfkoͤld, der
andetſteds maa omtales ſom Literator, var ogſaa en ven—
lig Bibliothekar, en Egenſkab, fan meget mere at fkatte
ved dette Embede, ſom man ikke træffer den overalt,
Hos ham fane jeg ogſaa Doctor Atterbom, der har for⸗
ſkaffet fig et Navn i fit Fedrelands literaire Revolu—
tionshiſtorie. Blandt Privatbibliothekerne udmærker fig
ifær vor Landsmand, Hr. von Brinkman's, ved Net⸗
heb, Elegance i Indretningen og Fuldſtendighed i forſtjel⸗
lige Grene. Et fuldſtendigt Horatiana, og tillige et lige⸗

„ faa. fuldftændig Shakſpeariana i — Stokholm. Ogſaa

i andre Fag har denne Lærde ſamlet med Held og Smag.

Blandt de ſvenſke Malere har endnu ingen vidſt at
kaffe fi fig noget betydeligt Mavn i Udlandet, Hvad der
vel vildleder vore proteſtantiſke Hiſtoriemalere, maatte,”

7

Kunften Stokholm. 2905

derſom der exiſterede en lignende Tilboielighed for denne
Kunſt i Sverrig, endnu mere tilbageſkrekke, at der nem⸗
lig udfordres en billedlig Tro, for at lade Phantaſiens
Billeder blive til virkelige Skikkelſer. Dog derfra er man
endnu for langt. Den romantiſke Skole har endnu ingen
Virkning udovet paa den bildende Kunſt. Man lader ſig
noie med Copieren og producerer kun i Landſkabsfaget. 3
det ſidſte har Fahlcrants ſkaffet fig et Navn. Hans
Penſel er delicat. Af en ung tydſk Maler, Ezdorf, men
ſom ganſte har helliget fig det ſkandinaviſke Norden og
har uddannet fig her, venter man meget i bet ſamme
„Fag. For at fee Norges Skjeer har han ſeilet op til
Nordcap og her med Penſlen bragt os hine fjerne. Re—
gioner nærmere, ſom man hidindtil kun Ejendtej af
Ffarveloſe Skizzer. Billedgalleriet indeholder lidet ÜUd—
merket. : :
Betydeligere er Antikcabinettet. Foruden nogle ægte
Værker af den,græffe og romerſke Meiſel, ſom Tilfældet
har ſkyllet over Nordſoens Slipper til det baltiſke Havs
Kyſter, og hvoriblandt en nogenlunde fuldſteendig Sam—
ling af romerſke Keiſere forſkaffer Diet. Underholdning,
ſtage her flere Arbeider af den beromte, ſvenſke Billed⸗
hugger Sergel og, neeſten alle hans Modeller. Blandt
hine bliver hans Amor og Pie meget feet og priiſt,
mig forekom Faunen mere fuldendt. J hiin Gruppe,
med al Stkjonhed i det Enkelte, ifær det aandige Anſigts⸗
udtryk, ſtak mig altfor forſtyrrende den franſke Meiſel;
Glathed i Hinene. Gruppen erindrede endog om de ſlik
kede Statuer i Haugen ved Sanssouci, der ſaare Diet!

!

i

9 9˖[„—.½ßᷓ
1722

296 En Forbryders Fortælling. p
Kunſtneren maatte vel foie fig efter ſin Konges
Kunſtfordringer, mod hvilke maaſkee hans bedre Aand
giorde Indſigelſer, for at opnage den Tids hoieſte Wre,
at blive optaget i det pariſiſke Academie. Blandt: Mo—
dellerne robe nogle en genial Aands ffabende Kraft. "Bil
ledhuggerkunſten ſynes at være Norden forbeholdt, Thor
valdſen er dens Heros, ogſaa Svenſkeren Byſtrom i Rom
har erhvervet fig et agtet Navn blandt de nyere,

U

En Forbryders Forteelling.“

Folgende Forklaring er givet af Thomas Williams, fra
Bampton, der blev greben ſom Omlober i England „ ef
terat han var bragt til Ny Syd-Wales, men. br ſkaf⸗
fede f g 7 og Benaadning.

November 1826.

»Jeg blev domt til Transportation for Livstid, da
jeg ved Tunton⸗Ret i 1825 var bleven overbeviiſt om
Faaretyverie. Jeg ſeilede til Ny Syd- Wales i Trans⸗
portſkibet Medway, Capt. Wigth, og ved min Ankomſt
til Sidney, blev jeg, da jeg mit hele Liv havde været be⸗
ſtjceftiget med Landvæfenet, ſendt omtrent 14 Mile op i.
Landet, for at paatage mig Tilſynet med henved femten

Fra »The London Magazine, November 1828.

—
8
Ed
„

—

En Forbryders Fortalling. 297

hundrede Faar, ſom tilhorte en Herre, der var Stasi:
ſtratsperſon, ved Navn Lawrente.

Netop forend jeg ankom, var der begaget ſtore Ro⸗
verier af nogle bortlobne Forbrydere, der her havde dannet
"fig til en Bande af 10 Mand, og vare en Skrek for
hele Landet — væbnede med Muffetter, Piſtoler og Sværd,
giorde de fig, naar man vifte mindſte Modſtand mod
deres Plyndrerier, ingen Samvittighed af at myrde en
heel Familie. Der var bleven udſtcedt en Proclamation
af Gouverneuren, ſom tilbod en Belonning af hundrede
Guineer, og Frigivelſe, til enhver Forbryder, der hjalp til
at fange, eller ſelv fangede nogen af disſe Menneſfer,
dod eller levende; og min Herre havde bedet mig at have
et godt Die med dem, fordi min Bolig var nærved deres
Tilflugtsſteder.

Det Sted, hvor jeg var ſendt hen, var det meeſt.
eenſomme og ſorgelige Sted, jeg nogenſinde har ſeet i
mit Liv. Jeg boede i en usſel Hytte, næften i Mid⸗
ten af en Skov, og uden at fee en Medſkabning i hele"
Uger. Jeg fik hvad jeg ſkulde have af Korn, Thee og
andre Fornodenheder ſendt hver Maaned — alt det Kjod
jeg havde, var af Faar, ſom jeg dræbte, altſom jeg brugte,
det; jeg havde intet andet Forſvarsvaaben end en Knip⸗
pel. I denne eenſomme Stilling pleiede jeg at tænke
paa min Kone og mine Born i Evgland, indtil jeg ne
ſten blev raſende — Døden ſelv vilde have været mig
velkommen; og jeg befluttede at vove mit Liv inet For⸗
ſog pan at tage en af disſe VBuſk⸗Rovere, naar jeg
kunde finde en Leilighed. J Faareklipningstiden ſam⸗

298 g En Forbryders Fortælling.

les Hyrderne fra alle deres forſtjellige Stationer og
reiſe fra den ene Faareflok til den anden, for at klippe
dem. Omtrent efter to Maaneders Ophold paa min
Station, fandt Faareklipningen Sted, og fer andre Mænd
reiſte med mig for at klippe de forſkjellige Flokke. Da
vi vendte tilbage modte vi tilfældigviis Buſk-Roverne;
og aldrig har jeg for ſeet ſaadanne frygtelige Karle: de
vare. veebnede med Geværer og Piſtoler, og ſaaſnart de
ſage os, ſagde de, at vi ſkulde folge dem til et nerlig⸗
gende Meierie; hvilket de tvang os til at gjore. For⸗
pagteren og hans Son og Born, bleve nodte til at give
Alt hvad de eiede til disſe Djævle, der ſparkede og drev
dem omkring for at ſoge hvad de manglede, og truede
med at ſkyde Forpagteren derſom han. vovede at knurte.
De aad og drak og forte bort med ſig hvad de ſyntes
om. Efterat vi havde forladt dette Sted, lode de os
igjen gage vor Vei, men ſaägde, at derſom vi nogenſinde
nœvnede at vi havde feet dem, eller gav nogen Underret⸗
ning om dem, fkulde de ſikkert dræbe os. Jeg havde
ved dette Mode Leilighed til at lægge noie Mærke til
dem, og jeg kunde have beſtrevet enhver ifær af dem?
Fan Dage herefter gav en af mine Ledſagere, der
boede nærved en Station, hvor nogle Militaire vare ind—
7 qvarterede, Underretning om, at han havde. feet hine Men—
neſker, og ſom en Folge heraf, bleve Roverne ved Bred⸗
den af en Flod, hvor de udhvilede, overraſkede af nogle
Soldater, og otte af de ti bleve enten dræbte eller tagne til
Fange. De andre to undflyede ved at ſvomme, men
miſtede deres Gevcerer. Min Kammerat, der gjorde Ind—

En Forbryders Fortælling. 209

beretningen, fik de hundrede Guineer, og fin Frihed. Om-
frent en fjorten Dage herefter blev jeg en Morgen over—
raſket ved Synet af en Mand, der kom krybende forſſig—
tigen ud af Skoven nærved min Hytte. Da han ſaae
mig ſpugte han i en meget ydmyg Tone, om jeg vilde
give ham noget at ſpiſe, da han var meget ſulten og ikke
harde faaet Mad i to Dage, Jeg gjenkjendte ham ikke
dieblikkeligen ſom en af Buſk-Roverne, da han var me—
get forandret, men jeg ſvarede, at jeg vilde give ham no—
get Mad, derſom han vilde gage ind i min Hytte; dette
afflog han, og jeg bragte ham noget Faarekjod fra Hytten,
Da han havde faaet Maden, ſpurgte han mig, om jeg
vidſte Navnene paa de Rovere, der vare tagne. Jeg
ſagde, at jeg kjendte ikke Navnene pan dem, der vare
fangede, men at de Tvende, der vare undvegne, hedde
Richard Donne og Michael Cody. Manden ſagde: ' mit Navn
er Michael Cody — har Du feet noget til Richard Donne?“
Jeg ſvarede, at jeg ikke havde feet ham; men kort efter, me⸗
dens Cody og jeg talde ſammen, horte vi en Piben; hvorpaa
Cody ſprang op og ſagde: Det er Donnes Pibe”? Derpaa
peeb han igjen, hvornceſt Donne kom ud af Skoven og
han og Cody modtes. Nu da de vare to mod een, blev
deres Opforſel ganſke forandret. Donne havde en Piſtol
og et Sveerd; de befalede mig at give dem det Faar, jeg
havde ſlagtet, og jeg var tvungen til at ſamtykke. Der⸗
pan ſagde de, at noeſte Dag kom de igjen til mig, og at
jeg fulde ſlagte et Lam, der maatte være færdigt til dem,
naar de kom. Da der vare adſkillige Militaire udſendte

300 En Forbryders Fortalling.

for at lede om disſe Menneſker, ſogte jeg om Aftenen
efter dem, men jeg kunde ikke finde dem. N

Den folgende Dag kom Bufk-Roverne ikke efter
deres Beſtemmelſe, men Dagen efter kom Cody alene.
Han ſpurgte mig, om jeg havde feet Donne; han ſagde, N
han ventede ham hvert Oieblik, da han havde beſtemt at
mode ham der. Imidlertid bad Cody mig at fkaffe nogle
"Stykker Faarekjod. Jeg havde, ſom jeg for fagde, fattet
den Beſlutning at vove mit Liv for at erholde min Fri⸗
hed. Forſt da jeg fane Cody, havde jeg i Sinde at gjore
et Forſog paa at tage ham, føjondt han var en langt
ſterkere Mand end jeg er. Jeg begyndte nu”at tænke,
at dette maaſkee var den eneſte Leilighed jeg vilde fane,
— dog Donne kunde komme til hans Hjelp og da vidſte
jeg, at det var forbi med mit Liv. Men min Kone og
mine Born i England faldt mig nu ind, og jeg vedblev
min Beſlutning. Da Cody derfor bad mig gjore Ild
paa, for at riſte hans Faarekjod, gik jeg ud efter noget.
Brænde, og bragte ind med det en ſteerk Strikke, ſom
jeg ligegyldig kaſtede paa Gulvet, Cody ventede længe
pan ſin Kammerat, men han kom ikke — Kjodet var
færdigt, jeg ſatte det for ham, og han begyndte ſit Maal⸗
tid, Han bad mig fætte en Kjedle Band paa Ilden, for
at lave ham noget Thee. — Da Theekjedelen kogte, var

jeg i nogen Afſtand derfra, og da Cody flod den. nær=,

mere, bad jeg ham løfte den af Ilden. Han reiſte fig
op af Sædet og bukkede fig for at tage Kjedelen af —
juſt da han var iferd med at gjore det, kom jeg pludſe⸗
lig bag ved ham, og ſlog ham med min knyttede Nove

i
*
*

En Forbryders Fortelling. 301

af al min Magt i Nakken — han faldt forover med
Hovedet mod de ſkarpe Stene i min Hyttes Væg, og
jeg kaſtede mig nu over ham og gav ham tre eller fire
Slag til i Hovedet, Vi ſtrede længe ſammen, og en—
gang troede jeg neeſten at han havde faaet Bugt med
mig, men tilſidſt fik jeg Overmagten. Jeg tog min
Strikke og bandt. hans Hænder pan hans Fyg og hans
Fodder til Hænderne, Min ſtorſte Angſt havde under
hele Kampen været, at Donne ſkulde komme, thi da vid—
ſte jeg, at min Dom vilde have været- fældet, 8
Aldrig folte jeg mig ſaa fri, ſom da jeg befandt
mig paa gaben Mark paa Veien til en Forpagters Huus,
omtrent fem eller fer. Mile borte, hvor jeg vidſte jeg kunde
fane" Hjelp, thi her var fire eller fem fürſkaarne Karle,
der havde Geværer, Jeg naaede det ſnart, og tre
af dem toge deres Vaaben og fulgte mig. tilbage. Vi
fandt Cody endnu liggende paa Gulvet. — han havde
miſtet den Mengde Blod af det Saar, han fik forſte
Gang i Forhovedet „ da jeg flog ham, men han vilde
ſnart være bleven fri, derſom vi ikke vare komne. Han
blev nu bundet og bragt bort til den nermeſte militaire
Station — forhørt , dømt og henrettet. 8
; Der blev ſagt, at disſe Rovere havde myrdet over
halvand't hundrede uſkyldige Menneſker, foruden Plyn⸗
dring, Mordbrand og Hdelceggelſe af Eiendomme, til et
uhyre Belob. Jeg fik af Gouvernementet hundrede Gui⸗
neer og min Frihed, og jeg vendte tilbage til England i
ſamme Skib, der havde bragt mig herhen. Derſom jeg
var bleven i Ny Syd⸗Wales, kunde jeg have faaet et

302 Theatret i Funchal.

ſtort Stykke Land ſom Gave, og jeg kunde have hoſtet langt
ſtorre Fordele af denne Bedrift end jeg gjorde, Cody havde ud—
merket ſig ſom den meeſt forvovne, ſaavelſom den meeſt
gruſomme af disſe Fredloſe, og hans Navn var en Stkrak
for alle Koloniſterne. Han havde været Bandens An—
fører, og derſom han ikke var bleven faget, er der ingen
Tpivl om, at han jo vilde have dannet et nyt Partie.
Indbyggerne vilde derfor have belonnet mig rundeligere,
derſom jeg Havde henvendt mig til dem, men jeg tænkte
paa mit Hjem, og jeg ſkyndte mig for at ſee det igjen.“
Ovenſtaaende Fortælling forſkaffer kun en utilſtrek⸗
kelig Idee om Hiſtorien, paa den Maade ſom William
fortalte deu. Han er en ſmuk, athletiſk Mand, omtrent
fyrgetyve Aar, meget forſtandig og klar i fin Beſkrivelſe,
og der herfker en Beſtemthed og Alvor i hans Maade
at fortælle fin Hiſtorie og gjengive Kampen med den
Fredloſe)ß ſom medfører den Overbeviisning, at han intet
ſiger uden hvad der er den rene Sandhed. 3

Theatret i Funchal )-

Det loeſelyſtne Publikum kan af de talrige tydſke Jour⸗
malers talrige Theaterktitiker fuldkommen leere at kjende
alle Theatre i Europa, tilligemed de dertil hørende Skue⸗
ſp illere og Skueſpillerinder, om denne eller hiin er hoi
eller lille, ſmuk eller ſtyg, om de gjore furore eller ei,
hvor ofte man har klappet eller pebet o. ſ. v., fan at

*) Fra Dresdener Merkur,“

Theatret i Funchal. 303

mange Leſere endog uforſkammet overſee disſe Ting,
fordi der beſtandig bliver ſagt det ſamme, kun med et
Par andre Dvd, Jeg troer derfor at udføre et ei for—
tjenſtloſt Værk, naar jeg engang opvarter med noget
Nyt, om et Theater udenfor Europa, der endnu ikke
har nydt den Velgjerning, at blive taget under de tyd⸗
ſte Blades kritiſke Hegle. Og dette er Theatret i Fun—
dal! — Funchal? — ville mange Damer ſporge, —
hvor ligger denne Stad? — og jeg kan ikke ſpotte over dette
Sporgsmaal, eller drage deres geographiſke Kundſkaber
i Tvivl, thi det er et Navn, man ikke hører faa ofte, ſom
Paris, Leipzig, Berlin o. ſ. v., men mange Herrer, der
holde af et godt Glas Viin, vide ſikkert, at denne Stad
ligger pan den He, hvoraf den herlige Maderaviiu har
ſit Navn. å

Men førend jeg nu kommer til Sagen ſelv, maa jeg
jeg forſt bede alle de Hrr. Theaterkritikere om Overbeerelſe,
hvis jeg maaſkee ikke fÉulde have brugt de behorige Kunſt⸗
üdtryk, thi det er mit forſte Forſog i dette Fag af For⸗
fatterkunſten. En Modrecenſion fra Funchaleſer-Skue⸗
ſpillernes og Kritikernes Side, har jeg ikke at befrygte,
th for det forſte komme vore Journaler ikke derhen, og
hvis det ogſaa engang var Tilfeldet, faa kunne de ikke
leſe dem; i den Henſeende kan jeg altſaa gane driftig
til Værket,

Theatret, der ikke ligger langt fra Stranden ved
Pas ſeio publico, den offentlige Spadſeregang, er for en
Stad med 20,000 Indbyggere, ſom Funchal, vel juſt
ikke ſmuk og elegant udvendig at fee til, men indvendig

304 Theatret i Funchal.

ret pasſabelt og med dets tre Loger rummeligt nok. Det
var at onſke mangen ſtorre Stad i Tydſkland, hvor man
ofte, ved den indeklemte Stilling, hvori man i to til tre
Timer ikke kan rore et Lem, dyrt nok maa betale den
Forndielſe at fee, g

J Truppen gives der nu rigtignok ingen fan be-
romte Navne, ſom Sontag, Eſzlair, Devrient,
Stich o. ſ. v.; men de gode Folk i Funchal have og⸗
ſaa mere at gjore end hine, og kunne ikke ſtudere den
hele Dag paa deres Roller. Thi der har En endnu
faaet et Par Beenkleder at ſye, der ſkal være færdigt -
til om Aftenen, forend han ſom gammel Ridder kan
ifore ſig ſin Papruſtning; en Anden har endnu Sylen
i Haanden og flikker en Bondes Stovler, og det er ſnart
paa Tiden, at han fkal paa Skuepladſen og gribe et Kon⸗
geſcepter i Stedet; og en Tredie "barberer fine Kunder,
der ville paa Comoedie, har ſelv endnu et SEjæg ſom en
Kapuziner og ſkal dog foreſtille en Page, — kort, de
ere Alle ærlige Haandværkere, Skreedere, Skomagere,
Barberer og deslige, der hver fjerde eller fjette Uge, eller
ved en hoitidelig Leilighed, engang afkaſte det hverdagslige
Lø, for at tumle fig omkring paa Broederne i Phanta⸗
ſiens Rige. .

En ſaadan Feſt bliver da allerede - flere Dage ifor⸗
veien bekjendtgjort ved ſtore ſkrevne Plakater. Paa disſe
lceſer man nu, at efter en herlig, af en beromt Meſter
componeret Symphonie, en eller anden Senhor eller Sen—
hora vil holde en Tale eller ſynge en ſmuk Arie, derefter
folger et ſtort Skueſpil, der ſkal fremſtilles med al Prag,

Theatret i Funchal. 305

og hvori Kunſtnerne love at gjore deres Bedſte; herpaa
"bliver en ganſke ny Dands opført, og til Slutning bli⸗
ver bet hoiſterede Publikum forlyſtet med en herlig Farce
eller Pantomime. Leſſeren feer, at man her salon fager
noget for fine Penge,

Under mit Ophold paa Madera, var den 17de Sunt
1827 en ſaadan hoitidelig Dag. Om Aftenen efter
Kl. ſyv ſtrommede Alle, Herrerne tilfods og de fornemme
Damer baarne af to ftærfe guulbrune Karle i Palanki⸗
ner, til Skueſpilhuſet, thi da denne Forneielſe ikke fore⸗
kommer faa hyppig, ſom hos os, hvor man hver Aften
fan ſee en Komoedie, faa er Hufet her hver Gang tem⸗
melig fuldt. Man ventede indtil Klokken otte, da Gou⸗
verneuren Valdez, den forſte Perſon paa Hen, traadte
ind i ſin ſtore udzirede Loge, lige over for Theatret.
Strap blev af det hele. Publikum raabt et tre Gange
gjentaget Viva, hvortil man klappede dygtig i Hænderne,
Hver Gang. boiede han fig meget huldſaligt og ſpillede
ſkuffende en lille naadig Konges Rolle; iovrigt er han en
meget brav, dannet Mand og ſtor Ven af Conſtitutionen,
og hans Skyld var det ikke, at Øen Madera kom ſaa hurtig
i Don Miguels Hænder, Efter Modtagelſen ſpillede man
en af Don Pedro, Keiſeren af Braſi ilien ſelv componeret
Conſtitutionshymne, og forſt da denne var endt, ſatte Alle
ſig ned. Efter Symphonien rullede Tappet op, og en
af Skueſpillerne holdt en kort Tale hvori der forekom
noget om * Overbeerelſe“ og ogſna noget om Conſtitution;
res ſang han med Ledſagelſe af Orcheſtret en italienſk

Arie, hvorved han havde Noderne i Haanden. Min Na⸗
(20).

306 Theatret i Funchal.

boe, en Portugiſer, hvidſkede mig i Øret, at den gode
Mand flet ikke kunde le ſe Moder; jeg lader dette ſtaae ved fit
Veerd. Herpaa begyndte Skueſpillet: man gav Steengjaſten.
Scenerne vare næften alle de ſamme ſom i vor Opera af ſamme
Navn. Steen-Commandanten blev ret godt fremſtillet,
og han kom ikke gagende faa let fom paa mange Theatre hos
os, men ved hvert Skridt, ſtodte En, formodentlig bag
Koulisſerne, med en dygtig Prygl i Gulvet; naturligvüs,
han var jo af Steen, og maatte jo derfor træde frem
fan man kunde høre det. Don Juan optraadte i ſort
Frakke med meget ſtore Ordensſtjerner, rund Hat og Kaarde.
Men Hovedperſonen var Leporello, her ligeſom hos Mo—
liere, Faldet Sganarello, denne kom næften ikke af Plet⸗
ten, gjorde lutter dumme Streger og blev til alminde⸗
lig Forlyſtelſe dygtig ruſket omkring og gjennempryglet af
ſin Herre. Men da nu Funchaleſer⸗Publikummet ikke
holder meget af tragiſke Slutninger, fan var Stykkets
Ende paa folgende Maade bleven forandret: Steengja⸗
ſten viſer fig tilſidſt endnu engang og rører ſaaledes Don
Juans Samvittighed, at han gaaer i ſig ſelv, bliver for⸗
nuftig og ægter fin gamle Kjereſte, hvorved han uden
Tviol befinder fig bedre, end om en Legion Djavle joge
ham ind i det aabne Helvede. Aanden og Sganarello
giorde deres Sager bebſt, den ſidſte havde tillige en be⸗
undringsveerdig Bevegelighed og var intet Dieblik uvirk⸗
ſom; men Publikummet erkjendte det ogſaa, og ſag ofte
han ſagde noget vittigt, bleb der ra ſende klappet og ſkre⸗
get Bravo, hvorfor han hver Gang, ſom det her er Skik,
maatte take ved ät bükke fig, ee

Den Ugift. ,- .'… 307

Efter denne Nydelſe dandſede en Dame en Solo,
og derpaa blev der endnn givet en komiſk Pantomime,
hvori en eenfoldig Karl blev pan alle muelige Maader
drillet. og bedraget. Klokken ſlog halb Tolv, og Alle gik
hoiſt fornoiede hjem,

Den Ugifte.

(Fortælling af Ernſt v. Houwald, overſat af Caroline n.)

—

Den penſionerede Capitain v. Brackheim var bleven hel⸗

bredet for en fvær Sygdom; Lægerne havde paalagt ham
at beſoge et Bad, og den gamle Herre, ſom allerede i
flere Aar havde levet med fin Familie i en lille Kjobſtad,
glædede fig i Stilhed ikke lidet, til engang at fee Verden.

Doctor !'' ſagde han til fin Læge, J er en klog
Mand! Reiſen til Badet vil ikke alene være til megen
Gavn for mig, men, ſom jeg haaber, ogſaa have endnu
andre gode Folger for min Familie. Min Kone ſkal
ledſage mig, med vore Dottre, og — — ſee dog engang
paa de to Piger! ere de ikke ſkudt lyſtelig, iveiret og

blevne gode, ſmulke Born ? — Det er pan Tiden at jeg

viſer dem for Velden, thi om den ſtjulte Roſe endogſaa
blomſtrer aldrig fan ſkjon, faa visner den dog enſom
og uſogt; men jeg vil gjerne, inden jeg lukker mine Dine,

vide mine Born forſorgede — og her? — i denne lille

„

308 » Den Ugifte.

Bye — i denne Egn? — Tal mig ikke de Mandfolk
her er op paa Fingrene, J beroliger mig dog ikke. Ja,
gamle Dreng, hvis Du endnu var en ung Knos — —

»Saa vilde jeg onſke at blive Deres Svigerſon!“
afbrod Doctoren ham.

„Ganſke vigtigt?” vedblev Capitainen: ”og Jaordet
ſtulde ikke mangle! Men de unge Folk her? — Nok
ſagt, J forſtager mig! J Overmorgen reiſe vi, og hvem
veed hvad der kan blive at fortælle, naar vi komme tilbage!”

Og da Overmorgen kom, fad vor Capitain med ſin
Kone og ſine tvende Dottre allerede ved Daggry i Vog⸗
nen, og rullede med dem igjennem den lille Stads Port,
ud paa den brede Landevei.

Louiſe og Emilie vare to meget elſkveerdige Piger,
og Fadeken havde viſtnok Ret, naar han lignede dem ved
opblomſtrende Roſer. Men en. endnu ſtorre Ynde end
deres Skjonhed vandt de ved deres indtagende og beſkedne
Veſen, den ſtore Simpelhed og Nethed i deres Ud⸗
vortes, den monſterverdige Hengivenhed til deres Foral⸗
bre, og deres ſoſterlige Kjerlighed og Enighed imellem. fig
ſelv indbyrdes. Hvo der ſage Capitain v. Brackheim i
ſin Families Skjod, kaldte ham med Rette en lykkelig.
Fader, og kunde ikke vende ſine Hine fra de tvende Pi⸗
ger, ſom ſnart i barnlig Uſkyldighed hoppede gjennem
Huus og Hauge, ſnart med rolig Alvorlighed deelte Mo⸗
derens huuslige Sysler, og gave Agt paa ethvert af For⸗
celdrenes Vink, for glad at opfylde det. Naar da Fade⸗
rens Venner yttrede deres Velbehag for ham, pleiede han
at ſige: 8 2

*

Den Ugifte. 309

„J have Ret! jeg er en lykkelig Mand og Fader;
men netop derfor har jeg ogſaa med al Omhyggelighed
ſogt at opdrage mine Piger ſaaledes, at de kunne over-
fore min Families Lykke i andre Boliger, og, ſaaledes
ſom deres Moder har gjort mig lykkelig, ſkulle de ogſaa
igjen gore et Par andre Mend lykkelige!“

Ved denne Foreſtilling hang han faſt, han kunde,
ihvor unge hans Dottre endnu vare, desuagtet neppe
oppebie den Tid, da han kunde vente at ſee dem ſom
Brude, og da han i fine nærmefte Omgivelſer ikke einede
nogen onfkelig Leilighed dertil, ſaa var Reiſen til Badet
ham en velkommen Udſigt.

De tvende barnlige Piger ahnede ikke hvad Fade⸗
ren meente, da han Aftenen for Afreiſen med et betyd⸗
ningsfuldt Smiil ſtak hver. af dem en Guldring paa Fin⸗
geren. De ſprang den næfte Morgen forventningsfulde i
Vognen, node glade det Nye, hvert Hieblik frembod, og
hang med deres forbauſede Blikke ved den ſtjonne Natur,
der, altſom Vognen rullede videre, udbredte ſine Landſka⸗
ber med dunkle Skove, dybe Stromme og blaae Bjerge,
i beſtandig nye Billeder for dem. Deres Hjerter bleve
opfyldte af Henrykkelſe og en Lengſel, ſom ikke var hen⸗
vendt paa nogen enkelt Gjenſtand, men ſom beſtandig
drog dem videre ud i den ubekjendte, maaſkee endnu ſkjon⸗
nere Verden. De onſkede at kunne ſwinge fig i Veiret 25
med Fuglene, for at kunne flyve ret langt og beſtandig
leengere, og horte kun med halvt Bre hvad deres Foreel⸗
dre kunde ſige om de Selſkaber, de vilde finde ved Ba⸗
det, og hvorledes de der ſkulde forholde ſig. 1

310 Den Ugifte, 4

Endelig naaede de Badeſtedet; et Par nette ſmaae
Veerelſer vare ſnart beqvemt indrettede, og med ſpoendt
Forventning og ſtille Frygt fane Pigerne den neeſte Mor⸗
gen imode, da de ſkulde folge med Forældrene til Sund⸗
hedsbronden, og for forſte Gang træde mellem de mange
fremmede Menneſker. Men Familien v. Brackheim fandt
en meget venlig Modtagelſe; thi ved Capitainens Tro⸗
hiertighed og glade Lune, ved hans Stones blide og for⸗
ſtandige Bæfen, og hans Dottres barnlige Uſkyldighed og
jomfruelige Elſkvcerdighed, følte ſnart Alle fig dragne hen
til dem; man ſogte deres nærmere Bekjendtſkab, man
vilde ikke favne dem ved nogen ſelſkabelig Fornoielſe, og
da det ſnart rygtedes, at Capitainen juſt ikke var. for⸗
muende, og derfor trak ſig tilbage fra mange koſtbare
Forlyſtelſer, faa dannede der fig ſnart i Stilhed en For⸗
ening, der paatog ſig overalt at indfore denne elſtvoerdige
Familie ſom Gjeeſter. ,

Snart fulgte nu den ene Indbydelfe den anden;
de fornemſte Badegjeeſter kappedes om at fre Familien v.
Brackheim hos fig; de rige Damer. forærede Dottrene
ſtjenne Rleeder, og Herrerne roſte Capitainen ſom den
forſte Opdrager i Verden, da det var lykkedes ham i en
lille, næften ubekjendt By at have dannet et Par fan
elſkvoerdige Dottre. Det manglede heller ikke paa ukal⸗
dede. Venner, ſom ſagde Pigerne det ſelv, vidſte at ud=.
hæve deres ſmage Feerdigheder i Muſik, Tegning og Dands,
derpaa at overoſe dem med Lovtaler, og ſaaledes ſogte
at erhverve ſig deres Gunſt.

*
Den Ugifte. 311

Moderen ryſtede ikke uden Betenkelighed pan Hove⸗
det, hun ſogte at berigtige ſine Borns Jolelſer, belære
dem om hvad der mødte dem, og ifærdeleshed bringe dem
dertil, at de kun maatte anſee Opholdet i Badet, med
alle dets behagelige Indtryk, ſom et forbigaaende Drom⸗
mebillede, pan hvilket man gjerne tænker, uden dog at
ſtjcenke det nogen faſt Tiltroe. Men Faderen var af en
ganſke anden Mening. 2

„Moder!“ ſagde han: ”før mig ikke Bornene paa
Vildſpor. Her er Livets ſande Markedsplads, hvor ei
de ovrige Forhold, men kun de ægte Varer gjelde noget,
Rigdom og fornem Stand ſtaae ikke højere i Priis her
end Naturens Gaver. See, jeg er jo dog kun en ube⸗
midlet affkediget Capitain, hvad gielder jeg da egentlig her
blandt de mange fornemme og rigere Folk? og desuagtet
opſoge de os alle Steder og kunne ikke undvære os; men
det kommer, imellem os ſagt, deraf at vi ere charmante
Folk — noget klogere, fornuftigere, gladere end de ovrige,
og vore Born de elſtvcerdigſte af dem alle. Luk dog Di⸗
nene op, lille Mo'er, og fee hvorledes alle Hjerter uimod⸗
ſtaaelig flyve dem imode. Paa, Promenaden trenger man
ſig til dem: ved Taflet vil man ſidde i Noeerheden af
dem; i Selſkaber beder man dem ſynge til Klaveret, mes
dens de øvrige mage tie ſom Fiſke, og ved Dandſen ere
de aldrig af Gulvet.“ Jeg ſeer det paa de unge Mend,
Tilſtagelſen om deres Tilboielighed foæver dem paa Læs
berne. Du vil have din Nod med at vælge dine til⸗
kommende Svigerſonner blande de mange Beilere, naar
du ikke i Tide betragtet. dem med et provende Moderoie.

312 i Den Ugifte.

Jeg har allerede i Stilhed for længe ſiden veeret færdig
med Valget.“ |
Den forſtandige Moder indvendte vel meget deri⸗
mod; men Faderen vilde ikke høre hende; han vilde ikke
forſtyrres i ſine Forhaabninger, og ventede nu, fra den
ene Dag til den anden med Utaalmodighed, at de unge
Mænd fEulde erklære fig og frie til hans Dottre. — Han
ventede imidlertid forgjeves. — Der fÉcete ingen Erklee⸗
ring, og da han nu fane, at mangen ung Mand, hvem
han havde tiltroet meget alvorlige Henſigter, tog Afſked,
og rolig reiſte tilbage til ſit Hjem; mangen af dem uven⸗
tet fremſtillede ſig ſom en af de rigeſte eller fornemſte
Pigers Forlovede; og hvorledes man altid gik hans Born
… forbi, og kun betragtede dem ſom muntre Selſkabsdamer,
hvorledes man ved Valget af den tilkommende Ægtefælle
lagde ganſke andre Ting i Vegtſkaalen, og Rigdom og
fornem Stand her gjaldt langt mere end den Sum af
5 Elſtvcerdighed og qvindelige Dyder ſom var hans Dottres
eneſte Medgift; — da tabte han Modet, i bitter Folelſe af
feilſlagne Forhaabninger drog han fig ſtille, tilbage, brod.
fig ikke mere om det ovrige Selſkab, og vilde kun vere
ene med fine ſtakkels forſmaaede Born.
i Louiſe og Emilie havde IyÉÉeligviis" intet mærket
til Faderens Henſigter, den forſtandige Moder vidſte be⸗
ſtandig at lede dem tilbage indenfor den jomfruelige Be⸗
ſkedenheds Skranker og fore mangt et Indtryk let forbi,
ſom kunde have forſtyrret de uhildede Hjerters Rolighed,
"fan at Pigerne ved Skilsmisſen fra de hurtigt erhvervede
"Venner ikke deelte Faderens Forundring, men hjerteligt

Den Ugifte. . 313

glædede fig over det ny forlovede Pars formeentlige Lykke;
at endnu intet andet Livsforhold end i Forældrenes Huus,

frembod ſig for deres Tanker, og at de endelig ſkjode Skyl⸗

*

den for Faderens Mismod paa legemligt Ildebefindende
dg derfor gierne foretoge lange Spadſeregange med ham i
den ſkjonne Egn, beſtege Bjergtopperne, og her ved den
beſtandig nye, vidunderlig herlige Natur fandt en rig Er⸗
ſtatning for de ſavnede ſelſkabelige Fornoielſer.

Blandt Badegjeeſterne var ogſaa en Geiſtlig fra Na⸗
bolauget, i hvem Capitainen gjenkjendte en tidligere Sko⸗
leven. Ungdomsvenſkabet blev ſnart igjen knyttet, den tid⸗
ligere Fortrolighed fnart gjenoprettet, og det kunde derfor
ikke feile, at under den gjenſidige Meddelelſe af deres
Skjcebne og nuværende Stilling, Capitainen ofte kom til
at tale om fine Dottre og ikke fortaug Preſten noget
af fine Onſker og Forhaabninger. Hans Ven, den ſin⸗
dige Menneſkekjender, gav ham vel ofte en ſtille Advar⸗
ſel og raadte til Forſigtighed, men Capitainen var for
glad, for ſikker i ſine Forventninger, til at han gjerne
ſkulde lade fig forſtyrre. Men da nu ingen af disſe gik
i Opfyldelſe, og Capitainen blev mork og indeſluttet i fig
ſelv, da ſpurgte den Geiſtlige ham engang pan en Spade
ſeretour om Aarſagen til hans Mismod.

Kan du endnu ſporge mig, Wanger?“ ſagde Ca-
pitainen opfarende: Har jeg da ikke for leenge ſiden nab⸗
net mit hele Hjerte for dig, med dets Faderkjerlighed,
med alle dets ae ſom det bor, 157 Ret det maa
have?” — — Bens

”Det har du!“ ſvarede Wanger.

314 Den ugifte.

»Og er jeg maaſkee forblændet, naar jeg paaſtager“
vedblev Capitainen, at Naturen fan, huldt og rigeligt har
udſtyret mine Born, at enhver, der ikke er blind, maa
holde dem paa langt nær for de fortrinligſte Piger blandt
alle Badegjeſterne?“

»Du er ikke forblendet, du har Ret!“ ſvarede Wan⸗
ger; ”jeg har aldrig feet et elſtvoerdigere Soſterpar.“

»Godt! og har jeg da ikke ogſaa, ſom en tro Fa⸗
der pleiet og opdraget disſe, mig af Himlen anbetroede
Born?” ſagde Capitainen. Ere ikke deres Hjerter for⸗
blevne fulde af from barnlig Uſkyldighed, medens jeg har

vidſt at danne deres Aand — tor jeg ikke ſtolt ſtille
mig iblandt dem, og udraabe: Held den Mand. der fager
en ſaadan Huſtru!“ >

Det tor du troſtig b forſikkrede Wanger: dog jeg
ftemmer i med,”

„Nu vel!“ raabte Capitainen, vel! men hvad
hjelper det mig, at ogſaa Andre erkjende dette, beundrer,
maaſkee endog elſke dem? — De gage dog letſindig for⸗
bi, og hvorfor? — fordi Faderen til disſe. ſieldne Piger
kun er en fattig penſioneret Capitain, fordi han kun kan
lægge fit hulde elſkvcerdige Barn til en Mands Brpſt,
men ikke beſidder Skatte, for at kunne overlevere ham

"Hjertets hellige Bog med forgyldt Snit. Maa det ikke
; ſonderrive mit Hjerte naar jeg beteenker hvorlebes den
Livslykke ſom jeg her faa omhyggelig forberedebe,
hvorledes den troe inderlige Kjærlighed, mine Borns
rene fulde Hjerter ere iſtand til at føle, hvorledes Qvin⸗
dens 3 e til hvilken a Pige ane mod⸗

Den Ugifte. 315

taget hoiere Kald end mine Dottre, hvorledes Alt dette
ſtal blive uopfyldt, og jeg nu mage fee hvorledes andre
Fruentimmer, trods deres Rigdom, kun bringe deres Ag⸗
tefelle et koldt, gledeloſt Liv i Huſet, medens Fred og
Salighed vilde have draget med dem ind, hvis mine Born
ſom Hustroer havde fat Foden over Dorterfkelen!“

Viſtnok er det at undſkylde, naar en Fader an⸗
ſtiller flige Sammenligninger!“ ſvarede Wanger: Men
naar han beſtandig og udelukkende tænker pan at fane fine
Dottre gifte, naar han hengiver fig til Mismod, ſaaſnart

dette Dnffe ikke bliver opfyldt, fan ſtaaer han i Begreb
med, ikke alene at opdrage ſine Born hoiſt eenſidig, men
endog røve dem deres Hjertes Fred!“ —

„Hvorledes det?“ ſpurgte Capitainen, og ſage for⸗
ffende paa ham: 'Kjender du en anden Beſtemmelſe for

Qvinden? — Ven, det gyſer i mig ved Tanken — en
gammel Somfrue,”

„Pi ville en anden Gang tale om denne Gjen⸗
fandt? ſvarede Wanger blidt; ”fee, jeg har uformerkt
fort dig i Nerheden af min Landsby. — Lige indtil nu
har du ikke havt Tid til.af komme i mit Huus; gjør
mig nu i Dag den Glæde, Det rode Tag der mellem
de hoie Linde er min Bolig. Doren aabner ſi 3 BVor⸗
nene fee os komme, de flyve og imode!' — Eg
Å Capitainen blev paa det hjerteligſte modtaget, af fi ſin
Vens Familie. Han fane ſnart, at Wanger levede i me⸗
get lykkelige huslige Forhold, og han befandt fig ſaa

vel blandt disſe Menneſker, at han forglemte alt Mismod
og Timerne forſvandt ſom glade Bieblikke. Da nu Af⸗

316 Dien Ugifte.

tenen nærmede fig og Capitainen vilde begive fig pan Til⸗
bageveien, meldte Bornene jublende, at Tante Gjertrud
netop kom op ad Alleen. Praſſtekonen ilede hende glad
imode, og Wanger ſagde til Capitainen.

»Ven! Du maa. ffjænfe mig hele denne Aften;
Fuldmaanen vil fore dig fikkert hjem, Netop du, det
opdrager dine Dottre med ſaadan Omhyggelighed, vil ifær:
deleshed være mig Tak ſkyldig, naar jeg i Dag ftaffer
dig et Fruentimmers Bekjendtſkab, der tor nævnes ſom
et Monſter for fit, hele Kjon.“ ”

”Et Monſter?“ —. gjentog Capitainen: ”jeg for⸗
langer ikke fan lidet af et qvindeligt Monſter, og“ —

»Du fkal ſelv demme!“ afbrød Wanger ham, idet
han forte Vennen ud mellem Lindene, hvor Aftensbordet
flod dækket: Vent et Hieblik, jeg vil kun forſt hilſe
pan Gjertrud, og derpaa fore hende herhen!“? +"

Kort efter kom Wanger tilbage med ſin Kone, og
mellem dem Veninden, ſom han foreſtillede for Capital:
nen, under Navnet Madam Heil. Man ſatte ſig til
Aftensbordet.

Capitainens ſkarpe Blik holdt en hurtig Monſtring,
og fandt den høie, ædle Figur, det viſtnok noget blege,
. men yndefulde Anſigt, de fore, talende, venlige Dine, ſag
tiltrekkende, at han tilſtod for fig ſelv, at den udvortes
Form af dette ſaakaldte Monſter, var ikke ilde, og-maatfe
i fin Tid vel endog være faldet ſkjon.

»Hvorfor kommer da vor kjere Gjertrud i Dag ſaa
ſildig?? ſpurgte Paſtorinden, ”jeg finstede allerede for, du
ikke vilde opfylde dit STER

*

Den Ugifte. 317

Jeg kommer heller ikke fra Thalau!ꝰ ſbarede hun:
”men jeg kommer nu netop ned fra Bjerget!“
Saa har Madammen i Dag ſikkert gjort et beha⸗

geligt Bjergpartie, i glad Selſkab?“ ſagde Capitainen: det
ſtjonne Veir har meget begunſtiget det.“

J glad Selffab har jeg viſtnok været,” ſvarede
hun: ”og har ogſaa ſeet en klar Himmel udbrede fig over
os, endſkjondt vi ikke forlode Vorelſet!“

»J vor Venindes Hine leſer jeg en dybere Betyd⸗
ning af disſe Ord '' ſagde Wanger: De maa udkaſte et
troe Billede af denne Dag!“

„Min Beretning er fort!” begyndte Gjertrud, jeg
har i Dag været med at hoitideligholde en ba!
Vaver Buchmanns Huus.“

»Forſt i Dag?“ afbrod Wanger ham, 10 tenkte
det var ſkeet for længe ſiden, og at jeg ſnart ſkulde vie
de Forlovede; thi allerede for nogle Maaneder ſiden ſpurgte
den gamle Bæver mig til Raads om han fkulde give fin
Datter til den rige Naboe Veit.“ |

”Sg"De hav raadet dertil?“ — ſpurgte Giertrub —
»Viſtnok,“ ſvarede Wanger: Veit er rigtignok ingen
Yngling mere, men det er en agtværdig, meget velha⸗
vende Mand; den ſmukke Roſe kommer i en fuldkommen
ſorgfrie Stilling, og bliver engang efter ſin Mands Dod
en meget rig Enke. Den ærlige Veit ſynes ret at have

… ventet pan, at hans Naboes ſkjonne Barn ſkulde opvore

til hans Wgtefceelle.“
Havde De da ogſaa allerede talt med Pigen berom,
da De gav e dette, Raad?“ — ſpurgte Gertrud.

318 Den Ugifte.

DØ ved.

Det juſt ikke, ſvarede Wanger: ”jeg kjendte Ro⸗
ſe, jeg vidſte, at hendes Hjerte var endnu frit, og at
hun, ſom et godt og lydigt Barn, gjerne vil rette fig-
efter fine Foreeldres Villie, og da vi nu modent havde
overveiet Alt, og Barnets Lykke var at forudſee —“

”Saa holdt De Sagen for afgjort!“ afbrød Gier—
trud ham, ”den glade Moder bragte mig allerede den an—
den Morgen ganſke hemmelig Efterretning om hendes
Datters ſtore Lykke, og bad mig at paatage mig Om—⸗
ſorgen for Udſtyret. Der paakom mig viſt nok mange
Tvivl imod denne høit priſede Lykke. Thi det forekom⸗
mer mig altid ſom en aldrende Mand ikke maa ægte en
ganſke ung Pige; de kunne ikke være ganſte ſanddrue
imod hinanden, han forſtager jo ikke mere fin Bruds
barnlige glade Tanker og varme Længfel, og hun ſeer
med Forundring paa fin Brudgoms alvorlige, kolde Ud—⸗
ſigter; han mangler den ligeſtemke modnere Veninde, hun
den glade ſalige Ledſager, ſom ſtal indføre hende i Livet,
og ubemærket blive ældre med hende, og om man endog⸗
faa i vore Dage ſoger at jevne Alt med Penge, faa kan
man dog ikke dermed tilkjobe fig Liighed i Alderen og Hjer⸗
ternes lige lykkelige Stemning. Kort, jeg havde mange
Tvivl; desuagtet paatog jeg mig gjerne at beſorge Alt,
indkjobte det Nodvendige, og begyndte at tilſtjcere og fe
pan Üdſtyret. Men da nu Roſe ſelv kom daglig til mig,
for at arbeide med pan fit Üdſtyr, da undgik det mig
ikke, at en glad Bruds travle Flid manglede hende, ja
jeg fane ofte de venlige Hine ſtage fulde af Taarer,”

”Dg derfor blev Forlovelſen opſat?“ ſpurgte Wanger.

1

Den Ugifte. 319

„Pigen var jo ſyg l' ſagde Gjertrud, og en ſyg
Brud tor ikke verle Ringe. Jeg forſogte at udforſke
hendes Sygdom, og fandt at den lage dybt, ſaa dybt, at
kun et ſkarpt qvindeligt Die kunde udgrunde den.“

Nu, min kjcere Lege!“ afbrod Wanger hende:
”hvormed har De da 0 helbredet den fvære Syg⸗
dom?“ —

„Ved et let Middel, ſom man tidligere kun havde
forglemt at anvende,” ſvarede Gjertrnd, 'ved gjenſidig
Fortrolighed og Aabenhjertighed; det ſlog ogſaa herligt an,
og ſaaledes kunde Roſe endelig i Dag med et lykſaligt
Hjerte feire fin Forlovelſe — vel ikke med den rige Veit —

Hvorledes? ikke med Veit!“ raabte Wanger.

Nei, vedblev Gjertrud: ”men derimod med den
unge raſke Werner, hendes Faders flinke, troe Væverfvend,
ſom igaar er bleven Meſter, hvortil den brave Veit gav
ham et betydeligt Forſfkud. Saaledes ere nu Alle helbredede,
Alle tilfredſe, og Roſe bliver vel ingen rig, men en lyk⸗
kelig Kone, thi Menneſkets ſande Lykke kommer dog kun
fra dets eget Hjerte og ikke udenfra.“

Men jeg begriber dog egentlig ſlet ee
Wanger, noget forlegen —

O jo!“ afbrød Gjertrud ham:“ De begriber viſt
alt dette, netop ſaaledes ſom Veit og Forceldrene ogſaa
ſnart begrebe det, og De vil nu meget gladere kunne lyſe
Velſignelſen ved Alteret, end De hade kunnet det, naar
Roſe ved Veits Side havde udgydt bange Taarer.“

Talen vendte fig nu til andre Gjenſtande. Pa⸗
ſtorinden ſpurgte om denne eller hiin Familie i Nabo⸗

320 Den Ugifte.

lauget; Gjertrud vidſte at give Beſked om Alt, iſeerdeles⸗
hed hvor der var nogen Nod paa Feerde; og hun talde
meget og alvorligt med Wanger, om hvorledes der hiſt
og her kunde ſkaffes Hjelp.

Capitainen horte opmeerkſom paa hende, og indlod
ſig felv. i en længere Samtale med hende, hvort han,
blandt andet, ogſaa kom pan fit. Yndlingsthema om ſine
Born og deres Opdragelſe; Gjertrud horte paa ham med
Deeltagelſe, ſogte med beſkeden Frimodighed at berigtige
mangen Opdragelſesgrundſcetning, og ſagde endelig „ hun
havde allerede ved Wanger hort tale om hans elſkveerdige
Familie og onſkede intet hellere end at han engang med
Kone og Born vilde beſtige de ſkjonne Bjerge i e
af hendes Landſted, og da beſoge hende.

Fulbmaanen var imidlertid kommen op; Capitainen
begav fig paa Hjemveien. Her overteenkte han endnu en⸗
gang denne Aften. Den var henrunden gladere, nydel⸗
ſesrigere end andre mere larmfulde under Badetiden, og
han tilſtod for ſig ſelv, at han viſtnok maatte billige ſin
Bens ſtore Hoiagtelſe for Madam Heil.

J de næfte Dage blev Capitainens Tid optaget ved
nogle nye Venners Ankomſt. Han maatte blive i deres
Selſkab, og kunde ikke tænfe paa. nogen Vandring til
Bjergene. Hans Kone foretog fig derfor alene med. ſine
Dottre ſmage Spadſeretoure, og da heendtes det, at de
engang: paa en enſom. Stie, ſom forte op til Bjergene,
horte et Barn græde, og fandt der en Pige pan- omtrent
otte Aar, ſom paa deres deeltagende Sporgsmaal fortalte,

at hun ventede paa fin Soſter, der endnu ikke var kom⸗
2

Den Ugifte. 321

men, endſkjondt hun havde lovet at komme tilbage for
Aften; men Bedſtefader og de mindre Soſtre havde in⸗
tet at ſpiſe og græd derhjemme, og hun fad og fane ef—
ter Soſteren, og græd ogſaa. 3

Louiſe og Emilie ſogte at berolige Barnet, og
ſpurgte, om det da ingen Forældre mere havde? — Da
begyndte Pigen at græde endnu ſteerkere og ſagde, at
Moder var dod og Fader fad i Fængfel fordi han havde
brevet Smughandel, de havde nu tilligemed den gamle
Bedſtefader været ganſke forladte hvis ikke Tante havde
taget ſig af dem.

Capitainens Kone lod ſig af Pigen fore til Hyt⸗
ten, ſom lage i Nærheden bagved Buſkene. Men hvilket
Billede af Armod og Elendighed fane de her. En næften
blind Olding lage paa et Straaleie, ved Siden af ham
hans Krykke, ligeoverfor ham lage to ſmaae grædende
Born ſammenkrympede i en Krog. En gammel Spin⸗
derok, paa Bjelken en forruſten Sabel og en forflidt Tor⸗
niſter, det var Alt, hvad Hytten indeholdt.

Da Moderen traadte ind med ſine Dottre, reiſte
Oldingen fig iveiret og ſpurgte: »Er du endelig der igjen,
Johanne? — Ak, og Tante er vel med?“ —

Barnet forklarede Bedſtefaderen, at det ikke var So⸗
ſteren eller Tanten, men det var Fremmede. — Da
ſtjendte den Gamle paa Barnet, og ſagde: „ »Hvorfor brin⸗
ger du mig nu fremmede Perſoner herhen? — Du veed,
Tante kommer, og vil være alene med os! — Tag mig
det ikke ilde op,“ ſe ſagde han, idet han vendte fig til Fru

' (21

322 Den Ugifte.

Brachheim, “jeg beder Dem at forlade os nu, thi pan.
denne Tid kommer en god Engel i vor Hytte, ſom vil,
at intet fremmed Die ſkal fee hendes lonlige Veie.“

»Vil I da ikke ogſaa modtage Hjelp af os?“
ſpurgte Moderen deeltagende. *

»En andengang, kun ikke nu!“ ſagde den Gamle,
og vinkede dem bort.

J dette Hieblik ſprang Pigen ned ad Bjerget, med
det Jubelraab: 'De komme, De komme!“ Fru Brach⸗
heim trak ſig med ſine Dottre hurtig bag ved de nar⸗
meſte Buſte og fane derfra hvorledes tvende Fruentim⸗
mere ilede hen til Hytten. Det ene, en rank, ædel Fi |
gur med et udtryksfuldt. men . noget blegt Anſigt, gik
foran og holdt det hoppende Barn ved Haanden; det an⸗
det, en friſt, kraftig Pige, bar en Kurv med Levnetsmid⸗
ler. Doren til Hytten blev ſtaagende gaben da de vare
traadte ind; man kunde derfor noie betragte Alt hvad
ſom foregik derinde. ;

Med det Udraab: »Tante! Tante!“ ſthürtede de
ſmaae Born frem fra deres Krog, og omſlyngede det el⸗
dre Fruentimmers Knee, medens den unge Pige ſatte
Kurven med Levnetsmidler ned til Bedſtefaderen, ſom
taus fane op til Tanten, og erbodig tog fin Hue af for
hende. ö -

„Vi ere vel f Dag blevne ret længe borte ?” ſagde
den venlige Tante: »men der var ogſaa meget at beſorge.
Johanne har igjen arbeidet meget flittigt, hendes nye Kled⸗
ning har hun ſelv fortjent og ogſaa ſelv "forfærdiget, Det
vil med Guds Hjelp nok blive muligt at hun. nodtorftig

Den Ugifte. 8 323

og tarvelig kan underholde Eder alle „ indtil Eders Sen
igjen kommer tilbage. fra fit Feengſel; jeg har allerede
ſorget foy tilſtrekkeligt Arbeide, Men her kan J ikke
længere blive boende; J, Fader, er for langt borte fra
menneſkelig Hjelp, Bornene for langt fra Skolen. Jeg
har ſorget for en Bolig i Thalau, i Morgen maa J
flytte derind, og naar Eders Son kommer, vil han ogſaa
der finde et bedre Haandveerk, end det han drev her i
denne Enſomhed. — Johanne bringer Eder i denne Kurv
Levnetsmidler, ſom hun har kjobt til Eder, men til Bor⸗
nene har jeg medbragt nogle Boger.“ — Det eldſte Barn
fortalte hende om de Fremmede, der havde været, og at
de for hendes Skyld vare blevne viſte tilbage af Bedſte⸗
faderen. Da flog hun Sinene ned, og ſagde endelig,
efter en Pauſe: J har gjort ret! min Vei gager ubes
merket og eenſom gjennem Verden!“ — Medens nu Jo⸗
hanne uddeelte Levnetsmidlerne mellem de andre Sodſkende
og Bedſtefaderen, fatte Tanten fig pan en Benk udenfor
Hytten, tog det yngſte Barn, en Dige, paa Skjodet, va⸗
ſkede det, ombyttede dets iturevne Linned med Nyt, n hun
havde taget med fig, og gap det under mange Kjeertegn

noget at ſpiſe. [
0 Kapitainens Kone kunde knap holde fine Dottre til⸗
bage; det drog dem uimodſtaaelig hen til den gode hulde
Tante, de vilde flyve hen til hende, Enæle. ned for hende,
kysſe hendes Hænder, Moderen holdt dem tilbage, thi
Ingen fkulde ahne, at Velgjerningens Hemmelighed var
bleven beluret af dem, og da Tanten igjen var gaaet ind
(21 +) ;

-324 Den ligifte,

i Hytten med Barnet, ilede hun med fine Dottre ube⸗
mærket ned ad Bjerget.

Med et Udtryk af den hoieſte Begeiſtring fortalte
Louiſe og Emilie om Aftenen Faderen hvad der var hen—
det dem, og bad ham paa det meeſt rorende, at han den
neſte Dag ſelv vilde gage med dem hen til hiin Hytte,
og der udforſke af Oldingen hvem hiin Tante, denne En⸗
gel i Qvindeſkikkelſe, var, og hvor man fulde finde hende.

Capitainen ſmilede ſtille ved ſig ſelv, og ſagde ende⸗
lig: Vi behove ikke forſt at ſporge den gamle Mand
om Tanten, thi jeg kjender hende allerede ſelv!'' — Han
fortalte herpaa hvorledes han i Wangers Huus havde
giort Madame Heils Bekjendtſkab, og de vare ſnart enige
om, at hun og Tanten i den enſomme Bjerghytte var en
og ſamme Perſon, og. at den fattige Families gode Ene
gel maatte være Tante Gjertrud.

„J Morgen,” raabte Capitainen: 'i Morgen fore⸗
tage vi os en Spadſeretour til Thalau, og opſoge der
Madame Heil. Hun fra ſin Side onſker at gjøre Eders
Bekjendtſkab, og jeg for min Part vilde igjen gjerne lære
at kjende den Mand, der er ſaa lykkelig at eie en ſaadan
Huſtru. Jeg ſkulde troe, han maa være meget lykkelig,
forſaavidt han ellers kan finde fig. i, at hans Kone uden
ham har faa meget at beſtille i fremmede Huſe, hvilfet
jeg for min Perſon idetmindſte ikke vilde finde meget be⸗
hageligt. Kort, vi ville engang i Nerheden betragte denne
Engel i Menneſkeſkikkelſe, og fee hvorledes Fuglen tager
fig ud i fin egen Rede.“ :

*

Den Ugifte. 325

Pigerne kunde neppe oppebie den næfte Dags Efter⸗
middag, da Vandringen til Thalau ſkulde gane for fig.
Veien forte over en ſkovbevoxet Bjergryg, hvorfra man
ſage den venlige Landsbye ligge nede i en frugtbar Dal.
Da man havde naaet den, ſpurgte Capitainen om Ma—
dame Heils Bolig, men han fik intet tilfredsſtillende
Svar, forend han ſpurgte om Tante Gjertrud, da tilbod
ſtrax flere Born at viſe ham hen til hende.

Under Skyggen af høie Akazier lage et lille venligt
Huus, rundt om det var anlagt Blomſterbede, Epheu
flyngede fig op til Gavlen; i de aabne Vinduer fad et
Par hvide Duer, J en nærliggende Lovhytte ſaae man
Tante Gjertrud i en Kreds af unge Piger, beſtjeftiget
med qvindeligt Arbeide, Hun gik Capitainen venligt
imode og han foreſtillede ſin Familie for hende. Fruen⸗
timmerne gjenkjendte ſtrar Engelen fra Hytten; og Louiſe
og Emilie ſkjcelvede af ſtille Glæde da Gjertrud kjerligt
fluttede dem i fine Arme. Hun bad derpaa de Frem⸗

mede. at træde ind i hendes Bolig. Hvilken Orden,
Penhed og Reenlighed modtog dem ikke her!

Det lille ſimple Kammer var kun ſmykket med
Blomſter og med Arbeider af Gjertruds Haand; i det ene
Hjorne ſtod et Glas ſkab med en lille Bogſamling, i det
andet en Harpe. — Gjertrud bad Capitainen lægge ſit
Toi fra ſig og at fætte fig hos hende, men denne vægrede
„ſig høflig, idet han forſt e at blive foreſtillet for
Ihendes Herr Gemal.

Da floi en let Rodme over Gjertruds Anſigt, men

326 N Den Ugifte.

N É
hun fattede fig hurtigt, og ſagde meget blidt: Jeg har
aldrig været gift, Herr Capitain

*Aldrig gift?“ raabte Capitainen, og 9578 for⸗
undret: 'men dog Madam Heil — Madam Heil?“ —

„Vor Ven Wanger har rigtignok foreſtillet mig ſaa⸗
ledes for Dem!“ ſvarede Gjertrud: 'jeg har opfyldt hans
Bon, og tiet ſtille dertil, uden at kjende hans egentlige
Henſigt. Men nu ſeer De mig i min ſande Skikkelſe,
og De vil undſkylde mig fes vor Vens Skyld.“

„Hm mumlede Capitainen ved fig ſelv, idet han
lagde Hat og Stok fra fig, og traadte hen i et Vin⸗
due: »Altſaa ikke gift — altſaa ogſaa bleven fiddende!”
, ” Gjertrud havde imidlertid aabnet en Samtale med
Fruentimmerne; hun lod dem fortælle om deres huuslige k
Liv, forevifte dem, paa deres Forlangende, flere af de ſkjon⸗
neſte qvindelige Arbeider, og udkaſtede dem et kort Bil⸗
lede af ſit Levnet og ſin Virken.

Capitainen fatte fig endelig ogſaa hen til dem, og
efterat han taus havde drukket en Kop Thee, vendte han
ſig til Gjertrud, med de Ord: De har vakt mig af ed
behageligt Bloendvoerk, og jeg veed endnu ikke rigtigt at
finde mig tilrette. Hidindtil har jeg ikkun kunnet tenke
mig Dem ſom Hustroe og jeg er kommen til Dem for
at lære at kjende den Mand, jeg troede lykkelig ved Be⸗
ſiddelſen af en ſaadan Kone, og for med egne Dine at
ſee Dem ſom Kone og Moder — men nu —

Nu finder De en ugift enſom Pige,” afbrød

Gjertrud ham: ''og Deres Blik føger i mit lille Huus

7

Den Ugifte. 327

forgjæves 1 et mandligt Væfen, hm kan ſtagae Dem
nærmere,” .

Nei! nei! det ikke!“ ſvarede Capitainen raſk. Men
jeg kan ikke længere tilbageholde det Spørgsmaal: Hvor—
ledes er det muligt, at De er forbleven ugift?”

Gjertrud ſlog taus Dinene ned. — Jeg kan vel
tenke mig det,“ vedblev Capitainen: ”En Pige med ſaa—
danne Egenſkaber og en ſaadan Dannelſe er firæng i fit
Valg, hun vil kun have en Mand, der er hende liig;
men ham finder hun ikke, og ſaa viſer hun de Mænd

” tilbage, ſom nærme fig hende.“

Nei, ſaaledes er det ikke!“ ſagde Giertrud blidt:
”min Haand har Ingen begjeert.“ —

Ingen begjært?” udbrød Capitainen opfarende:
*Ingen begjcert? — det er ikke muligt, eller alle Mænd
mage have været blinde og dumme.“ É

Gjertrud ryſtede ſagte med Hovedet, og ſagde: For
min Skyld er ingen bleven ugift; enhver har fundet en
Kone, der per: bedre til hang e og var ham

kjcrere end jeg.“

Jeg forſtaaer hvad De vil ſige:“ afbrød Capitai⸗
nen hende: ikke fandt, De er ubemidlet, Deres Elſkveer⸗

dighed, Deres huuslige Dyder ere ikke indfattede i Guld?“

Ja, jeg er fattig!“ ſvarede Gjertrud: ”hvad jeg nu
beſidder, har jeg forſt ſenere moiſommelig ethvervet mig!“
»Og fordi De var fattig,” vedblev Capitginen:
”faa er man gaget den Pige kold forbi, ſom vilde have.
gjort enhver Mand lykkelig „ fa har Naturen omſonſt
faa, rigelig udſtyret Dem, fan har Deres omhyggelige

328 Den Ugifte.

Moder forgjcves opdraget Datteren til en tugtig, ſjelden
Huusmoder; ſaa er Deres Livs ſkjonneſte Hiemed gaaet
tabt! — Det er hjerteſonderſlidende!“

Gjertrud fane pan Capitainen med. fine ſtore trohjer⸗
tige Dine, og ſagde endelig: „Jeg er af en anden Me-
ning; jeg troer, jeg ſtager her paa min rette Plads, og
haaber til Gud, jeg ogſaa opfylder min Henſigt.“

Capitainen vilde fremkomme med nye Tvivl, men
Gjertrud vedblev: Hor mig forſt rigtigt, fan vil De
give mig Ret. De Fruentimmer, ſom gifte ſig, ere bundne
til deres Huus, til deres Familie; Wgteſtanden paalcegger dem
ved Siden af dens Lykke tillige en Summa af Pligter :
ſom ofte overſtiger deres Kræfter, Tank dem en Moder
til flere Dottre, men ſom hverken beſidder Tid eller til⸗
ſtrekkelige Kundſkaber til alene og fyldeſtgjorende at ſorge
for deres Opdragelſe; ud af ſine Heender vil hun ikke
give Bornene, men hvor er den troe Ledſagerinde, der
ſom en anden Moder henſtiller ſig ved e Side og
erſtatter Savnet?

Fræd engang ind i et Huus, hvor et lykkeligt,
men barnlsſt Wgtepar lever. Det har haabet engang at
glæde fig ved ſine Borns Kjærlighed, vederaverge fig ved
deres Pleie, men det er forblevet enſomt, og de alvorlige
Aar ere komne, i hvilke man da foler ſig meget forladt.
Hvor findes der nu et Veſen, ſom kunde medbringe Elſk⸗
værdighed og Aandsdannelſe, med Delicatesſe fætte fig ind
i fremmede Forhold, og ſaaledes udfylde Datterens tomme
Plads? — See ind i en Familie, hvor Konen ligger
ſpg; Alt gaaer i Staa, de huuslige Forretninger blive

7 i
1 —

*

. Den Ugifte. 329

beſorgede af Tjeneſtetyendet, Bornene mangle den behorige

Opſigt, ſelv til at pleie den Syge, findes ingen kyndig

Haand, eller Døden træder endelig uventet til den Syges
Leie og kalder hende bort. Hvor er den Veninde, ſom
ubunden af fine egne Forhold kan træde ind og overtage
alle disſe Sorger? — See Dem om i Verden, hvor me—
gen Nod finder ingen Medlidenhed, hvor megen Lykke in—
gen Deeltagelſe? Hver tænker kun paa fig ſelv, har nok
med at ſorge for ſin Familie, og kan, ja tor endog⸗
fan ikke ganſke hengive fig til fremmede Forhold. Hvor
er nu det deeltagende Væfen, der frit tor byde over fig
ſelv, der kun behøver at laaſe fin Dor, for at gaae alle⸗
feder hen, hvor man trænger til hende, det kan lindre
Noden her, og hiſt hjelpe til at forſkaffe Glæde,”

„Denne Engel er De!“ raabte Capitainen. De,
kjcre, fortræffelige Gjertrud!“

„Jeg kunde dog kun være det fordi jeg er ugift?
vedblev hun. ' Jeg bringer intet Offer naar jeg forlader
mit Huus og gaaer andre Steder hen; jeg forſommer
ikke mine egne Pligter, naar jeg overtager fremmede; jeg
er ikke henviiſt til een enkelt Familie, ſom jeg tor kalde
min; jeg er den troe Tante Gjertrud for alle! — Min
Moder havde opdraget mig meget omhyggelig, desuagtet

begjcerede ingen min Haand, Jeg blev Opdragerinde i et

anſeeligt Huus; Dottrene der opblomſtrede glædeligt un⸗
der min Pleie; tildeels ere de allerede lykkelig gifte, alle
betragte mig endnu ſom deres Moder. Med det ſom jeg
ſammenſparede mig der, kjobte jeg denne lille Eiendom.
Nu lever jeg her af mine Henders Arbeider, underviſer

7

330 Dien ugifte.

mine Naboers Dottre, giver Raad og Hjelp, hvor man
behover mig, ſoger ſaaledes at opfylde en ugift Piges
ſkjonne Kald, og føler i mit Hjerte: de mage heller ikke
ſavnes i Verden.“ Der blev en dyb Pauſe! —

Vor Samtale har berørt en meget alvorlig Gjen⸗

ftand,” begyndte endelig Gjertrud igjen ; 'men det har maa= ,

ſtee fit Gode, at jeg har udgydt mit Hjerte for dem alle,
En Moder tør altid nære det ſtille Haab, engang at ſee
fin Datter ſom en lykkelig Ægtefælle; men hun fkal hel⸗
ler ikke klage derover naar denne forbliver ugift; al den
Omhu, hun har anvendt paa fit Barns Opdragelſe, for
at danne hende til en duelig Huusmoder, var ikke forgjc⸗
ves, om hun endogſaa ikke bliver Wgtefelle, thi hvorledes
kunde den Ugifte overalt virke med Velſignelſe, naar hun
ikke medbragte Erfaring og Indſigt for ethvert Forhold?
Gjennem en Piges Sjæl tor vel drage mange Drømme

om lignende Forhold, naar hun paafætter fin Veninde el⸗
ler Soſter Brudekrandſen; men hun fkal heller ikke give

bittre Folelſer Rum, naar hun feer Mændene gage forbi

ſig, og beſtandig bliver mere viiſt tilbage til fig ſelv. Vi
Piger have nu engang intet frit Valg, vi ere pan en vis

Maade givne i Mændenes Magt, og blive ofte. ved Higen
efter et egteſkabeligt Liv fængflede til et mandligt Veſen,
ſom forſtyrrer vor Lykke, ſonderriver vort Hjerte, 0g for⸗
deerver vor Sjæl. Vi kunne derfor kun bevare en vis
Frihed, naar Tanken om den ugifte Stand ikke bliver os
fremmed, og vi itide gjøre os fortrolige med dens Pligter.
Hiertet man ikke blive koldt, ikke tillukket derved, det ſkal,

Den Ugifte. 331

naar Kjærlighed nærmer fig det, eller naar det feer hoiere
Pligter for fig, villigt og glad folge en Ægtefælle! — —
Reekker mig Eders Hænder, J to elſkvcerdige Piger! For
Eder opgager forſt Livets Dag; gaaer den med rene,
glade Hjerter troſtig imode. Byder engang en brav Mand
med Kjærlighed Eder fin Haand, fan ſoger at gjøre ham
ſaa lykkelig ſom muligt, og holder da beſtandig Eders Mo⸗
ders Billede for Bie; men forbliver J ugifte, faa værer
ogſaa tilfredſe og — tænker pan Tante Gjertrud! — —

Fruentimmerne ſluttede Gjertrud i' deres Arme, Ca⸗
pitainen kysſede hendes Haand. Da traadte Wanger ind
i Verelſet, og bod dem en god Aften.

„Ven!“ raabte Capitainen ham imode. Du har
viſtnok egentlig fort mig bag Lyſet, men ogſaa ſeierrig
overbeviiſt mig, og jeg vil da ikke være vred paa Dig! —

„Det kan jeg takke vor Gjertrud for,“ ſparede Wan—
ger, 'Du vilde ikke have ſogt hendes nærmere Bekjendt⸗
ſkab, havde Du ſtrax i Begyndelſen vidſt, at hun var
ugift, - Nu er Du viſt enig med mig, og vil roligere
vende tilbage til Dit Hjem,” 4 N

Og ſaaledes gik det ogſaa. Badet havde ſtyrket
Capitainen; Gjertruds Bekjendtſkab beroligede ham, ihen—
ſeende til hans Dottres Fremtid; han vendte glad tilbage,
og da hans gamle Ven Lægen modtog ham, trak han ham
tilſide og ſagde: 1

”Doctor! Alt evsendnu ved det Gamle; de gyldne

Ringe fidde endnu pan mine Borns Fingre. Men lad
dem det! jeg er helbredet for min Frygt; thi jeg har fun⸗

5 Doktor Fauſt.

det en Læge, ſom var meget klogere i denne Sag end
vi to!“ —

Nogle Aar efter beilede en brav ung Mand til Emi⸗
lies Haand; hun blev en lykkelig Kone og Moder. Louiſe
forblev ugift; hun var fine gamle Forceldres troe og barn—
lige Pleierinde, og da hun havde trykket begges Dine til,
blev hun for Egnen en hjelperig og troſtende Engel, en
trofaſt Deeltagerinde i fine Omgivelſers Glæder og Lidel⸗
ſer — kort: en anden Tante Gjertrud. 2

Doktor Fauſt.

(Efter A. Klingemann. )

Anden Akts forſte Scene.

En vild Fjeldegn imellem Alperne. J Baggrunden
en Hule. Øs

Fauſt.
på Calene)
Mien mig nu, J vilde Fieldeklofter
Med al min Zrængfel, og med alt mit Had.
Hvor 5 ſortner, og mig Stormen 1 1

*) Som Prove af en ſnart ubtemmende⸗ Sverſettelf.

Doktor Fauſt. 333

Højt over Jorden, er jeg atter glad;
De vilde Toner her af Wols Pibe
Med Raſen i min indre Raſen gribe
Hvem er jeg nu? ha! ſtaager jeg nu ved Maalet
Med denne Harm, ſom har mit Brryſt forſtaalet ?-
Da Frihed mig, og Magten blev mig givet,
Jeg ſtyrted raſende i Jordelivet,
Og vilde hevne, vilde voldſomt byde,
Og med min Fod en Verden ſonderbryde;
Men da jeg Tordnen i min Højre ſvang,
En Folelſe den flux tilbagetvang:
En dyb Foragt jeg folte i min Barm,
Og Menneſket for ringe for min Harm!
Jeg ſtormed atter i Livet ned
Og proved dets hojeſte Salighed;
Med Ildtorſt ſlugte jeg Druens Blod,
Og ſkummende Berger ud jeg tomte,
Og med et kjekt og forvovent Mod
Jeg lig mig Konger og Guder drømte,
Men naar den vilde Rus forſpandt,
Gom Matten vexler om med Dagen,
For gyldne Pris jeg var bedragen
Og mig den gamle ſtedſe fandt.
Ha, maatte jeg derfor min Salighed give! „
Mit hinſides Liv til en Marter kun blive!
(Betragter dybſindig ſin venſtre Haand)
Her jeg ſkuer dette Saar! :
Som for ſtedſe aabent ſtaaer; ; j . 5
Helved jeg, da Blodet randt i |
|

1

334. Doktor Fauſt.

Mig forſtrev til ſikker Pant.
Men jeg kan lee ad Helvedes Magt
Dodsſynder fire, fan lyder vor Pagt,
Forſt paa Jorden jeg ſkal begage
For min Sjeel det tilhore maa.
Mig drager dog, for fligt et Hverdagsſpil
Et Menneſke blot Zaab det give vil!
(mere vid)
Med Varme, jeg gloende Hede vil nyde
Og aldrig kjolnes ſkal min fulde Barm,
Jeg alle Glædens Skranker raſk vil bryde,
Beruſe mig i Kys foruden Harm;
Thi Varighed kun Hieblikket giver,
Diet ſvinder bort, jeg tom tilbage bliver.
SHyrdens Horn toner blidt i det Fjerne)
Nu Stormen tier, gyldne Toner klinge
Og Hyrden blæfer fro fin Aftenſang! —
De atter Mildhed i mit Hjerte bringe,
Min gamle Harm de til at vige tvang ;.
O gid min Sjæl med dem ſig kunde fvinge
Til Solen dalede i Purpurvang; 8
Og med de gyldne Skyer ſig forene
Som pragtfuld viſe fig paa Himlens Scene.
De blide ved! — See, hvor han kjeelig iler,
Den glade Nattergal til elſkte Viv,
Som hilſende ham fro imode ſmiler —
Kun Kjærlighed kan ſtandſe Sorg og Kiv!
Hvor Hjertet hos et elffet Hjerte hviler,
Kun der er Fryd, kun der er varigt Liv:

Doktor Fauſt. 335

Hvor tvende Sjæle huldrig fig: forbinde,
Kun der kan ſande Glædestaarer rinde.
(Hornet tier, Fauſt gyſer) ?
Forbi!! — Og hvor er da min Sjæl
Som gi'er mig Kjerlighedens Held?
"Hvo, eft min Ven,
Som rev mig hen?
Den morke gyſelige,
Fra Helveds ſorte Rige. ig
Med ham jeg mig forbandt,
i Min -Sjæl han vandt;
Og naar min Aand til Himmelen fig fvingev, 3
Han flux den ned i Helveds Afgrund tvinger!
(Hornet lyder igjen, og efter en Pauſe begynder Fauft
med Inderlighed)
O hulde Drom! — da forſte Gang jeg ſkued
Dig, elſkte Huſtru! med det blide Sind!
Den fromme Andagt af dit Aaſyn lued
Og Dig forklarte med et Helgenſkin;
Ja Du forſonte mig, naar Skjebnen trued,
Blot med et Smiil paa hulde Purpurkind;
O gid hos Dig jeg ſtedſe kunde være
Og Fromhed af Dit fromme Aaſyn lere!
(heftig opfarende)
Ha Helved 1 flux jeg byder Dig at ſende
Din dunkle Magt til min Befaling frem!
Mig Hjemmet vinker! mine Leengſler brænde! 5
5 (ſtamper i Jorden) få
Hor Fauſtes Magt ſlager paa Dit morke Hjem! .

U
1

336 s Doktor Fauſt.

Med Lynildsfart ethvert mit Bud fuldende,
Det er Din Lov! — Sving Dig ſom Stormen frem!
Thi gloende mig disſe Længfler ſmerte:
Min Barm vil banke ved et andet Hjerte,

(En dump Stemme fra Hulen:)
Dod og Fordærv! Hvo ſtormer hernede !
Hvad eſt, Urolige! atter Dit Krav?

Fauſt.

Kjerligheds Budſkaber ſtande tilrede,
Flyve ſom Lyn over So, over Hav!

Stemmen.
(ſom før)
Hellere ſend mig, at ſtyrte, at ſprede,
Send mig til Ondt, til Dod, og til Grav!
Fauſt.
Morkhedens Djævel! — Dyden at glæde *
Vorder til Kval Dig — jeg fkal Dig træde!
(det tordner vildt i Hulen)
Ras kun og ſtorm! — Du mag det fuldbringe!
; (heftig, ba det vedbliver at. tordne)
Vil Du i Ban da? — Skal jeg Dig tvinge?
) Stemmen,
Z (med dyb Harme)
Djævlenes Djævel! Ordet Du ſige!
Gjengjeld jeg gi'er Dig i Morkhedens Rige!
Fauft.
Du jubler fan tidlig, og veed vor Kontrakt!
Urokket, uryggelig ſtander vor Pagt:

1

Doktor Fauſt. 337
*

Dodsſynder fire! er de fuldbragt,
Da forſt jeg bæver for Helvedes Magt.
(En huul Torden farer igjennem Hulen)
Murrende vrid Dig — Tavshed jeg byder!
| Magten er min, og — Slgven adlyder,
J lyſe Wtherſpejl Du for mig bringe
| Min fromme Huſtru ſom i Hjemmet gager!
| Giv, hendes Toner, hendes Tale Vinge,
FPioreen hvad nu i Rummet adſkilt ſtaaer,
Lad hendes Tanker over Jord fig ſpinge,
At hendes Elſkov min imode gaaet;
Det Fjerne mellem os til Intet lue,
Art her jeg hendes fromme Daad kan flue!

(Et vredtlydende Tordenflag; da toner fra det Fjerne
er blid, kirkelig Muſik, og i Baggrunden af Hulen
viſer fig Gretes Skikkelſe i en mild Belysning. Et
fort gjennemſigtigt Teppe falder ſtrax ned for Aabningen.)

Jauſt.
(ſtyrter paa Knee)

For mig! for mig! ak lad da mine Toner
Foren't med Dine højt til Himlen flige! 8
Der hiſt! hvor Aftnens Purpurflamme troner,
Der er — (hans Ord forvildes af Djævelen)

Fordcervelſe og Helveds Flammerige!
Bonhor — nej aldrig! — hør mig min Forſoner; —
Forbandet vorde Jeg og mine Lige! — ; i
Hvor Alpen hojſt i Skyen taarner fig
Did vil jeg op — nei ned jeg ſtyrter mig! .
i a (han reiſer ſig i Raſerie)
Ha Djævel: Du forvirrer mine Dred”

N 4%

U

338 Doftor Fauſt.

Og til Forbandelſe min Bon forvandler?
Nej, bede kan jeg ikke i din Nærhed ;
„Jeg kan ej bede, aldrig mere bede! N
For evig er mig Naadens Kilde fpærret,
Og om end Engle græd for Herrens Trone,
Den dog ſig aldrig kunde for mig aabne!

. (henvendt mod Synet.)
O knel ej for mig! — Det er dog forgjeves:
Med Dig Du ej kan fvinge mig til Himlen;
Men lad os Jordens Fryd tilſammen nyde!
Fol glodende med mig, og med min Sjæl,
Naar Livets ſtorſte Gode den beruſer!

(Han ſtyrter mod Synet, ſom forſvinder i et Tordenbrag.
Bæver tilbage.)

En Skygge var det — Rog, i Luften ſvundet!
Ej noget Sandt, ſom til mit hede Bryſt
J denne vilde Storm jeg trykke kunde,
Og flog min Puls gjengjeldende imode!
Ha bort! langt bort fra denne Enſomhed!
Kun ſtive, kolde ere disſe Klipper. 8 vig
Ligegyldig for mig Stormen raſer vred,
Ligegyldig Solen ganger op og ned,
Ligegyldig for mig toner Fuglens Sang,
Ligegyldig gader vor Jord ſin vante Gang:
J hele Skabningen jeg ikkun Kulde møder —
Et e vil jeg, ſom i Barmen for mig gløder.
å (raaber ind i Hulen) EN
ud of Din ſkumle Nat! '
(Et TordenfÉrald 118 5
Hurtig brat ſom Lynets Blink

*

Doktor Fauſt. 339

Il til Hjemmet paa mit Vink,
Sving Dig raſk pan Stormens Vinge,
Hende Du min Hilſen bringe!
(Et Lyn farer over Skuepladſen.)
Stemmen.
Fuldbragt er dit lette Bud.
Fauft.
Gyldne Kjceder, Silkeſkrud,
Armbaand, og ſmukke Spender
Flur Du med min Hilſen ſender!
(atter et Lyn over Skuepladſen.) 5
Stemmen. | '
Ci en frivol Tone.)
Godt! Jeg er Dig atter huld;
Det forforeriſte Guld,
Renter bær i Kvindehaand. 0 2
Fauſt.
Aldrig ber, du fule Aand!
Stem men
(ſom for.)
Stammer dog af Evas Blob!
See hun iler det imod!
"Hvor hun ſmiler, hvor hun leer
Dg i Spejlet ſig beſeer. i
„Den blinkende Prag,, R
Nu viſer fin Magt:“ 7 5
See Kinderne glode 2 1
San purpurrode!
ig se RR)

340 Prinds Amuraths Provinds.

Et Ønffe hun nærer i Barmen iſeer:
Sin Glands at viſe for En og Hver.
; Fauſt.

Nu ti Forbandede! og gyd din Gift

Mod mine Lige, ej mod ſlig en Uſkyld!

Fra nu af jeg Din Lognetunge binder

Og fængfler Dig for ſtedſe i mit Spor.

Dog at Du ei ſkal Herrens Billede

Vancere ved bedragende Geſtalt,

Saa folg mig, Dig til Afſky og til Skreek,

J Skikkelſ af en ſort forvorpen Hund i

Og vælt i Støvet Dig for mine Fodder,

At jeg kan træde Dig naar Barmen raſer.

3 (En vild Storm i Hulen.) ]
Nu ſtille der! — og før mig brat herfra,

) (iler ud.)

O. G. F. Bagge.

Prinds Amuraths Provinds.

(Et originalt Eventyr.) N

' Da Prinds Amurath blev fod, var han desværre i

: Uvenſkab med et Par mægtige Feer: hvad der var Aar⸗
ſag heri, horer til den hemmelige Hiſtorie, men Feerne
forſomte ikke, at indfinde ſig ved Prindſens Fodſel, og
at tilſige ham adſkilligt Ondt, der ſkulde forſtyrre hans

. Livs Lykke. Den averſte Mufti forſomte øde at fæfe

—

Prinds Amurakhs Provinds. 341

over Amurath og lovede ham en fuldkommen Opdragelſe;

Han ſogte ſaaledes at berolige Sultanen og Sultaninden,

men den forſtes Sind var ikke ſvagt og den Andens ikke
ſteerkt nok, til at feſte Lid til Muftis Forſikkringer.
Med bekymrede Hierter henvendte de dem derfor til Pub:
han var frygtet af Pöobelen, ſom kaldte ham en Trold⸗
mand, af de Andre, ſom kaldte ham den Viſe, og af
Mufti, ſom troede han var meget klog. Pub frygtede
derimod for dem alle, fordi han vidſte, de vare Menne⸗
ſker, og levede derfor i Eenſomhed. Pub lovede ſin Bi⸗
ſtand og formagede den mægtige Famtu til at tage fig
af Amurath. Famtu lovede, med ſin Magt at tilintet⸗
giore alle Feernes onde Onſter og Forbandelſer, naar
Prindſen blot fra ſit ſextende Aar vilde underkaſte ſig eet
Vilkaar, nemlig: at indſkrenke ſig til et viſt Opholds⸗
ſted, der var omtrent fire Qvadratmile ſtort; indenfor
disſe Grendſer ſkulde der ikke mangle ham paa noget,
ſom var ham nødvendigt eller behageligt; men hvis han

under noget Paaſkud overſkred dem, fkulde han ganſke .

være unddraget Famtus Beſkyttelſe, og følgelig ka

ſig for Feernes Forfolgelſe.
Det ſynes at naar et Menneſke, om det eudog er

en Sultans Son, kan fade fire Qvadratwile til at røre

fig i her paa Jorden, ſaa kan han være fornoiet for fin. É

Part, og Amuraths Forældre indgik uden Beteenkning
paa hans Vegne denne Forpligtelſe. Prindſen fik efter
hans Stand en pasſende Opdragelſe; man lod ham lære
Alting, undtagen den Kunſt at fore Krig „ hvilken med⸗

rette ſyntes ie at fvare til hans foreſtagende Beftem=

342 Prinds Amuraths Provinds,

melſe. Han bivaanede derfor aldrig nogen Vagtparade
og læfte ingen Hiſtorier fordi man i de ſidſte altid giot
for meget af heldige Krigere. Han vorde op og blev des⸗
uagtet meget fund og god, fik baade Lyſt og Kraft til
at moere fig ſelv og andre. Paa den Dag, da Amurath
endte ſit femtende Aar, indfandt Pub ſig, og fandt Prind⸗
fon og hans Forældre beredte til at efterkomme Famtus
Villie. Næfte Dagen ſtod Toget færdigt til at afgaae:
det beſtod af Kokke, Mundſtjenke og Haarklippere; af
Stgtsraader, Finantsraader og andre Raader; af Philo⸗
ſopher, Digtere og Konſtnere; af Venner, Slaver
og Gildinger; af Elefanter, Kameler og Wsler; i nogle
tillukte Palankiner var pan Hſterlandſk Viis nogle Da⸗
mer. Pub ryſtede paa Hovedet, da han fane den Tange"
Rekke. Han raadede til at lade adſkillige af Kokkene,
Philoſopherne og Vennerne blive tilbage; Raaderne fandt
han mindre farlige, da en ung Prinds ſielden folger dem;
Reſten ſatte han i en anden Orden og ſaaledes gik To⸗
get for ſig. Da de kongelige Forældre havde Lov til, faa
tit de vilde, at beſoge Sonnen; da endog et af deres
Slotte lage indenfor de ham beſtemte Grendſer, fan var.
Afſkeden mere hoitidelig end ſorgelig, og Amurath ankom
inden faa Timer til fin nye Bolig; her giorde Pub Prind⸗
ſen og de fornuftige Skabninger i hans Folge bekiendte
med Famtus Villie, advarede i meget alvorlige udtezk,
for at overtræde den, og gik derpaa fin Vei.
II.
Amurath havde ingen Umage med at fætte i Orden
i ſin nye Bolig, men ee mere Moie med at. 1 e

Prinds Amuraths Provinds. 343

Rede i den Orden, de andre havde ſat Alting i. Han
morede ſig nogle Dage med at giore nogle ſmaae Foran⸗
dringer hiſt og her; men med et let og godmodigt Sind
” fandt han fig ſnart i Tingenes Orden, foiede fig efter
andres Smag og Luner, og beſluttede for Tidsfordriv at
beſee fin lille Provindſes Grendſer. Han fandt disſe al⸗
levegne meget noie betegnede af Naturen, enten med
bratte Fielde, ſom det var umuligt at komme over, eller
med meget ſtride Stromme, ſom der var ſtor Fare ved
at vove fig ud paa, eller med en Roekke af Palmetrcer,
imellem hvilke han magelig kunde overſkride Linien; men
uden for hvilke der egentlig var flet Intet, ſom kunde fri⸗
ſte ham dertil, da Luft, Egn og Blomſter der vare ſlet
ikke bedre og ſmukkere end indenfor hans egne Grendſer.
Han drog hiem igien, og indrettede ſig for Fremtiden, ſom
ham ſyntes bedſt. Dette blev virkeligen fan godt, at alle
de, der omgave ham, befandt ſig vel derved, og adſkillige
fra den ovrige Verden anſaae det for en Lykke, at kunne
tye ind i Amuraths Provinds og der henleve deres Dage.
Naar Prindſen pag. ſin Jagt eller andre Udvandringer fra
de hoieſte Steder i fin Provinds kunde fee. hen pan den
ene Side til de fiernere høie Bjerge, der ſyntes at ſtäae
V orbindelſe med Himlen, eller paa den anden Side kun⸗
de ſkue ud over det ſtore Hav, der ſyntes uden Maal og
Greendſer, ſaa hævede hans Hierte fig. mangen en Gang
af vemodig Leengſel efter at vove ſig ud i den vide
Verden; men han erindrede fi fig da fine Foreeldres cengſte⸗
lige Formaninger, Pubs alvorlige Advarſler, ſogte at ned⸗
dempe fine Loengſler, og, vendt tilbage | til 0 it lille Slot,

344 Prinds Amuraths Provinds.

glemte han dem, ved at fee pan deres Glæde, ſom om—
gave ham. Saaledes henſvandt en fire til fem Aar;
han ſaae ofte fine Forældre og Sodſtende, glædede fig med
dem og de med ham; men ingen af dem horte i al den
Tid noget fra Feerne, Pub eller Famtu.
III.

Amurath horte, at hans Faders Naboer vare i
Krig med hinanden, og Seieren blev flet ikke den til Deel,
ſom han havde onſket den. Den ene Fyrſte begik aaben⸗
bare Vold og Uret imod den anden, ſogte at forklare for
Verden fin retfærdige Sag, ſamt priſede det hoieſte Ve⸗
ſen for ſin heldige Fremgang. Faderen ſogte vel at ſtiule
flige Efterretninger for fin Son, men ganſke var det ham.
ikke muligt; der trængte altid nogle igiennem til ham,
- "Uagtet man dengang hverken havde Monitorer eller Stats⸗
tidender. Philoſopherne ſogte at beviſe Prindſen Krigens
Nødvendighed for Jordens Renſelſe og Menneſkeſlegtens
Forcdling. Vennerne foreſtillede ham, at den hele AC
larm kunde være ham ligegyldig, da, Famtu hapde tilſik⸗
kret hans Provinds den fuldkomneſtf Tryghed. Men
desuagtet folte Amurath i ſit Hierte det Bnſke, at lin⸗
dre den Lidendes Nod og om muligt beſkytte ham imod
hans Forncermer; ikke fandt han fit Ønffe tilfredsfti
let, ved at ſende Brev til den Overvundne og tilbyde
ham et Tilflugtsſted hos ſig. Det forekom ham, ſom
ſkyldte han den Forurettede en mere virkſom Hielp. Han
fik intet Svar paa fit Brev; men fordybet i denne Tanke
gik han en Dag paa Grendſen af ſin Provinds, hvor
blot en Række af Palmer adſkilte den fra den ovrige

Prinds Amuraths Provinds. 345

Verden. Pludſelig hører han Larm og Skrig: en Hob
Krigere, ſom forſvarede et Fruentimmer og et Barn
bleve" angrebne, af en ſteerkere Hob; ſnart var det ſva—
gere Antal overvundet, og Fruentimmeret fane ingen an⸗
den Redning for fig end at flygte; hun tog Barnet pan
fine Arme og ſtilede fit Lob ligemod Palmerne; hun an⸗
ſtrenger fine ſidſte Kræfter, for at naae dem, men Bar⸗
net forſinker hendes Lob; neppe tyve Skridt fra Pal⸗
merne nage to fiendtlige Krigere hende. De ville berove
hende Barnet, men hun Ejæmper imod dem; hun Ejæm-
per deſto modigere, da hun ſeer, at Amurath iler hende
til Hielp; men inden han kan nage hende, ſynker hun
blødende for Mordernes Sværd, og Barnet ruller jam⸗ i
rende henad Jorden. Nu kiender Amuraths Forbittrelſe
ingen Grændfer mere. Blot bevæbnet med fit lette Jagt⸗
ſpyd anfalder han Krigerne med en Feerdighed og et Mod,
der byder dem at vige tilbage; men Modſtanderne flok⸗
kes omkring ham, og frart var han bleven et Offer for
deres Hevn, naar ikke adſkillige af hans Venner havde
ilet ham til Hielp. Midt under fin egen Fare taber han
ikke ſin Medlidenhed; men griber det faldne Barn i den
ene Arm, og fegtende med den anden brager fig tilbage
indenfor Palmernes Linie, hvor en uſynlig Magt e ;
hans Modſtandere. 3
Med et dybt, men ufarligt Saar paa den ene Kind,
det han af Glæde ikke føler, lofter han ſeirende det
frelſte Barn mod Himlen og priſer Allah. Hans Mod⸗
ſtandere vare flygtede, betagne af overordentlig Skroek.
Hans Folge ilede til det blodende Fruentimmer, men de

346 Prinds Amuraths Provinds.

ss

fandt hende uden Mæle, og fnart opgav hun i deres
Mærværelfe fin Aand. Et koſtbart Smykke, hvori var
en udmeerket ſtor Diamant, omgivet af Hſterlandets
ſkionne Turkiſer, tilkiendegav, at hun var af fortrinlig
Stand: men det var Alt, hvad de fik at vide om hende

og de kunde kun beſorge den Ulykkelige en pragtfuld

Jordefcerd. Det frelſte Barn var en Dreng paa to Aar,
hvis Skionhed meget glædede Amurath; han lod Dren⸗
gen kalde Milli, og overgav ham til den omhyggeligſte

Pleie i ſit Harem; men hver Gang, han betragtede Bar⸗

net, blev hans Fornoielſe forſtyrret ved den Tanke: Du
har overſkredet Grendſelinien for Din Provinds; ogſaa
de Oprigtige iblandt hans Venner ængftedes ved denne
Tanke; men da hverken Pub eller Famtu kom tilſyne,
eller der mærkedes til mindſte Spor af den ſidſtes Vrede;
ſaa forſvandt efterhaanden Alles Wngſtelighed, og Alle,
men iſcer Amurath, glædede fig over Drengens vakkre
Skabning og fyrige Munterhed. Amurath troede ſelb,
og hans Venner ſagde med fuld Overbeviisning, at han

havde udovet en god Handling. Digterne beſang den og

Prindſen horte gjerne disſe Sange, ifær naar den lille

Milli ſpogede omkring ham og nærmede fig til ham

med fine fyrige Kicertegn.

Amuraths Fader fik denne Hiſtorie ſnart at vide i

men fan oprigtig vgr han og Prindſen elffet, at man
fottaug for Kongen den meerkelige Omſtendighed, at hans

Son havde vovet ſig udenfor Palmernes Linie. Kund⸗

ſkaben herom vilde upaatvivlelig fat ham i megen Be
kymring. :

—

Prinds Amuraths Provinds. 347

IV.

Paa et Sted, hvor Amuraths Provinds begrendſe—
des af en ſtridig Flod var en Egn, ſom behagede ham
meget. Bag en Hoi, hvis Skraaning var bevoxet med
de yndigſte Blomſter, kunde han lade Stormen fare over
ſit Hoved, frodige Plataner beſkyttede ham mod Solens
Hede, Sangfuglene havde udkaaret de omſtagende Bufke
til deres Yndlingsſted, og deres Sang blandede ſig mun—
tert i Bekkens Rislen for hans Fod og med Flodens
ſtedſe einslydende, dybe Toner. Det forekom Amurath

ſtedſe, ſom horte han yndige Harpetoner, der talede til hans
Hierte, at blande ſig i Naturens ſtore Muſik. Han var
gierne alene paa dette Sted, og en Dag, da han ſad der
ganſke fordybet i disſe behagelige og kielne Folelſer, fane
han pludſelig, paa den anden Side af Floden, et Fruen⸗
timmer ſpringe frem fra en Fieldkant forfulgt af en Ti⸗
ger; hun veed ingen anden Redning, end at ile til Flo⸗
den, en lille usſel Baad modtaget. hende og hun ſtoder
den ihaſt fra Landet, brølende feer Ropdyret fig fit Bytte
berøvet og luſker beffiæntmet tilbage til fin Hule. Men
Fruentimmeret ſeer nu kun en anden Dod imode.
Strommen forer Baaden med ſig i rivende Fart og
truer. hvert Dieblik med at opfluge den; hun raaber og
udſtrekker fine Arme forgiæves efter Redning. Amurath
iler efter Baaden, neppe formaaer han at folge den; ved
en Krumning ſom Floden gior, nærmer Baaden fig til
Landet; han kaſter fig. ud for at gribe den, og faaer fat
i den med fin hoire Haand; ved den Kraft, hvormed han
tager fat i den, koentrer han Baaden, og Fruentimmeret

U

348 Prinds Amuraths Provinds.

ſtyrter ud i hans Arme; neppe formager han ved Hielp
af Baaden, ſom han ikke har fluppet, at holde ſig over
Vaadet med ſin Byrde; men nu river Strommen ham
med uimodſtaagelig Magt bort med fig: han feer ingen
Redning meer og den visſe Dod truer dem begge.
Omſider driver han mod en omſtyrtet Platan, der
endnu hang faſt i Bredden med nogle af ſine Rodder;
han klynger fig faſt i den og efter fan Hieblikke er han
iland med den Frelſte, der hang uden Bevidſthed i hans
Arme; udmattet af fin Anftrængelfe ſynker han ſandſes⸗
los ned ved hendes Side. Da han vaagner, ſidder hun
ved hans Side og bader ham med ſine Taarer; hun har
frygtet for, at hendes Frelſe ſkulde koſtet hans Liv, men
da han flager Hinene op, brager hun fig undſelig tilbage,
og nu forſt bliver han vaer, at den Frelſte er en udmærket
Skionhed i Ungdommens hele, yndige, friſke Fylde. De
lange blonde Lokker bolgede ſig ned om Skuldre og Barm,
og ſogte forgicves at ſkiule de Under, ſom Uordenen i
Kloededragten havde røbet; det vande Gevandt bolgede ſig
ſmidigt om de pppigſte, herligſte Former, hvis Syn for⸗
nyede Livet i alle Amuraths Aarer. Han reiſer ſig og
feer med Forfærdelfe, at Strømmen har drevet ham om⸗
trent 40 Skribt udenfor Palmernes Linie. At fee det,
at gribe med Kicmpeſtyrke fit ſkionne Bytte og igien ile
indenfor Linien, var et Hiebliks Sag. ;
Han indbød den Skionne til at folge med til hans
Hiem, og Zulma, thi ſaa var hendes Navn, modtog hans
„Tilbud; hun kunde egentlig ikke andet, da det ikke ſtod i
Prindſens Magt ſtrap at ſkaffe hende over paa den anden

Prinds Amuraths Provinds. 349

Side af Floden. Hun blev omkledt i Haremet og
fremtraadte i fornyet Skionhed for Amuraths Hine, faa
— at han, ved at beſkue hende, ganſte glemte enhver Aͥengſt⸗
lighed over at han havde været paa den anden Side af
Palmerne, og heller ikke fandt det nødvendigt, at fortælle
fine Hoffolk noget derom. Neſte Dagen. var Amurath
frygtſom for at ſporge Zulma om, hvem hun egentlig var,
da han var bange for den Anmodning, at hun maatte fo⸗
res tilbage til hendes Freender: med Skroek vilde han have
hort det, at hun ſtod i nogen Forbindelſe, der gjorde ham
det til Pligt eller Nodvendighed at fierne hende fra fig.
Det lod til ſom Zulma, af Taknemmelighed mod ſin
Frelſer, eller endog af blidere Folelſer, heller ikke vilde
omtale ſin Afreiſe. Efter tre Dage var der ingen af de
to, der tænkte mere paa den, derimod onſkede hele det for⸗
rige Harem den, thi efter otte Dage var Zulma Prinds
Amuraths erklærede eneſte Favoritinde.
: V. ;

Ingen kunde være lykkeligere end Amurath, naar
han nu befandt fig i Zulmas og Millis Selſkab; naar,
han fra fin Sofa ſaae fin Elſkede i tuſinde yndige Ven⸗
dinger flye for den fyrige Milli; ſnart at forfølge ham,
for at paanode ham de Kiertegn, ſom Prindſen vilde
misundt enhver Anden: eller naar han paa Engen ſage
Zulma, let ſom Hinden, at ile Drengen til Hielp, for
at opjage en Sommerfugl, og begge omſider udmattede
hvilede deres Hoveder i hans Skjod. Ingen kan undre
ſig over, at mange misundte Zulma hendes Stilling,
Det varede neppe et Par Maaneder, for man begyndte

350 Prinds Amuraths Provinds.

fra flere Sider at klage over hende. Statsraaderne
paaſtode hun havde for ringe Begreber om en Stat:
Finantsraaderne paaſtode, at hun havde for ſtore Begre⸗
ber om Finantſerne: nogle af de andre Raader paaſtode,
at hun havde ſlet ingen Begreber, Men Amurath havde
aldrig ſogt Begreber hos hende om Stat, Finantſer eller
nogen Ting, thi hun forſtod at behage; og da efter nogen
Tid Zulma ſmigrede Prindſens Faderhaab, ſaa forſtum⸗
mede alle Klager imod hende. Haabet blev til Vished,
og det ſyntes ſom at Zulma ikke godt kunde fordrage den
lille Milli omkring ſig: Visheden blev. til Virkelighed,
og ſtiondt Amurath med inderlig Glede trykkede en Dat⸗
ter til fit Hierte, fan vilde dog dette Had imod, Milli
flet ikke behage ham. Han havde nu engang fat fig i
Hovedet, at beſkytte den Dreng; og da Zulma uforſigtig
blev ved, at yttre fin Afſky for ham, fan aabnedes Amu⸗
raths Dine, til at fee mangen en lille han for ikke
havde. feet, og hans BHrer til at høre mangen en ſtor
Klage, han ikke for havde hort. Da Prindſen fif. Øie
og Øre for noget mere end Zulmas Pndigheder, fan viſte
Misfornoielſen og Uenigheden fig aabenbare. J Haremet.
vare to Partier enige i at hade Zulma, men uenige om
Maaden, hvorpaa hun fÉulde forfolges og ſtyrtes; et
tredie Partie holdt med hende; alle tre Partier havde
deres Tilhængere udenfor Haremet; enhver Tilhenger,
ſom kunde have en Plan, havde ſin ſoerſkilte for fig, og
ſaaledes var den blide og godmodige Munterhed, der for
havde fundet Sted ved Amuraths Hof, aldeles forfang
5 Prindſen fane det og eergrede fø, derover,

881

Prinds Amuraths Provinds. 351

Men ifær havde disſe Stridigheder, Bagtalelſer og
Liſtigheder taget Overhaand, ſiden Zulma var bleven Mo⸗
der; hun havde nemlig hos fig ſelv giort folgende Slut⸗
ning: naar man engang har født en Prindſesſe, fan kan
man en anden Gang fode en Prinds; har man fodt en
Prinds, ſaa er det godt; om han kan arve et Fyrſten⸗

domme; fkal han arve dette Fyrſtendomme, faa maa der
ikke være nogen Anden, ſom arver det; er der nogen
Anden, ſom kan være iveien, fan bør han fkaffes af—
veien. Denne Slutning anvendte hun paa den lille Mil—
li, og var ubeſindig nok til kun flet at ſkiule den.
Hvem er denne tosſede Dreng?” ſagde hun en Dag op—
farende og knipſk til Prindſen; vred, men rolig, ſparede
han: »Ja, ſüg mig engang: hvem er Du?“ Dette
Sporgsmaal fandt Zulma ikke for godt at beſvare, men
Amurath fandt det raadeligt, at bringe Milli hen til fin
Faders Slot, der lage indenfor Provindſens Grendſer;
der ſatte han en af ſine fortroligſte Venner til at pasſe

paa ham. Philoſophen Kinggi har Ret,“ ſagde Prind⸗ 245
fon, »herſkeſyge Folk ſkikke fig, ikke til vennehuld og ſel⸗

ſtabelig Omgang,” Amurath var nærved at blive kied
af ſit Hiem: talede han med en Kokkedreng, der var otte
Dage gammel ved Hoffet, kunde han alt høre, hvad Tone
han var ſtemt i; talede han om Veiret, ſaa horte han

til Svar et Klagemaal over en eller anden Perſon; tale-

de han venligt til en Jagthund, fane bet i nete Hieblik
ud, fom vilde enhver hverve den til fit Parti: Med
vrede: Ord og undertiden med Haandgribeligheder ſogte
Prindſen at forandre denne Opforſel; men Folgen var

*

4

352 Prinds Amuraths Provinds.
kun, at hans Omgivelſer i nogle Dage ſneg ſig om⸗
kring ham med ſagte Trin, lurende Hine og forſkruede
Anſigter. Meget oftere end for tog Amurath nu et
Par af fine Yndlinger med fig, begav fig pan Jagt og
var hele otte Dage borte: naar han da kom tilbage,
vidſte Zulma altid fremfor andre, at være ny og elſkelig
for ham; men hun var for letſindig til at ſkiule fin
Herſkeſyge og Misundelſe; hun kunde derfor ikke holde
hans Hierte faſt, thi han var ikke ſvag eller ſandſelig nok

til at underkaſte fig en Herſkerindes Luner.

VI. ;
Naar Menneffer leve i en uheldig eller kiedelig Stil⸗
ling, ſaa er enhver Naturbegivenhed, om den end er
ſkrekkelig, dem velkommen, fordi den afdrager deres Op⸗
meerkſomhed fra dem ſelv. Saaledes var det Amurath
ikke uvelkomment, da der en Dag opſtod en frygtelig
Storm, der hvinende truede med at kuldkaſte Treeer og
Huſe i hans lille Provinds. Han ilede, ledſaget af ſine
yngre Venner, til Strandbredden, og horte med For⸗
noielſe paa Bolgernes Bryden imod Kyſten; men For⸗
noielſen forvandlede ſig til Medlidenhed, da han og Fol⸗
get fik Die paa et Skib, der kicempede mod Stormens
og Bolgernes Magt, Man kunde ſee, at Skibsfolkene
anvendte al deres Kraft og Kyndighed pan, at lægge Lan⸗
det fra ſig; men det var forgiceves; mere og mere neer⸗
mede de dem Landet; ſnart ſtod Skibet faſt paa Koral
revet, ſom ſtrakte ſig ud fra Landet; lidt efter kaſtede
Skibet fig om paa Siden; Bølgerne ſkyllede høit op over
det, og truede hvert Hieblik med, at ſonderknuſe det. En

Prinds Amuraths Provinds. 333

Baad blev ſat ud, Mandſkabet ſtyrtede ud i den og ſogte
af alle Krefter at roe ind til Landet, Med de meeſt
levende Folelſer deeltog Amurath i deres Anſtrengelſer;
men disſe vare forgicves: en Brending greb Baaden,
kantrede den, og ſkrigende ſtyrtede Mandſkabet ud, et Of:
fer for den visſe Dod. Et Skrig af Tilſkuerne paa
Landet modte de Doendes Jamren. Begeiſtret ilede
Amurath til en Baad ved Kyſten, beſteg den og til—

raabte fine Venner: Lad os hielpe eller doe med dem v'

Forgicves paamindede Prindſens inderligſte Ven, Selim,
ham om, at erindre ſig ſine Forpligtelſer mod Famtu,
og tilbod fig i hans Sted, at vove og forſoge Alt;
Amurath raabte: jeg vil!“ og ſtodte Baaden fra Lan⸗
det; han ikke blot uddeelte Befalinger, men arbeidede og⸗
faa ſelv af alle Krefter. Det var ſom bar Naturen
Srbodighed for hans ædle Iver og kicekke Mod; Stor⸗
men ſagtnedes noget, men han kom for ſildig for at

redde Folkene fra den kantrede Baad. Dog endnu ſages

der paa Vraget et Menneſke, ſom udſtrakte ſine Arme
efter Raedning. Giennem Farer, ſom fornyedes ti Gange
i hvert Minut, kun ved uhyre Anſtreengelſer, nagede de
Vraget. Perſonen derpaa kaſtede en tung Kasſe ned til
dem faa uforſigtig, at den knuſede Selims Hoved; ſelv

ſtyrtede han hovedkulds bagefter, Amurath fane med Taa⸗

rer fin Vens Fald og ſtyrede mod Landet. De nagede

det lykkeligt, og Prindſen ſorgede for, at den Fremmede

blev hos ham ſelv paa det omhyggeligſte pleiet; denne be⸗
fandt fig yderlig . flet efter den udſtandne Feygt og
. : (23)

z

354 Prinds Amuraths Provinds.

Ulæmpe, men da Prindſen perſonlig beſogte ham flere Gange
om Dagen og havde noie Opſyn med hans Spvartning
og Helbredelſe, fan var han efter faa Dage faa vidt, at
han kunde fortælle hvem han var. Det forſte han
ſpurgde efter, da han kom til Sands og Mele, var hans
Kasſe; man vifte ham den, og han ſaae med megen Mis⸗
fornoielſe, at den var bleven vand, og da man ſpurgde
ham hvad den indeholdt, ſvarede han halv fortvivlet: mine
Skrifter.“ Der var ingen ſom kiendte disſe Skrifter, og
man kunde altſaa ikke ret deeltage i hans Sorg over de⸗
res mulige Fordcervelſe ved Bandet; men Prindſen og
hans Hoffolk vare hoflige nok at tilbyde deres Biſtand,
til faa godt ſom muligt at fane dem tørrede; den Frem⸗
mede modtog dette Tilbud med Fornoielſe, men anbefa—
lede den ſtorſte Forſigtighed ved Rollernes Optagelſe, Ud:
ſpredelſe og Opheengelſe, for at intet ſkulde tabes af de
Kundſkabs⸗ Skatte, ſom de; , efter Hans Forſikkring, inde⸗
holdt.

Kasſen bled nu opflaaet. Hele Haremet, ja nelle
hele Hoffet, kom i Bevegelſe. Man tog Rollerne vaer⸗
ſomt op, endnu mere vaerſomt ſpredede man dem ud, og
meget forſigtigt hængte man dem omkring paa Snorer,
der vare dragne paa langs og tvers neeſten over hele Slot:
tet. Fruentimmernes utaalmodige Videlyſt kunde ikke op
pebie den Tid, da Rollerne kunde torres, men kigede hiſt
og her i dem ſaa vaade ſom de vare. Ordene kunde de
læfe, men Meningen af dem kunde de ikke forſtage; hvor:

for de i Fortrolighed hvidſkede til Philoſopherne, at disse
Skrifter vare. viſt meget lærde, Prindſen "havde: flet in

Prinds Amuraths Provinds. 355

gen af de Grunde, han havde havt hos Zulma, til ikke

at ſporge den Fremmede hvem og hvorfra han egentlig
var? Paa Opfordring fortalte han derfor: „Jeg er Philo—⸗
ſoph og Prophet fra D. . . . (Her mage vi beklage,
at der ikke blot er en Utydelighed, men en fuldkommen
Mangel i Originalens Haandſfrift, faa at det er os umu⸗
ligt at fortælle, fra hvilket Rige eller hvilken By i Aſien
denne Perſon egentlig var, paa hvilken Maade han havde
modtaget ſin Dannelſe, og til hvilken Sect han hørte,
Kun ſaa meget er klart af det folgende, at han kaldte
fig Fundſin), ; i
Snart vare Papirerne torrede, og Fundſin befandt
fig faa vel, at han ſelv kunde være med at nedtage dem,
og ſelv kunde lægge dem i den tilborlige Orden. Nu
indbod han Prindſen og hele Hoffet til at hore ham fo⸗
telæfe fine Skrifter, ga tilbod villig, tillige noiere at for⸗
klare det Foreleeſte for Tilhorerne; Prindſen horte meget

taalmodig paa ham; Imanerne ryſtede paa Hovederne

og Philoſopherne giorde ſtore Dine, ved at hore hans For⸗

klaringer over de hellige Boger og den gamle Viisdom.

Det lod ſom han vilde beviſe: at hvad der ikke er hel⸗
ligt, mad nodvendig være vanhelligt, og hvad der ikke er
gammelt, mag fee ud ſom nyt, men hverken det vanhel⸗
lige eller det nye, kunde gielde for antageligt. Egentlig
forſtod hverken Prindſen eller nogen af de øvrige ham.

De fleſte vare ſaa oprigtige at tilſtaae det, men nogle,

"hvoriblandt ſelv Imaner og Philoſopher, pttrede, at de
fandt en meget dyb Sands i det han havde forelæft, Dog,
2 5 (23 +)

(i

—

356 Prinds Amuraths Provinds.

i hvilken Forundring geraadede de ikke, da de for Profe-
ten ſelv fremſatte deres Meninger, og han reent ud ſagde
dem: at de ganſke havde misforſtaaget ham, og at Aarſa⸗
gen dertil lage i deres Aands Fordeervelſe. Desuagtet
horte man efter nogle Dage giennem Salene, ned i Kiok⸗
kenet, ud Stalden, det gienlyde af Fraſer, man havde
opſnappet af Profetens Foredrag, og ſom nu, udrevne
af al Sammenhæng, bleve forklarede af Mænd og Drenge,
Fornemme og Ringe, af hver paa fin Maade. Fundfin,
vedkiendte ſig rigtignok ingen af disſe Forklaringer, men
da han imidlertid mærkede, at der dog var en Deel, ſom
havde Lyſt til Fraſer, der trængte til Forklaring, ſaa
blev han ved, rigelig at forſyne dem dermed, og erklærede
ſig villig til at vere Provindſens Apoſtel. Amurath
brød fig ſnart ikke mere om Fundſin og al den Snak,
han hørte om ham, men tog, (gx han pleiede, ſaaſnart
han kiedede ſig hiemme, paa Jagt .
8 VII.

Sandſynligviis havde den hele Giæring, ſom Fund⸗
fin opvafte, været meget fort og ubetydelig, naar ikke
Zulma havde blandet fig deri, men hun tog, man "veed
ikke af hvilken Aarſag, om af. Forfængelighed eller Lyſt
til Strid, Profetens Parti, og med hende alle hendes Til⸗
heengere, hvoriblandt var et Par Imaner. „Nu ſkaanede
Profetens kaade Hoffcerdighed og ondſkabsfulde Dadleſot
ingen, ſelv ikke de Ypperſte og ikke engang de Dode. Sligt
opirrede. Partierne endnu mera indbyrdes imod hverandre.
De mere Sindige anmodede Profeten om, at «forklare
ſig med mere Tydelighed, for han kunde 8 at man

*

—

Prinds Amurath Provindss 357

vilde antage hans Meninger, men han ſparede: at den
ene manglede Forſtand, den anden den rigtige Sands, den
tredie det rette Gemyt, den fierde den gode Villie, og alle
den ſande Tro til at kunne forſtaae ham. Han erklerede
høit og lydeligt Alt hvad man havde ſagt imod ham,
eller fremdeles vilde ſige, for forbandet Kicetteri. Et
Par virkelige Philoſofer gjorde ham opmeerkſom paa,
at han et Par Steder aab enbar havde modſagt fig ſelv,
men han beviſte paa fin Maade! at man misforſtod det
forſte Sted, fordi man ikke troede paa det andet: at man
forſyndede fig mod det tredie, fordi man ſlet ikke forſtod
det forſte og andet. Kort ſagt: han blev ingen Svar
ſkyldig, og der kunde ingen maale fig med ham i Ord,
Det var ikke hans Skyld, at han længe for .
ikke kom til at ſpille hans Rolle.

Amurath kom tilbage fra Jagten, ſom han egentlig
ikke elſkede, fordi den gav ham Leilighed til at dræbe
Dyr, men fordi han derved kom til at omgaaes med be 25
adſpredte Beboere af fin Provinds, hos hvilfe han In⸗
tet horte om Hoffets Stridigheder, der havde forſtyrret
hans Velbefindende hiemme, ſiden Zulma havde benyttet
fin Indflydelſe paa Gemytterne. Han fandt Godmodig⸗
hed og Tilfredshed meer end nogenſinde forjagede fra ſin
Omgangs Kreds. Bagtalelſe og Anklage tonede beſtan⸗
dig for haus Hren; det var, ret betragtet, de ſamme
Partier, ſom havde været der, for Fundſin kom, og de
havde omtrent de ſamme Planer, nemlig at ærgte og i
ſkade hverandre; men de havde antaget en mere hadelig
Tone og talede et mere kiebſommeligt Sprog. Hverken

358: Prinds Amuraths Provinds.

Tone eller Sprog kunde behage Amurath, og da Zulma
anvendte ſin Kunſt, paa ganſke at vinde ham for ſit
Parti, eller, ſom hun kaldte det, pan at forædle og op:
hoie ham, faa faldt det hele Veſen ham for beſporligt,
og alvorligt paabod han en almindelig Taushed om alle
de Emner, Profeten havde bragt paa Bane, Dog Tvi—
ſtighederne ſnege fig hemmeligen om. Der blev holdt
ſkiulte Sammenkomſter; det ene Parti lagde fiendtlige
Planer mod det andet. Forbittrelſen ſteeg, og. ofte var
den, trods Amuraths Forbud, nær ved at bryde ud i ly⸗
delige Raab og Haandgribeligheder. Den, ſom wist
unde tie, var Profeten ſel v. i

Prindſen beſluttede nu, perſonlig at tale med 100
for at bringe ham til Forſtand og fredeligere Sindelag:
et Foretagende, ſom han uden Tvivl ikke havde "begyndt
pan, derſom han havde" kiendt Vanſkeligheden deri. Mig
ſynes,“ ſagde Prindſen,“ at Du, min kicere Profet! kunde
foredrage Dine Loerdomme i et mildere og mindre forbit⸗
trende Sprog.“ — “ Det er min Iver for den gode Sag,
ſom henriver mig,“ gienſvarede Fundſin. — Jeg hver⸗
ken kan eller vil bedomme Din Sag,” blev Prindſen
ved, 'men jeg troer, at en god Sag kan forſvares med
ſindige og milde Ord, og at dens Forſvar netop derved
vilde vinde? — et er,“ raabte Fundſin, »ilde an⸗
vendt: Mildhed, naar man taler mildt imod de Onde.“

— Tor Du da paaſtaae, ſpurgte Prindſen, vat En⸗
hoer, der ikke har Din Mening, er ond?” Dette
Sporgsmaal tog Sundfytg ficke, i Betænfning, at e
med Ja. fæl:

Prinds Amuraths Provinds. 359

En mork Sky trak ſig over Amuraths Aaſyn, og
alvorlig ſagde han: Jeg onſker Fredelighed og Fordra—
gelighed imellem dem, ſom omgive mig; jeg vil derfor at
Du ſtal tale i et Sprog, ſom er flikket til at fremme
disſe.“ Fundſin trak pan Skuldrene med den Yttring :
Det ſtrider imod min Samvittighed.“ Opbragt raabte
Prindſen nu: Jeg er Herre her, og jeg befaler Dig at

tie.“ Med en paatagen Rolighed ſukkede Profeten: Jeg
er villig til at vorde en Martyr,” Amuraths naturlige
Godmodighed vendte tilbage og ſmilende ſagde han:
Det var at drive Narreſtregerne forvibt. “ i

Imidlertid bleve disſe drevne fan vidt, at de om-
ſider faldt Prindſen ganſke befværlige, og uagtet han var
for ædel til, at ville foreholbe andre de Forbindtligheder,
de ſkyldte ham, ſaa troede han tilſidſt dog, det kunde

maaſkee her tiene til, at bringe Fundſin til en anden
Spforſel. Han ſagde derfor Profeten engang i en me—
get alvorlig Tone: at det var nødvendigt for hans Til⸗
fredshed, ikke at hore mere af de Kicevlerier, der vare
blevne opvakte; at han kunde bidrage til at neddys ſe
disſe ved enten at tie eller tale i en anden Tone; at
han ſkyldte ham dette, fordi han havde ræddet- hans Liv,
fordi han derved havde underkaſtet ſig sienſynlig Fare og
derved miſtet fin kicreſte Ven. Fundſin ſvarede herpaa
uden Betænkning: ' Selims Dod var en ganſke fi ſimpel
Tildragelſe, ſom forud var beſtemt at ſtulle fee i i det ſtore
Foretagende, ngar mit for Dig og enhe beh bet vigtige 2
Liv ſkulde reeddes. J min Nadning ligger rigelig Be⸗ 3 SE
lonning for den Fare du derved underkaſtede dig, thi der⸗ |

*

9

360 ” Prindå Amuraths Provinds. in

ved kom jeg til dig og din Provinds, hvilke ved mine

Loerdomme ville komme i udmærket Anſeelſe og Velbefin⸗

dende. Jeg ſpager dig et berommeligt Navn, og dig og

dine de gyldneſte Dage i Fremtiden, naar man blot
troer paa mine Fraſer og anſeer med den tilborlige Ar:

bodighed mig for den jeg er. Jeg vil ogſaa derfor, af
Taknemlighed imod Dig og af Iver for det Gode, blive

ved at raabe og ffiænde, at ſkrive og tale, indtil Du,

endog imod. din Villie, bekiender, at min Lærdom er den

eneſte ſande Sandhed, for hvilke alle Knee bor boie ſig.
Held Dig da, Amurath! da ffal Verden ikke kiende en

mere hæderlig og mægtig Forſte end Dig.“

Jeg takker, jeg takker!'' raabte Amurath med ly⸗
delig Latter, men ſom blev uafbrudt ved et Snarbud,
der bragde den Efterretning, at Milli var tilligemed ſin
Opſynsmand forſvunden. Prindſen kaſtede fig pana en
Heſt og foer afſted. Da han kom til Slottet, hvor
Milli havde opholdt fig, fandt han, at denne var lokket
udenfor Provindſens Greendſer og der ſtrax opſnappet af
nogle Bevæbnede, ſom bragde ham og Qpſynsmanden
bort med fig. Han anſtillede herom de frarpeſte under⸗
ſogelſer og kom ſnart til Kundſkab om, at den hele»
Bortførelfe var en Foranſtaltning af Zulma og herbe.
Parti. Med yderlig Forbittrelſe ilede han ae
inden faa Timer vare Zulma, Fundſin og alle deres Til⸗
hængere forviſte fra hans Hof. >

å VII. )
Nu havde Amurath da Rolighed ved fit Hof, men
denne Rolighed var ſlet ikke moerſom. Den Stilhed,

—

Prinds Amuraths Provinds. 361

ſom nu fandt Sted, var forenet med en dræbende Kied⸗
ſomhed. Prindſen var for godmodig, til ikke at ſavne
de Menneſters Aaſyn, ſom han dagligen var vant til at
fee, uagtet de nok faa meget havde fornermet ham. De,
ſom vare blevne tilbage ved Hoffet, havde nu forſte Gang
feet en Prøve paa, at Amurath i fin Vrede havde Sind
til at bruge fin Magt, og uagtet der vare mange, fom
/glæbdede fig over, at Zulma og Fundſin vare komne af-
veien, fan vidſte de dog ikke ret, om og hvorvidt de torde
yttre denne Glæde; Frygt for den Magt, hvis Virkning
de havde feet, gav deres hele Opforſel, ja ſelb deres Mun—
terhed, noget fan bagvendt og forſtruet, at Prindſen flet
ikke følte fig opmuntret ved deres Omgang, Det varede
derfor ikke ret længe, for Amurath fandt ſin Stilling
yderſt befoærlig og gledelss; i fin Utaalmodighed enſkede
han en Dag, at fane Pub i Tale: han ventede hos ham

et Raad, ſom det ikke var ham ſelv muligt, at finde

paa. SÆR 3 2
Tankefuld ſtod han om Aftenen i fit Vindue, havde

hæftet fine Hine pan Svanens Tegn og ſtirrede taus paa

de rolige Stierner, der tindrede ned til hans frydloſe

»Bolig, da det bankede ſagte paa hans Dor. Han troede
i. Begyndelſen, at Nattens Stilhed og hans egne Tanker
; havde ſtuffet ham: men Bankningen blev gientaget; han

gabnede Doren og Pub ſtod for ham. Det lange hvide
Skicg manede ned til hans Belteſted; det hvide, Wevant
var ſammenheeftet med et Bælte, hvorpaa ſaaes glind⸗
ende, beſynderlige Tegn; i fin. Haand, bar han Troldſta⸗
ven. Aerbodig betragtede Prindſen ham, og Pub traadte

362 Prinds Amuraths Provinds.

ind. Jeg har hort,“ begyndte han, 'at Du onſker min
Noerverxelſe. Hvortil ſkal den tiene Dig?“ — Jeg,“ ſagde
Prindſen halv undſeelig — jeg er misfornoiet med min
Stilling.“ — Den er og fnart forbi”? ſvarede Pub,
„ti og hør Din Dom. Dengang Famtu tog Dig under
”fin Beſkyttelſe imod de fiendtlige Feer, var det under den
* Betingelſe, at Du for Fremtiden ikke vovede Dig uden—
„for Grendſerne af den anviſte Provinds. Den Betin⸗
”gelfe har Du tre Gange overtraadt. Famtu ſaae det,

dog blev desuagtet ved at beſkytte Dig, indtil Du yttrede

»Misfornoielſe med den naturlige Virkning af Dine egne
„»Handlinger. Da bod den ſtrenge Retfærd, at Beſtyt⸗
”telfen maatte ophøre ; thi Misfornoielſe er en Brode,
”fom. Famtu aldrig tilgiver,”

”>Mten ,”- begyndte Amurath. — „Jeg veed, hvad
»Du vil fige,? afbrød Pub ham; 'de Handlinger, hvor⸗
»yed Du overſkred de Dig beſtemte Groendſer, ſyntes Dig
are, gode; jeg vil ikke nægte Dig, at de havde deres
”Udfpring fra en ædel og kraftfuld Natur; men her er
kan Sporgsmaalet om Famtus Villie, og denne har Du,
Hovertraadt. Hor nu ogſaa, hvad det er, Du har ud⸗
»rettet, ſom ſyntes Dig ſelv ikke blot forſvarligt, men
»endogſaa godt. Fundſin, ſom Du reddede, veed Du

„ ſelv, var en” befværlig Nar, der ikke var den Fare og

Anſtreengelſe værd, ſom Du for hans Skyld underkaſtede
Dig; hans Rardning koſtede Dig Din bedſte og redeligſte
»Ven Selim, et Menneſke, hvis Liv havde mere Værd

”for Dig og Menneſkeheden, end hundrede ſaadanne Daa⸗

»rers ſom Fundſin. Zulma blev ſendt SØ imode 7 de

1

É
7

i

Prinds Amuraths Provinds. 363

*fiendtlige Feer, for at forſtyrre Din Rolighed; Du: veed,
ſelv, at hun har opfyldt deres Henſigt, og jeg overlader
'til Dig ſelv at bedomme, om de Glæder hun har med—
'deelt Dig kan opveie den Misfornoielſe og Utilfredshed,
”hun har foraarſaget Dig. Begge, baade Fundſin og

Zulma, har ved deres Indflydelſe pan Dig ladet Dig er—

fare Folgerne af, at Du har overtraadt Famtus Betin—
'gelſe. Endnu maa jeg fortælle Dig om Milli. Han
ver ikke efter Zulmas Plan dræbt, men lever endnu, Han
der en Son af en af de Konger, ſom i de "Dage da han
blev ræddet, forte Krig med hinanden, Milli er nu igjen
'kiendt og antaget af fin Fader, hvem Krigslykken i ſe⸗
'nere Tid har viiſt fig mere gunſtig imod; og denne ſort⸗
»lokkede, fyrige Dreng vil om nogle Aar fremſtaae her i
Aſien ſom en vældig Erobrer, og da vil han odelcegge
Din Faders Rige. Beſku og foel nu Følgerne af Dine
Handlinger, ſom Du kaldte gode. Jeg er Famtus Sen—⸗
'debud. Har Du noget at ſige?“ g

*

Intet“, ſvarede trodſig Amurath. Du kunde mag⸗

ſkee endnu ved en Bon formilde Famtu,“ ſagde Pub, men

Amurath taug. Jeg opſiger Dig Famtus Beſkyt tel e,
raabte Pub og ſpingede fin Troldſtav. Luften blev mork⸗
der hørtes et Tordenſkrald; Prindſen ſank ned uden Be—
vidſthed, og da han kom til ſig ſelv igjen, vare alle hans
forrige Omgivelſer forſvundne. Prindſen reiſte ſig op og

Fa

gik friſk og fund. hiem til fine Forældre, der bleve meget

bedrovede over at deres Son havde tabt en faa mægtig)

Beſkytter og nu maatte være udſat for de fiendtlige Feers f

Skadefryd. Men de gave fig omſider tilfreds, da de fra

8 1

364 Patty's nye Hat.

at Amurath var rolig og glad, og han troſtede dem med
de Ord: Jeg troer at jeg ſtaaer under Beſkyttelſe af en
megtigere end Famtu.“ — Han fandt et Par af ſine
Venner; disſe tog han med ſig og gik ud i den vide
Verden. Han fane Fundſin og Zulma, men lod ſom
han ikke kiendte dem. Han mødte Sorger og Farer,
men længtes aldrig efter at komme tilbage til ſin Pro⸗
vinds. — Her ender Hiſtorien, ſom alle jordiſke Hiſtorier,
uden nogen egentlig Slutning.

Patty's nye Hat.
En landlig Scene.
Af Miſs Mitford.“)

J det jeg en Morgenſtund i den ſidſtforlobne Mai
vandrede omkring pan Engene, henreven af Aarstidens og
Landſkabets vaarlige Skjenheder, blev jeg overfalden af en
ſteerk Pladſkregn, netop i det jeg gik forbi gamle Moder
Mathews's ſtore Forpagtergaard, og nodſaget til i al Haft
at ſoge Loe i hendes gjeſtfrie Dor. Og i Sandhed, jeg
fandt der et behageligt Lce. Gronningen udenfor var
rundtomkring beplantet med gamle Troer; den klare Bak
ſlyngede fig imellem dem og gjorde ſaa mange Krumnin⸗

+) 3 Friendship's Oſſering, a Literary Album, and
Christmas and New. Vear's Present, for 1829.”

Pattp's nye Hat. 2365

ger ' og Vendinger i fit Lob, ſom om den ugjerne vilde for⸗
lade dem; jeg ſage den, over Boekkens Vadeſted lobende
Kjorevei, og den nette Fodſti med fin lille Treebroe;
Landsbyens Kirkeſpiir hævede fig over en Klynge af Hyt⸗
ter, ſom, pan. Taget og Skorſtenen nær, vare ſtjulte af
en Egelund; den ſkovgroede Baggrund og de blaage Hoie i
det Fjerne, Alt fane fan friſk og blomſtrende ud i den
livlige Mai; Nattergalene fang, Klokkerne ringede, og
Doren ſelv var rundt omgivet af blomſtrende Caprifolier, der
udbredte i Regnen en Duft, ſom i tørt Veir ikkun Tus⸗
morket kan fremkalde. Den hele Gang var oplivet og
gjenlod harmoniſt af Biernes Surren, der, iſtedetfor at
lade fig afſkrekke af Vædet, kun foldede deres Vinger tet⸗
tere, og trængte fig ſaameget desdybere ind i Honningbok⸗
grene, i det de, ſom det Tod, benyttede fan god en Und⸗
ſcyldning til at krybe endnu længer ind i deres Blomſter⸗
bolig. Det er vanſkeligt at ſige hem der meeſt nod den
milde Regns og Caprifoliernes ſo e Duft, Bierne eller
jeg; men det begyndte ſnart at 1 ne fan ſterkt, at det
efter fem Minutters Forløb ikke juſt var mig ubehageligt,
at en lille Pige af Familien faae mig i Gangen, og forſt
forte mig ind i det rummelige Kjokken, der, med fit foære
Egebord, fin med et Forhæng ſkjulte Kaminkrog, fin Kjod⸗
reekke, belagt med uhyre Skinker, og fine lange Reoler,
glindſende af Steentoi, afgav et behageligt Skue; indtil
Madam Mathews ſelv kom ud, og forte mig ind i fin

hyggelige Dagligſtue, hvor jeg tog Sede hos hende g

hendes ældfte Granddakter, en fuldvoxen Pige, medens den
yngte Soſter, en ſmilende letfodet Glut paa 11 Aar,

366 Patty⸗s nye Hat.

trippede ud for at fane fat paa en Dreng, der kunde l. lobe
hen til min Familie, for at bede dem ſende en Vogn
efter mig, da Regnen nu var bleven fan ſtadig, at jeg
ikke kunde have Haab om at komme hjem til Fods.

Da den Stoi, min Modtagelſe foranledigede, havde
lagt fig, fandt. jeg megen Moerſkab ved at lægge Meere
til min gjeſtfrie Værtinde og høre paa en Samtale, om
man kan kalde den ſaaledes, mellem hendes ſmukke Grand—
datter og hende, ſom paa eengang forte mig ind i en lille
Elſtovshemmelighed, og gav mig Leilighed til at blive be⸗
kjendt med et Fruentimmer, om hvis" Seerheder jeg be⸗
ſtandig havde hort meget fortelles.

Madam Mathews var en af de meerkverdigſte Per⸗
ſoner der i Egnen; en fortræffelig Landbrugerſke, en. kyn⸗

dig Sogneboerſte, og hun havde ikke faa liden Liighed med

en af de ſkjonneſte Characteerſkildringer, Crabbes maleriſke
Pen nogenſinde har HBr

”Gaa døde Enken Goe, en driftig Qvinde,

Ti Mile rundt man hendes Ry kan finde;

Hun miſted Manden i fin Ungdoms Stund,

Beholdt dog Gaard, Credit, og holdt fin Mund.
Itreti Aar hun ſtyred Alt med Kløgt og Skik,

Alt elv hun ſaae, Alt eft er hendes "Pibe gik.

Hvert Muk hun dæmped, agted Raad kun ringe,

Ved hendes Vink hver lydig maatte ſpringe,

Ei nogen Dont i Sognet kunde gage, i

Naar hendes Ord man ſmukt ei agted paa.

Selv overtog hvert Hverv hun, ſom det falbt,

Hverts Pligt hun kjendte, oved hvor det gjaldt;

y !

Patty's nye Hat. 367

Hun gifted Son og Datter, efter eget Sind,

Og ſaae for dem, thi Kjærlighed gjør blind.“

i Parish Register.

Stor Legems- og Aandskraft udtalde fig kjendeligen
af hendes robuſte Perſon og masſive Anſigt; og der var
baade Lune og Godmodighed i hendes klogtige Smiil, og

i de ſkarpe grane Hine, ſom tindrede under hendes Bril—

ler. Alt hvad hun ſagde bar Fornuftens Præg; men

for Hieblikket var hun ikke oplagt til at tale, og da jeg

bad hende, at jeg ikke maatte volde mindſte Forſtyrrelſe,
ſatte hun ſig igjen i ſin Stoel og til ſit Arbeide med
taus Verdighed. Hun fad ved et lidet Bord og repare—
rede en Bomuldstroie, ſom tilhørte en af hendes Son—
ner — et Slags mandligt Hoveriearbeid, ſom pasſede ſig
langt bedre for hende end et finere qvindeligt Haandar—
beide ſandſynligviis vilde have gjort; og virkelig dannede
Skreeddernaalen, ſom hun ſvang med ſtor Feerdighed, den
hvidbrune Traad, ſom hang om hendes Hals, og den
uhyre plumpe Skredderſax (der koſter ikke liden Overvin—
delſe at falde en ſaadan Maſkine: en Sar), ſom, i Sel-
fab med en ikke mindre gigantiſt Naalepude, danglede fra
hendes Forklodebaand, figurerende ſom Pendant til et fryg⸗
teligt Nogleknippe. — Alt i Forening et Arbeidsapparat,
hvortil man neppe ſkal finde Mage i disſe Tider, hvor det
fineſte polerede Inſtrumentmagerarbeide, og Bomuldstraad
ſom Spindelvæv, 0 Herrenchrunet ved det qvindelige
Syebord. [

Paa den anden Side af det lille Bord ſad hendes
ſmukke Granddatter, Patty, en ſortoiet, livlig Pige, med

2

R

; mod Skyerne, og, een mod Barometret.

368 Patty's nye Hat.

en fün Anſigtsfarve, en net, pyntelig Figur, og i det Hele
et Væfen, der vifte langt mere Fünhed og Dannelſe end

hendes Stand lovede. Hun ſad og kantede en meget ſtad—

ſelig Straahat med blegrode Baand; hun kantede og ſpret⸗
tede op, thi Sloiferne bleve knyttede og oploſte, tagne
af og fatte paa, og tagne af igjen, med en Utaalmodig⸗

hed og Utilfredshed, der ikke er ualmindelig hos en ſyt—

tenaarig Dame, naar hun ſtuderer pan et nyt Stykke
Pynt, Den ſtakkels lille Pige var bienſynligen reent fra
det. Hun ſukkede, og foer op, og flyttede fig, og var neer⸗
ved at briſte i Graad, da hendes Bedſtemoder i det famme
kaſtede et Blik hen pan hende under fine Briller, trak

d Leberne. ſammen, og gjorde ſig al Umage for 55 at lee.
| Endelig tog Patty til Orde.

Nu, Bedſtemoder „ maa jeg ikke nok gage hen til

å Chapel Row i Eftermiddag, maa jeg ikke?“

Hum, ſagde Md. Mathew.
„Det regner i Grunden ubetydeligt, Bedſtemoder!““

„Hum, ſagde Md. Mathews igjen, i det hun op⸗

lukkede den uhyre Sax, hvormed hun, fan at ſige, am⸗
puterede en Knap, og vendte den runde Ende betydnings⸗
fuldt mod min vaade Shawl, medens Spidſen pegede paa

den dryppende Caprifolium: »Hum k

Det er dog flet ikke ſnavſet at gane!”

Et nyt“ Hum ', og Saxen pegede hen paa Brem⸗
men om min hvide Kjole.

„Og ſee engang, nu begynder det at klare op.“

Et dobbelt Hum!“ og tvende Henpegninger „een

8 -

Patty n nye Hat. 5 369

„Det er ikke meer end ſyv Fierdingbei, ſagde Patty;
nog hvis Du bruger Heſtene, kan jeg godt gage.“

Hum!“ ſagde Md. Mathews.

Tante Ellis kommer der, og Couſine Mary —“

„Hum!“ gjentog Md. Mathews.

”Og hvis Nogen fkulde komme her, for at tale om
Noget, fan behøver jeg jo ikke at vere her, naar Du er
hjemme, Bedſtemoder!“ i

Hum!“ var paa ny Svaret,

*Der er jo Ingen, un kan have 1 at tale
med mig.“

Et nyt: Hum!“

„Det vil gjøre Couſine Mary ſaa ondt hvis jeg ikke
kommer!“

Hum!“ 1 7

»Og jeg har halvt om halvt lovet Fetter William
det — ſtakkels William!“

Et nyt: „Hum!“

Stakkels William! O Bebſtemober, Du man en⸗

idelig lade mig gage! Og jeg har faaet min nye Hat og
"Alting — netop ſaadan en Hat, ſom William kan lide!

Stakkels William! Man jeg. ikke nok gage, Bedſtemo⸗

der?“ 8 .
Da ſtakkels Patty ikke fik andet Svar end et meget

zutvetydigt: Hum!“ kaſtede hun Straahatten fra fig, ud⸗

ſtodte et dybt Suk, og fab, i en hoiſt utroſtelig⸗Stilling,

og pillede de blegrode Baand iſtykker; Madam Matheus

vedblev mandhaftig ſin Skredderſyning; og i ti. Minutter
berſehe ers en ee i
: 00

30% Patty nye Hat.

Endelig blev denne afbrudt af min lille Beute
Suſanne, der havde fort mig ind, og ſom nu ſtod ved
Vinduet, i det hun paa eengang raabte: Hvem or dog
det, ſom rider herhid over Engen i al Regnen ? See en⸗
gang! See! — Jeg troer ſaa Skam — nei, det kan ate |
drig være muligt — jo viſt er det ham! — Det er Fætter |
William! See, Bedſtemoder!“/ AR
i „Hum Pe ſagde Md. Mathews. ; GER |

; Hvad kan Fætter William komme her for i dae
Veir 2 vedblev Suſanne.
5 Hum! e ſagde Md. Mathews.
„Aa, jeg veed det! — jeg veed det!“ ſkreeg Su.
i ſanne, i det hun klappede i Hænderne og ſprang bet
iveiret af Glæde, da hun fade det forandrede Udtryk i
Pattys Anſigt — den ſtraalende Fryd, ſom fulgtes af en |
1. 2, Andtagénde Undſeelſe, i det hun vendte fig bort, for at
„undvige Bedſtemoderens kløgtige Smiil og endnu betyd⸗
ningsfuldere Nik. Jig veed. det! — Jeg veed det! 15
nlaabte Suſanne.
Hum!“ ſagde Md. Mathes. i
”Sfam Dig dog noget, Suſanne! O, lad dog den,
Bedſtemoder!“ ſagde Patty bonfaldende. |
SER. 'Skamme mig! Jeg har jo ikke ſagt, at han bom⸗
mer for at frie til Patty! Har jeg bel, Bofemober 2
ſparede Suſanne. |
„dg jeg vil Eræve denne gode Dame tit Vine
ſagde nu Md. Mathews, i det Patty tog ſin Hat og
„fſankede Stumperne af ſine Baand ſammen, for at tage
Fg; 1 ie vil krave Eber ee til Vidne:

;
t

fl

*

Amor og Pſyche. 7

|
55 „at jeg ikke har ſagt Noget. Farvel, Patty,“
aloe hun, Du har revet de fÉjønne blegrede Baand:
itu; men jeg tænfer, Du ſnart ſkal have hvide Baand
i Stedet, og, naar Du vil huſke mig paa 0 ſaa ſkal
lig kjobe dem til Dig!”

| Og ſmilende, imod fin” Villie, lob den ba, Pige
ub af Verelſet.

N

9 —
1

5 Indledning 5
| til et ufuldendt Digt: Amor og Pſy che.

Jeg kan Dig ei fordslge

At Middelhavets Bølge

Er driſtig i fin Lyſt;

Thi kledt i eget Solvmoer

| ' Og ſmykt med Solens Guldflor
Den kysſer Cretas Bryſt.

„Som Luftens Harpe runger : '
Den dandfer og den fjunger i
Med Lilliekrandſe paa; . É
1 , Thi, ſtjondt den drog om“ Jorden, * 5
132 Hos Møen kun i Norden
| Sasa hvid en Varm den ſaae.

Du høie. Jomfruynde!“

| mr øer, maa jeg Dig forkynde,
' - Med anonymifE Lyſt!

8 (24 sy.

372

Amor og Pſyche.

At ved dit Navn jeg vilde
Livſaligt kun formilde
Hiin haarde Marmorkyſt. gf

Bag den tør Diet love Å
Sig Guld og grønne Skove
Og Floras fulde Pragt;

Der Zeus Kronion leved,

—

For til Olymp han ſpeved
Og blev en himmelſt Magt.

Gaa hviler Kjærligheden

Som Gudebarn herneden N
J Livets Blomſtervaar — 5
Bag vinterhvide Buer,

Hvor Sommervarme luer,

Dens Purpurtempel ſtaaer.

End ei den den monne dale

Fra milde Guders Sale

J Pſoches Hjerte neddz
Hun ved ſin Faders Throne
Stod med en Demankkrone

" Ds Junos Vardighed ·

A

Og han var Cretas Konning ;
Men hun var Skjenheds Dronning
Paa Verdens vide pe;
Vee hoo det torde ſkue!

Han ſtukte Hjertets Lue j

S Livets vilde Søe. BNG:

„Og fkulde jeg kun leve
Bed hendes Glands at heve
[ 2 ;

SV ag

Men ei tolkes kan med Ord, | e

Abdler Støvet her paa Jord,

Sjælen. 373
Fra mine Strenges Guld — 5 ; g 0
En Roſe er min Villie!

Men jeg blev ſelv en Lillie
Og ſank i ſorten Muld. —

Hun var et Væfen vorden +»
Som bundet blev til Jorden
Men herte ei til den;

Det fane et evigt Hie, —
Da fulgte med den Høie
Et Blik fra Himmelen.

Og vil du gjerne høre,

Hpad Muſen mig i Øre

Derom har hviſket nys;

Gaa gaaer den unge Digter

Til ſine ſode Pligter

Som til et Roſenkys.
Hollard⸗Nielſen.

N

Sie le

Kraft, ſom i vort Indre lever,

Du ſom os til Himlen hever, Fy

Er Du vel en Guddoms Aand,

Som forvildet ſank fra Himlen,

Og nu under Stovets Baand,

J en mægtig Kamp og Svimlen, EUR

374

ATTER

Sjelen:

Venter paa den nye Vinge,
Der ſkal Dig til Hjemmet bringe?

Ingen fatter Dig, Du Haie,
Du jo ſelv Dig ei forſtaaer,

" Drømme. fvæve for dit Die

Og en Evighed Dig ſpaaer. —

Naar den ſidſte Time ſlaaer,
Naar den tunge Jord = Dragt falder,

Hvor hen mon ba Veien gaaer?
Hvor mon Herren Dig da Falder 2
Straaler dg for Dig i Døden
Evig Dag bag Aftenrsden?

Skal Du her paa Jorden leve,
Skjondt dit Stsv er bragt til Ro?
Skal uſynlig Du omfvæve,

Og hos dine Kjære boe? —
Skal Du fee det Frø fig hæve,
Som din Haand har her nedlagt ?
Skal Du fra dets Krone fvæve

J en ſtorre Himmel-Pragt?
Skal Du end herneden bue
Større Glimt af Almagts Lue ?

Stat Du kunne høit udtale i
Hver en Tanke i dit Bryſt?
Svinge Dig fra Jordens Dale
Til den høie Himmerkyſt 2
Bil da lyſt for Blikket ſtaae
Hvad ei Støvet kunde fatte ?
Skal ſom Tanken Du udgaae,

Skue alle Sordens Skatte, ; 17

„

. ø 5
ER ERE EET Eee

Sjælen:

Og i Aande-Vrimlens Klynge
Are, Priis, Alherren ſynge?

Eller ſral Du driſtigt ſpinge

Dig i det umaalte Blaae?

Høre Sphærerne at klinge,

Og den dybe Klang forſtaae?

Eller er det i det Fjerne,

Hoit, hiſt under Nattens Blaae,

At Du paa en venlig Stjerne

Forſt fra Støvet luttres mag,

For Du med de Engle glade 4
Kan Dig i Guds Straaler bade?

Eller — nei! — ha fæle Tanke! —
Aand, forgik Du ved vor Dod?

Skal ſaa kort mit Hjerte banke,

Og forgaage i Intets Skjod ?

O hvi maatte Du da brænde

Efter Himlens. hoie Fred,

Hvorfor mon da Herren tende

Anelſe om Evighed? e e

»gev og nyd,“ blev da, o Gud,
Livets ſtore, ſande Bud»

Nei, o Aand! Du lever! lever!
Ellers var jo Gud ei Gud,

Til en Salighed Du ſvoever,
Som kun Engle ſtamme ud.
Som paa Tankens ſterke Vinge

Du kan ber hver Gjenſtand naae,

a 5 Skal ſom Aand Du fri Dig ſpinge,
SEkue Alt, og Alt forſtaae. 0

)

375

376 Katten.

Fortid, Nutib, Fremtid ſkue,
Hiſt hvor ingen Storme true.

Katten.
5 (Efter Lichtwehr)

— ³—ÿ

En Kat, ved fit Talent markberbig,
For al Doctrin med 8 belagt,
Blev ved Patent erklæret færdig
Eil Tyvegang og Muſejagt.
Ak havde den dog blot havt Male!
8 Hvad kunde den ei blevet til?
Thi den, ſom med Patent kan ſticle,
„Gan kan js ſticele, naar han vil.

Nu med den gladeſte Forhaabning,
Med Mod og Jbver i it Bryſt
Begynder den Felttogets Aabning,
Daly ſpimmel af Selvtillids Lyſt.
Hyad vover ei en Ung at haabe,

Naar frem med fligt Patent han gaaer?
Hvis Tiden viſer ham ſom Taabe,
Da Lykken ene Skyld jo faaer.

Kort ſagt: vor Kat begyndte Tog et,
Og det er ikke Kattens Skyld ;
Sfald her ei kan ſiges noget
Til Rimets og Lovſangens Fyld.

—

—

5 a
2 b 12 —
i. 8
—U— E P “ 444 —— —
9 1 ——ů—ů——— —

—— ET amin

Katten. 377

Hvad forſt der mødte, var en Rotte;
Til Krigen øvet kun i Fred,

Den ſtore Contrapart jo maatte
Tilraade viis Forſigtighed.

Den Rotte gik; af Muus kom ingen,
Og derfor Katten beed dem ei;
Thi Leilighed ifær er Tingen,
Det gielder om, paa Heltens Vei.
En Viis, i Sagen vel indviet,
Den Hypotheſis har fremſat:
For at bedomme Muſeriet,
Man næften 35 maa være Kat.

Den fad og pubſede fin Snude,
Da Veſlen ſneeg til næfte "Huus. ”
Ei! Hvad beſtiller Du herude? ?““ — ;
Jeg,“ ſvart'en, ' ſoger mig en Muus.“ 5
Vred, horte man vor Helt at miave:
»Strax pak Dig til dit Hul igjen!
»»Hvad Ret kan Du, din Røver! have
”Zil Indgreb i mit Jagtterrain ???

Betenkt paa ſikker Retirade
Gav Inqviſiten flux til Svar:
Min Ret kan gode Ven nok lade
Gage op mod den, ſom ſelv han har. :
»Lad SGfiældéord fare! Har jeg Magten,
Jeg ſtiæler, myrder frit ſom Du. 5
»Saavidt jeg veed, det ſtaaer i Pagten.
BE wellen os der gialder nu. É

| "Alvorlig Mis ſig ftrøg om 1 5 5
Og paa ſin Hale Krøller ſlog; 8 i

7 * *

"4

378 Katten.
Men lidt berfra den mødte Raven,
- Og fandt den gik paa ſamme Tog.
Gid Pokker havde de Rivaler,
Gaa tenkte den, men ſagde mild:
Hvad mon min gode Ven befaler?
Al Biſtand er jeg rede til.“

Spar Du paa dine Complimenter!“
Saa Raven grinebeed til Svar:
Jeg er for klog og Godt ei venter
”Uf den, ſom til Rival jeg har.

»Vil Alliance Du tilbyve,
Jeg villig er; forſt plyndre vi,
„Ved Delingen hverandre ſnyde
Vi da, naar Toget er forbi.”

Den unge Kat, end for beſkeden,
Blev ved Tilbudet lidt confus,
Og ſkyndte fig i Vildereden,
Til Taget af det neſte Huus.
Der traf Monſonius en ugle,
Med Dybſinds Værdighed belagt,
Men meeſt beremt blandt alle Fugle
Ved Selen og 5

„Taus irrer paa fin Nabo Katten,
' Taus Uglen pan Beføget gloer,
Og faſt er ſoundet hele Natten,
Da forſt man, hører Uglens Ord: 5
„Med Fryd beſkuer Dig mit Hie, 72
»At hid Du fvinger dine Trin;
„»Og Folelſerne fra det Hoie,
Jeg feer ſtaae klare for dit Sind.“

— 7 *

*

9

Katten. | 379

„De Følelfer, min Dyrebare!
»Og Tillid til dem, reen og puur,
Os ganſte tydelig forklare
„Bort Veſens hsiere Natur,
”Dg disſe Fortrin Os bebude:
Omkring Os Alt er til for Os.
Jeg har mit Næb; brug Du din Snude
»Som Nogle til al Kundſtabs Laas.“

” Hvor herligt er dog Alt indrettet
Til Gavn og Glæde! Naar min Vom
»Med Muus og Leeker jeg har mættet,
»»Taknemmelig'' — — Ei længer kom
Ophoiet Fugl med. fine Phraſer,

Thi kied af dem lob Katten vek
Og ſagde, mens den ſmurte Haſer:
„Jeg fanger” helſt foruden Prek.“

En Flaggermuus udbrød fra Taget,
Hvor den i Skiut fig havde fat:
»Andegtig Præt af Roverlaget
Gier Roveriet meſt forhadt,”

„End lever Dyret, da Tiraden

Af Uglens Kloer ei blev beſvart.
Her ender fig Ailuriadenz;
Men ak! igien den fpørges ſnart.

; C. H.

—

*

380 e
Til Herthas Abonnenter.

r—— .

1

Ubprudſeete Hindringer, deels ved den gjentagne Foran⸗
dring af Forleegger, deels ved Forſinkelſer i Trykkerierne,
have foranlediget, at de ſidſte Hefter af Hertha ere ud⸗
komne ſildigere end Beſtemmelſen var, fan at nærværende
December⸗Hefte, 1828, endog ei kommer de ærede Abon⸗
nenter i Heende for i April 1829. *
Dias det vil veere forbundet med Vanſkelighed, nu at
indhente det ſaaledes, uden Udgiverens Skyld, Forſomte,
har man anſeet det for rigtigſt, med nærværende Hefte,
det ſidſte af Herthas anden Aargang, at ſlutte Tidsſkriftet.
Ved at aflægge fin forbindtligſte Tak, ſaavel til de
Forfattere, der ſaa velvillig have bidraget til at give dets
Indhold Interesſe, ſom til Abonnenterne, ved hvis Un⸗
derſtottelſe det hidtil har beſtaaet, og, hvis ei hine Hin⸗
dringer vare indtrufne, endnu vilde have været fortſat — til⸗
lader Udg. fig at bemerke: at han, fra næfte Maaneds
Begyndelſe, agter at udgive et Tidsſtrift, af et i eeſthetiſt
Henfeende lignende Indhold, der, under Titel a::

Repertorium for Moerſkabslasning,

ſkal udgaage ugentligen, ſaaledes at der hver Søndag vil
blive leveret Abonnenterne eet Ark i ſtor Octav, trykt med
ſpaltede Colonner, (ligeſom ' Det kongelige Theaters Re⸗
pertoire“), indeholdende: Fortellinger, Digte og
Moerſkabslesning af blandet Ind hold.
Hvert ſaadant Nummer — der omtrent vil indeholde li⸗

geſaa Meget, ſom tre til fire ſcdvanlige Octavark —

betales med 12 ß. Tegn. et forſte Nummer vil blive”
ſendt Herthas“ nuværende Abonnenter til behageligſt Gjen⸗

nemſyn, hvorneſt Budet nærmere vil forhøre om de magtte
onſke fig de folgende Nummere tilbragte.

* 1
”

—

AES

SR
D

ÆG

122 2
e
2

2
90
2

*

70

05

0 ES Hjørnet af Adelgaden og Gothersgaden No. 8, i Stuen,
NER
N

(ER 4 i ——

ad mm

Indhold.

e For dette Maanedsſkrift, ſom tilbringes Subſkri—
benterne for 4 Mk. 8 f. pr. Hefte, regner man fig van

ſamt hos Forleggeren, paa Pftergade No. 72, Aden Sal.

252
N N
F

e

ZAS — 8

28 Den Gamle paa Bjerget. Novelle af Lud⸗ 2 5
NE vig Tieck. (Stuttet) eee. E

. SR Fragmenter af en Reife over Broden, (Af SAVNE
7 Coleridge) . eee i 75 sg
88 Scener af Britternes Kamp i Indien.. KN 3
N Brodrene e ee DNN deeessesesessee sees i
BINGEN kg >> *
ES De franſke Lærdes Expediton til Ggypten. . 250 5 3

K

FANGE

vv
—
5
'